Ebbe Hamerik 50 aar

Af
| DMT Årgang 23 (1948) nr. 09 - side 205-206

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

Ebbe Hamerik 50 Aar

Nu er de ved at være færdig med fyrre i den Komponistgeneration, som i Bladene har haft den længste Ungdom, der kan være beskaaret Mennesker. Ikke alene fordi det er moderne at være ung, men ogsaa fordi de faktisk højt op i de modne Aar stadig maatte staa afventende ved den Trone Carl Nielsen - havde efterladt. Det er en ejendommelig og opløftende Fornemmelse for, et Land i een Mand at have en Ener paa et kunstnerisk Omraade, men det kan være lidt trælsomt for de næste Generationer. Først henimod 1940'erne begyndte man langsomt at akceptere de unge som fuldvoksne i den danske Musikfamilie og respektere dem enkeltvis, ikke som Flok.

At Skylden for den summariske Behandling og for den sene Erkendelse er vor egenændrerintet. Megen Ensartethed over det de skrev var der ihvertfald ikke, hver havde de deres Idealer, og det er ikke med sin gode Vilje, hvis Ebbe Hamerik nogensinde er blevet beskyldt for at være fjerde Hjul paa sin Generations musikalske Solvogn; han vil foretrække at have sit eget Hjul og ekvilibrere paa det efter eget Forgodtbefindende som en anden Kunstcyklist.

Ebbe Hamerik har nu i 50 Aar i musi-kalsk Henseende gjort hvad han selv vilde, han ligner ingen af sine heller ikke dem ude i Europa, og nemt er det heller ikke at føre ham hen til nogen enkelt i den foregaaende Generation. Naar han bliver 60 eller 70 og forhaabentlig (selvom han ikke er af de stærkest producerende) har givet os endnu en Mængde Musik, vil en af de mest lønnende Opgaver for vor Musikforskning og vor Musikkritik være den at klarlægge Linjen i Hameriks særprægede og egenartede Musik. En Begyndelse kunde være gjort her til 50 Aarsdagen d. 5. September, hvis ikke dette Tidsskrifts Redaktion havde .det fælles, med alle andre Redaktioner, at den kun giver den, der findes værdig til at fremføre Fag-, Venne- og Beundrerkredsens Hyldest, saa mange Timer til Hvervet som han kunde bruge Dage eller Uger.

For det store Publikum - for Hamerik har i Modsætning til de fleste Nutidskomponister et stort Publikum - staar han som Skaberen af »Marie Grubbe-Sangene. Med Else Brems som Fortolker gik disse stærke, mørktklingende Episoder af hans Hovedværk paa Operaens Omraade udo Over Landet og viste vore Dages danske Sang fra en ny Side. For en mere specielt interesseret Kreds, er der i hans Sceneværker megen anden Berigelse at hente. Nogle af Hameriks mest fremtrædende Evner møder man netop i den vokale og instrumentale Afveksling der altid er over hans Arbejder.

Gennem hans Operaer fra Ungdomsværket »Stepan« til »Rejsekammeraten« mærker man hans Evne vokse for musikalsk og teknisk, ja rent scenepraktisk at tumle denne komplicerede Kompositionsform, og selv om han har et afgjort Forspring for sine nulevende danske Kolleger i Opusnumre paa dette Felt, saa har han vel ikke tænkt paa at lægge op rent operamæssigt, saalænge han' føler sig i stadig Vækst paa dette Omraade. Men gid han stadig maa have ligesaa meget Lyst til de rene Instrumentalformer som til Operaen. I sine Miniatursymfonier, hvoraf den tredje nu skal væ-re paa Trapperne, har han nemlig skabt noget af det værdifuldeste og mest særprægede i ung dansk Musik. I de ganske korte Satser, hvor al Udenomssnak er banlyst, naar han at faa sagt mere væsentligt end mange andre paa den tredobbelte Tid. Gaar man Partiturerne igennem lyser det ud fra hver Side, at Hamerik har lagt et udsøgt differentieret, intellektuelt Arbejde ned i disse Værker, men naar man hører dem, er der ingen Lyd af Hjerneknirk. Det er først og fremmest Musik, stærk og ren Musik skabt af en egenartet og egensindig musikalsk Begavelse, som har naaet sin Modning ved at vove at være sig selv mere end de fleste.

Nils Schiørring.

Årgang 23/1948, nr. 09