Fritz Crome død

Fritz Crome død

Efter lang Tids Sygeleje er Komponisten -og Pianisten Fritz Crome afgaaet ved Døden Søndag Formiddag d. 25. April, 69 Aar gammel. I den sidste Snes Aar levede Fritz - Crome en tilbagetrukken Tilværelse i dansk Musikliv helt helligende sig sin Lærergerning paa Det kgl. danske Musikkonservatorium. Her skaffede han sig Venner for Livet ved sin ualmindelig opofrende Indsats for Eleverne, og dette gjaldt ikke blot hans egne Elever. Hvor han kunde, tog han Del i deres Arbejde og støttede paa enhver Maade Elevforeningens Bestræbelser overfor Lærere og Bestyrelse. Han viste en aldrig svigtende Interesse for de unge Musikstuderende og deres Kaar, og Eleverne paa deres Side forstod at værdsætte hans uselviske Støtte. Men ogsaa i Konservatoriets Lærerforening, hvis Formand han var i en Aarrække, ydede han med sin altid hjælpsomme og imødekommende Indstilling et værdifuldt Arbejde.

Fritz Crome indtog ikke nogen dominerende Stilling i Musiklivet, han var ikke koncertgivende Pianist, men de ældre Generationer vil kunne erindre ham som en kultiveret og skattet Akkompagnatør i vore Koncertsale. Hans pædagogiske Virksomhed var preeget af en fin musikalsk Kultur, og selvom han i de sidste Aar havde vanskeligt ved at følge med i Musikens nyeste Strømninger, saa viste lian dog altid stor Forstaaelse og Interesse for, hvad der rørte sig i Tiden.

- Oprindeligt studerede Fritz Crome ved Polyteknisk Læreanstalt, men Musiken -fik Overtaget, og han uddannede sig som Pianist hos Louis Glass og senere - i Paris - hos Moritz Moskofski. I Berlin dyrkede han Komposition med den kendte tyske Teoretiker Max Loewengard som Laerer, og blandt de forholdsvis faa Værker, han skrev, udmærker sig særlig hans ved en følsom poetisk og fin dramatisk Karakter i nær Tilknytning til Hugo Wolfs Lieder. Indtil første Verdenskrigs Slut var Fritz Crome Lærer ved Sterns Konservatorium i Berlin, og samtidig udfoldede han en flittig Virksomhed som Musikskribent bl. a. ved »Signale«. Af hans mange forstaaende og velskrevne Essays kan særlig to fremhæves: et om Hugo Wolf, hvis Sange han omfattede med stor Interesse, og et om Carl Nielsen (»Ord och Bild« 1924 Nr. 6). 1 Januar 1925 blev Fritz Crome ansat som Lærer ved Konservatoriet i København, en Stilling, som han varetog indtil den Sygdom, der fik Døden til Følge, tvang ham bort fra det Arbejde, han viede sit Liv. -

Som en Mindelse om Komponisten Fritz Crome toner hver Dag Klokkespillet hos »Crome,& Goldschmidt - den af hans Fader grundlagte Forretning -, hertil skrev han nogle smaa, upretentiøse Melodier bl.a. over Tonerne »C og G«. Et af hans sidste Ønsker var endnu engang at maatte opleve Foraaret og Sommeren oppe i Asserbo, hvor han havde en dejlig Grund, men Skæbnen gik andre Veje.

Frede Schandorf Petersen.