Flemming Weis 50 aar

Flemming Weis 50 Aar

Ser I her den lange Mand som i sine Hænder har et Net, med hvilket han om paa Marken render. Manden er Hr.Stankelben, som forvolder megen Men, arme Sommerfugle.

Flemming Weis har sagt til sine nærmeste Venner, at hvis de træffer ham en Dag formummet i sær Forklædning lig en Hr. Stankelben med Net og Stænger og Botaniserkasse, maa de gerne lade, som om de ikke kender ham. Heri ligger ikke blot et Hensyn til disse nære Venner, men ogsaa en Trang til at dyrke en Dobbelttilværelse som Menneske. For mange vil det sikkert være en Overraskelse at erfare, at Flemming Weis som en anden Celestin i Helligdagens Morgentimer øver sin Gerning som Organist i Herrens Hus for ved Nattetid som en Floridor at kaste sig ud i vellystig Jagt paa uskyldige Sommerfugle.

Hans Hjem er præget af denne Dobbelttilværelse. Hans smukke Stuer er bl. a. prydet af skønne, gamle Strygeinstrumenter bygget af Bedstefaderen, Departementschef Carl Mettus Weis, og dennes Broder, Andreas Severin, der var Mølleejer i Aarhus. Men nyder man Æren som Husets intime Ven, kan man risikere at blive ført op i smaa, afsidesliggende Loftsrum, hvor store Skuffedarier rummer Rækker af entomologiske Seværdigheder Side om Side spiddet paa Knappenaale.

Sin Interesse for Insekternes Liv og Færden har han arvet fra Onklen, Holger Weis, der ejede et Reservat i Asserbo, hvor de sammen dyrkede denne Passion. Som den første har Flemming Weis konstateret nye Sommerfuglearters Fremkomst i Danmark og har i Tidsskriftet »Flora og Fauna« herom skrevet Artikler, som har affødt den største faglige Respekt.

Naar han i disse Spalter skal hyldes i Anledning af 50 Aars Fødselsdagen d. 15. April, er det naturligvis først og fremmest som Musikeren og ikke mindst som D. U. T.'s fortræffelige Formand.

Flemming Weis har fulgt med lige f ra Starten. I en Aarrække var han en stilfærdig Næstformand i Skyggen af den dynamiske Aksel Agerby, og ved dennes Død gled han lige saa stilfærdigt ind paa Formandsposten. Med sin sikre musikalske Sans, sin gedigne Uddannelse og sit vaagne Blik for alt nyt, fører han Selskabet videre i de gamle Spor som et Hjemsted for Komponisternes nyeste Frembringelser og et Springbræt for de yngste Talenter. Og de Katastrofer, som i Tidens Løb har truet fra forskellig Side, har han med udsøgt Takt og Diplomati forstaaet at afværge.

Sit organisatoriske Mesterværk præsterede han ved Tilrettelæggelsen af den internationale Musikfest i København sidste Sommer, og han vandt ved denne Lejlighed mange personlige Venner og mange Venner for dansk Musik blandt de udenlandske Gæster. Det var hans Fortjeneste, at denne Fest blev henlagt til København overhovedet. Det skete ved Forhandlingerne i London Aaret i Forvejen. Da man drøftede Stedet for Afholdelsen af den kommende Musikfest, holdt Flemming Weis paa flydende engelsk en improviseret Tale om Udviklingen indenfor dansk Musik under Krigen og sluttede med at indbyde til Musikfest i København til næste Aar, idet han med ægte dansk Lune bad de tilstedeværende erindre det danske Smør og Bacon. København blev omgaaende vedtaget med stor Majoritet.

Som Komponist hører Weis ogsaa til de stilfærdige i Samfundet. Han virker uegennyttigt for andre ved at sætte sig selv i Skygge, idet han som D. U. T.'s Formand principielt har nægtet at lade egne Værker opføre ved Selskabets Koncerter, hvor de ellers naturligt høter hjemme. Hans fine og følsomme musikalske Fornemmelse gaar igen i hans mange Sange og Kammermusikværker, og hans Navn figurerer ofte i Radioen og paa Koncertprogrammer.

Bag den ydre Ro og Stilfærdighed lever en sand Kunstnernatur, som spontant kan give sig Udslag i barokt Lune som f. Eks. i hans »Serenade uden reelle Hensigter« for Blæsere, eller naar han pludselig og overraskende forlyster de fornemme Gæster ved den internationale Musikfest med en fejende spansk Dans paa den tomme Scene i Malm,5 Stadsteater. Saa giver han los for det drengeagtige Sind, det, der trods de 50 placerer ham blandt de yngste af de unge Tonekunstnere.

Sverre Forchhammer.