Jo, i Hr. Atlungs sømkasse!

Jo, i Hr. Atlungs Sømkasse!

Det er en kendt og skattet Taktik at ville føre Krig i Fjendens Lejr, det giver i Reglen mindst Tab og størst Udbytte, vel at mærke, hvis man kan gennemføre Kampen dér. Cand.jur. Knud Allung forsøger det ved at mistænkeliggøre mit Afslag paa en Henvendelse om overfor ham personligt at frernlægge Beviser for mine Paastande i Anmeldelsen. Denne utiltalende Tilsnigelse maa jeg dog slaa tilbage, og Motiveringen er indlysende:

A) K. A. ønskede offentligt overfor D.M.s Læsere at imødegaa min Kritik af hans Arbejde; der er blevet tilstaaet. ham Plads hertil, og derefter maa Resten foregaa i Lyset. K. A. krævede under Haanden at faa en Redegørelse fra mig - sandsynligvis fordi han følte sig usikker - hvilket jeg selvfølgelig nægtede, eftersom K. A.'s Indlæg overfor Læ-serne maa være en Imødegaaelse af min skrevne Anmeldelse og ikke af eventuelle Forhandlinger, der skulde være foregaaet os imellem udenom Læserne.

B) Hvis den Omstændighed, at Julius Rabe er en større Autoritet end undertegnede, skulde afkræfte min Anmeldelses Berettigelse og give hans Anbefaling i Fortalen til et Værk, skrevet af ham selv, den største Vægt paa Trods af Bevisførelse, saa vilde enhver Kritik paa Forhaand kunne gøres umulig.

C) Med Hensyn til K.A.'s Henvisning til positive Anmeldelser i to Fagblade og et Amatørtidsskrift, saa er dette blot et Slag i Luften, da det jo ikke er noget Særsyn, at Kritikere er uenige. Som Modtræk kunde jeg henvise til Anmeldelser af Fagmænd som Magister Jårgen Ba Izer, Hans Voigt og Svend Weslergaard, men til syvende og sidst er det ikke Bladet, Tidsskriftet, eller Anmelderen alene, der be

tyder noget, men i ligesaa høj Grad de Argumenter og Eksempler, hvorpaa Bedømmelsen bliver bygget, og her maa jeg henvise til min Anmeldelse i D.M. Nr. 2, hvor man i en upersonlig og saglig Form vil kunne finde de Argumenter, der alene er nok til at berettige Konklusionen i min Kritik af K. A.'s Arbejde.

D) Naar K. A. finder Formen og Tonen usømmelig, saa kan det - bortset f ra en enkelt Passus, der giver Mulighed for Misforstaaelse - kun bero paa, at de Eksempler, hvormed jeg underbygger min Kritik, er saa utilbørlige i et musikpædagogisk Værk, at blot den Omstændighed at citere dem eller nævne dem summarisk vil kunne virke usømmeligt. K.A.'s Udtalelser om D. M.s Prestige kan derfor kun falde tilbage paa ham selv, og med Hensyn til K. A.'s Bemærkninger om min paastaaede Umodenhed og mine manglende Kvalifikationer, saa maa jeg nøjes med at glæde mig over, at Hr. Atlung sætter mig i Baas sammen med mine førnævnte Kolleger, der ogsaa har tilladt sig at argumentere deres Dom over K. A.'s Arbejde med tilsvarende Eksempler.

E) Min Hovedanklage mod Atlung er langtfra de mange Fejl, disse er kun nævnt en passant i Forbindelse med en højst berettiget Kritik af K. A.'s Fremgangsmaade ved Reproduktionen af Eksemplerne, som vidner om, at han ikke er i Stand til selv at præstere de nødvendige korrekte Klaveruddrag. Det er derfor kun stemplende for Knud Atlung, naar han fremturer med bombastiske Gloser som: »usande Paastande« - »delvis usandfærdig« - »falsk Paastand« o. I., og det vidner om en daarlig Samvittighed hos ham, naar han ser sig nødsaget til at fordreje Kendsgerninger for at kunne stemple sin Modpart som en Løgnhals. I Anmeldelsen staar der: »Af de ca. 450 nye Eks. er Hovedparten beheftede med større eller mindre Fejl« - her er ikke Tale om virkelige eller uvirkelige, og jeg angiver summarisk en Del af Fejlenes Art, og hvad de medfører. K. A.'s Forsøg paa at bagatellisere dem viser, at det, jeg antog for at være almindelig Ansvarsløshed, i Virkeligheden bunder i en ganske usædvanlig Naivitet, der understreger, at K. A. overhovedet ikke er klar over, hvilken for en Amatør uløselig Opgave det er, han er gaaet i Gang med.

