Departementschef C.F.A.H. Graae

Af
| DMT Årgang 23 (1948) nr. 07 - side 176-177

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Departementschef C. F. A. H. Graae

1875-1948

Ved departementschef Graaes død har også dansk musikliv lidt et tab, hvis følger foreløbigt ikke kan overskues. Endog efter sin afgang som chef for Undervisningsministeriets 2det departement beklædte han en række yderst betydningsfulde poster, gennem hvilke hans indflydelse på musikens trivsel gjorde sig gældende med uformindsket styrke.

Igennem en meget lang årrække havde Fr. Graae været medlem af »Det kgl. danske Musikkonservatorium«s bestyrelse, og det er ikke mindst hans fortjeneste, at dette nu fra 1. januar overgår til staten. Fra dengang loven om oprettelsen af »Den kulturelle Fond« blev vedtaget i 1935, var han den selvskrevne formand for fonden og ministeriets delegerede i det ved samme lov statskoncessionerede KODA-råd. Hvilken betydning man fra KODA's side tillagde hans virksomhed fremgår deraf, at da Graae faldt for aldersgrænsen i 1945, anmodede KODA's råd minisieriet om, at Graae fremdeles måtte blive siddende som statens tilsynsførende i rådet. Som formand for den interskandinaviske kommission vedrørende udarbejdelsen af lovforslag til fælles lovregler om ophavsretten (den tidligere »forfatterlov«) var Graae netop nået frem til den sidste afgørende formulering af den kommende danske ophavsret-lovgivning. Det er efterhånden blevet en stående frase, at »ingen er uundværdig«, men sandt er det ikke desto mindre, at den sum af viden og erfaringer, det hos en enkeltperson gennem et langt liv opsamlede overblik over en række forskelligartede men indbyrdes sammenhængende områder, som netop Graae var i besiddelse af, ikke lader sig erstatte.

Det er ikke stedet her at gå nærmere ind på departementschef Graaes mangeartede og fortjenstfulde virksomheder indenfor dansk kunstliv i det hele taget. - Hans indsats ved den omordning af Det kgl. Teater, som endelig bragte orden i dets urolige vilkår, og hans initiativ ved nedsættelsen af udvalget vedrørende planen om oprettelsen af landsdelsorkestrene, ved indstiftelsen af den kulturelle fonds hædersstipendium for danske tonekunstnere, og meget andet, har bragt dansk musikliv i varig taknemmelighedsgæld til iiam. Dette gav sig også et nydeligt udslag i den Æresmedalje som prægedes ved halvfjerdsårsdagen i 1945.

Fr. Graae, der var et rigt begavet menneske, havde et følsomt, til tider i ordets reneste betydning barnligt sind. Dette kom smukt til udtryk, når han, der i sjælden grad havde ordet i sin magt, holdt sine, altid af øjeblikket inspirerede, taler ved festlige sammenkomster indenfor kunstens verden. Maleren 'Renoir fortæller et sted om sin kollega Courbet, at denne var så optaget af sit eget arbejde, at han, når han havde åbnet en udstilling, altid opholdt sig i lokalerne og gik omkring i sit malertøj, ukendt af de fleste besøgende. Hændte det da, at en af disse gav spontant udtryk for glæde over et billede, kunde Courbet udbryde: »Ja, ikke sandt! Det er faktisk sådan, at man taber både næse og mund!«. En sådan rørende begejstring over at have opnået resultater, der viste sig til gavn for dansk kulturliv, kunde Graae lægge for dagen på en måde, der var direkte medrivende. Sidste gang jeg talte med Fr. Graae - det var ugedagen før den, der blev hans sidste -, sagde han: »Jeg vilde sådan ønske, at jeg kunde finde en form, hvorunder den kulturelle fonds hædersstipendium kunde uddeles, der gjorde denne udmærkelse endnu højlideligere - i endnu højere grad præciserede, at det er en ganske særlig belønning på linje med Holbergmedaljen!« I hans liv var fastholdelsen af værdighed og festivitas en realitet udover det formelle. Han ønskede virkelig for alvor at skelne eftertrykkeligt mellem hverdag og fest.

I saglige diskussioner havde han altid sine bestemte meninger, som han til tider hævdede endog med hæftighed. Men som sand akademiker var han stor nok til at lade en påstand falde, ders`om han fandt modargumenter tilstrækkeligt overbevisende. Smålig var han i denne henseende aldrig og hans sans for det rent sportslige i ,en diskussion svigtede ikke. Jeg har mere end een gang under sådanne forhandlinger set det smil pludseligt bryde igennem som fortalte, at nu var vi enige. »Retfærdighed« var det ord, tror jeg, som oftest forekom i hans overvejelser. Skabende og udøvende kunstnere havde i ham en ven, som aldrig tabte den sandhed af syne, at love, institutioner, reglementer og foranstaltninger ingen som helst værdi har, dersom det egentlig grundlæggende element i alt kulturelt liv: den enkeltes personlige ydelses højeste kvalitet, ikke er tilstede. Derfor så han altid klart, at her, ved roden, skulde træets frugter næres. Dette synspunkt vil også vise sig at være nedfældet i den kommende lov om ophavsretten, hvis tilblivelse i så høj grad skyldes hans arbejde. Det var et sundt grundprincip i hans anskuelser, at alle foranstaltninger først ved i praxis at bevise deres existensberettigelse kunde gøre sig fortjent til offentlig støtte. Denne »den naturlige væxt«s teori lagde han til grund for sine overvejelser som statens repræsentant, og enhver, der har samarbejdet med Graae på nært, hold, vil vide, at tingene skulde have bevist deres selvstændige livskraft ' før de kunde påkalde statens bistand. Han ønskede at bygge op i rolige tempi - og dog var han selv impulsiv, kunde kaste sig ud i en sag med begejstring, når han syntes den fortjente dette.

Mindet om departementschef Graae vil for de fleste nok være knyttet til den festlige skikkelse i store forsamlinger, når han rejste sig og holdt en af sine altid velformede taler. Her gjorde han fyldest som få. Men de, der har arbejdet sammen med ham i inderkredsen, vil først og fremmest tænke paa ham med tak for hans redelighed, hans varme omsorg og hans meget klare forstand.

Smukkest i mindet - men vemodigt gribende - står idag den beretning som en af de overlevende fra skibskatastrofen har givet af det øjeblik, da Graae med sin hustru i hånden satte sig på en skibsluge lige før »København« sank. Denne stolte mand og hans elskelige hustru vilde ikke springe i søen. De havde på få minuter gjort op med livet og imødeså med ro, hvad der måtte komme. Denne sidste, alvorligste prøve på karakterens indre værd havde de begge bestået.

Knudåge Riisager.

Årgang 23/1948, nr. 07