Vilhelm Grønbech

Af
| DMT Årgang 23 (1948) nr. 06 - side 148-148

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Vilhelm Grønbech

Den 21. april døde Vilhelm Grønbech, en af de største mænd, Danmark har fostret. Hans minde vil blive æret også blandt musikere. For mange har hans tale og hans bøger været en særegen inspiration, der på afgørende måde indvirkede på deres liv.

Grønbech var i sin ungdom flere år igennem organist ved St. Jacobs kirke. I de senere år har han gentagne gange talt eller skrevet om musikalske emner. (I »Frie Ord« findes således den ypperlige artikel om »Spillemænd og andre folk«). Men når musikere ønsker at give udtryk for deres taknemmelighed over for den afdøde filosof, skyldes det selvfølgelig navnlig hans almene kulturhistoriske virksomhed.

Grønbech åbnede vore øjne for den egentlige karakter af Europas krise, hvor mennesket er blevet ensomt, uden kontakt med medmenneske eller omverden. Han skildrede modsætningen hertil: De antike ,og de såkaldte »primitive« folk, hvor mennesker, dyr og natur samlevede, og hvor livet dannede én vældig harmoni.

Grønbechs inspiration fyldte os med en undrende fryd over livets uendelige mangfoldighed. Livet er ikke eet. Formen er ikke noget uvaesentligt, men livets art. Ethvert træ, dyr, menneske er noget i sig selv enestående. Ligeledes er enhver kultur noget, der hviler i sig selv og ikke blot en variant af andre, endsige et trin på stigen op til hvad vianser for toppen: Vor egen kultur.

Kunstneren havde for Grønbech en særlig betydning i vort samfund. Efter religionens hendøen er det de ærligste kunstnere, de store kættere, der har hvisket evige ord i folkets øren. Det er bl. a. kunstnerne, der må danne grundlaget for håbet om en ny verden, en ny europæisk kultur.

Kunstneren kan ikke komme uden om Grønbechs vældige værk. Det gælder for musiken som for de andre kunstarter, at en bedømmelse af nutidens eller fortidens kunstytringer kun kan ske på retmæssig vis, når den foretages ud fra et kulturhistorisk synspunkt; kun derved kan man nå ud over personlige smagsfordomme. Og intet sted får man bedre end hos Grønbech orientering om verdenskulturernes art og vor egen verdens formning gennem de sidste årtusinder; alt er oplevet med en fantastisk intensitet af en mand, hvis sjæl tilsyneladende evnede at omfatte det hele liv med alle dets aspekter.

Vilhelm Grønbech er død. Men hans sjæl lever med hans værk, og den vil skabe nyt liv i os danske århundreder frem i tiden.

Poul Rovsing Olsen.

Årgang 23/1948, nr. 06