Grammofon

Af
| DMT Årgang 23 (1948) nr. 06 - side 153-154

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Grammofon

Ved Frede Schandorf Petersen

Carl Nielsen: »Sinfonia espansiva«. .Radio-Symfoniorkestret København, Dirigent: Erik Tuxen. - Polyphon HM 80005/9. 5 Plader, automatisk Kobling.

Saa kom da endelig den første Grammofonindspilning af en Carl Nielsen-Symfoni i Handelen, men Oplaget er dog foreløbig saa begrænset, at det langt f ra er i Stand til at tilfredsstille den store Efterspørgsel, der er efter dette Hovedværk i ,dansk Musik: »Sinfonia espansiva«.

Medens man i mange Aar har kunnet faa ,Optagelser af den nyere Musiks Storværker, skrevet af nulevende Komponister, og medens f. Eks. samtlige Sibelius' Symfonier har foreligget indspillet i adskillige Aar nogle endda i flere Optagelser, saa har vi, medens det endnu var gode Tider for Grammofonpladeimporten, ikke kunnet præstere en eneste Indspilning af Carl Nielsens Symfonier, der dog maa betegnes som uomgængelige Hovedværker indenfor den nordiske Musik. Musikkulturelt har vi herhjemme ikke været bange for at stille vort Lys under en Skæppe, og naar ikke Udlandet, hvor Carl Nielsen stort set er et ret ukendt Navn endnu, er kommet med Initiativet, har vi ikke ment det Ulejligheden værd at ofre noget dels for at bringe hans Symfonier ud til vore egne Landsmænd i Grammofonoptagelser og dels for paa denne Maade at skabe de bedste Muligheder for at gøre hans Navn og dermed dansk Musikkultur kendt og agtet i Udlandet. Efter Krijen blev den aandelige Expansionstrang efter de mange Aars Rædsler og Isolation større end nogensinde, og selv her i det lille, beskedent slumrende Danmark opdagede man til dels, at Flæsk, Smør og Æg ikke var nok til at tegne Konturerne af vort Lands 'kulturelle Fysiognomi. Derfor har man søgt, selvom Forholdene nu er betydeligt vanskeligere end i 1938-39, at raade Bod paa en Del af de kulturelle Bommerter og Undladelsessynder, der tidligere er begaaet; de mange Carl Nielsen-Optagelser er et Led af disse prisværdige Bestræbelser.

Naar vi nu kan fryde os over den første Carl Nielsen-Symfoni paa Plader, saa er det saa meget desto glædeligere, at den foreligger i en virkelig prima-Indspilning. -Foruden den rent musikalske Kvalitet skyldes det overordentlig fine Resultat den nye, fremragende Optagelsesmetod'e - ffrr: »full frequeney range recording« - som Nordisk Polyphon har anvendt ved Indspilningen. Denne Metode gør det muligt at medtage hele Toneomraadet fra 30 til 14000 Hertz med alle Overtoner, hvilket giver en meget fin, smidig og ofte velafbalanceret Rumklang med en plastisk klar Gengivelse af de enkelte Instrumenter. Erik Tuxen, der som Leder af Radio Symfoniorkestret staar for den musikalske Del, præsterer med dette Værk noget af det ypperste, han hidtil har vist som Dirigent og Musiker ikke mindst takket være det fremragende Orkesters Præstationer. Særlig første Sats giver han en prægtig Rejsning bl. a. i Kraft af en usædvanlig fin Tempofornemmelse og den skarpt profilerede rytmiske Indledning. Netop Tempoet, som er af saa stor Betydning i denne Sats, behersker han med fin Plastik og Egalitet og understreger dermed mange musikalske Enkeltheder. I Tredjesatsens Begyndelse synes Tempoet derimod noget trægt, medens f. Eks. Finalens slentrende Hovedtema forekommer en Streg for hurtigt.

Et Problem frembyder den klanglige Balance, som dog stort set er over For ventning god. Hvor stor en Mester Carl Nielsen end var, saa forblev Instrumentationen dog altid hans svage Side, og dette. har heller ikke undgaaet at sætte sine Spor i denne Indspilning. Han er derimod ikke Skyld i, at Paukerytmen, som ved Overgangen til Sidetemaet i første Sats. skal være yderst distinkt, drukner i en for stor Rumklang, og man kan heller ikke lægge ham til Last, at Menneskestemmerne i Andanten her saavel. som ved de fleste Koncertopførelser opfattes udpræget solistisk og ikke som de er tænkt: et vokalt Led af den orkestrale Helhed. - Carl Nielsen henviser jo selv i Partituret til Klarinet og Basun som Erstatning for Sangstemmerne, hvis saadanne ikke skul-de være til Raadighed. Vilde man i saa Fald lade disse Stemmer udføre solistisk? -- Ligeledes er der enkelte ppp-Nuancer,. -som staar altfor stærkt (mf), medens Kontinuiteten mellem Violinarabeskerne og Fløjtens »tætte« Melodik i Slutningen af Andanten brydes, idet Violinernes con sordino-Spil helt er dækket, hvorfor Fløjten pludselig træder umotiveret skarpt frem.

Carl Nielsen maa derimod tage paa sin Kappe, at Linjespillet i Andantens sidste Del opsluges i en Totalklang, der paa Grammofon virker yderligere bastant og ligeledes, at de tykt instrumenterede Ste-der i første og sidste Sats bliver noget mudrede i Klangen, saadan at det blive*r noget vanskeligt at faa rede paa det musikalske Stof - maaske kunde der ved Opstilling og Mikrofonplacering være raadet. Bod paa nogle af disse Forhold. Paa den anden Side er der ogsaa Episoder, som vinder i Klarhed i Kraft af Optagelsen i Modsætning til Koncertsalsopførelser.

I det store og hele kan man dog kun glæde sig over denne Indspilning; den kom sent, men det er al'Ære værd, at Nordisk-Polyphon o-, andre private Selskaber nu alene har taget det Initiativ, som for længst burde være kommet fra danske Kulturinstitutioner.

Årgang 23/1948, nr. 06