To pariserbreve

To Pariserbreve

Af Poul Rovsing Olsen

Paris 8/7, 1948.

Den store begivenhed i de sidste ugers parisiske musikliv har været den europæiske førsteopførelse af Stravinskys musik til balletten »Orfeus«. Stravinsky fuldendte kompositionen i slutningen af september 1947 og har med den skabt et af sine mest bemærkelsesværdige værker fra de senere aar. Han maa ogsaa. synes selvskreven til at komponere denne klassiske myte i kraft af det stramme, pessimistiske præg, der hviler over største parten af hans musik. I modsætning til Gluck har Stravinsky ikke ændret myten,. men nøje fulgt den oprindelige handlingsgang. Orkestret er udpræget kammermusikalsk behandlet. Harpen spiller en fremtrædende rolle i alle de scener, hvor opmærksomheden er koncentreret om Orfeus' person. Balletten er i tre dele, og de to første er hver opdelt i danse og tableau'er. I første del er Orfeus i sorg over Eurydices død. I anden reddes hun ud fra underverdenen af Orfeus, men, som bekendt, kun for en stakket stund. I sidste deler Orfeus atter alene. Jeg vil fremhæve indledningsbilledet med den sørgende Orfeus. Harpen spiller - lento - et ostinat motiv med trinvist dalende fjerdedelsnoder. Strygerne gror ud af dette motivs toner og lægger sig i fulde harmonier omkring harpen. Virkningen er gribende. Harpemotivet genoptages i 3. dels slutningsapoteose. Men ogsaa den indtrængende melodi, der skildrer Orfeus' sang til furierne, maa jeg omtale. Da Orfeus slutter, trænger furierne ind paa ham for at faa ham til at fortsætte, og han sætter atter an til melodien, men nu i kunstfærdigere form som en kanon mellem obo og harpe!

Ved samme lejlighed opførte l'Orchestre National for øjeblikket Paris' bedste orkester symfonien i 4 satser fra 1940 og »Le Chant du Rossignol«. I symfonien har Stravinsky tydeligvis i temabehandlingen, men morsomt nok især i orkestrationen, taget ved lære af den unge Beethoven. Symfonien fra 1940 er en pendant til Prokofieffs »Symphonie classique«. Den er imidlertid ikke saa paagaaende og sprælsk som denne og opnaar derfor næppe foreløbig den samme poularitet. Ikke desto mindre er den et storartet værk. Bedst er ubetinget den usædvanlig charmerende 1. sats. Den er i hovedsagen monotematisk, bygget over et meget enkelt motiv: Si, Do, Sol. Dette motiv genoptages i sidstesatsens koda og faar derved en vis cyklisk karakter. »Le Chant du Rossignol« er jo et ældre værk. Navnlig første halvdel rummer interessante og medrivende enkeltheder. De mange soloviolinsteder hen mod slutningen virker mindre behageligt.

Frankrigs fineste dirigent hedder Charles Munch..Med l'Orchestre National spillede han for nylig foruden Mozarts pragersymfoni Henri Barrauds oratorium »Mystére des Saints-Innocents«. Lidt langstrakt virkede det. Men sammenspillet mellem børnekor (drenge og piger) og almindeligt blandet kor udnyttedes paa udmærket maade.

Ved en koncert paa det amerikanske hus i Cité Universitaire spillede Pasquirtrioen bl. a. strygetrioer af Jean Cras og Jean Francais. De var begge overordentlig velskrevne indenfor den diverterende genre. Francais' var den mest raffinerede. Hans trio var simpelthen virtuost turneret. Fix var den og elegant med en charme, man vel kun møder i Frankrig og hos Jørgen Jersild. Men man har efterhaanden en fornemmelse af, at Francais kun kender to maader at komponere paa: Rytmik og tematik i de hurtige satser er næsten altid paa samme facon, og stemningen i de langsomme satser frembyder heller ikke større variation. Cras - en fransk marineofficer - var enklere, men heller ikke han uden interesse.

Théâtre de la Renaissance har haft besøg af et amerikansk operaselskab, der har givet to operaer af den italienske amerikaner Cian-Carlo Menotti: »The Telephone« og »The Medium«. Udførelsen kan ikke lovprises højt nok. Og forestillingerne har absolut været seværdige, fordi de i hvert fald er enestaaende godt lavet. Dette gælder ogsaa musiken, der er skabt med rutineret haandelag. Den kan iøvrigt karakteriseres som en mixture af Rossini og filmsmusik. Operaerne var derfor nærmest forfinede operetter. Ogsaa scenegangen var filmisk, og ved det for en opera ret usædvanlige tempo og den dramatiske spænding vil de to smaa værker maaske kunne give inspiration.

Paa Opéra-cornique har der været to premierer. Under sit exil i Amerika skrev Milhaud balletten »Jeux de Printemps« for et ganske diminutivt orkester. Til pariseropførelsen havde han ændret instrumentationen, saa hele teaterorkestret kun de deltage i legen. Balletten modtoges venligt, men er ikke noget betydeligt værk. Det samme kan vel siges om Barrauds Ravel-inspirerede opera »La Farce de Maitre Pathelin«. Men hvor klang alt dog fortræffeligt! Franskmændene kan deres haandværk.

En ny strygekvartet af den aldrende Florent Schmidt naaede jeg ikke at høre. Den roses meget af de kyndige.

