Koralharmonisering i kirketoneart

Koralharmonisering i kirketoneart

Af Leif Thybo

Povl Hamburger: »Koralharmonisering i kirketoneark. Kr. 6,50. Aschehoug Dansk Forlag.

Af lærebøger i kontrapunkt og harmonilære har vi efterhaanden vænnet os til at kræve i hvert fald een ting: at de anvisninger og regler, der foreskrives, maa være udsprunget af en eller anden praksis, at de idealer, der opstilles, maa have været virkeliggjort paa et eller andet tidspunkt. En saadan henvisning til praksis er imidlertid ikke altid saa lige til. Kun i de færreste tilfælde møder man en musikstil, der - som Palestrina-stilen - hviler saa klassisk roligt i sig selv, at den uden videre kan betegnes som »lærebogsmoden«, og undertiden kan det ogsaa. af pædagogiske grunde være nødvendigt at foretage en simplificering af materialet, saaledes f. eks. ved undervisningen i den dur-moll-tonale harmonilære, hvor selve de harmoniske principper jo klart nok kan begrundes i den store fylde af foreliggende kunstværker, men hvor opdrivelsen af et tilstrækkeligt antal eksempler paa den dur~moll-tonale enkle koral - i hvilken satsart man jo fornuftigvis begynder - kan volde vanskelighed.

Disse vanskeligheder har Povl Hamburger heller ikke været forskaanet for ved tilvejebringelsen af grundlaget for sin nye lærebog i »KORALHARMONISERING I KIRKETONEART«, og i indledningen skænker han da ogsaa dette problem en ret udførlig omtale. Problemet drejer sig væsentligst om dette: den kirketonale firstemmige koraludsættelse, med melodien i overstemmen og »node mod node«-sats - som vi bruger den i kirken nutildags - finder vi kun dyrket indenfor et forholdsvis lille tidsrum, det første tiaar af det 17. aarhundrede, i hvilket Hasslers, Prælorius' og Vulpius' samlinger falder. Gaar vi tilbage til det foregaaende aarhundrede til Joh. Walthers, Rhaws og Goudimels samlinger, finder vi ganske vist kirkestilens nederlandsk-palestrinensiske »renhed« mere indlysende, -men støder samtidigt paa den praktiske hindring, at det her drejer sig om den kontrapunktiskimiterende satsteknik med melodien i tenoren, og gaar vi paa den anden side blot saa langt frem som til Scheins »Cantional« fra 1627, møder vi her en koraludsættelse, der allerede er saa behæftet med »modernismer«, at den daarligt kan anvendes som forbillede for kirketonal harmoniseringskunst. Men heller ikke Hassler, Prætorius og Vulpius lader sig uden videre benytte som saadant. Thi skønt grundlaget for stilen hos disse saa afgjort stadigt er det 18.aarhundredes princip~ per, saa findes der dog afvigelser herfra, dissonerende melodi-intervaller, fri dissonansbehandling, aabne oktav- eller kvintparalleller etc. - Kan man nu, spørger forfatteren, foretage en udrensning af disse »fremmedelementer«, uden at stilen mister sin objektiv-historiske gyldighed? Svaret bliver ja, under henvisning til, at afvigelserne ikke er integrerende.

Paa samme maade gaar Hamburger tilværks overfor de saakaldte vokalismer, hvormed der hentydes til foreteelser som stemmekrydsning, mere sindrig melismatik, anvendelse af tværstand samt af tom klang, altsaa ting, der udført paa orgel bliver klang- og meningsforstyrrende. Betimeligheden af dette sidste skridt er afhængig af lærebogens formaal. Drejer det sig først og fremmest om en vejledning for vordende kirkemusikere med henblik paa deres orgelpraksis, er der intet at sige til fremgangsmaaden, som jo ogsaa Laub benytter. Men sigter fremstillingen trods alt videre - og hvorfor skal der ikke kunne stilles en opgave i harmonisering med vokal udførelse for øje? saa unddrages man derved en del stemmeføringsmæssige og klanglige muligheder. Meget af det, der særpræger f. eks. Hasslers musik, beror jo netop paa disse »vokalismer«. Samklangens egenværdi, som Hamburger selv betoner, naar de staar dér stejlt overfor hinanden i skarpe variant- eller mediantforhold, skabes tit ved den kraftige uformidlede tværstand (se s. 13). - (Det i det hele taget, at vor teoriundervisning endnu i for høj grad er lagt an for organister (mestendels jo ogsaa praktiseres af organister) afstedkommer visse skævheder og gør, at musikalske værdier af anden art undertiden gaar tabt. I dette tilfælde kunde man f. eks. udmærket tænke sig, at studerende i andre musikalske retninger med udbytte kunde forsøge sig med den uretoucherede Hassler-koral).

Kan der saaledes rejses visse indvendinger mod den basis, Hamburger har valgt for sin fremstilling, nemlig i det store og hele stilen i »Dansk Kirkesang«, maa man til gengæld bøje sig for den historiske og pædagogiske overlegenhed, hvormed selve lærebogsstoffet er tilrettelagt. Som harmonilære i egentlig forstand er bogen ikke anlagt; de almindelige principper for flerstemmig satsskrivning, hvad enten det drejer sig om dur-moll-tonal koral eller vokalpolyfoni, forudsættes kendt, saaledes at man kan gaa lige til problemerne. Et indledende kapitel - »Principielle Forbemærkninger« - forekommer mig at være særligt værdifuldt. Der gøres her rede for den kirketonale »harmonisering«s - stilistiske placering, paa den ene side i forhold til den egentlige vokalpolyfoni, hvor lineariteten saa afgjort dominerer, paa den anden side dur-moll-tonalitetens principper, den funktionelle harmonik. Den protestantiske korals komponister omkring 1600 indtager et mellemstandpunkt: samtidigt med at de præsterer en akkordlig underbyggelse af den i overstemmen anbragte melodi lægger de stadigt megen vægt paa de enkelte stemmers melodiske udfoldelse. Meget slaaende er forfatterens eksempler paa, hvorledes samme melodiske situation udnyttes helt forskelligt ved en kirketonal og en dur-moll-tonal harmonisering (f.eks. med hensyn til den svævende tonalitet kontra den faste tonalitet).

Efter en gennemgang af akkordmaterialet og dissonansbehandlingen følger, hvad man kunde kalde de dokumentariske afsnit af bogen: en paa en rig fylde af eksempler baseret redegørelse, ikke blot for kadence-vendinger, men, ikke mindst vigtigt, ogsaa for en række begyndelsesmotiver. Selvom en grundig undervisningsmæssig gennemgang af disse formler uden tvivl vil sluge en del tid, vil den sikkert, bl. a. for improvlserende organister, i høj grad lønne sig, og det maa haabes, at det store arbejde, forfatteren her har gjort, maa komme mange til gode. En indgaaende behandling af de enkelte kirketonearter med hensyn til 1) den første akkord, 2) midlertidige slutningsdannelser og 3) akeidentalierne giver de øvrige afsnit en solid afrunding. - - -

Selvfølgelig vilde bogen ikke være skrevet af Povl Hamburger, hvis man ikke et eller andet sted fik at vide, at musikkens flerstemmige periode forlængst er forbi den varede nemlig fra den tidlige middelalders ars antiqua. til senromantik og impressionisme i slutningen af det 19. aarhundrede! Men den slags bitre piller sluger man gerne, thi man har f aaet en værdifuld forøgelse af lærebogslitteraturen, tidsbesparende og inspirerende for hærer og elev.