Nordisk musik på udstilling. Musikdagene i Oslo 29. september-6. oktober

Af
| Årgang 23 (1948) nr. 11 - side 251-255

Nordisk musik på udstilling

Musikdagene i -Oslo 29. september-6. oktober

Af Frede Schandorf Petersen

Arrangementet

»De, som under sig selv den lykke at overvære musikdagene i efteråret, vil sikkert få anledning til at konstatere, at de nordiske lande ikke er musikalske afkroge, men har deres eget selvstændigt skabende musikliv solidt grundfæstet i nordisk jord og nordiske kulturtraditioner, men samtidig med blikket åbent for, hvad verden udenfor Norden kan give af idéer og impulser.«

Således skrev nordmanden Arne óstvedt -om de kommende nordiske musikdage i en artikel, der blev tilsendt den københavnske presse af den norske ambassade. Gid det var blevet så vel. Man var jo nok klar over, at hr. óstvedt var særlig optimistisk stemt, men inderst inde håbede man dog, at disse velvalgte ord ville dække realiteterne, selvom man tillige var fyldt med bange anelser efter sidste års magre udbytte i Stockholm. Man var parat til at strække sig vidt og give den nordiske musik en chance; Nordisk Komponistråd havde jo hånd i hanke med foretagendet, så helt galt kunne det vel ikke gå.

»Nordisk Komponistråd« blev oprettet i 1946, og dets opgave skulle bl. a. være at fremme musikudviklingen ved hyppige opførelser af nordisk musik i de respektive lande. Ved musikdagene i Stockholm sidste år (se D.M. 1947, nr. 8, s. 175 ff.) blev det besluttet ' at man ikke som tidligere skulle afholde de store pretentiøse musikfester; man ville indskrænke det ydre apparat, lade musiken tale i langt højere grad og så bringe nordisk musik på fællesudstilling lidt oftere. Dette blev til, at man ville afholde musikdage hvert andet år efter tur i Nordens hovedstæder. Der var forslag fremme om indenfor interne krese at anordne musikmesser hvert år for så herudaf at vælge det bedste frem og skabe en stor musikfest hvert femte år, hvor man så virkelig var sikker på, at kvaliteten ville være udsøgt.

Denne idé var efter min mening virkelig god, fordi det sekundære, der altid ville snige sig ind på de interne messer, kunne sigtes fra, sådan at det,» man derefter ville præsentere for det store publikum, virkelig måtte siges at være det bedste indenfor den nutidige nordiske musik. Det synes, som om man har forladt denne idé og er g,-iet ind på et kompromis, hvorefter det store ydre festapparat tildels er ophævet, medens man dog lader koncer~ terne indgå i det offentlige musikliv og således i tilfældig blanding byder et ofte uforberedt publikum primære, sekundære og tertiære værker, der tillige i mindre antal - tilsyneladende uden hensyn til kvalitet - bliver transmitterede.

De bange anelser blev stort set til en ikke helt behagelig vished. I stedet for at rejse fra Oslo med en fornemmelse af, at der endnu kunne frembringes malmfulde toner på de nordiske lurer, forlod man musikdagene med det indtryk, at stagnation og snæversyn beherskede en stor - for stor - del af de fremførte værker. Men selvom helhedsindtrykket ikke var opmuntrende, så nægter jeg at tro på, at disse musikdage skulle give et helt sandt billede af den nordiske musiks stilling i dag.

Grunden til det utilfredsstillende resultat af musikdagene må søges i Komponistrådets udvædgelse af værker og tilrettelægning af programmer; hvilken linje, man er gået frem efter, er det dog svært at konstatere.

En sand falliterklæring var kirkekoncerten, efter hvilken det spørgsmål trængte sig på, om kirkekoncerter bør være fast institution ved disse musikdage, vel at mærke, hvis denne koncert virkelig var udtryk for det bedste, der kan præsteres, af den art i Norden. Koncertens 12 værker var på een undtagelse nær een eneste demonstration af musikalsk husflidsarbejde i mere eller mindre bunden stil. Man blev stilletoverforromantisk Reger-præget kolossalstil, mere stilfærdige værker var gjort med kontrapunktisk akkuratesse og snilde, med nydelig stemmeføring o. s. v., men ingen af de 11 værker viste virkelig personlighed eller forsøg på at afkaste det åg, den vedtagne, konventionelle organiststil igennem årtier har pålagt kirkemusiken.

