To musikbøger

To musikbøger

Mortimer Smith: Ole Bull. Oversat af Sverre Hagerup Bull. Gyldendal Norsk Forlag. Oslo 1948.

En ny Bog om Ole Bull foreligger i norsk - let læst - Oversættelse. Forfatteren er gift med B.s Datterdatter og har som Følge deraf haft Adgang til Slægtsarkivet. At udtale sig om en forlængst afdød reproducerende Kunstner er saa temmelig umuligt; - Grammofonen var jo endnu ikke opfundet paa B.s Tid. Man maa da lade samtidige Dokumenter staa til Troende. Ifølge disse er det hævet over enhver Tvivl, at B. som Personlighed var en ganske ekstraordinær Fremtoning: violinistisk begavet med ualmindelige Naturanlæg, af Sind forrygende norsk-norsk, altbesejrende Charmeur, begejstret Folketaler og fantasifuld Improvisator.

B.s Liv var som en Sømands, altid paa Farten. Hans vidtstrakte Rejser paa det evropæiske og amerikanske Kontinent faldt i et Tidsrum, der maa betegnes som Virtuoseriets Guldalder. Ser man paa Ole Bulls Programmer, saa var de tyndere end tyndest. Et Par selvlavede Violinkoncerter - nu forlængst glemte - samt Fantasier over de forskellige Landes Folkemelodier udgjorde det eneste aandelige Gods, som han forvaltede livslangt. Naar han trods dette tiljubledes af et tusindtalligt Publikum, maa denne Kendsgerning have haft sin Grund i-hans højst personlige Foredrag, hans fascinerende pragtfulde Tone og stormfulde tekniske Udladninger. B. var overordentlig alsidigt interesseret i Læsning og Politik, det sidste havde Begyndelse og Endemaal i alt, hvad der særlig vedrørte Norge, hvorfor

han maa nævnes som den største norske Patriot, jævnstillet med Bj8rnson. Rastløs af Temperament tumlede hans ynglekraftige Hjerne ustandseligt med Idéer af vidtforskellig Art, f.Eks. Grundlæggelsen af en Koloni for Nordmænd i Amerika og Oprettelsen af det norske Teater i Bergen : Kolonien gik dog hurtigt sin Opløsning J Møde, og Teatret lod han andre om at fortsætte, da Stadighed i paabegyndt Arbejde langtfra var hans Væsens Kendemærke. Bull havde Næse for alt, hvad der var ejendommeligt og særpræget og var saaledes den første, der instinktmæssigt saa Ibsens og Bjórnsons tilkommende Storhed.

. Bogen giver i det hele et udmærket Indtryk af Tidens Atmosfære, og man kommer i Selskab med de mest kendte Koryfæer, som var med til at præge dette Afsnits aandelige Liv. Der er ikke sparet paa Udstyret, tykt Kvalitetspapir og fortræeffeligt Billedstof.

Thorvald Nielsen.

Philip Kruseman: Beethovens egne ord. Oversat af Kai Flor. Carl Aller& Bogforlag 1948. - 62 sider.

Denne lille bog - trykt på svært papir med store typer - er læst igennem på en aften, men den læser, der herefter lægger de 62 sider på hylden, hvor de så kan samle støv, har ganske givet ikke fået noget ud af sine anstrengelser. Fbr går man til læsningen af »Beethovens egne ord« med den rette indstilling, så slipper man ha M ikke, men må ustandseligt søge tilbage og lade denne - en af verdens største, kunstnere - tale til sig med ord, der beriger sindet ligesom hans musikalske kunst. Den hollandske forfatter Philip Kruseman har fra breve og optegnelser (konversationshefter fra Beethovens døve tid) samlet en lang række citater, som - uagtet der ofte er tale om løsrevne stumper fra en større sammenhæng - på fuldgyldig måde giver et koncentreret billede :af de tanker og indstillinger, der beskæftigede denne musikens titan.

Han kan være stejl og trodsig, som når han f.eks. ifølge traditionen i et brev til fyrst Lichnowsky skulle have skrevet: »Fyrste, hvad De er, det er De ved tilf--Ide og fødsel; hvad jeg er, det er jeg ved mig selv. Af fyrster har der været og vil der- altid være tusinder, men der er kun een Beethoven«, eller når han til ven

nen, violinisten Schuppanzigh siger: »Tror han, at jeg tænker på hans elendige violin, når ånden taler til mig«. Men ligeså ydmyg kunne han være, når han rettede sine tanker mod naturen eller det guddommelige. Foruden mange rammende citater, der afspejler hans iltre kunstnersinds stadigt skiftende stemninger, findes også sådanne, som vækker til eftertanke over de forsøg, der nogle steder i vore dages verden gøres på også ad politisk vej at give faste rammer for kunstudviklingen. Mon ikke en udtalelse som følgende ville have været i stand til- - under lignende forhold - at bringe ham i unåde? -: »Endnu er de grænser ikke afstukket, der standser talent og flid med tilråbet: hertil og ikke videre.f«

F. S. P.