Min Paastand om de mange Fejl, kan jeg dokumentere med følgende Opstilling:

1) Større Fejl: Tilfælde

a) Manglende Akkompagnement

til Sangstemmer 65

b) Forkert eller misvisende An-

vendelse af Begreberne Ho-

ved- og Sidetema ca. 30

C) Manglende Optakter 5

d) Citation af I' el. II'-Delen af

4-hd. Klaverudtog 12

2) Mindre Fejl:

a) Manglende Taktbetegnelse ... 210

b) Manglende Tempobetegnelse. 80

C) Manglende Taktstreger 6

Ialt 408

Hertil føjer sig yderligere den store Mængde af daarligt og umusikalsk tilskaarne Eksempler, der ofte foregiver at være noget de ikke viser udtømmende in. m. m. Dette burde være tilstrækkelig Dokumentation.

Det er umuligt her at bringe Kommentarer til alle godt 400 Tilfælde, men typiske Eks. skal dog atter meddeles:

I) Ofte opstaar der Tvivl, om Taktarten nu er V, el. 1/2 - V, el. 1/,~ - V, el. Vs osv. Naar Tempobetegnelsen i disse Tilfælde er angivet uden Taktbetegnelse, bliver Bestemmelsen af Tempoet svævende; naar begge Dele mangler staar man helt paa bar Bund og kan altsaa efter Behag opfatte et Eks. som »Largo« el. »Presto«. Det kan vel ikke bestrides, at et Musikv2erks Rytme og Tempo har en ofte afgørende Betydning for dets Karakter? Naar Taktbetegnelse savnes i Forbindelse med manglende Takt,streger (f. Eks. S. 470 og 519) er man ude i en ren »Hvem ved hvad«-Konkurrence.

II) Naar Optakter mangler i Nodebilledet, nytter det kun lidet f. Eks. at angive, at det skal være g, naar der ikke staar noget om, at det er g, g' el. G osv. - og

ingen Oplysninger om Nodeværdien. I to Tilfælde angiver K. A. Nodeværdien (uden Tonehøjde), dog forkert i det ene. Dette rent bortset fra at denne Fremgangsmaade er forkastelig under alle Omstændigheder.

III) Til Citaterne af I' el. IP-Stemmerne fra 4-hd. Klaverudtog kan der bl. a. bem,ærkes, at den harmonisk-klanglige Balance i Schumanns 4. Symfoni bliver misvisende paa Grund af 6 Akkorden, der 4

fremkommer ved at amputere Underdelen, iøvrigt. er dette Eksempels andet System

som andre lign. Eks. - kun en Fordobling af Overstemmerne, altsaa uden selvstændig Betydning, hvilket gør Sagen endnu mere gaadefuld, eftersom det underste System kunde være brugt til de manglende Stemmer, i Fald K. A. havde været i Stand til at omskrive en Orkestersats selv. I et andet Tilfælde citerer K. A. paa to fortløbende Nodesystemer fuldstændigt 4-hd. Klaverudtog, uden at bemærke dette, hvorfor man - da det ikke fremgaar udelukkende af Eks. - faar et kaotisk og uforstaaeligt Indtryk af det ved at spille eller læse de to Systemer efter - og ikke under hinanden.

IV) Af andre afslørende Fejltagelser kan ogsaa nævnes, at K. A. ved sine Eks. af Schulz' Sange - der er noteret i Soprannøglen - til Hjælp for Læseren meddeler, at disse begynder paa henholdsvis e' og a, medens Sandheden er: e' og a'. S. 577 citerer K. A. fra en Rondo »et Sidetema i G-Mol«, som viser sig at staa i en utvetydig c-moll, og Side 576 et Tema i G-Dur, som klinger i D-Dur.

