Etude. Harald Lander og Knudåge Riisagers ny mesterværk

Af
| DMT Årgang 23 (1948) nr. 07 - side 167-168

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

»Etude«

Harald Lander og Knudåge Riisagers ny Mesterværk

Af Svend Kragh-Jacobsen.

Paa Det kongelige Teater har Harald Lander forlængst hævdet sin Position som den danske Ballets frugtbareste Koreograf siden gamle Bournonvilles berømte Periode. Lander har skænket vort Repertoire Værker, der bør kunne hævde sig ogsaa udover hans egen Tid, og han har - smukt i Pagt med den Bournonvilleske Tradition - bragt givtigt Samarbejde i Stand med adskillige yngre danske Komponister. I den forløbne Sæson har han atter i Samarbejde med Knudåge Riisager skabt en Ballet, som har vakt Opsigt - ikke blot indenfor Danmarks Grænser, men hvis Ry er naaet viden om. Med 25 udsolgte Huse har »Etude« tillige i den forløbne Sæson vist at besidde en ganske enestaaende Popularitet.

Knudåge Riisager siges at være den, som først kom paa Idéen til »Etude«. Han har fortalt, hvordan de Czernyske Øvelses Melodier en Dag flagrede ham i Møde fra et aabent Vindu, og hvordan de forfulgte ham - blev Dansemusik i hans Øren. Han talte derom til Harald Lander, og Balletmesteren blev straks grebet - af baade Idéen, Melodierne og af selve Titlen »Etude«. Den stod klar fra Starten. Just som Etuder opbyggede Lander dette sit nyeste Værk, ti Etuder er ikke blot noget, Musikere alene maa igennem; Danserne har ikke færre Øvelser til daglig Brug, og netop paa disse daglige Øvelser er dette Lander har bygget sin Ballet - konstrueret den med meget klar og stærk Logik.

Lander har dog fra første Færd forstaaet, at han selvfølgelig ikke kunde sætte Ballettens Træningsøvelser direkte ned paa Scenen; det vilde nok være Etuder, men ikke nogen Festballet, og just en Festballet var det, Lander vilde skabe - er det, han ha.r givet os. Det beundringsværdige ved Balletten »Etude« er ikke mindst den Glans, hvormed de daglige Øvelser er udvalgt og føjet sammen, den Snildhed, hvormed Bevægelsestemaerne varieres, og den Musikalitet, som præger Ballettens hele Opbygning. Det er oplagt, at Knudåge Riisagers Samarbejde med Lander har været overordentlig intimt, før dette Partitur forelaa. Med megen Omhu er Motiverne valgt af den Czerny'ske Rigelighed, og Stykker fundet frem, som rhytmisk giver de bedste Muligheder for Dansernes Udfoldelse. Man føler klart - især, hvis man har haft Lejlighed til flere Gange at se »Etude« - hvor de Czerny'ske og Lander'ske Øvelser er stemt raffineret sammen, nogle Steder i Passager, hvor baade Musikken og Dansearten faar Lov at udvikle sig gennem en længere Periode, andre Gange, hvor der efter faa Takter og Trin af een Etude eller een Danseart hastigt skiftes til andre.

