Spredte erindringer fra Mp F

Af
| DMT Årgang 23 (1948) nr. 09 - side 199-203

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Spredte erindringer fra Mp F.

Ved Viggo Forchhammer

Sigurd Berg har i det i anledning av Mp F.s 50-års jubilæum udgivne festskrift givet en både interessant og fyldig fremstilling av Mp F.s historie gennem 50 år. Jeg kan derfor i denne artikkel nøjes med at meddele nogle spredte, personlige erindringer fra den tid jeg virkede i Mp F.s bestyrelse og tiden umiddelbart efter.

Jeg vil desværre ikke herunder kunne undgå at øve en vis kritik overfor en av Mp F.s mest fortjente stiftere, dens formand gennem mange år, komponisten Louis Glass. Gennem festskriftet får man et levende billede av med hvilken ildhu og udholdenhed Louis Glass viede sine kræfter til foreningen, både ved dens oprettelse og senere i kritiske stunder. Der er derfor ikke så meget at sige til at han de sidste år av sit 18- årige formandsskab var løbet noget træt og overlod den daglige ledelse til sin udmærket dygtige og nidkære næstformand, Roger Henrichsen. Men da han alligevel vilde være med i alle vigtigere avgørelser uden selv at have deltaget i bestyrelsens drøftelser, virkede han i nogen grad som en hemsko på dennes arbejde. Det føltes derfor som en lettelse, da han i april 1921 gav op, og Roger Henrichsen både reelt og formelt indtrådte i formandens plads.

Efter tilskyndelse av Peder Gram anmodede man mig om at træde ind i bestyrelsen på den ledigblevne plads som næstformand. Dermed indledtes en række for mig yderst interessante og fornøjelige år med et altid harmonisk og intensivt samarbejde med mine kolleger, først og fremmest med den elskelige Roger Henrichsen, men også med de andre medarbejdere, foreningens medstifter, Hortense Panum, Ernst Schønberg, Alex Stoffregen og William Behrend, senere desuden Ingeborg Jørgensen, Kai Kromfin og Hjalmar Bull og de aller sidste måneder Finn Høffding; alle var de besjælede av den reneste idealisme, og det er med den største glæde og taknemmelighed jeg tænker på disse kolleger, hvorav flere ikke lever mere.

Det var ikke den gang sådan som nu, at bestyrelsen holdt regelmæssige møder en gang om måneden, men vi mødtes så ofte vi kunne og der var brug for det, og det var der konstant, således at vi holdt ikke mindre end 22 bestyrelsesmøder det første år. Møderne holdtes skiftevis hos de forskellige medlemmer og avsluttedes gerne med et hyggeligt måltid, så vi blev i enhver henseende rystet godt sammen, uden at.man dog kan sige, at vi blev »sammenspist«.

Grunden til at jeg havde påtaget mig at gå ind i bestyrelsen var den, at jeg stod så helt udenfor alle kliker, mens jeg havde en følelse av, at foreningen hidtil havde været noget for ensidigt rekruteret fra bestemte krese indenfor vort musikliv. Endvidere var jeg klar over, at skulde Mp F. få betydning, så måtte den rumme en væsentlig del av vore kendte navne indenfor musikkens verden, et synspunkt som ikke senere er bleven fraveget. Jeg håbede da at vi kunne bevæge hidtil udenforstående, mere prominente musikere og musikpædagoger til at indtræde, ikke så meget for deres egen skyld som for standens, for at gi foreningen mere relief og anseelse. Det er klart at der hørte mange og lange overvejelser til for både i princippet og individuelt at sondre mellem dem som skulle indbydes til uden videre at indtræde (Alisten) og dem som kun ved en mindre, fuldstændig, væsentlig pædagogisk prøve kunne blive mellem (B-listen). Desuden oprettedes en C-liste for organister o. a. som kunne fritages for eksamination i teori. Vore bestræbelser kronedes for så vidt med held, som ikke mindre end 88 av de av A-kategorien opfordrede meldte sig ind, en ikke uvæsentlig forøgelse av foreningens medlemstal. Det er ganske morsomt at se, at lignende overvejelser også har fundet sted under de senere bestyrelser og nu sidst indenfor de avgørende faktorer (Mp F. og Musikrådet) efter statens overtagelse av fagprøven.

