Drengestemmen i overgang - praktisk belyst. Del 1

Drengestemmen i Overgang praktisk belyst

Af Helga Knoblauch Christensen

Drengestemmens Overgang til Mandsstemmen sker i Regelen i det 14.-17. Aar (Pubertetsalderen), og denne Overgangstid kan vare fra nogle faa Uger helt op til et Par Aar.

I Pubertetsalderen øges Væksten af det mandlige Strubehoved stærkt (i Modsætning til det kvindelige Strubehoved, hvis Størrelse holder sig næsten uforandret). Det mandlige Strubehoved vokser baade i Højden, Dybden og Bredden, (medens det kvindelige Strubehoved væsentlig kun vokser i Højden).

Naar Drengestemmen gaar i Overgang falder den omkring 1-2 Oktaver. Inden Overgangstiden sætter ind, spores tit en fysisk Slaphed og Ulyst til at frembringe Toner. Grunden til denne aabenbare Ulyst er maaske den, at de frembragte Toner tit er hæse og urene. Denne hyppigt forekommende Hæshed skyldes den til Strubehovedet forøgede Blodtilstrømning, der ofte kan foraarsage Betændelser. Af og til kan det hænde, at Talestemmen er langt forud for Sangstemmen med Hensyn til Udviklingen af Mandsstemmen. Dette er saaledes at forstaa, at medens Talestemmen er dyb og mandig og allerede er paa Vej ned i Mandslejet, har Sangstemmen bevaret sin lyse Sopranklang. Det er ligesom om der forefindes to forskellige Stemmer: en Drenge-Sangstemme og en Mands-Talestemme.

I Begyndelsen af Overgangstiden er Stemmen raa og uegal. Den tit kraftige og hurtige Vækst af baade Stemmelæber og Strubehoved bevirker en vis Svaghed i Strubehovedets Muskelarbejde. De Muskler, som ellers har taget sig af Stemmebaandenes Spændinger og Indstillinger, kommer nu ud for at regne med nye Længde- og Størrelsesforhold i Stemmebaandene. For det meste viser det sig at være svært paa tilfredsstillende Maade at tilpasse sig de nye Vilkaar, som Musklerne skal arbejde under, og i det hele taget at skaffe sig Herredømme over den ændrede Muskelvirksomhed, og denne nye Tilstand medfører da den karakteristiske Overgangsrøst med dens pludselige Brud og Knækken over fra det ene Register til det andet. Imellem de dybe Toner dukker af og til en høj Tone op. Vi taler om, at Stemmen knækker over. Dette Stemmeknæk kan undertiden indtræffe midt i Udtalen af et Ord. - Ifølge Stemmebaandenes Længde udvikles Tenor og Bas. Tenoren har det mindste Strubehoved med de korteste Stemmebaand, Bassen det største Strubehoved med de længste Stemmebaand. Man kan aldrig med Bestemthed forudsige, hvilken Slags Stemme en Dreng faar efter Overgangen. Det afhænger udelukkende af de fysiologiske Strubehovedforandringer.

Man har i lang Tid ment, at rationel Sangundervisning i Overgangstiden var direkte farlig og kunde virke hæmmende paa den naturlige Udvikling af Strubehovedets Vækst, - ja, kunde endda i værste Fald føre til, at man totalt mistede Stemmen. Mange er nu af den Formodning, at Sangundervisningen er mere til Gavn end til Skade, og at det netop er sundt at drive et flittigt Muskelarbejde, naar vel at mæerke denne Muskeltræning bliver drevet med Fornuft. Ethvert Muskelarbejde er sundt, naar det bliver udført paa rette Maade. Dette sunde Muskelarbejde skulde ikke alene finde Sted i selve Overgangstiden, men skulde ogsaa have været praktiseret, inden Omdannelsesprocessen sætter ind. Det er derfor af meget stor Betydning, om Drengene før Overgangstiden, har sunget rigtigt eller forkert. Hvis det førstnævnte er Tilfældet, skulde Omdannelsesprocessen fra Drengestemme til Mandsstemme gaa glat og af sig selv. Givet er det, at Drengen hverken kan synge Sopran eller Alt mere, men maa forsøge at udvikle den for ham helt nye Stemme - enten Tenor eller Bas.

Hvilke Konsekvenser denne Omdannelsesproces faar, vil vi nu se lidt paa i Praksis.

