Musik-Tribunal

Af
| DMT Årgang 23 (1948) nr. 10 - side 231-232

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Musik-Tribunal

Tribune des jeunes compositeurs. En idé fra Paris, der overføres til

D. U. Ts koncerter

I sin anmeldelse af I.S.C.M.s 22, internationale musikfest i Amsterdam kom Niels Viggo Bentzon ind på principielle betragtninger over den nyere musiks stilling til »Det internationale selskab « i de forskellige lande og bemærkede her bl. a., at da selskabet blev stiftet (1923), var det så at sige det eneste forum af format for samtidig musik, medens nu såvel radiofonier og koncertforeninger som private institutioner hver gør sit for at udbrede kendskabet til moderne musik. Musiklivets decentralisering truer med at undergrave forudsætningerne for disse musikfesters berettigelse - .

Der er vel næppe tvivl om, at Niels Viggo Bentzon har ramt noget centralt med sine betragtninger, som ikke alene gælder disse musikfester, men for Danmarks vedkommende tillige selve selskabets virksomhed her i landet under D. U. T.s varetægt. Der kan dog næppe rettes nogen større kritik mod den danske sektion for, at den ikke har holdt idealets fane højt, men det har derimod været vanskeligt at finde en form, hvorunder D.U.T.s koncerter har kunnet tiltrækket sig berettiget opmærksomhed. Fra forskellig side er der blevet ynitet om, at D.U.T.s virksomhed var hensygnende, og at koncerterne ikke -kunde samle publikum, bl.a. fordi både radioen og private institutioner nu i langt højere grad havde taget sig af den nye musik, som det tidligere havde været D. U. T.s privilegium at fremføre.

Stiller man nu det spørgsmål: Er D.U.T. da overflødig i det danske musikliv? - så må svaret blive et bestemt og klart nej! Det er rigtigt, at den nyere musik har fået bedre kår, men disse er langtfra tilfredsstillende endnu.

Ingen institution har som D.U.T. forbindelse med udlandets musikliv; gennem de forskellige sektioner er der en nær, ofte personlig, kontakt med fremstående folk indenfor den nye musik i fremmede lande, hvilket nogenlunde sikrer - såvidt de økonomiske midler tillader -, at nye navne og værker når frem til Danmark gennem D. U. T.s koncerter.

Men, her - med økonomien - er vi ved et punkt, som er og stadig har været af afgørende betydning for D. U. T.s koncertvirksomhed. At arrangere koncerter i større stil lader sig ikke gøre uden en solid økonomisk basis. En enkelt orkesterkoncert, hvorpå der opføres lutter nye v.ærker, kræver mange prøver, sådan at udgifterne hertil let beløber sig til 7-9.000 kr., hertil føjer sig så kammerkoncerterne, der ganske vist er billigere, men også flere. Dividerer man førstnævnte beløb med antallet af pladser i store sal vel at mærke, hvis den er fuldt besat så fremgår det tydeligt, hvorfor et sådant foretagende ikke kan hvile i sig selv. Hidtil har D. U. T. søgt at bevare orkesterkoncerterne for dér at opføre værker, andre foretagender med større midler ikke vil tage sig af, men omstændighederne kræver, at man må indstille orkestervirksomheden for i langt højere grad at hellige sig kvaliteten i mindre arrangementer eventuelt med kammerorkester.

Den situation er nu indtrådt, hvor D. U. T. må forsøge at reorganisere sin koncertvirksomhed, sådan at D. U. T-s koncerter kan få en karakter, der stiller dem i særklasse, så at disse koncerter ikke blot skal indgå i en almindelig koncertrække konkurrerende med Beethoven og Brahms.

Helt ligetil var det selvfølgelig ikke at finde en form for koncerter, som svarede til D. U. T.s musikkulturelle opgave, men her kom så tilfældet, til hjælp: Den unge komponist Poul Rovsing Olsen, der for tiden studerer komposition hos Nadia Boulanger i Paris, har gennem nogle måneder sendt beretninger om musiklivet i Paris til »Dansk Musiktidsskrift«, og herimellem var der engang i juli måned en lille kort artikel, som han kaldte »En idé fra Paris«. Artiklen kom ikke i tidsskriftet, simpelthen fordi det var idéen, man havde brug for, hvorfor der ikke var grund til at publicere den, da den straks kunde anvendes som arbejdsgrundlag ved tilrettelæggelsen af D. U. T.s kommende koncerter. Rovsing Olsen fortæller i korthed følgende:

»»Tribune des jeunes compositeur« samler en gang hver måned den mest kræsne part af det parisiske musikpublikum til en koncert. Musiklivets spidser og unge komponister fra alle lande mødes her for at lytte til ny musik. I en vis forstand er der således tale om et sidestykke til »Unge tonekunstnere«. Som det vil fremgå af det følgende, adskiller forløbet af koncerterne sig dog væsentligt fra de tilsvarende danske.