Riisager begynder »Etude« med C-Dur Skalaen, nærmere betegnet Nr. 1 fra »Kunst der Fingerfertigkeit« med de mange Skalapassager i en fantasifuld Instrumentation som inciterende Ouverture, og fra den løber han videre i de Czernyske Etuder, leger med dem paa særdeles inspireret Vis - og inspirerer med sin Instrumentation utvivlsomt Danserne. Riisagers store Fortjeneste i »Etude« er nok musikalsk den, at han først og fremmest ved Sammenstillingen og Instrumenteringen - ikke mindst med de mange effektfulde, overraskende og muntre Blæserpaahit - af de udvalgte Czerny-Etuder har bibragt denne Musik en dramatisk Stigning, som den - ganske naturligt ejheller skulde have fra den originale Komponists Haand. Dette kan med særlig Fornøjelse observeres i Ballettens første store Kulmination, den dristige »Variation de Pas de Mazourke«, hvor Orkestret boltrer sig med lige saa flotte Sving og imponerende Udfoldelser som Danserne paa Scenen, hvad der ikke siger lidt, idet dette Nummer udføres af Solist-Trekløveret Margot Lander, Hans Brenaa og Svend Erik Jensen i fuld Aktion omgivet af det hele dygtige og veludnyttede Korps. Overordentlig raffineret virker det ogsaa, at Riisager ikke lader sit Partitur - og Lander ikke sin Ballet - ende i det Danse Crescendo, som Størsteparten af Alverdens Festballetter slutter med, men at de derimod begge til allersidst dæmper ned - baade i Orkestergrav og paa Scene. Efter de forrygende Allegro-Variationer, som helt tager Vejret fra Publikum, der Aften efter Aften her brød ind med stormende Bifald, og de kraftige Ballon-Øvelser glider hele Korpset over i mere sagte Bevægelser, bløde Bøjninger. Et aldeles nydeligt Decrescendo indtræder, hvis Virkning forstærkes overordentlig af Musikkens Karakter, og ved den sindrige Genoptagelse af Temaet, som i »Etude«s Begyndelse akkompagnerede en af de smukkeste rolige Passager: Bøjningerne ved Barren - af Lander (og »Etude«s udmærkede Dekorationskunstner Erik Nordgreen) særdeles opfindsomt skabt med stærk Silhuetvirkning i et mørkt Rum, belyst ind gennem Væggenes store, hvide Flader. Som en harmonisk Opløsning paa Balletten med dens skiftende kraftige og blide, hurtige og langsomme Passager løses alt ud i den endelige Kompliment af Primaballerinaen - for Publikum, og naturligvis for den usynlige Balletmester, hvis Lektion her er sluttet, da Øvelsesrækken er forbi. Timen er ude.

Men i denne Time har man foruden den musikalske Skønhed i »Etude« - saavel i Partitur som i de Dansende's Bevægelser - tillige haft Lejlighed til at følge vort Balletkorps og konstatere, hvor vidt Harald Lander nu har bragt sine Dansere. »Etude« er et Bevis paa vort Korps øjeblikkelige Fortræffelighed, og paa eet Felt kan Lander i »Etude« spille en Trumf ud, intet af de store vesteuropæiske eller amerikanske Balletkorps kan stikke den:~kongelige Ballets unge Dansere. Et Mandskorps, som det vor Ballet for Øjeblikket har, er enestaaende - og lykkeligvis er der ogsaa blandt de unge Danserinder adskillige Emner, selvom det ikke kan skjules, hvor dygtigt Harald Lander har udnyttet hver enkelts Specialitet i sin Koreografi her, at der ikke synes slet saa rigelig Tilgang af store Danserinde-Talenter. Saadan er det dog altid - Talenterne dukker frem i Bølger, og denne Gang er det Danserne, som kommer i Téten.

Fra Øvelse til Øvelse, fra Variation til Variation er der en Rigdom af Ting at glæde sig over i »Etude«. Storartet fornemmes selve den daglige Træningstimes Plan gennem Balletten - fra Øvelser ved Væggen, støttet af Barrestængerne, over Adagioen frit paa Gulvet, hvor Primaballerinaen Margot Lander viser al sin Ynde og sin fuldendte Beherskelse af sin Dansekunst, til de voldsommere Variationer, de hurtigere Øvelser, de snurrende Pirouetter, videre til Turene, og saa endelig et lille Hvilepunkt i Margot Landers lette, næsten flyvende lille Solo. Som Optakt til den første Kulmination i Mazurka-Variationen kommer nu Springøvelser, og derpaa endnu en Jagen Tempoet i Vejret i de helt forbløffende Allegro-Variationer. Netop i denne skiftende Række af Øvelser føles det stærkt musikalske Moment i »Etude«, og i den saare lykkelige Løsning, de mange Problemer en saadan i Virkeligheden rent logisk Ballet har faaet, ser man den altovervejende Betydning af det intime Samarbejde mellem Komponist og Koreograf, og glæder sig ved at det er lykkedes usædvanlig godt - til saa stor Ære for vor traditionsrige Ballet, og til overordentlig Fornøjelse for Publikum.

Årgang 23/1948, nr. 07