Boris Blacher

Boris Blacher

portræt af en komponist

Af Josef Rufer

Berlin 1937. En filharmonisk koncert under dirigenten Carl Schuricht. Det begyndte med en uropførelse: »Concertante musik« af Borts Blacher. Et nyt værk, et nyt navn - årsag nok til at sætte berlinerne i spænding. Man levede jo allerede midt i hin åndelige afspærring, som kun kunne gennembrydes med Goebbels' »kultur«-vagtposts sanktion. På den anden side var navnet Schuricht en borgen for, at der ikke her var tale om et nazistisk gøgeæg. Næppe nogen havde erfaret, at balletten »Fest im Süden« året i forvejen havde gået over mere end 30 scener i riget. Thi balletmusik gjaldt stadigvæk som noget, der ikke kunne tages helt »alvorligt«, som musik, der - i lighed med films- og underholdningsmusik - stod på et af kunstens sidespor. Hvem var altså denne nye mand, hvorfra kom han, hvis ånds barn var hans musik?

Det sidste spørgsmål fandt hurtigt et tydeligt svar; denne med kraft og ynde legende, i sit tonefald helt individuelle »concertante musik« elektricerede publikum, hvis begejstring var så stor, at Schuricht måtte gentage værket. Det stillede ikke tilhørerne problemer men fængslede ved sin personlige, prægnante karakter. Ikke blot klangen men hele musikens, struktur virkede inciterende ved en klarhed, som formelig gennemlyste hele stykket. Dertil føjede sig en latent rytmisk spænding, som - til forskel fra Strawinsky's eller Bartók's skarpt akcentuerede rytmik - på en ualmindelig fin måde forlenede musiken med en elasticitet, som fascinerede tilhøreren. Hvad man derimod ikke hørte og heller ikke behøvede at høre, var værkets konstruktive kvalitet: tredie del, reprisen, er den nøjagtige omvending af første del. (Se eks. la og b) -

Og dermed har vi egentlig allerede fixeret grundtrækkene i Blacher's musik: Klarhed i klang- og satsbilledet som resultat af en kunstnerisk økonomi, hin vanskelige »udeladelseskunst«, som fører til den yderste prægnans. i udtrykket. Derefter en meget dominerende, ofte som »motiv«, som en fantasiens - drivfjeder virkende rytmisk sans med en subtil modulationsevne, som - deri er den beslægtet med Strawinsky's symaskine-ideal - når åndsindholdet kræver det kan afvige fra det med motorisk strenghed holdte grundtempo. Og endelig musikens 10vmæssige bundethed, som hos Blacher ligger mindre i det motiviske og tematiske, mere derimod i formernes afvekslende spil.

Berliner-sukcesen gav anledning til at beskæftige sig nærmere med den indtil da kun lidet kendte komponist, og der kom nu mærkværdige ting for dagen. Mærkværdige nok - og ydermere vigtige på grund af deres indflydelse på Blachers kunstneriske karriére - til at blive kort omtalt her.

Foreløbig viste det sig, at han allerede havde levet i Berlin siden 1922, uden at man i disse 15 år havde hørt noget fra ham. Man kunne næsten sige: det var lykkedes ham ikke at blive opført i denne tid... Thi man må erindre sig, at hine års Berlin var som en magnet, der tiltrak alt, en by, der vibrerede af al slags musik, i hvilken intet kunne være outreret og forrykt nok til at blive opført, i hvilken selv den ubegavede engang - selvom det endogså var sidste gang - fandt en eller anden vej til offentligheden. Blacher fandt den ikke. Han tilhørte heller ikke nogen retning, ikke nogen »skole«. Mens han efter sin faders ønske i to år måtte studere arkitektur ved den tekniske højskole, lærte han komposition privat hos F. E. Koch; men det er igen en historie for sig.

