Apropos musikfesten

Af
| DMT Årgang 23 (1948) nr. 10 - side 226-228

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Apropos Musikfesten

I sin Kritik af Musikfesten i Amsterdani i DM Nr. 8 kommer Niels Viggo Bentzon ind paa Grundsynspunkterne for Programlægningen. Da jeg tror det kan være betydningsfuldt, at tage Spørgsmaalet op til nøjere Overvejelse og Diskussion, skal jeg forsøge at give Bolden op. N. V. B. skriver bl. a.: »Efter den 20. Musikfest (London 1946), der var overvejende retrospektiv, vedtog man ikke i Fremtiden at bringe Værker af »de store Kanoner«, idet man fremfor alt vilde hjælpe nye og ukendte Navne frem i Lyset. Som Princip er denne Forordning kunstnerisk uholdbar og man maa haabe,at den kun har midlertidig Gyldighed.«

Dette er kun tilnærmelsesvis rigtigt, fordi man af Sammenhængen maa tro, at »man« er de delegerede, og fordi der aldrig er blevet vedtaget nogen »Forordning«. Programmet i London bestod af 23 Værker, hvoraf (le 8 var af følgende »,?eldre« kendte Komponister: Bartok, Harsanyl, Hindemith, Krenek, Prokofieff, Schónberg, Stravinsky og Webern. Der var blandt de delegerede overvejende Enighed om, at af disse Værker havde kun Bartok's Concerto og Hindemith's Strygekvartet været af virkelig Interesse (sidstnævnte fik ovenikøbet en meget forbeholden Modtagelse, da D. U. T. fremførte den om Efteraaret i København). Det var paa Baggrund heraf, at Medlemmerne af den for Københavns-Musikfesten valgte Jury enedes om, at man skulde anbefale de nationale Jury'er, ganske uofficielt, at interessere sig mere for den kommende Generation end for den afgaaende. Og da jeg selv, paa Grund af Sygdom, ikke kom til at deltage i selve Juryarbejdet, betænker jeg mig ikke paa at sige, at Synspunktet var rigtigt og at den musikalske Kvalitet ved Københavnfesten, der væsentlig overgik den Londonske, bej,-ræftede det. Men jeg er ganske enig i, at Kvaliteten i Amsterdam var væsentlig ringere, ogsaa at den var for ringe.

Ifølge I. S. C. M.s Statutter har Jury'en Ret til i begrænset Omfang at foreslaa Værker til Opførelse, som ikke er blevet indsendt af de nationale Jury'er. Jury'en for Londonfesten i 1938, f. Eks., brugte denne Ret til at anbringe Hindemith's Symfoni »Mathis der Mahler« og et Stykke af Bartok paa Programmet, dels for at pynte, dels for ligesom at sætte en kompositorisk Standard til Sammenligning. Noget lignende fandt Sted her med Prokofieff's Sonate, dog. antagelig af andre Grunde, men jeg tror ikke, man i Amsterdam har gjort Brug af denne Ret. Det er utvivlsomt den bedste Løsning at have den in mente, naar man samtidig beholder Princippet, at Musikfesterne skal være Forum for det nye og banebrydende. Der er saa faa virkelig store Komponister, der kan siges at være af virkelig internationalt Format, at det ikke skulde kunne være vanskeligt for Musikleverandørerne (Radio m.v.) at holde sig å jour med deres Veerker og at bringe dem. I. S. C. M.s Musikfester slog i sin Tid disse Navne fast, i Øjeblikket maa deres Opgave være at pege paa de nye Navne og give dem en Chance for at blive prøvet, og kun undtagelsesvis at tage Plads op med Værker, der i Forvejen er sikre paa at blive kendt. Heri er N. V. B. iøvrigt sikkert enig med mig.

