Dansk musik på grammofon - Carl Nielsen Del 2

Dansk musik på grammofon

Carl Nielsen, II

Ved Frede Schandorf Petersen

Foruden de i forrige anmeldelse (D.M. nr. 9, s. 216) omtalte førsteoptagelser af Carl Nielsen-værker foreligger der indtil nu kun een førsteoptagelse:

Carl Nielsen: Andante lamentoso (Ved en ung kunstners båre) for strygere. - J. P. E. Hartmann: Sørgemarsch for Bertel Thorvaldsen. Medlemmer af Statsradiofoniens symfoniorkester, dirigent: Launy Grøndahl. »His Master's Voice« Z 294.

Dette lille værk, over hvis klanglige intense strygersats der hviler en ophøjet sorgfuld stemning, skrev Carl Nielsen til den unge maler Oluf Hartmanns begravelse. Den unge Hartmann var barnebarn af gamle J. P. E. Hartmann og broder til fru Bodil Neergård på »Fuglsang«, hvor Carl Nielsen kom meget, og hvor han også lærte Oluf Hartmann at kende.

Indspilningen har en lidt tør, nasal og ikke helt frigjort strygerklang, og både frasering og rytme kunne tåle endnu en afslibning, men trods disse indvendinger er det dog en smuk udførelse, som man kan glæde sig over at have på grammofon, selvom værket ikke er betydeligt i Carl Nielsens produktion.

For at blive i den Hartmann'ske sfære, har man på den anden side indspillet J. P. E.'s sørgemarsch for Thorvaldsen, et blandt de få, ofte ringe danske sørgemarscher betydeligt værk, der tillige interesserer ved sin instrumentation (5 blæsere, gongong og orgel) og er i det hele taget typisk for Hartmanns nordisk-dystre, saga-tunge stil, som den bl. a. findes i »Hakon Jarl«-ouverturen. Balancen i indspilningen er lidt skæv, idet orgelklangen ikke helt er på linje med blæserne og derfor i det koncerterende spil mere føles som dekorativ baggrund, hvilket næppe ville være tilfældet ved en koncertsalsopf ørelse.

Nordisk Polyphon, der har gjort så fin en indsats med optagelsen af »Espansiva«, har forøget Carl Nielsen-indspilningerne med. endnu nogle værker, der dog forefindes.i tidligere optagelser, men som her udføres af andre dirigenter eller andre orkestre og i optagelser på det fremragende Decca-system »ffrr«, der gør det muligt at optage toneområder fra 40 til 14000 hertz.

Carl Nielsen: »Saga-drøm« - Det kgl. Kapel, dirigent: Johan Hye Knudsen. »Polyphon« H.M. 80013-A og B.

»Maskarade« (ouverture) Radiosymfoniorkestret, dirigent: Erik Tuxen. H.M. 80010-A. (Forspil til »Renaissance« - P. E. Lange-Müller - H.M. 80010-B).

»Aladdin« - Orientalsk festmarsch og Negerdans - Det kgl. Kapel, dirigent: Johan Hye-Knudsen. H.M. 80014-A og B.

»Moderen« - Marsch og Forspil til syvende billede - Radio-symfoniorkestret, dirigent: Emil Reesen. H.M. 80012-A og B.

»Saga-drøm« under Hye-Knudsens varetægt er ligesom lidt mere blid og vegeterende end Tangos indspilning, og derfor også mere veg og ikke helt med det store fantasiens vingesus. Der er dog noget intimt fortællende og sværmerisk drømmende over denne udførelse. Bemærkelsesværdig er forskellen i klangen - set i forhold til radioorkestret, på de andre Polyphonoptagelser; hvor sidstnævnte er lys og tindrende, er Kapellet mere afdæmpet og mørk, men også mere varm i klangen.

Erik Tuxen fortjener fornyet ros for sin indspilning af Maskarade-ouverturen; der er festivitas, glans og fejende flugt over hans gengivelse. Teknisk er optagelsen lykkedes fint; der er glimrende balance mellem grupperne, så de smelter sammen til en prægtig orkesterkolorit, samtidig med at Tuxen evner at forlene udførelsen med passende stænk af Holberg-atmosfære og Carl Nielsen-humor.

Bagsidens »Renaissance«-forspil har ægte Lange-Müller'sk lyrik og poesi, men ikke nær »Maskarade-ouverturens brede, medrivende flugt.

Man kunde- have ønsket, at Hye-Knudsen havde indspillet alle syv stykker fra »Aladdin«-suiten i stedet for at isolere de to ganske vist mest populære stykker derfra. Klangen i denne indspilning af »Orientalsk festmarsch« og »Neger- dans« er stor og fyldig, men rytmen især i dansen sløres lidt af en stor efterklang og marschen har ikke så fin en balance, :som man kunne ønske, idet strygerne domineres eller trykkes lidt af blæserne, .sådan at strygerklangen ikke helt får sin festlige frigjorthed. Man forstår ikke idag, at den store Johannes Poulsen ved første-opførelsen af denne musik kunne give den en så ilde medfart, at en af datidens kritikere måtte betegne opførelsen som »musikmord«.

Under Emil Reesens ledelse har marschen eg forspillet til 7. billede af »Moderen« fået en gengivelse, der vel ikke stiller tidligere indspilninger i skygge, men som lielt igennem er præget af et ægte musikersind.

Man kan nu glæde sig over, at Carl Nielsen endelig er på vej til at få det greb i det s,tore danske publikum, som hans store kunst forlængst har været prædestineret til. Et godt tegn er det, at flere af hans værker - de populæreste - nu foreligger i forskellige indspilninger. Meget er indhentet i den sidste tid, men endnu mangler der optagelser af adskillige af hans storværker; måtte den nære fremtid vise, at den indsats, vore grammofonselskaber har gjort i de sidste år, også vil strække sig til at omfatte de endnu ikke indspillede værker.