V) Naar jeg i Anmeldelsen ikke omtalte Operaeksemplerne, saa var dette kun til K. A.'s Fordel (et Sted maatte jeg iøvrigt holde op), men Slagsiden er her, at han som omtalt altfor ofte citerer Brudstykker uden det Akkompagnement, som i en Masse Tilfælde giver Eks. musikalsk Mening (Wagner, Verdi, Puccini, Tjaikofski, Sjostakovitch m.fl.) og bortset herfra er Værdien af disse løsrevne Stumper fra Operaer endnu mere tvivlsom end ved de øvrige Eks., naar de ikke lige anvendes til Forklaring af stilistiske Fænomener eller af de for» Partierne typiske Karaktertræk, livilket. K.A. kun yderst sjældent. og med ringe Held indlader sig paa.

Man kan blive ved at fremdrage Eks. paa K.A.'s dilettantiske Arbejde, men der maa være Grænser. K. A. søger at forsvare sin Fremgangsmaade ved at slaa paa, at Bogens Forfattere gør det samme. Selvom Takt- og Tempoangivelserne er temmelig tilfældige og af og til ved Mangler misvisende hos Bogens Forfattere, saa berører det dog langtfra det centrale i deres Værk, hvad det derimod gør hos K. A., hvor det er symptomatisk for hele Arbejdet, og det var dette, jeg vilde bevise med mine Eksempler.

VI) Hvis K. A. ønskede at f aa sin Eksempelsamling vurderet som en Haandbog og ikke som Illustration til en Musikhistorie, kan jeg kun sige, at i saa Fald vilde Kritiken være blevet om muligt endnu mere fordømmende, idet netop Allungs Eksempelsamling med sine tilfældige og daarligt udplukkede Citater vilde være helt umulig, hvis den skulde tillægges selvstændig Værdi. Til et saadant Stykke Arbejde kræves en ny Schering.

VII) Underkaster man den Oversigt, som K. A. kalder »den første nordiske generelle Diskografi«, en neermere Undersøgelse, kommer man snart til det Resultat, at denne bærer'samme ufuldkomne og tilfældige Præg, som hans øvrige Arbejde. Hvordan kan man overhovedet udarbejde en generel Diskografi med Henvisninger til den nyere Musiks Hovedværker uden at næ-vne een eneste Indspilning af Kompositioner af f. Eks.: Cesar Franck, Dvorak, Dukas, Ravel, Sch8nberg, Borodin, Albeniz, Honegger, Roussel, Reger, Lalo og Fauré m. fl.? Hvordan kan man ligeledes i samme pretentiøse Oversigt undlade at nævne Indspilninger af: Bartoks Kvartetter Nr. 1, 4, 5 - Beethovens Klaverkoncerter Nr. 1, 2, 3, 4 og Symfonier Nr. 1, 2, 8 - Brahms' Klaverkoncert i B-Dur, Requiem, Symfoni

Nr. 2,3 og Violinkoncert - Debussys »En Fauns Eftermiddag«, »Sirenes«, »Fétes« og samtlige Sange og Klaverværker - Hindemiths Kammermusik - Carl Nielsens FDur Kvartet, g-moll. Sonate, Klaverværker Violinkoncert og næsten samtlige Sange -Sibelius' Symfonier Nr. 1, 4, 5, 6 og Violinkoncert - Strawinskys »Sacre«, »Jeu de cartes« in. ni. for blot at nævne et ganske lille Uddrag. Endnu mere uforstaaelig bliver disse Mangler, naar man betænker, at Wagner- Repræsentationen (3:1/-_» Side) er 14 Gange saa stor som Brahms', hvilket svarer til ca. 20 % af den samlede Oversigt fra Bach til Sjostakoviteli. Hertil føjer sig Bagateller som, at K. A. ikke nævner eet Ord om Aksel Schiøtz-Optagelserne af »Die sch~5ne Mållerin« og »Dichterliebe«1 Thomas Jensens Indspilning af »Finlandia« o.l. - Værker, som man dog fra Tid til anden kan erhverve sig herhjemme. Endvidere nævner K. A. ogsaa ældgamle Optagelser, medens nye Indspilninger lades uomtalt.

Man kan selv med den allerbedste Vilje ikke forstaa et Muk af, til hvad Nytte denne Oversigt skal tjene. De lier givne Eksempler, som kun er et Faatal af dem, der kan fremdrages, turde være tilstrækkelig Dokumentation i denne Sag.

Frede Schandorf Petersen »ikke-ansvarshavende« Redaktør.

Hermed betragter vi Diskussionen om dette Emne som definitivt afsluttet. Red.