Dansk musik på grammofon - Carl Nielsen

Af
| DMT Årgang 23 (1948) nr. 09 - side 216-217

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    EMP
  • Annonce

    MINU
  • Annonce

    Concerto Copenhagen

Dansk musik på grammofon

Carl Nielsen

Ved Frede Schandorf Petersen

Nu synes der for alvor at være kommet skred i publikationerne af Carl Nielsens veerker på grammofon; efter de mange års stilstand er det nu, som om grammofonselskaberne kappes om at gøre uretten mod vor store danske komponist god ved at indspille en række af de værker, som vi i desværre altfor mange år har måttet savne i gode optagelser.. Vi har tidligere omtalt Tono's og Nordisk Polyphon's fortræffelige indspilninger af henholdsvis violinkoncerten og Sinfonia espansiva; til disse føjer sig endnu nogle førsteoptagelser af fremragende kvalitet:

Carl Nielsen: Symfoni nr. 2 »De fire temperamenter« op. 16. Statsradiofoniens symfoniorkester, dirigent Thomas Jensen. »His master's voice« Z 7000-7003. 4 plader.

Egentlig var vel denne symfoni den første, der blev indspillet; det skete under Besættelsen, også med statsradiofoniens orkester, men af forskellige grunde nåede den aldrig at blive publiceret. Thomas Jensen, der også stod for den første optagelse, har med gengivelsen af dette værk. stillet sig helt på linje med Erik Tuxen's »espansiva«. Karakteristisk er en hårfin klanglig og rytmisk præcision, der i grammofonteknisk henseende er lykkedes fint, dertil føjer sig en djærv kraft opr en monumental bredde i udformningen, og særlig den store tredjesats »andante malincolico« er her gengivet med dyb indlevelse i dens tragik. Dernæst synes »sangvinikeren« at være den bedste; her tindrer det af livsmod og overstadigt humør. Kun i »kolerikeren« er det, som om temperamentet er rendt lidt for meget af med Thomas Jensen, ganske vist skal denne sats være vilter på sine steder indtil det hysteriske, men bag selve temperamentet ligger der rent musikalske kræfter, som ikke må tilsløres, hvilket sker her på grund af et også i forhold til komponistens anvisninger for forceret tempo, men det kan ikke nægtes, at der er en besættende flugt over satsen. Med denne sym Toni såvelsom med »espansiva« har også radioorkestret ydet en værdifuld indsats, der viser dets internatio'nale format.

Carl Nielsen: Koncert for klarinet og orkester op. 57. Solist Louis Cahuzac. med Det kgl. kapel, dirigent John Frandsen. »Columbia« LDX 7000-7002. 3 plader.

Det er smerteligt for os danske, at det ikke lykkedes at få en indspilning af dette værk med Aage Oxenvad som solist; koncerten er skrevet for ham, og som interpret af den var han second to none. Men dette er bemærket så ofte, og hvorfor græde over spildt mælk, når grammofon-selskabet har formået en så fremragende instrumentalist som den franske klarinetist Louis Cahuzac til at indstudere og indspille Klarinetkoncerten, der vel står som det største værk i Carl Nielsens sidste periode, hvor han mere end nogensinde tidligere var exponent for det 20. århundredes musik. Man må beundre den overlegenhed, hvormed Cahuzac løser denne for ham som franskmand vel nok temmelig vanskelige opgave. Det er en sand fryd at følge hans toneleg, der selv i de mest komplicerede passager føles ubesværet og formes elegant. Hertil føjer sig som et yderligere plus hans smukke tone og egale klang, der særligt udfolder sig i adagioens lange melodilinje i stor skønhed. Det er en højst anerkendelsesværdig præstation, men franskmanden i ham fornægter sig ikke; det sker flere steder, at han glatter ud og søger at mildne udtrykket, hvor det mere barske, næsten grove skal være fremherskende. På den anden side har han ikke rigtig forstået (eller er det et akustisk problem?), at solostemmen ved adagioindslaget i rondoen skal forgylde det underliggende stemmevæv men ikke dominere solistisk, det tilslører denne lille musikalske perle.

Det kgl. kapel under John Frandsens ledelse er ham værdig som musikalsk partner, men også her er der enkelte pletter: en lidt stiv og akademisk frasering af hovedtemaet og i forbindelse med solisten en ikke helt ulastelig tempofornemmelse.

Disse betragtninger er vel højst subjektive, og særlig når det drejer sig om et værk, hvor vi endnu ikke kan tale om gængs praksis eller tradition i udførelsen.

Her er tale om et meget stort fremstød for den danske musik, der er værdig at vandre viden om i verden som kulturgesandt for en nordisk komponist, der har værdier med bud til andre end nordens folk.

I efterfølgende anmeldelser vil endnu en del Carl Nielsen-værker, førsteoptagelser og genindspilninger af nyere og ældre dansk musik samt danske optagelser af udenlandske værker blive behandlet.