Foruden av dette arbejde beslaglagdes vore mange møder av forholdet til to nyopdukkede foreninger, »Danske Musiklæreres Landsforening« (D.M.L.) og »Amagers Musiklærerforening«. Faren ved disse foreninger var den, at de ikke krævede nogen eksamen som garanti for deres medlemmers kvalifikationer; men deres berettigelse skulle på den anden side netop ligge deri, at de kunne samle de mange musiklærere, som ikke mente at kunne magte Mp F.s efter manges mening alt for strænge krav, og som de alligevel håbede til en vis grad at kunne kontrollere, bl. a. ved fastsættelse av et minimumshonorar. Jeg havde meldt mig ind i Amagers Musiklærerforening for fra nærmeste hold at kunne følge slagets gang, som endte med at vi skulle f orsøge at græsse fredeligt ved hinandens side og så se tiden an. Heldigvis har denne virket for Mp F. med dens strængere krav, som man i stadig videre krese har indset ikke var for strænge, men som man tværtimod gang på gang har måttet skærpe. Mens jeg er ved fagprøven har jeg trang til at nævne en mand som bar en ikke uvæsentlig del av arbejdet ved denne, komponisten og sangpædagogen Vilhelm Rosenberg. Han var den ideelle eksaminator i de teoretiske fag, utrættelig i sit arbejde på at fæstne og forbedre selve eksamen og altid i strålende humør.

Et andet arbejde som lagde beslag på vor tid, var bestræbelserne for at udvide Mp F. til også at omfatte provinsen. Vi fik ikke mindre end 30 »Amedlemmer« derfra, og overvejede at avholde fagprøver, subsidiært den pædagogiske del av disse i de større provinsbyer. Dette strandede dog på manglende interesse hos provinsens medlemmer.

Et vigtigt emne for vore drøftelser var statsautoriseringen av fagprøven. Efter talrige forhandlinger bl. a. med departementscheferne Weis og Glahn i undervisningsministeriet, søgte Roger Henrichsen og jeg i januar 1922 undervisningsministeren, som imidlertid henviste til at man snarest tænkte at ansætte en lærer i musik ved universitetet, og at denne så måtte blive ministeriets konsulent i en sådan sag. Også en fremtidig uddannelse av skolesanglærerne blev ved denne lejlighed bragt på bane. En ganske pudsig diskussion udspandt sig mellem ministeren og mig, idet ministeren hævdede at det måtte være overflødigt at indføre en sådan eksamen, da Det kgl. Musikkonservatorium jo allerede havde en pædagogisk prøve. Det var forgæves at jeg forsøgte at overbevise ministeren om, at dette ikke var tilfældet, hvad jeg som mangeårig lærer ved konser-vatoriet dog havde visse forudsætninger for at vide besked med. Ministeren fastholdt sit, så jeg tilsidst - lidt respektstridigt - måtte anbefale ministeren at søge fornyet orientering. Der skulle som bekendt gå en række år med mange og lange forhandlinger, inden denne for vore musiklæreres uddannelse og anseelse så vigtige sag fandt sin endelige løsning.

I anledning av Mp F.s 25-års jubilæum avholdtes i dagene d. 15. og 16. juni 1924 et nordisk musikpædagogisk møde. Da Sigurd Berg i festskriftet gir en meget udførlig fremstilling av dette møde, vil jeg nøjes med at supplere hans omtale av en pudsig episode som hændte under mødet. Formanden for Norske Musiklæreres Landsforbund, komponisten Nils Larsen havde holdt et causerende foredrag om norske musikforhold og derunder kritiseret den norske musikkritik. Ikke så meget selve dette som det voldsomme, demonstrative bifald, hvormed hans kritiske bemærkninger blev modtaget av forsamlingen, vakte en sådan harme hos de norske anmelderes danske kolleger, at de in pleno tilbagesendte deres indbydelseskort til den souper, der som en festlig avslutning skulle krone hele mødet. Stor opstandelse naturligvis! Vi henvendte os da til musikkritikernes nestor, den højt ansete universitetsprofessor Angul Hammerich om råd, en mand med en udpræget bon sens. Han fandt det ganske naturligt, at der bestod et noget spændt forhold mellem kritiken og dem som blev kritiseret; men når forholdet en enkelt gang blev vendt om, var der såmænd ingen grund for den sædvanlig kritiserende part til at være så ømfindtlig. Men det skulle han nok ordne. Resultatet blev da også at musikanmelderne glædede os med deres nærværelse ved souperen.

