Harmløs musiksnak

Af
| DMT Årgang 23 (1948) nr. 06 - side 152-152

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Harmløs Musiksnak

Af Bengt Johnsson

Sverre Forchhammer: »Naar Musiken spiller«. Reitzels Forlag. Kr. 10,75.

Der findes efterhaanden flere litterære Maader, hvorpaa man kan gøre det store Publikum interesseret i Musik Der er den lidt stive historiske, den biografiske, hvor de store Mestres Privatliv paa en mere eller mindre »filmsmæssig Maade« gøres til letfordøjelig Kost for Mængden; der er endvidere den »lyttemeessige« Metode, hvor de virkelig interesserede bringes i nærmere Kontakt med Musiken gennem en intellektuel Træning af Øret; endelig Sammensætningen af de nævnte Maader iblandet lidt harmløst og vittigt Musiksnak i Form af Anekdoter o. s. v.

Sverre Forchhammers »Naar Musiken spiller« hører til den sidstnævnte Kategori af Musikbøger. Det har moret Forfatteren at nedskrive - ofte lidt usammenhængende - sine personlige Oplevelser i Koncertsalen, men den umiddelbare Glæde, hvormed F. gaar løs paa sit Emne, skal nok vække Interesse hos de mange Musiklyttere, der gerne vil vide lidt om, hvad de hører, men egentlig er saa fuldstændig ligegyldige. overfor »fine«, intellektuelle Kommentarer.

Netop fordi F. bevidst henvender sig til den store Skare og paa en frisk og munter Maade oplyser den om talrige Ting bag Musikens Kulisser, maa man her fremkomme med faa men samtidigt væsentlige Indvendinger. Hvis F. udelukkende havde holdt sig til i en lidt diverterende Tone at fortælle om Orkestret, Koncerter o. s. v., havde alt været i den skønneste Orden; men det virker temmelig desorienterende, naar der i første Fjerdedel af Bogen forsøges en mere dybtgaaende Karakteristik

af Musiken i al Almindelighed. Man maa her undre sig over, hvorfor F. ganske negligerer Musikentusiasten, der sværmer f or Tiden før 17. Aarh. - det er der nemlig ogsaa en Del Koncertpublikum, der gør, ovenikøbet stærkt passioneret, se bare indenfor i Slotskirken, naar vort herlige Drengekor opfører levende Kunst fra de Tider, som F. gaar langt udenom - ikke destomindre ophøjes pludselig en af disse gamle Herrer fra før 1600, Hr. M. Prætorius til at være en berømt Komponist! Afsnittet om Musikens Udvikling burde enten helt stryges eller formes paa en mere gennemtænkt Maade. Den Ukyndige aner ikke om det er almindelig Musikhistorie, det drejer sig om, eller blot Instrumentalmusikens Udvikling, og hvorfor denne Gren pludselig faar selvstændig Betydning »ved de tidlige franske Operaer« synes mig at være fuldstændig forvirret for ikke at sige løs -Snak; i det hele taget synes F. at hylde den Opfattelse, at kun den klassiske, romantiske og moderne Musik har Betydning i vor Tids praktiske Musikliv.

En anden væsentlig Indvending vedrører det rent sproglige. Sætningerne staar ofte uden logisk Sammenhæng, de flagrer impressionistisk imellem hinanden og utallige Steder finder man Vendinger som: »Wagner anvender i enkelte af sine Operaer ogsaa en Bastrompet, og i Aida anvender Verdi -«.

Endvidere er Gloser som klandre (dadle) og Fly (Flyvemaskine), vist endnu ikke optaget i den danske Retsskrivning.

Mange vil sikkert alligevel more sig over Bogens talrige Anekdoter, og især Afsnittet om Orkestret og Dirigenten er uhyre tankevækkende for den ivrige Koncertgænger og Radiolytter.

Årgang 23/1948, nr. 06