For at dette ikke skal svæv ' e i luften som et postulat, skal jeg her meddele et par eksempler af arten, der var dominerende ved denne koncert. Det første viser begyndelsen af 2. sats af N. 0. Raasteds orgelsonate nr. 6, det andet eksempel er fra nordmanden Per Steenbergs korbearbejdelse af Johann Kugelmanns salmemelodi »Min sjæl, min sjæl, lov Herren«.

Egentlig taler vel disse eksempler for sig selv. Medens Raasteds sonatesats skrider frem i dur-, moll- og kirketonale vendinger af grå »almindelighed«, så viser Steenbergs rent dur-moll-tonale korbearbejdelse lidt mere »kunstfærdig« polyfoni. Men i begge tilfælde er der tale om kunstfærdig hjemmesløjd, ikke om inspirerede, selvstændige og levende kunstværker. Stilen er givet, ja så givet, at det bliver stilløst.

Undtagelsen var Knud Jeppesens »Cantate« for sopran, fløjte og violin. Her mærkede man nok, at middelalderens kirkemusik lå bagved som en inspirerende kraft, og selvom jeg ikke tror, denne vej fører videre, så var det dog et kuizstværk, der viste personlighed og trang til at gå ad andre baner end de af organist- komponisterne afstukne.

Det er for let at sige, at kirkemusiken i vore dage spiller en så ubetydelig rolle, at det ikke skulle være nødvendigt at arrangere en særlig kirkemusikaften på disse dage, fordi en sådan ikke skulle kunne fyldes med mere aktuel og levende kunst.

Fejlen ved denne koncert ligger ene og alene hos de delegerede, der har udvalgt værkerne, Gud ved efter hvilke principer Thi der findes komponister her i Norden, som formår at skabe kunstværker og ikke blot husflid i deres kirkemusik: Sverige: Rosenbergs »Johannes' Uppenbarelse« og »Josef och hans br8der« eller Lidholms »Laudi«, der burde have været opført i stedet for hans sonate (det har iøvrigt været på tale, at-det fortræ-ffelige svenske »Kammerk6ren« skulle komme til Oslo og fremføre det, hvorfor blev det skrinlagt?). Den unge Sv.-E. Båck har flere kirkemusikværker,(se D.M. 1948, nr. 6, s. 13537), der var prædestinerede til at blive opført ved.disse musikdage. I Norge har Fartein Valen, der er et dybt religiøst menneske, skrevet kompositioner, bl. a. nogle motetter med religiøs inspirationskilde. Gennem disse motetter vilde man blive stillet overfor en af de mest særprægede nordiske komponister, der - det tør i sandhed siges - har formået at frigøre sig fra de indtil det trivielle gentagne kirkemusikalske klichéer. I Danmark.kan vi hos Holmboe, Kayser, Tarp og Thybo finde værker, der på en smuk måde viser, at kirkemusiken i vor tids Danmark ikke er kvalt i konventionalisme. Om forholdene i den finske og islandske kirkemusik er jeg uden viden. Men dette er vel tilstrækkeligt til at overbevise musikdagenes programudvalg om, at det er arrangementet og udvælgelsen og ikke den nordiske kirkemusik som sådan der er noget i vejen med.

Denne mangel på vel tilrettelagt disposition i valg af komponister og værker gjorde sig gældende også ved de andre koncerter. Det syntes f.eks., som om man med flid havde undgået de unge svenske komponister. Lidholm var ganske vist repræsenteret med sin klaversonate - et nydeligt værk, ikke helt klavermeessigt skrevet, men med mange fine idéer i dens smukt cicelerede moderne Couperin-skikkelse- men dermed var det gjort. Blomdahl og Båck - for at nævne nogle af de mest fremtrædende - glimrede ved deres fravær. Efter min mening måtte de~ med for at give et sandt billede af det nutidige svenske musikliv, hvori de er integrerende bestanddele.

