Den mange Barberer

Af
| DMT Årgang 23 (1948) nr. 10 - side 223-225

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Poetisk podcast

Annonce

Edition s

De mange »Barberer«

Af Povl Ingerslev-Jensen

Spørger man nutildags en af sine Bekendte, om han har hørt »Barberen«, kan der ikke være Skygge af Tvivl om, at man dermed mener Operaen »Barberen i Sevilla«, og at tilføje Komponistens Navn, Gioacchino, Rossini, vilde, i hvertfald for det store Flertal, synes lige saa overflødigt som at sige »Don Juan« af Mozart. Denne selvsikre, næsten duskammeratlige Forkortelse af Operaens Navn er i og f or sig ogsaa ganske naturlig, da man i vor Tid ikke behøver at regne med nogen Misforstaaelse, for »Barberen« er »Barberen« og dermed basta!

Men kigger vi lidt bag Musikhistoriens Forhæng, faar vi et ganske andet Syn paa Sagerne. Her opdager vi, at det ligefrem vrimler med »Barberer«, saa at sige en i hver Gade, og de er allesammen fra Sevilla, kun har de forskelligt Udhængsskilt, der hver især bærer en ny Komponists Navn.

Og her træffer vi sanitidig paa den Pudsighed, at den eneste af alle disse lystige »Barberer« - den eneste vi kender og er paa Hat med og slet og ret kalder »Barberen«, nemlig Rossinis, slet ikke bar denne Titel oprindelig, men er opkaldt efter den mandlige Hovedperson, den unge Greve, der er forelsket i Rosina, og hedder: »Almaviva - eller den unyttige Forsigtighed«. Det var først ved en senere Opførelse i Bologna, at den fik sit nuværende Navn.

Men lad os begynde med Begyndelsen!

Første Gang vi træffer den berømte Titel: »B. i S.« er, som nian ved, hos den franske Digter Beaurnarehais, der i 1775 skrev sin Kornedie i 4 Akter og

Prosa: »Le barbier de Séville, ou la precaution inutile« (Den unyttige Forsigtighed). At Digteren har hentet Impulser til sit Emne fra mange tidligere Komedier, navnlig de saakaldte Formynder-Komedier, er givet, man husker bl. a. Moliéres »Fruentimmerskolen«, hvis Handling har umiskendelige Ligheder med Beaumarchais' Komedie, og selv Undertitlen støder manpaa, saaledes hedder en af Harlekinaderne i »Glierardis »Teâtre italien« (Amsterdam 1701) »den unyttige Forsigtighed«. Forbindelsen med den gamle italienske Maske-komedie er saa aabenbar, at næsten alle Beaurnarchais' Personer kan tælle deres Aner blandt Maskekomediens Persontyper. Elskeren, der gennem Forklædninger naar sit Maal, med dengang Lelio, her Almaviva, Formynderen Pantalone (smlgn.: Pantomimens Kassander) er blevet til Don Bartholo, og den fra Harlekinaderne og navnlig fra Moliére saa kendte Scapin er identisk med vor Barber, Figaro.

Sorn Kuriosum kan nævnes, at den første Version af Beauinarchais' Stykke, der havde Form af et Syngespil (1772), ikke kom til Opførelse, fordi den til Figaros Rolle udpegede Frenistiller i det civile Liv virkelig havde været, Barber, hvad man skulde synes maatte være en Fordel, men den Slags Folk var ikke saa agtede dengang som nu, og da han helst undgik enhver Mindelse om sin tidligere Haandtering, gav han Rollen fra sig, og Stykket maatte henlægges.

Som Komedie kom »B. i S.« som mævnt frem i 1775 og mødte straks den Skæbne, der blev en hel Række af dens Operaefterkommere tildel, nemlig Fiasko'en. En sidste Omarbejdelse maatte til, før den udødelige Komedie opnaaede den straalende Modtagelse, den altid siden har nydt. Til København naaede den allerede 2 Aar efter cg blev sidst spillet ved Theâtre francais' Gæstespil i 1921.

Den herlige dramatiske Handling

Forbindelse med den formidable Publikurnsyndest, Stykket havde opnaaet, bevirkede, at Komponisterne begyndte at vejre Bytte.

Allerede Aaret efter, 1776, lod Tyskeren Friedrich Ludwig Benda sig friste. Paa det lille Teater Seyler i Dresden opførtes hans »Der Barbier von Sevilla«, komische Oper in 4 Aufzügen, og da der 3 Aar senere i Leipzig udkom et forkortet Klaverudtog, maa man antage, at Operaen har gjort nogen Lykke. Musiken er iørefaldende, men alinindelig og banal. Almaviva. optrådt., der ikke som Syngelærer, men som Dyrlæge (Rossarzt) !

Samme Aar fremkom en »Barber« Berlin i 2 Akter af Joh. von Offenbach.

1782 bringer igen 2 »Barberer« for Dagens Lys, nemlig i Wien den 16aarige Joseph Weigls »Die unniltze Vorsicht«, og i Petersborg den italienske Maéstro Giovanni Paisiellos »Il barbiére di Sevilla overo la precauzione inutile«.

Denne sidste har navnlig Interesse for os, da vi ved, at Rossini havde dette Partitur ved Haanden, da han 34 Aar senere forøgede Barberernes Antal.

For en Fuldstændigheds Skyld nævnes her endnu en Række Opera'er af samine Navn, som det bliver for vidtløftigt at gaa nærmere ind paa:

Zacharias Elsperger i Salzbach 1783, I. A. P. Schulz i Rheinsberg 1786 (der senere blev Hofkapelmester i København), Nicolo, Isouard (Komponisten til »Cendrillon«) 1796. - 20 Aars Pause -

Saa kommer det store Aar 1816, da Rossini i Februar skrev sit udødelige Værk, 24 Aar gammel.