ROYAUMONT

Royaumont er et abbedi fra det 12. aarhundrede beliggende ca. 30 km fra Paris nær Chantilly. Det ligger ret isoleret, ingen by er voxet op omkring det. Omgivelserne bestaar af vældige skove, der skjuler de gamle bygninger, saa man først opdager dem, naar man er ganske tæt ved den høje stenmur, der indeslutter abbediet. Indenfor muren aander alt fred og ro. Den store park er vel i grundplanen symmetrisk som nogen fransk park, men de fritstaaende træer forhindrer den i at blive saa streng som de berømte i Versailles og Chantilly. Den sidste rest af en gammel kirke rager i vejret som en obelisk men hovedbyerningerne er utroligt velbevarede. I centrum ligger klostergaarden. Græs og blomster giver den farve og liv, og et springvand understreger idyllen.

Her bor aaret rundt studerende fra al verdens lande, og mange internationale kulturelle sammenkomster og konferencer tager sæde bag disse historiske mure. I aar afholdtes i dagene fra d. 20. juni til d. 4. juli en musikfest med deltagelse af Indien, England, Svejts, Polen, Sverrig, Italien og Frankrig. Det er meningen hermed at grundlægge en tradition, der skal videreføres aar til aar.

Ifølge den programartikel, koncerternes fortræffelige arrangør Roland de Candé har skrevet, er det ikke hefisigten at gøre Royaumont til et nyt Edinburgh eller Lucerne, et virtuosernes mødested. Det er kompositionerne, der staar i centrum. Man ønsker at skabe et »Foire Musicale Internationale«. Til opførelse kommer derfor udelukkende folklore, med urette oversete ældre værker samt moderne musik. At dømme efter festspillene i aar og efter løfterne for næste aar, hvor der bl. a. tænkes afholdt 3 koncerter helliget henholdsvis Bartok, Martinu og Franck Martin, ligger hovedvagten paa den moderne musik.

Det var en stor oplevelse at lytte i disse smukke omgivelser. Det var mig ikke muligt at overvære samtlige koncerter, men jeg vil kort berette om nogle indtryk fra de 7, hvor jeg var til stede.

Indien. Ja, dette land er jo i sig selv en hel verden. Det vil føre for vidt i denne artikel at referere det klare og instruktive foredrag, M. Alain Danielou holdt om den indiske musik og specielt dens tonale systemer. Det maa. være nok at konstatere, at man gennem plade-indspilninger med Indiens bedste musikere modtog en af ugernes kunstnerisk mest harmoniske og mest bevægende oplevelser.

Ved de øvrige koncerter opførtes udelukkende kammermusik og korværker. De indeholdt næsten alle mindre væsentlige ting, men gennemsnitsniveau'et var ret højt. Ved den svejtsiske koncert var saaledes adskillige interessante kompositioner. Franck Martins stærkt expressive ballade for fløjte og klaver fangede i særlig grad opmærksomheden. Storartet var ogsaa Honeggers sonatine, der spilledes i to originalversioner: For klarinet og klaver samt for violoncel og klaver. Sturzenegger modtoges synderligen uvenligt ved musikfesten i Amsterdam. Hans fire dansesange for sopran, fløjte og klaver var imidlertid fint karakteriserede i stemningerne. Om aftenen ved den polske koncert tiltaltes jeg kun ubetinget af Szalowskis strygekvartet. Den var ren og klar i form og melodik.

I anledning af festspillene afholdtes »Tribune des Jeunes Compositeurs«s julikoncert i Royaumont. Jens Bjerres klangligt saa fine serenade hævdede sig særdeles smukt, fremragende udført af solister fra Orchestre Nationale. Et divertissement for 6 blæsere af Antoine Reboulot var rent ud et mesterværk og er et oplagt emne for et af vore hjemlige blæserensembler.

St. Eustache-kirkens berømte organist, André Marchal, og cembalistinden Marcelle de Lacour spillede sjældent hørte værker fra det 15., 16. og 17. aarhundredes Italien, Spanien, Nederlandene og England.

Kulminationen naaedes vel først ved de to koncerter paa afslutningsdagen d. 4. juli. Et lille ensemble paa 12 mennesker (L'ensemble Vocal Marcel Couraud) ydede korsang af en saadan kvalitet, at jeg aldrig mindes at have hørt noget sidestykke dertil. Sammenspillet mellem stemmerne og dermed balancen, præcisionen, renheden var saa organisk, som man kun hører det i de fineste strygekvartetter. Og hvilken nuancerigdom! Om eftermiddagen sang de motetter og chansons af Josquin, Jannequin og Lassus. Om aftenen var præstationerne til ære for Darius Milhaud. Vi hørte en række værker fra de seneste aar: »6 sonnets de Jean Casseu« samt de 2 kantater med text af Paul Claudel. Det er ikke umuligt, at en eftertid vil regne disse straalende kompositioner til Milhauds største ydelser.

Det kan ikke andet end undre, at Danmark ikke var repræsenteret i Royaumont. Fra de Candé var sket henvendelse til den danske ambassade. Ambassaden lod dén viderebefordre til København. Den officielle begrundelse for afslaget lød, at vi ikke havde raad til at ofre de nødvendige op mod 1500 kr. Jeg er uvidende om,hvilke overvejelser der har ført til at afslaa indbydelsen. Vi havde chancen for at yde noget fuldt paa højde med de øvrige lande og for at give dansk musik mulighed for at blive anerkendt efter fortjeneste i det mindste i Frankrig. Selv om publikum maaske gennemgaaende var mere fint end kræsent, havde vi dog faaet slaaet fast, at vi existerede. Det er stundom trist at se, hvor lidt Danmark søger at gøre sig kendt i Udlandet, navnlig naar Sverrig benyttes som sammenligningsgrundlag. Vor musik i særdeleshed ligger gemt bag en taagedis mangefold tættere end de skove, der skjuler Royaumont-abbediet for profane blikke.