Hvis Blomdahl er undgået, fordi han var repræsenteret sidste år og i de sidste to år har haft værker på I.S.C.M.'s musikfester, så er det en dårlig motivering, når man ikke kan fylde hans plads ud med en komponist af lignende format. Båck har endnu ikke været spillet på nogle af de store musikfester.

Finland er fattig på unge komponister; den yngste Einar Englund er 31 år, og der er virkelig - efter finsk udsagn - ingen efter ham, men han har også skrevet to symfonier, som efter sigende varsler nyt i finsk musik. Ikke desto mindre havde .man valgt at spille hans klaverkvintet (et værk som blev opført på de nordiske musikstuderendes fælleskoncert i Stockholm 1946), der, hvad han også selv indrømmer, er et rent elevarbejde, skrevet i konservatorietiden i en epigonistisk stil, han nu som mere moden kunstner helt har forladt. Alene den omstændighed, at der på samtlige koncerter ikke var een symfoni, burde have berettiget antagelsen af en af Englunds, men desuden er det hensigtsløst at beslaglægge ca. tre kvarter af en koncert med et værk, som selv ikke komponisten vil sige god for idag på grund af dets elevmæssige karakter. Også det giver et fordrejet billede af virkeligheden.

Da man i det trykte program havde glemt - forhåbentlig er det da bare en forglemmelse - at vedføje kompositionernes tilblivelsesår for samtlige ca. 70 værker pånær eet, var det ikke muligt at konstatere, hvornår de var komponeret, og om de derfor virkelig gav udtryk for, hvad de nordiske komponister.har formået f.eks. indenfor de sidste fem år, sådan som det er coutume ved I.S.C.M.'s musikfester. Man blev lidt mistænksom, og grunden var den ganske enkle, at Finn Høffdings dialoger for obo og klarinet, der er komponeret i 1927 - altså for mere end 20 år siden - var anbragt på programmet. At disse prægtige karakterstykker lyste vældigt op i koncerternes grå tristhed, er en sag for sig, men det rokker ikke en tøddel ved den omstændighed, at

det er helt forkert at anvende en sådan praksis. Hvorfor så ikke have opført Carl Nielsens motetter fra 1929 eller orgelvær~ ket »Commotio« fra 1931 ved kirkekoncerten, det vilde have givet de herrer organist-komponister noget at fundere over! Eller hvad med Jørgen Bentzons »Symfonisk trio« (1929), Riisagers 2. sym.foni (1927) eller Koppels klaversuite op. 21 ? Det var galt nok at opføre hans mere end fem år gamle klarinetkoncert, for selvom det er et gennembrudsværk, så forekom koncerten mig - iøvrigt ganske overraskende - at have svagheder, som man først kan bedømme nu, hvor værket er lidt på afstand, og som ikke viser denne betydende kunstner efter den rivende udvikling, han har gennemgået siden 1943. Jo yngre en komponist er, desto mere fintfølende må man være i valget af hans værker til større musikudstillinger.

Når sligt kan hænde med en dansk komponist, i hvilke tilfælde har det så gjort sig gældende med de øvrige landes komponister ' at de er blevet repræsenteret med en gammel komposition?

Dette må man tage i betragtning ved bedømmelsen af den samlede musikalske situation i de nordiske landes musik på baggrund af disse musikdage, og derfor er det, at der hviler et stort ansvar på den arrangerende komités, skuldre. Jeg udelader selvfølgelig muligheden for, at der ved udvælgelsen af værker kan gøre sig andet end kvalitetskrav gældende.

Til disse omstændigheder føjer sig endnu denne, at der selv ved en ideelt arrangeret nordisk musikudstilling altid vil forekomme en del mere eller mindre svage kompositioner.