Han synes dengang at have levet for sig selv som i et isoleret rum. Kun en eneste gang fik han som komponist en chance: 1932 ved en koncert af foreningen for tidligere højskoleelever (som foregik mere eller mindre perifert) med en komposition for koloratursopran, saxofon og fagot. Sukces'en var så stormende, at den - en mærkelig foregriben af begivenheden fem år senere - straks måtte gentages. Så igen tavshed. Blacher tjente i hele denne tid til livets ophold ved arrangement af operetter og klaverspil i bioerrafer. De praktiske forudsætninger dertil havde han - under forhold, som vi med vore begreber sandsynligvis ikke kan forestille os det - allerede erhvervet sig i sin tidligste ungdom i Kina, hvor han den 19. januar 1903 kom til verden som søn af baltiske forældre af tysk afstamning. Han begyndte allerede at komponere som tolvårig, og da de daværende lærere begribeligvis ikke på nogen måde kunne være ham tilstrækkelige, var han meget snart henvist til sig selv. Hånd i hånd med dette autodidaktiske studium gik hans praktiske skoling som dirigent og bearbejder: således dirigerede han for exempel allerede som sekstenårig »Tosca«, efter at han ved hjælp af et klaverudtog havde instrumenteret hele værket for orkester. I 1922 kom han med sin moder til Berlin. Ganske uden kendskab til forholdene gik denne. til højskolen for musik for hos portneren at forhøre sig om en god lærer for sin søn. Da nu denne mand tilfældigvis var en rasende antisemit, anbefalede han hende ikke f. ex. Schreker, som kort forinden havde overtaget ledelsen af højskolen, og som havde samlet elever som Krének, Höffer, Haba, Rathaus o.a. om sig, men F. E. Koch; en gedigen, som komponist inkarneret tilhænger af Brahms, der stod ganske afvisende overfor hin tids atmosfære, som stormende gik ind for det nye. Ydermere rådede han ikke over nogensomhelst forbindelser til fordel for sine. elever, men han lukkede disse bevidst ude fra den musikalsk »syndefulde« yderverden. Således kom den nittenårige straks fra begyndelsen ind i en åndelig blindgyde, hvilket kostede ham mange værdifulde udviklings- og sukcesår.

Først med balletten og med den koncerterende musik var bandlysningen brudt. Hvad han har skrevet siden da, er ikke blot karakteristisk for hans eventyrlige skæbne, hans kunstneriske udvikling, men også for mennesket Blacher: et stærkt lyrisk (men langtfra romantisk!) grundtræk. i hans væsen dækkes af en blanding af bidende vid og vis overlegen nonchalance, klar, matematisk skolet forstand (hans kæreste lekture er matematisk faglitteratur) og fuldstændig fordomsfri menneskelighed. Således opstår to ikke stilistisk men indholdsmæssig efter deres karakter fuldstændig forskellige arter af musik. Den ene kommer fra det »letsindige hjørne« af hans væsen, fra hans virtuose beherskelse af alle teknisk-håndværksmæssige ting og fra fristelsen til med dens hjælp at overvinde enhver form for materielle og tidsmæssige forhindringer så elegant og sikkert som muligt.

Hertil regner jeg hans balletter, operaenakteren »Die Flut« og »Nachtschwalbe« såvel som et utal af scene-, films- og radiomusik og sange af enhver art. Til andre hører de tre strygekvartetter, oratorierne »Romeo und Julia.« og »Der Grossinquisitor«, de fornylig opførte »Paganini-variationer for stort orkester« og den nye klaverkoncert.

Men stadig drejer det sig for Blacher om at magte en bestemt opgave, hvadenten den er af teknisk eller kunstnerisk natur. Således skriver han på fireogtyve timer en f ilmsmusik af tre kvarters varighed, efter at alle »lærde« filmskomponister havde vist opgaven fra sig som uigennemførlig. En ualmindelig brilliant og indfaldsrig koncert for jazzorkester anlægger han i en concerto grossos form, hvorved de koncerterende partier er holdt i hot-stil (NB.: jazzens betydning anerkender han kun som indirekte, som en rytmens frigørelse af musiken). Tilintetgørelsen af de tyske byer, operascenernes reduktion tvinger ham til at skrive operaer med et ganske lille orkester med formindsket solistisk og scenisk apparat. For øjeblikket arbejder han på en munter opera, som forbinder historien om »Hauptmann von Köpenick« med motiver fra Heinrich Manns »Der Untertan«: her, således mener han, skal sangerne ikke have det så svært med musikken, for at de bedre kan hellige sig deres skuespillermæssige opgaver. Men han tænker også på, at basunisten i orkestret kun får levnedsmiddelkort III og ikke må overanstrenges. Forøvrigt arbejder Blacher hen på en stadig formindskelse af det musikalske apparat, på en lys, gennemsigtig klang. Medens i »Ffirstin Tarakanow« (1941 i Wuppertal) orkestret endnu var musikkens bærende kraft, er det i de sidste års værker kun folie, klangstøtte. I »Romeo und Julia« - en solistisk udsat dobbelkvartet, tenor-og sopransolo - ledsager kun syv instrumenter, og selv orkestret i oratoriet »Der Grossinquisitor« træder fuldstændig i baggrunden for det store korapparats mangfoldige opgaver, som iøvrigt, behandlet med overlegen kontrapunktisk kunst og dramatisk forståelse, er af den største virkning.

Boris Blacher, hvis musik i naziregimets sidste år var forbudt, hører idag til blandt de betydeligste tyske komponister. At man fra det ene værk. til det andet altid kan være udsat for overraskelser, at hans vågne ånd igen og igen opsporer nyt og er åben for ny udvikling, gør kun billedet af denne skabende musiker mere interessant og levende.

Hans forlæggere er imidlertid fuldstændig fortvivlede over ham, fordi de aldrig nøjagtig kan holde rede på, hvad han har komponeret, da han har opgivet at forsyne sine værker med opustal; nu gør de det så på egen hånd.