De militære musikforhold maa ordnes nu

De militære Musikforhold maa ordnes nu

Af Niels Friis

Det er en kendt Sag, hvorledes Militærmusikken her i Landet i de sidste to Menneskealdre har fristet en trist Skæbne, kulminerende med dens - bortset fra Livgardens Musikkorps - fuldstændige Nedlæggelse ved Hærordningen af 1932, en Vandalisme, paa hvilken der senere kun delvis er raadet Bod ved Oprettelsen af fire mindre Fodfolksmusikkorps.

Mange vil maaske være tilbøjelige til at mene, at Spørgsmaalet om Militærmusikken er et rent internt Anliggende indenfor Hæren, men ses det paa historisk og praktisk-erfaringsmæssig Baggrund, bliver Billedet et ganske andet. Det viser sig da, og Forholdet er kendeligt den Dag i Dag, at den militære Musik paa mangfoldige Omraader griber ind over og har væsentlig Betydning ogsaa for det civile Musikliv.

Der er ikke Grund til her at gaa i Detailler. Det maa. være nok at minde om, at den danske militære Musik har givet Komponister som H. G. Lumbye og Carl Nielsen og mange andre fremtrædende danske Musikere den første solide Grundvold i Tilværelsen, at den har været den gennem lange Perioder sikre og uudtømmelige Reserve, hvor det gjaldt Rekrutteringen af Blæsersiden i Det kongelige Kapel og senere ogsaa i øvrige store hjemlige Orkestre - endnu i vor Tid er en meget stor Procentdel af f. Eks. Fælledpark Orkestret og Tivolis Harmoniorkester nuværende eller tidligere Militærmusikere - og at Militærmusikken endelig for vide Kredse af den store Befolkning, navnlig ude i Landetl har været den Kilde, hvorfra Kendskabet til den lødigere, levende Musik i første Række hentedes.

Samtidig med at Militærmusikken herhjemme ved Tidernes Ugunst trængtes tilbage, blev disse Forhold tilsvarende mindre fremtrædende, uden at der dog i egentlig Forstand sattes andet i Stedet, og navnlig ikke indenfor Hæren, hvor Musikken i Tidens Løb blev stærkt savnet; da den først var væk, forstummede af sig selv de Klager, der - fra Befalingsmandskredse - ikke sjældent tidligere havde lydt over »den forbandede Musik«. Et enkelt Forsøg paa at bøde paa det skete, iscenesat umiddelbart efter Militærmusikkens Afskaffelse i 1932, et Forsøg med at lade en grammofonmarch-brølende Højttalervogn køre foran et Kompagni eller en Bataillon, eller hvad det nu var, faldt lige saa uheldigt og tragikomisk ud som et tilsvarende, der gjordes, da Christian den Fjerde tre Aarhundreder tidligere lod konstruere et særligt »Højtryks-Orgel«, der spillende paa fuld Kraft skulde føres i Felten foran hans Tropper.

I Besættelsesaarene, da man herhjemme kund.e samles om mangt og meget, soin det hverken før eller siden var eller blev muligt at skabe Samling om, oprettedes pludselig som Modvægt mod Tyskernes militær-musikalske Aktivitet her i Landet de ovennævnte 4 Fodfolksmusikkorps, der lagdes i Garnison uden for København (hvor man jo stadig havde Livgardens Musikkorps), to paa Sjælland og to i Jylland. De kom i alt væsentligt til at ligne de i 1932 afskaffede Fodfolks-Korps og blev Blæserensernbler, udelukkende bestaaende af Metalblæsere, 16 Mand ialt inklusive Dirigent. For ikke at binde sig, ansatte man Musikerne paa Kontrakt, det vil sige at de, skønt fuldtud pligtige at udøve Tjenestemænds Gerning, ikke blev Tjenestemænd og saaledes afskares fra Pensionen uden at være tilsvarende højere lønnet - et i Virkeligheden meget angribeligt Forhold.

Ved disse fire Musikkorps er der, hvad der bl. a. var Lejlighed til at konstatere under det Gæstespil, 3. Regiments Musikkorps under Musikdirigent Beyer i Sommer gav i Tivoli, udført et aldeles fortrinligt Arbejde, og i flere Tilfælde er der opnaaet endogsaa ganske ypperlige Resultater, hvilket - selv om Aanden i Korpsene for en stor Del har haft et i vor Tid forholdsvis sjældent Islæt af Idealisme naturligvis først og fremmest skyldes Dirigenterne; disse har alle tidligere tjent Hæren som Musikdirigenter ved de gamle Korps og har saaledes paa smukkeste Maade tveers henover den niaarige Lakune 1932-41 kunnet føre den danske Militærmusiks gode og stolte Traditioner videre. Indenfor Hæren har Musikkorpsenes Virksomhed været til megen Tilfredshed, og for den civile Befolkning og Musiklivet i de respektive Garnisonsbyer er deres Tilstedeværelse kommet til at betyde overordentlig meget.