Imusilkalsk status

Vanskeligst at.skrive under på er den i begyndelsen af denne artikel citerede påstand, »at de nordiske lande ikke er musikalske afkroge«, og at disse lande »har blikket åbent for, hvad verden udenfor Norden kan give af idéer og impulser«.

Efter at have hørt de finske værker snakkede jeg med komponisten Einar Englund om finsk musik af idag og udtalte min forundring over, at bogstavelig talt ikke eet finsk værk bar spor af den musikudvikling, der er sket ude i verden i løbet af de sidste 30 år, medens derimod Sibelius' ånd syntes at hvile som et tungt ,åg på kompositionerne, hvis de da ikke, som det også var tilfældet, udelukkende støttede sig til tysk senromantik eller fransk impressionisme. Jeg mente, at der dog måtte være tale om en ensidig udvælgelse. Efter hans svar at dømme, er situationen virkelig den, at man ikke kan gøre sig fri af »Kalevala«-stilen, simpelthen fordi man ikke ønsker det. Medens' man forsøger at frigøre sig noget fra Sibelius' store urørlige personlighed, søger man støtte hos en anden finsk komponist, Madetoja, der omtrent forholder sig til Sibelius som Mussorgsky til Tjaikofsky, men man har stadig troen på, at verden engang vil sande, at Finland holdt på den rigtige hest. Kalevala-digtningen tiltrækker sig forståeligt nok stadig de finske tonekunstnere (således var for eksempel de finske orkesterkompositioner begge skrevet i tilknytning hertil: Uno Klamis var en »Kalevalasuite« og Vain,5 Raitios hed »Lemminkåinens moder«; begge var glimrende instrumenterede, men i stilen mærkværdig passé), men de evner ikke, sådan som f. eks. S2everud genialt har formået det med sin »Peer Gynt«-musik, at behandle et nationalt epos, samtidig med at de søger nye veje for det musikalske udtryk. Hvad der for 30 år siden var Finlands styrke er !dag dets svaghed.

Den anden afkrog af Norden - den mørkeste - ligger langt ude i Atlanterhavet: Island. Her skyldes svagheden en ,efter omstændighederne at dømme totalt manglende tradition. Det er, som om man leder efter et ståsted, og de, som leder, er ofte ikke teknisk godt funderede, hvorfor nogle forsøg ikke alene støtter sig helt på importerede romantiske klichéer, men yderligere virker ubehjælpsomme i den epigonale udformning. Jon Leifs prøvede med magt at tvinge sagatradition. ind i sin »Gudrunarkvida« ved at støtte sig til gamle islandske kvintsangstraditioner, men resultatet gik på gulvet. Han evnede ikke at gyde musikalsk liv i de vildtvoksende tonerækker. Gnaven og knortet var hans stakåndede orkestersats, der viste, at saga,emnet ikke var den inspirerende kraft men udelukkende et intellektuelt udgangspunkt for en konstruktion.

Een komponist - den 31-årige Jon Thorarinsson - tiltrak sig dog berettiget opmærksomhed med sin klarinetsonate, der ganske vist havde stærke Hindemith-ske træk, men som tillige viste et fornemt og velafbalanceret koncerterende spil, en plastisk form og storartet melodisk og klanglig kunst. Det er komponister af den kaliber, der, vil kunne føre den skabende islandske. musik ud af sit håbløse dødvande. Glædeligt var det derfor af den korte biograf i at se, at han har flere tillidshverv i det islandske musikliv.

For enkelte norske komponister gælder det, at de har blikket rettet udad og i visse tilfælde formår at være i kontakt med tidens strømninger, uden at det derfor bliver på »den norske. tone«s bekostning. Af de repræsenterede 14 komponister var der f em, som placerede sig i særklasse: Fartein Valen (f. 1887), Sæverud (f. 1897), Karl Andersen (f. 1903), Klaus Egge (f. 1906) og Knut Nystedt (f. 1915). Af disse står Sæverud alene - han er af internationalt format som f. eks. også Rosenberg -, Valen er den verdensfjerne expressionist med sine atonale, artistisk kølige men på sin vis yderst udtryksfulde værker. Lidt af samme støbning, men mere robust og teknisk (specielt i instrumentationen) langt mindre fuldkommen, er Klaus Egge, medens Karl Andersen og Knut Nystedt står som eksponenter for henholdsvis den intime, sagligt musikantiske og den mere udadvendte, elegant diverterende kunst. Bemærkelsesværdig i Nystedts orkesterveerk »Spenningens land«, hvis stof ganske vist kunne tåle en mere kritisk sigtning, var hans overlegne instrumentationskunst; måtte han i denne henseende blive toneangivende for norsk musik fremover.