Adskillige udenlandske komponister figurerer på programmerne ... Den fremførte musik er gerne af ret eksperimenterende art ... Le Roux' »mimer« fremkaldte særdeles kraftige reaktioner blandt tilhørerne. Og her er vi ved arrangementets interessanteste punkt: Publikums reaktion uløses ikke blot i uartikulerede lyde, men også i en veritabel diskussion.

For hver kompositions fremførelse bliver dens autor præsenteret for tilhørerne og underkastet et kort interview af den kendte kritiker Roland-Manuel, der i det hele fungerer som mødeleder. Efter f remførelsen træder en anklager op og f remdrager de træk, der for ham at se er svage ved kompositionen. Overfor ham gør en forsvarer opmærksom På dens værdifulde egenskaber, og derpå er ordet frit til en debat, hvori enhver kan deltage. Ifølge sagens natur er disse debatter koncentrerede og varer sjældent over 8-10 minutter. Selvom diskussionen er strengt begrænset, til de fremførte værker, bliver der naturligvis rig lejlighed til at drøfte principielle stridsspørgsmaal ...

Som antydet gik bølgerne særlig højt efter Le Roux' mimer, der reduceredes in absurdum af anklageren. Ikke blot var de fattige i det melodiske og usammenhængende i formen, men i det hele føltes de som støj, der var organiseret på såre talentløs måde! Dette skarpe indlæg fremkaldte adskillige svar. Klarest var forsvareren André Jolivetl der huskes fra den internationale musikfest i København, og som her meget personligt gik ind for den ganske unge komponist. Alle debatter afsluttedes af mødelederen, der i få ord søgte at dele sol og vind lige.

Koncerterne og debatterne optages på stålbånd og udsendes i radioen nogle uger senere.

Det vilde være at ønske, at D. U. T. i samarbejde med den danske statsradiofoni overførte dette franske initiativ til Danmark. Når idéen må anbefales på det allerkraftigste, er det i første række på grund af dens propagandamæssige betydning. Diskussionerne vil utvivlsomt i sig selv være egnede til at udbrede forståelsen for ny musik, dens stil og forudsætninger (en kyndig anklager og en række kyndige forsvarere, der har haft lejlighed til at sætte sig grundigt ind i de forskellige værker, findes jo uden vanskelighed). Men af langt større vigtighed er det, at koncerterne og vel især radioudsendelserne på grund af deres særlige karakter vil få lyttere, hvis interesse for moderne musik hidindtil har været minimal. Vil debatterne end til en begyndelse kun tilfredsstille et sportsinstinkt, tvinges man dog til at lytte intenst til den moderne musik. Og dette er vigtigt.«

Hermed være idéen præsenteret for læserne, og der er kun få bemærkninger at føje til. Samarbejdet med radioen vil forhåbentlig gå i orden; på denne måde vil der ihvertfald komme lidt af en plan i radioens arbejde for vor tids tonekunst, og selvom vel næppe hele koncerter kan transmitteres, så har man dog mulighed for at plukke det bedste ud, utvivlsomt til glæde for tusinder andre end de specielt interesserede. Det er vel givet, at der vil blive begyndervanskeligheder, men efterhånden må man finde frem til en form, der særlig passer for os nordboere. Begyndelsen vil blive gjort i nær tilknytning til det parisiske foretagende, og denne form for koncerter vil såvidt gørligt blive anvendt ved alle D.U.T.s arrangementer. Programmet fremgår af foreningsmeddelelserne.

Foreløbig har man besluttet at kalde disse koncerter »Musik-Tribunal«; findes der bedre forslag modtages de med glæde. Og hermed må man da ønske »Tribunalet« lykke i fremtiden.

Frede Schandorf Petersen.

Årgang 23/1948, nr. 10