Men disse fire enlige Korps har weret ganske utilstrækkelige, først og fremmest hvad den rent instrumentale Besætning angaar, men dernæst. ogsaa i numerisk Henseende. Et dansk militært Musikkorps er i Dag ikke i nær saa høj Grad som i gamle Dage bundet til sin Garnisonsby, selv om Baandene mellem dem, som Erfaringen tilfulde viser, er hjertelige og faste nok. Styrker af Garnisonen er detacheret til Lejre og andre Byer, og ogsaa de skal have Militærmusik. Resultatet er, at Korpset evig og altid maa. paa Farten, ogsaa fordi det langtfra er som før, at hvert Fodfolks-, Rytter- og Artilleriregiment har sit Korps.

Randers-Musikkorpset, 3. Regiments, maa f. Eks. i Øjeblikket betjene praktisk talt alle Garnisoner Nord for Kongeaaen, bl. a. fordi Sønderborg-Musikkorpset, 2. Regiments, der har gjort en straalende og højt paaskønnet Indsats ogsaa i det folkelige og nationale Liv i det genvundne Land, har nok at gøre med sin i mange Henseender specielle Tjeneste her. Kun i weekende'rne ligger i Virkeligheden Musikkorpsene fast i deres respektive Garnisonsbyer; det giver ikke den enkelte Musiker Chance for mange private Engagementer - og Forholdet er jo desværre det, at Lønningerne ikke ligger paa et saadant. Niveau, at de i egentlig Forstand er til at leve af.

Vi staar overfor Vedtagelsen af, eller i hvert Fald Begyndelsen til, det nøjere politiske og saglige Arbejde med den nye Forsvarsordning, og Situationen er ved dennes Tilblivelse præcis den samme som den har været ved Vedtagelsen af de nærmest foregaaende: at de Beløb, der skal anvendes paa den, af Hensyn til Landets almindelige økonomiske Situation, skal presses saa langt ned som overhovedet mulig. Det var det, der forrige Gang kostede Militærmusikken Livet. De militære Sagkyndige kunde, paastod de, for de Penge, Musikken kostede, faa et Regiment yderligere og valgte, forstaaeligt, naturligvis, fra deres Synspunkt, Regimentet. At Danmark derved blev det første og eneste praktisk talt militærmusikløse Land i Verden, ofrede hverken de eller Rigsdagen, som havde den endelige Afgørelse i Sagen, den mindste Tanke. I hvert Fald gjordes der fra ansvarlig Side intet blot nogenlunde effektivt Forsøg paa at redde det, der saaledes, bogstavelig talt ved et Pennestrøg, sloges i Stykker for lange Tider.

Det maa da ved den nu foreliggende Lejlighed, hvor Situationen økonomisk er den tilsvarende, og hvor man fra sagkyndig Side kan risikere at se samme Argumenter ført i Marken paany, gælde om først og fremmest at faa det Gode bragt frelst i Havn, som i en Stemning, der nu er bortvejet, blev skabt i Besættelsesaarene, det vil sige, at der rent principielt sørges for, at de nye Musikkorps kommer til at indgaa i selve Hærlovs-Komplekset, og at deres Medlemmer bliver Tjenestemænd lige som deres Kolleger i Livgarden; det skylder man dem ganske selvfølgeligt, allerede paa Baggrund af den ganske fortrinlige Tjeneste, de under vanskelige og usikre Forhold har ydet i de forløbne 7-8 Aar, og det er ogsaa. Forudsætningen for en forsvarlig og rimelig Ordning i det hele taget.

Men det nytter kun lidet at blive staaende ved det allerede opnaaede. Det maa. - ved en Kommission, et Udvalg eller paa anden Vis - alvorligt tages under Over~ vejelse dels at udvide de allerede bestaaende Musikkorps, dels at oprette flere, deriblandt et ordentligt, fuldt besat Marinemusikkorps, hvilket under Hensyn til den Vækst, Flaaden i hvert Fald i mandskabsmæssig Henseende har gennemgaaet efter Kapitulationen, er en ganske selvfølgelig og rimelig Ting.

De 16-Mands Blæsemusikkorps af den Type, der alt for længe har staaet som det egentlige Udtryk for dansk Militærmusik, er - derom kan der vist i alle musikalske og sagkyndige Kredse opnaas Enighed - for smaa og tillige, set under en bredere kunstnerisk Synsvinkel, utilfredsstillende. De bør omdannes til Harmonimusikkorps, hvilket kræver, at de bringes op i hvert Fald til den gamle, danske, klassiske Harmonimusikkorps-Størrelse, 29-30 Mand.

Man vilde derved opnaa ganske overordentlig meget. Indenfor den danske Hær forlod man ved Ordningen af 1867 helt - stadig bortset fra Livgardens Musikkorps, der gennem alle ulykkelige Omskiftelser har været den danske Militærmusiks Højborg og faste, uindtagelige Skanse - Harmonimusikken til Fordel for den mere enkle, men kunstnerisk heller ikke saa tungtvejende Blæsemusik.