Sverige har savnet en »Carl Nielsen« i sit Musikliv, en kunstner af format, som havde arbejdet sig igennem og ud af romantikens stærke favntag, og som derfor kunne have været retningsvisende for de yngre komponister. Meget ville måske så have set anderledes ud, for sandt at sige: talenter mangler der ikke. Hilding Rosenberg har formatet, men med sine 56 år har han først for den yngste generation kommet til at betyde noget, og denne generation var jo sparsomt repræsenteret. Kun to af de ni komponisters værker hvilede i vor tids tonekunst og pegede fremad: Rosenberg og hans elev Lidholm. Værkerne af Nystroem, Frumerie og -Wirén var betydende, det er trods alt rigtige komponister alle med stort og oprindeligt talent, men »ledetonen« i deres kompositioner har affinitet til »grundtonen« i en svunden tids æstetik og følemåde. Der taler reaktion og til en vis grad bagstræb ud af deres værker, det er her man tydeligst mærker den mangel, Sverige har haft på en »Carl Nielsen« - en vækker og f ornyer.

Medens Sverige har en Rosenberg og Norge en Sæverud, så er Danmark ikke begavet med en halvhundredårig skikkelse, der rager op i midten, men til gengæld har tiden under og efter Carl Nielsen fostret en række komponister, der repræsenterer en efter nordiske forhold ganske fin standard. Vi må ikke v,,gere blind for, hvilken direkte eller indirekte betydning Carl Nielsen har haft for denne tingenes tilstand, og en anden omstændighed har også i høj grad været medvirkende til at skabe denne standard, nemlig den, at Danmark - også efter udtalelser fra andre nordiske musikfolk at dømme - har stået i meget nærmere kontakt med det kontinentale musikliv og følgelig derfor ikke har været i så stor f are for at stagnere som f. eks. flankerne Finland og Island. Der er derfor ikke mellem danske komponister så store svælg som f. eks. mellem visse norske og svenske. Som helhed er der en mere kontinuerlig linje at spore indenfor de sidste 20 års frembringelser, og bl.a. også derfor kan et navn som Holmboes undtagelsesvis udelades, uden at det forrykker billedet af vor musikalske situation, medens udeladelsen af Sveriges »ungdomar« derimod synes mere betænkelig. Ikke alt i den danske repræsentation stod selvfølgelig lige stærkt, noget burde endda være udeladt, og man kan sige, at der manglede eet stort repræsentativt værk - sådanne findes jo - men trods alt var helhedsbilledet sandt omend ikke overvældende interessant.

Musikdagene giver også anledning til at føre andre emner under debat som f. eks. kammermusikens - derunder soloværkernes - stilling og betydning i vor tids musik eller betydningen idag af at betitle et værk f. eks. »Lemminkåinens moder« eller »Spenningens land«, når det ikke er vokalt med underlagt tekst, men jeg skal i denne sammenhæng forskåne læseren.

Summa summarum: Arrangementet bør tages op til grundig revision, for selvfølgelig skal de nordiske lande stå sammen også musikalsk og mødes ved musikdage i de respektive landes hovedstæder, derom kan der ikke være delte meninger, men der' bør være fastere linjer. Om nogle år vil de musikdage, som de nordiske musikstuderende med held nu på tredje år har anordnet, indbyrdes, komme til at påvirke dette samarbejde, for så er det jo uden tvivl disse folk, der vil sidde i de forskellige toneangivende stillinger.

Jordbunden for et frugtbart samarbejde de nordiske lande imellem er beredt.