Jeg har i flere Aar haft Lejlighed til at følge mange Drengestemmer paa deres Vej til Mandsstemme og har efter mange Iagttagelser fundet ud af, at man kan dele Overgangsdrengenes Stemmer i 3 Kategorier:

1) De Stemmer, som ved pludselige Knæk og Registerovergange gaar fra Drengestemmen over til Mandsstemmen.

2) De Stemmer, som gradvis bevæger sig fra Sopran til dyb Alt - til Tenor og maaske senere til Bas.

3) De Stemmer, som fra Sopran glider over i en høj Tenor.

Vi vil nu betragte en 4. Mellemskoleklasse, i hvilken alle 4 Stemmekategorier er repræsenterede (Sopran, Alt, Tenor og Bas) .

De 14 Drenge, som ovennævnte 4. Mellemskoleklasse bestaar af, er i Alderen fra 15 til 16 Aar. Ved en omhyggelig Overhøring viste det sig, at de 5 af Drengene overhovedet ikke kunde bruges i Sang. Der var ingen Drengestemme mere, og den Antydning af Mandsstemme, der kunde spores, var fyldt med Knæk og Registerovergange. Disse 5 blev erklæret. i Overgang og maatte ikke synge den første Maaned. Desværre har jeg en Fornemmelse af, at mange Sanglærere slaar sig til Taals. med denne 1. Overhøring og lader disse 5 Drenge sidde hen i flere Maaneder uden at erkyndige sig om status quo. Denne Fremgangsmaade er forkastelig - man skal netop være i Kontakt med dem og følge Udviklingen af Mandsstemmen - og man vil da hurtigt opdage, at disse Overgangsdrenge 'har det mest foranderlige Stemmemateriale, man kan komme ud for. Allerede 1 Maaned efter 1. Overhøring kan Stemmen i nogle Tilfælde have forandret sig saa meget, at man kan spore en Mandsstemme, som man kan arbejde med. Det kan godt være, at denne saakaldte Mandsstemme kun bestaar af en 7-8 Toner, men disse faa Toner kan man sagtens udvikle i nogle hensigtsmæssige Øvelser, og man kan maaske ogsaa. prøve at gennemarbejde en lille enkel Melodi med et ringe Toneomf ang, f. Eks. Th. Laub: Stille Hjerte, Sol gaar ned, som man saa lægger ned i det Stemmeleje, som Drengen bedst kan synge i.

3 af de 14 Drenge havde bevaret deres Drengestemme, og 1 af dem kunde synge en Sopranstemme, de 2 andre en Altstemme.

De 6 andre Drenge var saa meget færdige med Overgangen, at man godt kunde prøve at udvikle deres Mandsleje. - Ser vi nu paa Toneomfanget hos disse 6 Drenge, bliver Resultatet følgende:

1. Dreng As-e1 lys Tenorklang. Er gaaet fra Sopran - Alt og gradvis over i en Tenorstemme.

2. - F-es1 lys Basklang. Er gaaet fra Alt til Bas. Pludseligt Brud.

3. - E-a Basklang. Er fra en dyb Altstemme gaaet gradvis over i en Basstemme.

4. - Fis-d1 Basklang. Er gaaet fra Sopran til Bas. Pludseligt Brud.

5. G-cis1 Basklang. Er fra I. Sopran - 2. Sopran - Alt gaaet gradvis over i en Basstemme.

6. - A-d1 Basklang. Er fra en Altstemme gaaet gradvis over i en Basstemme.

Vi vil se lidt nærmere paa de saakaldte hensigtsmæssige Øvelser, jeg taler om. Blot vil jeg forudskikke den Bemærkning, at jeg gaar ud fra som givet, at disse Overgangsdrenge er lidt fortrolige med elementær Sangteknik. Jeg haaber, at de har hørt om, paa hvilken Maade man bedst danner en stor og rund Tone, og at de har praktiseret en Træning i at udvide deres Resonansrum, saaledes at de har lært at skabe en Jordbund for en frit klingende og naturlig Tone. Hvorledes den enkelte Lærer faar Drengene til at føle Nødvendigheden af at skabe gode ydre Betingelser for Tonens ideelle Opstaaen og videre Forløb - i Form af et stort kuppelformet Rum - er ganske individuelt. Jeg vil blot pege paa nogle af de Forestillinger, jeg selv har forsøgt at bibringe Drengene. - 1) Den indvendige Gabefornemmelse (kontra Synkefornemmelsen, hvor Strubehovedet gaar i Vejret og derved foraarsager mindre Plads i Halsen). 2) Kuppelfornemmelsen, i hvilken man forestiller sig, at Mundtaget ikke er fladt, men kuppelformet og hvælvet. 3) Kvælerslangefornemmelsen. I dette Tilfælde tænker man paa Spiseakten hos Kvælerslangen, naar den skal til at sluge et levende Gedekid. For at den overhovedet kan faa dette Gedekid ned igennem Halsen, maa den udvide Halsen utrolig meget. Vi prøver et Øjeblik at forestille os denne kolossale Halsudvidelse og derefter at overføre den paa os selv.