Dette kom for lange Tider, ja helt op i vore Dage, til at svide haardt til det civile Musikliv, bl. a. fordi det kom til at knibe med at skaffe Udøvere af de saakaldte »vanskelige«, Blæseinstrumenter med Obo og Fagot i Spidsen, der ellers altid i Militærmusikken havde fundet gode Begyndelsesvilkaar.

Harmonimusikkens Genopstaaen i Danmark vilde ogsaa i betydelig Grad lette Gennemførelsen af den Landsdels- Orkesterordning, der stadig, omend for den læge Tilskuer endnu noget vagt, tegner sig i Horisonten - og navnlig, hvis denne Genopstaaen effektueredes hurtigt. Situationen er jo den, at der hersker almindelig Enighed om, at Landsdelsorkestrene skal oprettes, mens man i Virkeligheden vistnok kun har tænkt meget lidt over 'Problemet om deres Rekruttering, der er mindst lige saa vigtigt som det rent principielle om deres Dannelse: Paa den frugtbare Vekselvirkning mellem Militærmusik og civile Symfoniorkestre kan man se straalende Eksempler i Sverige, hvor mange af de mellemstore Symfoniorkestre netop for en stor Del opretholdes ved udmærkede, personlige Tilskud, først og fremmest i dygtige Træblæseres Skikkelse, fra Militærmusikken.

Spørgsmaalet om Militærmusikkens Forhold; dens Tilstedeværelse eller Ikke-Tilstedeværelse i den danske Forsvarsmagt, som alle nu er enige om at ville opretholde og styrke saa vidt gørligt, har ogsaa andre Sider end de hidtil fremdragne. Der kunde være Grund til at pege paa en enkelt endnu, som utvivlsomt maa have en vis Vægt, den Kendsgerning, at det næppe kan siges at være Danmark nationalt værdigt at lade Tilstandene paa Militærmusikkens Omraade vedblive at være de nuværende, meget indskrænkede og ganske uhyre primitive, for ikke at sige ludfattige.

Vi har her. i Danmark i de sidste Aar bogstavelig talt været overvældet med fremmed Militærmusik. Først forsøgte Tyskerne at mildne Indtrykket af deres Voldsmandsfærd mod vort Land ved at sende store og pragtfulde Divisions- Musikkorps herop, Korps, der naturligvis spillede for tomme Torve og Pladser og, hvad vigtigere var, ogsaa for døve Øren. Senere har amerikanske, russiske og engelske Musikkorps af Hær, Flaade og Luftvaaben fejret store og berettigede Triumfer, og ogsaa svensk Militærmusiks altid velkomne Toner har klinget i vort Land ved flere Lejligheder.

Sverige er jo det af de nævnte Lande, hvis Forhold bedst taaler Sammenligning med vore egne, og det kan nok have sin Interesse at se lidt nøjere paa de militære Musikforhold i dette Land. Her har hvert Fodfolks-, Rytter-, Træn-, Artilleri-, Luftværns-, Panser- og Kystartilleriregirnent, foruden hver Flyveflotilje og hver Orlogsstation sit Musikkorps, med den ene, og ganske naturlige, Begrænsning, at der, bortset fra Stockholm, ikke maa garnisonere mere end eet Musikkorps i hver By. Den svenske Forsvarsmagt kommer paa den Maade til at raade over stærkt op imod et halvt hundrede militære Musikkorps af forskellige Typer, alle opsat som Harmoni-Musikkorps.

Sverige er større end Danmark, men befolkningsmæssigt og samfundsmæssigt ikke dobbelt saa stort. Har Danmark 2025 militære Musikkorps? Nej, eet, Livgardens, der som tilhørende et Garde-Regiment med sine 36 Mand ikke er stort nok, plus 4 endnu langt mindre, hvis Eksistens stadig, efter 7-8 Aars Forløb, i alleregentlig Forstand svæver i Luften.

Det er næppe for meget sagt, at den militære Musik er haardt forsømt, ja meget daarligt behandlet i Danmark. Nu, ved den før eller senere kommende Forsvarsordning, er Lejligheden der til at faa dette Problem, der, som her vist og iøvrigt alm. kendt, ikke alene er af militær, men i høj Grad ogsaa af vidtrækkende kulturel Betydning, bragt ind i endelige, faste Baner. Det vil kræve vidtgaaende Forstaaelse fra mange Sider, fra militære, politiske og kulturelle Myndigheder og betydelig Offervilje fra de samme og fra andre.

Maatte disse Forudsætninger for den gode og forsvarlige Løsning af denne Sag, hvis Betydning er ganske uomtvistelig, og hvis stærke Aktualitet næppe mange endnu har skænket en Tanke, i fuldt og rigt Maal vise sig at være til Stede, naar Afgørelsens Time, før eller senere, rykker nær.