Under et tilfældigt, samtræf med Politikens musikanmelder Hugo Seligmann kom vi ind på det brændende emne, idet jeg gjorde Angul Hammerichs standpunkt til mit. Seligmann lod ikke til at forstå dette, da det jo stod enhver frit at tage til genmæle overfor en formentlig uretfærdig kritik, således som vi nylig havde set Victor Bendix gøre det overfor ham. Ja tak, - svarede jeg, hvordan går det så den formastelige? Han får blot en endnu kraftigere skylle, og for hver gang han svarer bliv skyllen stærkere. Endelig vil bladets medarbejder selvsagt altid ha det sidste ord, så det skal folk nok holde sig fra. Næ, De kan ikke komme bort fra, at De som anmelder besidder en ganske urimelig magt over os andre, som altså en sjælden gang kan skabe en spontan reaktion. Men med denne magt følger et tilsvarende ansvar overfor de forsvarsløse, De er sat til at bedømme, et ansvar som sikkert ikke altid føles tilstrækkelig stærkt. Hele denne episode kan ikke andet end at få En til at tænke på en tilsvarende strid mellem en anmelder og nogle udøvende kunstnere for ganske nylig, en strid hvis forløb understreger betydningen og rigtigheden av det ovenfor sagte.

I 1925 blev Roger Henrichsen alvorligt syg, og jeg måtte overtage hans funktioner indenfor foreningen. Jeg havde allerede forinden meddelt formanden, at jeg til min store beklagelse så mig nødsaget til at nedlægge mit bestyrelsesmandat, da min ansætlelse ved universitetet i et fag, som skulle bygges op helt fra grunden av, krævede al min tid. Jeg har aldrig brudt mig om at indehave hverv som jeg ikke kunne lægge mit fulde arbejde i. Jeg mente derfor også det var bedst for foreningen at jeg trak mig tilbage. Imidlertid lovede jeg at fortsætte til den ordinære generalforsamling. Forinden denne døde imidlertid Roger Henrichsen, og jeg lod mig under disse ændrede forhold overtale av bestyrelsen til at lade mig opstille til den ledige post som formand, idet jeg måtte indrømme det uheldige i at både formand og viceformand blev udskiftet på en gang. Det var dog min agt kun at fortsætte et år, selv om jeg kunne blive befriet for mit hverv som formand i Talepædagogisk Forening. Det var jo desuden lykkedes os at gennemføre eller i hvert fald få gang i de væsentligste av mine programpunkter, så jeg mente at foreningen nu trængte til nye folk med nye ideer, et standpunkt som også historien og Mp F.s rivende udvikling i de senere år har vist var rigtigt.

Indenfor bestyrelsen og foreningen savnede vi Roger Henrichsen dybt. Jeg tror aldrig- jeg har samarbejdet med et menneske, som samtidig var så energisk, foretagsom og iderig og dog så elskelig og omgængelig som han. Først og fremmest var han usvigelig loyal, man vidste altid hvor man havde ham. Noget lignende må de have følt indenfor Studentersangforeningen hvis dirigent han var, for skønt meningerne om ham som dirigent var delte, var der dog sluttet enighed om sammen med os at hædre ham med en højtidelig og stilfuld bisættelse og bidrage til en mindesten på hans grav.

Ved slutningen av 1927 henvendte jeg mig til Carl Nielsen for at søge hans råd om hvem bestyrelsen bedst kunne foreslå til formandsposten efter min avgang. Han foreslog Rudolph Simonsen, som bl.a. var kendt fra sin fremragende gennemgang av musikkens mesterværker, men som dog endnu langt fra var så anset som han senere blev det. Da Louis Glass på et medlemsmøde spurgte mig, hvem vi havde tænkt os som min efterfølger, og jeg nævnede Rudolph Simonsen, blev han underlig stille og sagde så: »Så tror jeg hellere jeg selv vil være det«. Dette svar som der ikke blev givet nogen motivering for forbløffede mig i høj grad. Glass havde jo i sin tid trukket sig tilbage på grund av svigtende helbred og mangel på tid, og han havde jo også de sidste år av sit formandsskab i nogen grad forsømt sit embede. Der var derfor absolut ingen stemning indenfor bestyrelsen for at støtte Glass' kandidatur. Men på den anden side var han foreningens højt fortjente æresmedlem, så sagen var ikke så lige til. Desuden følte bestyrelsen sig bundet av sin henvendelse til Rudolph Simonsen, og da denne fastholdt sit kandidatur, gjorde vi det også. Jeg forsøgte med denne motivering at formå Glass til at opgive sit forehavende, men forgæves. På generalforsamlingen kom der derfor til at stå en hård kamp mellem bestyrelsens kandidat og Glass. Da en del av de ældre medlemmer, som ellers ikke var f or ivrige til at deltage i foreningens liv, mødte op for at støtte den tidligere formand, foreningens medstifter og æresmedlem, sejrede denne. Jeg tror ikke, dette valg blev til gavn for foreningen.