Endvidere gaar jeg ud fra, at Drengene har lært at artikulere vore Sproglyde paa rette Maade, og at de fremfor alt har lært Nænsomhed og Paapasselighed med Hensyn til Stemmens Brug. Gaaende ud fra disse Forudsætninger er de følgende Øvelser ikke at betragte som en fortløbende systematisk Udvikling af Stemmen, men snarere som et Forsøg paa at placere den nye Stemme, samt en Igangsætning af tidligere lært Stof, dog nu under en ny Synsvinkel.

I de allerfleste Tilfælde viser det sig, at de unge Mandsstemmer raader over en 7-8 Toner, og det gælder saa om at finde ud af, hvor de 7-8 Toner, han er i Besiddelse af, ligger paa Toneskalaen. Muligvis kan disse første Forsøg virke nedslaaende, og ikke særlig taalmodige Lærere vil maaske nok sende Drengene bort som for Tiden ubrugelige. Forholdet er det, at ligesom en Maskine trænger til Smørelse for at gaa glat, saaledes skal Stemmebaandene først gøres smidige og bøjelige, inden de kan følge Ens Intentioner. Fremfor alt skal Drengene først vænne sig til at placere Tonen i del nye Stemmeleje. Naar jeg giver Tonen an til Drengene, synger jeg den altid for i Mandslejeoktaven. Jeg har nemlig mange Gange erfaret, at de unge Mandsstemmer har svært ved at finde Tonen, hvis jeg synger den i Sopranlejet, og omvendt ved jeg, at i Underskolen har de smaa Drenge svært ved at opfatte den angivne Tone, hvis en af de mandlige Sanglærere underviser dem. I dette Tilfælde er det mest formaalstjenligt, hvis Tonen bliver angivet i Falset. Denne Foreteelse har været en af Grundene til, at vi her i Danmark altid har anvendt kvindelige Sangpædagoger til at lægge Drengenes Stemmer, idet man er gaaet ud fra, at det rent imitatoriske spiller en meget stor Rolle hos Drengene. Paa denne Maade har Drengene ingen Spekulationer med at overføre Mandsstemmelejet til deres eget Toneleje. Rent klangligt mener man ogsaa, at kvindelige Sanglærere skulde være en Hjælp. I England bruger man ikke Kvinder til at uddanne Drengenes Stemmer og fortæller man dem, at vi har den Idé, at det er lettest og bedst med kvindelige Stemmepædagoger, bliver de meget forbavsede og synes, at det er en taabelig Idé. Ved nærmere Eftertanke kan jeg godt forstaa, at de ikke tillægger det nogen Betydning, og at Problemet Mandsstemme kontra Drengestemme slet ikke har strejfet dem. Naar Korlederne i England giver Tonen an eller synger en Strofe for ' er det altid i Falset, saaledes at Drengene lige kan overføre den angivne Tone. - Det at synge i Falset er naturligere for Englænderne end for os, idet de altid er vant til, at Altstemmen i Drengekor bliver sunget af falsetterende Mands-Alter.

Vi gaar nu ud fra, at Drengene har fundet Begyndelsestonen i Mandslejet, og de prøver saa at synge nedenstaaende Øvelse paa mo:

For det meste viser det sig, at de dybereliggende Toner er svære at faa, frem paa den rigtige Maade. De fleste af Drengene graver sig ned paa de dybere Toner. Resultatet er enten, at de altfor tidligt dumper ned i et andet Register, eller at Tonerne bliver mere og inere falske jo dybere de kommer ned. For at muliggøre de dybere Toners Frembringelse siger jeg altid til Drengene, at de maa endelig ikke lænke sig, at de spadserer ned til de dybe Toner, men at de tværtimod bliver staaende oppe paa et højt Stade og forestiller sig, at de dybe Toner kommer gaaende op til dem. Det er utroligt, hvad man kan vinde af Egalitet paa den Maade.