I April samme Aar, men komponeret samtidig med Rossinis, opføres i Dresden Francesco Morlacchis »Barbier«, der ifølge den stedlige Presse fik stor Succes, oven i Købet fra den første Aften, hvad der jo var et Brud paa Traditionen. 1868 (2 Dage før Rossinis i Død) følger Costantino Dall 'Argines Opera, 1879 Achille Graffignas og saa sent som i 1922 og 1924 henholdsvis Maéstro Leopoldo Cassones og Alberto Torazzos.

De fleste af disse ukendte Værker led en krank Skæbne og henlagdes olngaaende, og derfor vover vi stadig at tale om »Barberen« og dermed at underforstaa Rossinis sprudlende Værk.

Man faar et overvældende Indtryk af Rossinis tidliae Modenhed og utrolige Ubesværethed ved Arbejdet, naar man fastslaar, at af hans 39 Operaer er de 16 skrevet for »Barberen«, altsaa. før han blev 24 Aar. Han udnyttede i Sandhed Tiden. Han skrev denne sin 17. Opera, efter hvad der fortælles, paa 13 Dage, i Løbet af hvilke han forstaaeligt nok ikke fik Tid til at barbere sig. Han skal have sagt: »Hvis jeg lod mig barbere, gik jeg ud, og gik. jeg ud, kom jeg for sent hjeni!« Librettoens Forfatter, en Sekretær i Skattevæsenet, Sterhini, boede hos hani i disse Dage, skrev Teksten efter Beauniarchais' Koinedie, rakte den endnu vaad til Rossini, der i en Haandevending komponerede den ved Klaveret og derefter lod den, endnu utørret, gaa videre til Kopisten, der ogsaa sad i samme Stue. Har nogen nogensinde haft sin Inspiration ved Haanden, er det Rossini. Naar Anekdoterne om hans Dovenskab alligevel har floreret, skyldes det sikkert, at han ved saa mange Lejligheder for at spare Tid har stjaalet fra sig selv og sat hele Partier af sine tidligere Operaer sammen til nye.

Man tog det ikke saa nøje dengang. Den italienske Operaproduktion havde en saa voldsom Kapacitet, at den Slags maatte følge med. Saaledes viser det sig f. Eks., at Ouverturen til »Barberen«, skønt man skulde sværge paa, at den var skrevet til denne Opera, først har tilhørt to af Rossinis alvorlige ( !) Operaer, de saakaldte Opera seria: »Aureliano in Palmira« (1813) og »Elisabetta« (1815), hvis Musik endnu maatte være i frisk Erindring, ja at de samme Temaer allerede 1811 optræder i hans komiske Opera »Den sære Tvetydighed«, for ikke at tale om, at de kan spores tilbage til Ouverturen til »Vestalinden« af Spontini (1807),hvad jo er mindre heldigt.

Det lille Tordenvejr (temporale), der forekommer i »Barberen«s 2.Akt, har allerede raset i »Prøvestenen« (1812) og i »Lejlighed gør Tyv« fra samme Aar (sic.), rent bortset fra, at Idéen er hentet fra den før omtalte »Barbiére« af Paisiello (1782), som Rossini netop studere saa grundigt. Og saadan kunde, man blive ved.

Man har svært ved at rime en saa tilsyneladende flygtig musikalsk Samvittighed sammen med de mange Undskyldninger, der frernsættes i den rossiniske Librettos Fortale, for at man i det hele taget vover at skrive en ny »Barber« efter den forgudede paisielloske. Det siges nemlig her:

»Titlen »Almaviva eller den unyttige Forsigtighed« er valgt for at overbevise Publikum orn de Følelser af Agtelse og AErefrygt, der besjæler Komponisten af dette Drama overfor den celebre Paisiello, der tidligere har behandlet dette Emne. For at undgaa Bebrejdelsen for en meningsløs Konkurrence har Maéstro Rossini forlangt den beaumarchais'ske Tekst helt omredigeret og tilføjet nye Situationer ( !). Det har været nødvendigt at anvende Kor for at rette sig efter Tidens Skik og

Brug og det store Teaterrums Krav, o.s.v. o.s.v. «

Har man ikke, uden at være morsom, Lov at kalde dette for en »unyttig Forsigtighed«?

At Rossini personlig skal have skrevet til sin gamle Forgænger i Embedet og bedt om Undskyldning for sin Dristighed, er dog bevisligt en Skrøne.

Som det gik Beaumarchais' Komedie ved den første Opførelse, gik det ogsaa Paisiellos Opera, den blev pebet ud, men rejste sig hurtigt igen. Og som en Vendetta ramte den samme Skæbne Rossini ved Premiéren. Paisiello var lige død og den fjendtlig stemte paisielloske Garde fik Vind i Sejlene ved de inange Uheld, der skete, Strengene sprang paa Almavivas Guitar, Basilio snublede og fik Næseblod midt i Bagtalelsesarien, Teaterkatten viste sig og fik hele Publikum til at miave, og Resultatet var et infernalsk Spektakel af Latter, Hyssen, Snakken og Piben, saa det hele druknede, og Rossini beskæmmet maatte mindes Ordene paa Titelbladet af Beaumarchais' Komedie: »représentée et tonibée«! (opført og faldet til Jorden).

Der skulde dog kun gaa et Døgn, før hans Fugl Fønix rejste sig af Asken, og den haanlige Latter forvandlede sig til Fakkeltog, Triurnftog og Verdensberømmelse.

Som H. C. Andersen siger: »Først gaar man saa grueligt meget igennem, og saa bliver man berømt.«

Årgang 23/1948, nr. 10