Kunst og etude

Kunst og Etude

Af Sverre Forchhammer

Nogle Kommentarer til Svend Kragh-Jacobsens Anmeldelse af Harald Landers og Knudåge Riisagers Ballet »Etude«.

Svend Kragh-Jacobsen har i syvende Nr. af D.M. skrevet en Anmeldelse af Landers og Riisagers Ballet, »Etude«. Denne Anmeldelse former sig som en Hyldest til Den kgl. Ballet i Almindelighed og Harald Lander i Særdeleshed. Enhver, som forstaar at værdsætte vor Ballets høje kunstneriske Stade, vil med Glæde' tilslutte sig en saadan Hyldest. Men man kan ikke undlade at undre sig over, at Svend Kragh-Jacobsen, der forlængst -har fastslaaet sit Navn som en af vore mest indsigtsfulde Balletkritikere, i et Tidsskrift, der henvender sig til en retningsbestemt Læsekreds, og hvor han i højere Grad end i et Dagblad har Spalteplads til sin Raadighed, ikke kommer ind paa en saglig Bedømmelse af Balletten som Kunstværk, men blot henfalder til ensidigt rosende Omtale. Den Kritik, som kun dadler, er ingenlunde mere værdifuld end den, der kun roser. Men for at en Anmeldelse skal have kritisk Værdi, maa den indeholde en Bedømmelse af Værkets - respektive Præstationens ' - kunstneriske Værdiindhold. Kragh-Jacobsen hylder Lander og Riisager, fordi de med »Etude« har skabt en »Festballet«, der viser vort Balletkorps' Færdigheder i talrige Afskygninger. Men han kommer ikke ind paa Spørgsmaalet, om det er lykkedes at skabe en kunstnerisk Forestilling.

Man kan med fuld Ret forlange, at alt, hvad der bliver forgyldt af Det kgl. Teaters Rampelys, er baaret af et kunstnerisk Motiv. Dette kan være mere eller mindre betydeligt eller ægte, men den kunstnerisk tænkte Baggrund maa aldrig mangle. »Etude« er - som Navnet dækker - en Samling Øvelser, der er sammenkomponeret til en Helhed. Helheden er opnaaet saavel i Musikken som i Dansen ved en behændig Kombination af de dynamiske og motoriske Virkemidler. Men nok saa graciøse Bevægelser bliver ikke Kunst, lige saa lidt som sammensatte Tonefølger bliver det, før de udtrykker en kunstnerisk Idé. I den omtalte Ballet er Bevægelsesmotivet hentet fra Ballettens daglige Øvelser. Idéen hertil er opstaaet gennem Riisagers Udnyttelse af de Czerny'ske Etuder. Begge' Dele kan naturligvis benyttes som inotivbærende Element for en kunstnerisk Udformning. Som selvstændige Faktorer har de ingen kunstnerisk Værdi. Det fastslaar Czerny tydeligt med Titlen paa Stykkerne. De er beregnet til Opøvelse af Fingerfærdighed. Naar han har formet dem som »Stykker« ligger det i, at der indenfor hans Begreb om Fingerfærdighed tillige ligger en Beherskelse af det dynamiske Udtryk. Derfor har han udstyret sine Etuder med dynamiske Foredragstegn, hvilke det naturligvis er Meningen, at den øvende skal respekt~re. Disse Øvelser danner Grundlaget for den Teknik, den udøvende Kunstner skal anvende i sin kunstneriske Virksomhed, og naar der tillige er kommet søde og pæne »Mel- odier« ud af Øvelserne, ligger det simpelt hen i, at Czerny har villet undgaa de mekaniserede Øvelser, som man f. Eks. kender fra Hannon og Pischna. Czernys Etuder er ikke tænkt som Kunst og kan derfor ikke rumme noget kunstnerisk Motiv. Det kunstneriske Motiv kan saaledes kun opstaa gennem en Bearbejdning. Stoffet kan udnyttes kunstnerisk. Men tager man blot selve det Czerny'ske Skelet og iklæder det klangfuld Instrumentation, opnaar man derigennem ikke noget 'kunstnerisk bevæget Musikværk.

Der skal altsaa mere end en behændig Instrumentation til, for at give Czernys Etuder Berettigelse som Koncertmusik. Riisagers Behandling af sin Barndoms Klaverøvelser har muligvis været hemmet af en vis Pietet. I al Fald har han ikke forsøgt at forlene dem med noget kunstnerisk Motiv, men bruger dem kun som festlig og velklingende Danseskolemusik.

Havde Harald Lander herover skabt et koreografisk Værk, som bortset fra Musikken indeholdt en kunstnerisk Idé, havde Spillet muligvis været vundet - for ham. Men han er gaaet. samme Vej som Czerny Riisager, og er faldet for Tanken om at udnytte den daglige Rutinetræning direkte i Rampens Lys. Ogsaa disse Øvelser er blevet iklæ-dt festligt Skrud og kædet sammen med enkelte selvstændigt komponerede Episoder. Der fremkommer derved kunstneriske Enkeltheder, hvilket dog ikke betyder, at det er lykkedes at skabe et Helhedsværk baaret af en samlet kunstnerisk Idé. Kragh- Jacobsen understreger det selv i sin Omtale af Ballettens Slutning, hvor man vender tilbage til Udgangspunktet. »Øvelsesrækken er forbi. Timen er ude«.

Naar »Etude« dopg er blevet karakteriseret som Aarets store Balletindsats og som »Harald Landers og Knudåge Riisagers nye Mesterværk«, skyldes det sikkert to væsentlige Faktorer. Først og fremmest vor Ballets fantastiske Dygtighed og de enkelte Dansere og Danserinders selvstændige Evne til at give Dansen Udtryk og dernæst, at man sjældent finder en Balletforestilling, hvor Musik og Dans i saa høj Grad danner et teknisk Hele. Det er derfor naturligt, naar Publikum jubler over de enkelte Præstationer.

(Man forbløffes ogsaa over en eminent Linedanser eller en elegant Luftakrobat og tiljubler dem, selv om deres Præstationer ikke indebærer Gnisten af et kunstnerisk Motiv.) Mange Mennesker er tilbøjelige til at forveksle det kunstneriske med det kunstfærdige. Og bliver man stillet overfor det kunstfærdige i et Kunstens Tempel, er Skillelinien endnu vanskeligere at trække. Og »Etude« er et Værk, bygget op paa den mest udsøgte Kunstfærdighed. Ud fra dette Synspunkt kan enhver slutte sig til Kragh-Jacobsens Hyldest til Lander og vor Ballet - og til Riisager og ikke mindst til Det kgl. Kapel med. Men Vejen, som er fulgt, er farlig og i Længden ufarbar. To Personligheder, der i Fællesskab har skabt værdifulde Værker for vor nationale Scene, er faldet for en Fristelse, som ligger snublende nær. Man maa. haabe, at de atter vil vende tilbage til deres oprindelige Udgangspunkt og mobilisere deres personlige Fantasi og Skaberevne. De har nemlig i sjælden Grad fundet ind til et Samarbejde. Og for dette Samarbejde har den her omtalte Ballet sikkert været en overordentlig gavnlig Etude.