Naar vi nu har f aaet klarlagt hver enkelt Drengs Toneomraade, gaar vi over til at beskæftige os med Artikulationen. Inden for dette Felt er Overgangsdrengene for det meste sløve og forbeholdne - de har simpelthen ikke Lyst og Kraft til at gøre en Indsats - med mindre de faar Hjeelp og Impuls udefra. Jeg prøver derfor at gøre dem lydhøre og agtpaagivende over for alt, hvad de synger, og indskærper dem til at lytte til sig selv.

Vi synger Øvelse 1 igen - ikke paa mo men paa ku-ky-ku-ky. Jeg forsøger at slaa to Fluer med eet Smæk, idet k-Lyden helst skulde give Bagtunge- Bevægelighed, og den stadige Skiften fra u til y (fra Bagtungestilling- til Fortungestilling) skulde befordre Fortunge- Bevægeligheden. Sørgeligt er det, at man ikke paa Papiret kan vise, hvorledes dette Begyndelses-k skal lyde; jeg kan kun i Form af visse Forestillinger give Dem et Indtryk af, hvorledes jeg faar Drengene til at synge k paa rette Maade. Den mest almindelige Fejl er: at man puster en Masse Luft ud paa k'et, og at der derefter er alt for lang Tid mellem k og den følgende Vokal. Jeg plejer at sige til Drengene, at de skal lade k'et gaa lige ud i den følgende Vokal, og at de skal prøve at sætte k'et an i den Form, som den efterfølgende Vokal skal have.

Derefter udvider jeg Øvelse 1 en Kende. Istedet for at sige ku-ky paa den nedadgaaende Skala synger vi ku-k, ku-k, ku-k, og nu er det Slutnings-k'et, der har Nyhehedens, Interesse. Hvis vi kan synge k'et, alt imedens Halsen staar aaben, og hvis vi kan fornemme, at k'et ligesom slaar igen højt oppe bagtil i Hovedet, saa er vi derved kommet ind paa en Træning i at udvide vore Resonansrum. Søger vi at anskueliggøre dette i et Billede, vil følgende være velegnet. Naar vi sætter ku an, tænker vi os, at vi slaar en Bold, der hopper godt, ned i Gulvet, og denne Bold vil saa slaa igen mod vores Haand, i det Øjeblik vi siger Slutnings-k'et tæt og klart i den aabne Form.

Allerede nu er vi blevet mere modige og lydhøre over for Probleinerne og kan gaa over til Øvelse 2:

Her er det Kvartspringet opad, der i første Omgang har mest Interesse for os. Man maa endelig ikke støde paa Toptonen c og ikke lænke paa at naa denne Tone ad den nærmeste Vej i lige Linie:

men - man skal altid prøve at komme ovenfra ned paa den høje Tone paa følgende Maade:

Naar vi saa omsider har overstaaet Toptonen, maa. man ikke have den Fornemmelse, at Resten af Øvelsen er betydningsløs - nej, tværtimod er det meget betydningsfuldt, om man støtter Treklangsnedgangen.

