En tale

En Tale

I en Tale ved Musikpædagogisk Forenings 50 Aars Jubilæum fremkomi Magister Jürgen Balzer med nogle Betragtninger over Musikpædagogens Ansvar og Opgaver. De bringes her med Forfatterens Tilladelse.

Som repræsentant for københavnske musikkritikere, sammensluttet i »Musikanmelderringen af 1924« beder jeg om tilladelse til med anledning af 50-års jubilæet. at bringe »Musikpædagogisk Forening« vor hyldest og vor tak.

Pædagogik og kritik arbejder på en fælles front; vi har et fælles credo: Vi tror, at den sindets glæde, der følger med oplevelsen af kunstens mesterværker, afgiver et bedre grundlag for medmenneskelighed end det amusiske menneskes grå tristhed. - Vi tror på kunstens karakterdannende virkning, fordi vi tror på, at dens manifestation af ånd virker smittende på det modtagelige sind. - Vi tror på (len frie kunst som en aktiv faktor i betingelserne for folkestyret, så vist som dets forudsætning er den højest mulige udvikling og befæstelse af den enkelte borgers personlighed. - Vi tror kort sagt, at det amusiske menneske kun er et halvt menneske.

Men er vor front end fælles, så er vore arbejdsbetingelser dog højst forskellige. For De kender Deres publikum, det gør vi ikke. De kan efterprøve Deres midlers anvendelighed, tilpasse den efter hver enkelt elevs særlige behov. Hver gang vi sætter pennen til papiret, må vi stille os spørgsmålet: Hvem skriver du egentlig for i aften? Vi har vel en anelse om, at det er et højst forskelligt publikum, vi henvender os til, når vi anmelder en af statsradiofoniens folkekoncerter, en højt betalt virtuos koncert i Odd Fellow Palæet eller en intim kammerkoncert med førsteopførelsen af nye værker. Men vi ved faktisk meget lidt om de krav, det vekslende publikum, denne store, amorfe masse stiller til os. Der har De hele fordelen på Deres side. - Jeg ved meget vel, at mange musikpædagoger er misfornøjede med musikkritiken. Men før De giver denne misfornøjelse Deres tilslutning, betænk så vor situation: Vi skal selv sætte vore mål og selv besteninie vore midler, og vi har ingen mulighed for med sikkerhed at bedømme vor målsætnings vigtighed og kontrollere vore midlers anvendelighed.

Det er her De kan hjælpe, os! Husk på, at Deres elever er vore kommende læsere. Skab os et publikum, der evner selvstændigt at opleve værdierne i den store kunst, så vil det også vide at formulere bestemte krav til musikkritiken. Og jo fastere disse krav er formuleret, desto friere bliver kritiken, desto færre uvedkommende hensyn i retning af aktualitet, sensation o. lign. vil få lov til at spille ind. Men, mine herrer og damer pædagoger: udspillet er Deres; støb De fundamentet, så vil vi bygge videre på det. Og situationen opfordrer til forøget aktivitet, thi i de sidste årtier har radio'en ført en helt ny kres ind i lyttefeltet; folk, der gennem foretagne afstemninger har bevist, at de ingen anelse har om, hvad de siger ja til, og intet begreb om den kunst, som de med deres nej fornægter. I dette arbejde føler vi os som Deres kammerater, og som gode forbundsfæller fryder vi os over den fremgang, den gode sag ikke mindst ved Deres indsats har haft. Derfor er der overbevisning i vor hyldest, varme bag vor tak og oprigtighed i vore ønsker for fremtiden: Måtte Musikpædagogisk Forening også i fremtiden forblive centrum i et levende, moderne musikpædagogisk arbejde.