I den Sammenhæng er det nødvendigt at nævne den Interesse navnlig de smaa Landes Sektioner har i at faa, Værker frem ved de internationale Musikfester; baade af indre og ydre Grunde. Paa vort Forslag blev der i Paris 1937 under Udarbejdelse af de nye Statutter indført en Passus om, at Jury'en skulde drage Omsorg for, at saa mange Sektioner som muligt skulde repræsenteres paa Programmerne. Ordene »som muligt« skal naturligvis forstaas »som det af kunstneriske Grunde er forsvarligt«, men realistisk set ligger der naturligvis heri, at man ved Jurymødet vil være tilbøjelig til at vælge f. Eks. to Værker fra Sektion A og eet fra Sektion B, selvom det maaske ved en nøjere Prøvelse vilde have vist sig, at det tredje-bedste Værk fra Sektion A var bedre end det valgte fra Sektion B. At der er mange andre og alvorligere Mangler ved en Udvælgelse under de gældende

Former, vil det føre f or vidt at komme ind paa her. Men at man ved denne Musikfest for en Gangs Skyld gav Australien en Chance med et mindre værdigt Værk spildtes der sikkert mindre ved, end hvad der ved andre Lejligheder er vundet for ukendte Navne fra smaa Lande, som senere har vist deres Værd. Men maaske var det en Idé at forsøge at indføre en speciel Kammermusikkoncert i Musikfesten med et kortere Værk fra hver af de ellers ikke repræsenterede Sektioner og event. valgt af Sektionen selv. For at skabe Tilslutning til en saadan Koncert kunde den maaske forbindes med en Sammenkomst, hvortil alle udenlandske Deltagere indbydes sammen med de særlig interesserede fra det arrangerende Land.

Til Slut ønsker N. V. B., at de »menige« Deltagere skal have Lejlighed til at øve Kritik af Arrangementerne og at de toneangivende ikke burde begrænse alt til at foregaa indenfor Jury'ens og de delegeredes snævre Rammer. Hertil er kun at sige, at naturligvis er der Ret til at kritisere Arrangementer (selvom Kritik paa Stedet i Reglen ikke tjener til andet end at skabe Misstemning) saavel som Værker og Udførelse; og saavidt mig bekendt er der intet i alt Fald de danske »Toneangivende« ønsker mere, end at alle, baade i Bestyrelsen og blandt Medlemmerne, vil tage saa ivrigt Del i Problemerne som muligt, heri indbefattet enliver Kritik, men navnlig Fremsættelse af positive Forslag og Synspunkter forinden. For af praktiske Grunde tror jeg ikke, at en Udvidelse af Delegeretmødedeltagernes Antal vil være -muligt. Allerede nu, hvor i Reglen kun een fra hver Sektion taler i hver enkelt Sag, men hvor alt skal gentages paa mindst eet Sprog, er en frugtbar Diskussion indenfor den begrænsede Tid uhyre vanskelig. For ikke at tale om de Tilfælde, hvor særlige Problemer foranlediger en delegeret til at tage Tilflugt til sit eget Sprog og overlader det til mere sprogkyndige at oversætte til et af Hovedsprogene. Johan Bentzon.

Niels Viggo Bentzons kritiske gennemgang af den 22. internationale musikfest i Amsterdam var interessant læsning paa inere end een maade, thi i forbindelse med omtalen af værkerne oprulledes der angaaende udvælgelsen af disse nogle ikke helt behagelige perspektiver. Forudsat at Bentzon ikke har ramt ganske afgørende ved siden af i sin bedømmelse, har der altsaa forekominet opførelser af værker, der absolut ikke kan have været antaget ud fra kvalitetsmæssige synspunkter, men hvis tilstedeværelse ved musikfesten maa skyldes hensyn af ikke-musikalsk art. Det siger sig selv, at altfor megen »lukket diplomati« af denne art skal der ikke til, før tvivlen om disse foranstaltningers værdi og effektivitet vil brede sig foruroligende, og kan der igen næste aar konstateres en ny kvalitetsnedgang, vil musikfesternes rolle som forum for de bedste bestræbelser indenfor ny tonekunst snart være udspillet.

Det er muligt, at der vil kunne fremføres meget stærke argumenter for forretningsgangen indenfor I. S. C. M., men i hvert fald maa det haabes, at sløret vil blive løftet saa meget, at en aaben diskussion om problemerne vil blive mulig, saaledes at ikke blot det vitale spørgsmaal om værkernes, kvalitet, men ogsaa om de forskellige genrers repræsentation kan sættes under debat. F.eks. forekommer det underligt, at man hverken i Danmark eller i Holland er blevet budt paa et eneste moderne orgelværk, - et felt, som jo bl. a. Hindemith har skænket adskillig opmærksomhed - saa meget mere som det kunde have overordentlig stor interesse at se, hvilken indflydelse nutidens bestræbelser indenfor orgelbygningskunsten har haft paa orgelmusiken i de forskellige lande. Leif Thybo.