Ordet »støtte« kræver maaske en nærmere Forklaring, da der paa dette Punkt i Sangpædagogikken dels er nogen Usikkerhed i Forstaaelsen af, hvad dette Ord egentlig skal udtrykke, dels en manglende Evne til at give Elever en Forklaring paa, hvorledes de skal opøve denne saakaldte »Støtte«. Jeg vil gerne have Lov til at citere vor fremragende Stemmediagnostiker S. Turning, som i Stedet for det alm. brugte Udtryk »Aandedrætsstøtte« f oretrækker Ordet »Tonestøtte«. Han forklarer om dette Ord, at det er et forenklet Sanglærerudtryk, der i Virkeligheden dækker over en stærkt differentieret Funktion, men skal man forsøge at forklare det ud fra visse Fornemmelser, maa. man have sin Opmærksomhed henvendt paa to forskel~ lige Punkter: 1) Trykket fra Bugmusklerne, der bærer Luf tstrømmen opef ter, 2) den Modstand, som de lukkede Stemmelæber yder imod denne Luftstrøm. Det er meget vigtigt at faa Eleven til at føle to klart.adskilte Støttefornemmelser: 1) en dybtliggende Fornemmelse omkring Mellemgulvet, Bugmuskulaturen eller i Midten af Ryggen, 2) en højtliggende Fornemmelse lige under Stemmelæberne strækkende sig ud imod Halshvirvlerne. - Søger vi at overføre disse hans Betragtninger i Praksis, maa man i Treklangsnedgangen i Øvelse 2 prøve paa. ikke at slippe Luften løs uden Kontrol, men tværtimod føle, at Treklangsnedgangen bliver baaret oppe af en fuldt behersket og kontrolleret Udaanding (ligesom om Tonen var en Hest, der nok har f ri Passage foran sig, men som holdes lidt tilbage af et Tag i Tømmerne). Sammenligner vi nu denne Treklangsnedgang med en Faldskærms Fart ned imod Jorden, saa vil vi opdage, at ligesaa vel som Faldskærmen skal have en Portion Luft, for at Skærmen kan folde sig ud, saaledes skal vi ogsaa bruge Luft, for at der overhovedet kan dannes en Tone. Luftens Pres spiler Skærmen ud og bevirker, at Faldhastigheden ikke bliver ret stor. Paa samme Maade skal vi forestille os, at Luftstrømmen holder Tonen oppe i Treklangsnedgangen, og at vi ikke pludseligt lander paa Grundtonen med Faldskærmen foldet sammen over os, men at vi netop har anvendt den Luftmodstand, som holder Faldskærmen udspilet. Det er af største Betydning, at den højtliggende Støttefornemmelse ved en nedadgaaende Tonebevægelse føles bredere og bredere. Hvis vi overfører dette paa vores »Faldskærmsbillede«, vil det hjælpe, hvis vi kan forestille os, at Faldskærmen bliver større og bredere jo mere vi nærmer os Jordoverfladen.Ved en opadgaaende Toneskala er det nødvendigt at støtte en dybtgaaende Fornemmelse. Hvis vi bruger Billedet om Buen og Pilen, hvor Pilen er Tonen og Buestrengen Dybdefornemmelsen, skal Buestrengen trækkes desto dybere og mere tilbagegaaende jo højere Pilen skal sendes op i Luften, d. v. s. jo højere vi skal op i Toneskalaen desto dybere skal vi lænke nedad.

Vi vil nu synge Øvelse 3 paa forskellige Tekstord:

Bøn-ne-mø-det, Bønne-mø-det

Mo-de-lu~net

Tun-ge-be-net

Døde-dan-sen

Næ-se-hu-len

Kir-ke-gaar-den

Ga-de-kæ-ret

En-ke-slø-ret

Efter at have gennemgaaet ovennævnte Tekstord lader jeg altid Drengene selv finde 4-stavelses Tekstord - helst med de - Begyndelseskonsonanter, som jeg anviser. I de gennemgaaede Eksempler behandles først Læbekonsonanterne: p-b- m, dernæst Fortungekonsonanterne: t-d-n og slutteligen Bagtungekonsonanterne: k-g-n æ n g).

For at gøre vores Stemmeapparat bøjeligt og smidigt prøver vi Øvelse 4:

Den mest almindelige Fejl er: at man stadig tænker, at man fra Grundtonen (e) skal naa op til Højdepunktet (g) i denne lille femtonige Melodi, og derved faar denne Toptone al for megen Vægt. Det plejer at hjælpe utroligt meget, hvis man tænker Øvelsen cirkelformet:

(tegning)

- istedet for vinkelformet:

(tegning)

Det er ligesom om vi bare skal runde et Hjørne, hver Gang vi vender paa Toptonen.

I Øvelse 5 ser vi lidt paa de brede Vokaler: i, e og æ:

Øvelsen kaldes det liggende 8-tal. (Vi begynder Øvelsen ved + og følger ellers Pilens Retning - se følgende Tegning).

Her maa man passe paa, at de brede Vokaler i - e og æ- ikke bare bliver flade og spidse, men man maa opøve en Breddespænding samtidig med en Dybdefornemmelse og en høj Kuppelfornemmelse.

Det er ikke nødvendigt slavisk at gennemføre disse Øvelser med alle Drengene;

(tegning)

man maa nøje skønne over, hvad hver enkelt Stemme kan taale og indrette sin Disposition derefter.

(Fortsættes).