Uden at man kan påstå, at Louis Glass' nye bestyrelse ikke foretog sig noget, voksede der en stadig stærkere modstand frem, særligt blandt de yngre medlemmer. Man syntes der skete f or lidt av betydning, og en kres av medlemmer indbød da til et Privat møde til drøftelse av en række forslag man agtede at tilstille bestyrelsen. Dette møde er indgående skildret av Sigurd Berg. Til trods for at en av indbyderne på forhånd havde givet Glass meddelelse om mødets avholdelse, men på indbydernes vegne havde anmodet ham om ikke at komme tilstede, da man gerne vilde drøfte spørgsmålene uavhængigt av bestyrelsen, mødte Glass til forsamlingens store forbløffelse op, satte sig til rette og begyndte at holde et langt foredrag. Dirigenten, Gunnar Heerup bad ham i overensstemmelse med forsamlingens holdning og hans pligt som ordstyrer gentagne gange om at gå, men forgæves, hvorefter jeg demonstrativt forlod lokalet og først kom igen efter at Glass havde set sig nødsaget til at trække sig tilbage.

Denne episode skærpede i høj grad oppositionens modvilje mod Glass. Det endte med at der blev indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling d. 2. september 1929, hvor oppositionen opstillede Finn Høffding til formandsposten. Havde den forrige generalforsamling været bevæget, må denne sidste kaldes stormende. De gamle medlemmer trådte atter op, fulde av harme og indignation. Et lille intermezzo viste straks stemningen. Av smertelig erfaring (ikke fra Mp F. som senere fastslået, men fra en anden forening) vidste jeg, hvor vigtigt det er på forhånd at sikre sig. dirigentens upartiskhed, da denne jo sædvanlig foreslås av bestyrelsen og derfor kan føle sig foranlediget til at gå dennes ærinde. Jeg bad derfor straks efter at formanden havde foreslået orsgf. Otto Fabricius til dirigent, om ordet til dagsordenen og rettede den forespørgsel til overretssagføreren, om han, hvis han blev' valgt, vilde betragte sig særlig som bestyrelsens eller udelukkende som forsamlingens repræsentant. Dette vakte en storm av harmdirrende protestråb, indtil hr. Fabricius roligt og lidenskabsløst svarede, at han godt forstod mit spørgsmål, og at han selvfølgelig vilde føle sig som repræsentant for den forsamling, som havde valgt ham. Dette standpunkt gennemførte han da også så loyalt, at vi straks efter generalforsamlingen bad ham om at indtræde i bestyrelsen som forretningskyndigt medlem, en stilling han som bekendt endnu den dag idag beklæder. Efter en hård kamp lykkedes det virkelig at få Høffding valgt, og hermed indvarsledes den for MPF. mest gloriøse tid.

Et lille efterspil fik denne generalforsamling, idet 35 medlemmer, hvoraf dog kun de 10 havde deltaget i generalforsamlingen, indgav en kollektiv udmeldelse. Også Glass meldte sig ud av sin gamle forening. Mp F. var dog nu stærk nok til at tåle denne åreladning, så beklageligt den end var, og nu efter at fagprøven endelig er gået over til staten og en virkelig pædagogisk uddannelse indført på Det kgl. Musikkonservatorium, er der kommen så mange både A-, B-, C- og andre medlemmer, at man i 50-året for foreningens stiftelse kan se fremtiden imøde med de lyseste forhåbninger både for musikpædagogikken i almindelighed og for Mp F. i særdeleshed.

Årgang 23/1948, nr. 09