I Tilknytning til disse Betragtnin-ger bringer vi nogle Udtalelser af Folke H. T6rnblom (»Musikvårlden« 1948 Nr. 7, S. 214).

Fem Gange stemte man, og hele Tiden stod otte Stemmer mod otte. Englands og Frankrigs Delegerede var mod Sverige, men bl. a. det nye Israel støttede varmt Sveriges Sag og Stormagterne kom ikke videre. Men om Natten havde Frankrigs Delegerede hemmelige Forhandlinger med Østrigs, - bød paa Genever og lovede ham andre store personlige Fordele, bl. a. at hans Værker skulde blive spillet i fransk Radio, - og Østrigeren indsaa da, at Frankrig og England havde haft Ret hele Tiden. Ved den sjette Votering lagde han sin Stemme paa deres Parti og Sverige faldt; thi angaaende den svenske Radio kunde der ikke afgives noget Løfte.

Dette lyder som et Referat fra FN, men det tildrog sig under den Festuge i Amsterdam, d. 5.-12. Juni, som var arrangeret af det Internationale Selskab for samtidig Musik (ISCM), og det drejede sig om, hvorvidt en Svensker skulde have Sæde i den Jury, som skal bestemme Programmet for næste Aars ISCM-Fest. Sangen føder altsaa ikke altid ædle Følelser. Forøvrigt blev der endnu mere musikalsk Uro i Amsterdam. En fransk Komposition var refuseret af Juryen, men i Stedet for havde man som særlig Honnør overfor ISCM's Nestor, Franskmanden Charles Koechlin, sat et Stykke af ham paa Programmet for en Kammermusikaften. Men Stykket blev ikke spillet. Alle de franske protesterede, inklusive Koechlin, hvis patriotiske Følelser overvandt de rent egoistiske. En tjekkisk Symfoni udeblev ogsaa. Ingen kendte Aarsagen. Nodematerialet var bare forsvundet, Komponisten ligeledes - og Rusland er jo stort. En ny Enaktsopera af Spanieren Roberto Gerhard skulde have været opført, men Musikugens Gæster fik i Stedet for en Opførelse af Maurice Ravels L'heure espagnol - det smagte jo i alt Fald spansk - og en Ballet. Det undskyldtes. med, at det var blevet for dyrt at fremstille Nodematerialet til den nye Opera og der hviskedes om den fantastiske Sum af 1000 Pund. Men man havde en ubehagelig Følelse af, at Fremstillingsomkostningerne vilde være dalet betydeligt, hvis Komponisten havde været Englænder eller Franskmand og altsaa haft sine stridbare Delegeredes Støtte.

I det hele taget synes det, som om ISCM er præget af en 'altfor ensidig Prestige-Aand. Det er blevet beskyldt for at være et Selskab for indbyrdes Beundring, men det synes ikke at være Tilfældet undtagen sektionsvis indenfor de forskellige Lande. Disse Prestigetendenser er imidlertid sørgelige og skadelige, thi Selskabet har en stor Mission at varetage. Dets Opgave er at lade ny Musik komme til Orde, at belyse det, der rører sig i Samtidens Musik, at lade unge Komponister overfor Offentligheden faa prøvet deres kunstneriske Idéers Værdi og altsaa bidrage til at give og modtage Impulser. Af den Grund har Selskabet ogsaa fastslaaet, at den Jury, som vælger de Værker, der skal opføres, skal være ny hvert Aar. Det er en smuk Tanke, men hvad tjener den til, hvis ikke Juryen sammensættes efter neutrale og kunstneriske Hensyn og hvis de Værker, som Juryen har udvalgt, overhovedet ikke opføres af en eller anden uvedkommende Grund? Forøvrigt har man - med Amsterdamfesten i frisk Erindring - Grund til at spørge, efter hvilke Principper, Juryen arbejder ...

Årgang 23/1948, nr. 10