Apropos min metronom

Af
| DMT Årgang 23 (1948) nr. 12 - side 276-279

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Apropos min metronom

Af Jørgen Jersild(*)

(*) En nytårsspøg, tilsendt på redaktionens opfordring.

Det skal jeg aldrig glemme min metronom for, dengang jeg var lille og sled mine første klavertimer; var der mindste kludder med rytme og tempo var den straks parat - min lærerinde kunde ikke ønske sig nogen bedre forbundsfælle. Disse små taktfaste smæld var musikalsk trediegradsforhør. Jeg husker, hvordan den hoverede, når den kunde se sit snit til at løbe fra mig, og hvor skadefro og frydefuld den dikkede videre af sted, når først den havde opnået sin egentlige hensigt, at sprede forvirring og uorden hos fingrene på klaveret. Gjorde man den tilpas kom dens sande væsen straks for dagen - denne smålige fryd over, at man endelig havde underkastet sig dens lille matematiske vilje.

I de gode, gamle dage kendte man ikke metronomen .- det er værd at notere. Når man dengang skulle angive tempoet i et musikstykke, klarede man sig ved hjælp af pulsslaget - en hyggelig og stilfærdig metode, men ikke ubetinget præcis. Så kom der en tid, hvor man eksperimenterede med pendulet som hastighedsmåler. Det krævede et apparat i mandsstørrelse, og det kneb, når det gjaldt hurtigere tempi. På det tidspunkt, i de første år af 1800-tallet, dukkede den mand op, der opfandt metronomen, Johan Nepomuk Mälzel. Det kaster et forsonende skær over foretagendet, at manden selv, trods sin lille djævelske opfindelse, både var morsom og fuld af påfund.

Johann Nepomuk Mälzel var fra Regensburg, han kom til verden i 1776. Han begyndte som musiker, spillede klaver og underviste. Men ved siden af havde han et sjældent. talent for al slags mekanik. Han skabte sig hurtigt et vist renommé, og en skønne dag endte han som hofmekanikus i Wien. Han fik stillet et værksted i slottet Schönbrunn til disposition, og hele hoffet fulgte i spændt forventning hvad Mälzel kunne hitte på af interessant og overraskende.

Hans bane kom for en tid til at krydse Beethovens, og det gav anledning til, at hans biografi ikke fuldkommen er blevet overgivet glemslen. Mälzel indfandt sig en dag hos den store komponist, og det lykkedes ham at få Beethoven til at gå ind for det nye apparat, trods tydelig modvilje i begyndelsen.

Beethoven vedføjede de mälzelske metronomtal for en række af sine værkers vedkommende, og nåede for resten i visse tilfælde at forvirre eftertiden. En del af angivelserne er nemlig fuldkommen usandsynlige, som i 9'ende symfoni f. eks. Venskabet mellem de tb mænd. var i nogen tid det bedst tænkelige. Målzel konstruerede hørerør til Beethoven, mærkelige tragter af alle mulige former, og i fællesskab foranstaltede de en af de mest sensationelle koncerter, Wien i de år oplevede. Anledningen til hele arrangementet var et stort mekanisk spilleapparat »Panharmonikon«, som Mälzel havde bygget, et monstrum af en automat, der gjorde det ud for et helt harmoniorkester med fløjter, oboer, klarinetter, fagotter, trompeter, valdhorn og slaginstrumenter af alle slags.

Beethoven skrev en stort anlagt komposition for Mälzels Panharmonikon, en slagsymfoni inspireret af en af napoleonskrigenes store begivenheder, Wellingtons sejr i slaget ved Vittoria den 21. juni 1813. I instrumentering for orkester uropførtes symfonien ved en koncert i december samme år. Formålet var at skaffe penge til en tourné til London, Mälzel og Beethoven i fællesskab havde planlagt. For yderligere at skabe sensation, havde man formået, hvad Wien kunne præstere af bekendte komponister, til at medvirke i orkestret, Hummel ved stortrommen, Salieri, Spohr og fl. a.

Beethovens slag-maleri, hvor kamplarm blandede sig i skøn forvirring med hærenes nationalsange, gjorde forrygende lykke. Hans Tende symfoni spilledes for første gang ved samme lejlighed, men blev knap ænset i tumlen. Som intermezzo mellem de to Beethoven-værker præsenterede Målzel en mekanisk trompetblæser, der bl. a. kunne spille en fransk kavalleri-march, og som her optrådte til orkesterakkompagnement.

Men desværre - da sukcessen var på sin højde med gentagelser af koncert og strygende billetsalg, revnede det indbringende foretagende i et vældigt Braavallaslag mellem de to arrangører. Anledningen var spørgsmålet om ejendomsretten til slagsymfonien. Alene, uden sin verdensberømte kompagnon, begav Mälzel sig på tourné og forlod Wien med sin enorme oppakning af automater og rariteter.

Som et akkompagnement til det usædvanlige kompagniskab og dets bevægede mellemspil, der for øvrigt senere bilagdes i skøn forståelse, klinger Beethovens lille henrivende Allegretto scherzando fra ottende symfoni os i øret, en hyldest til Mälzel og hans Metronom. Blæsernes taktfaste staccato-akkorder dikker afsted som ledsagelse til strygernes små pertentlige melodistumper, altsammen i fin og stram rytme.

Mälzels opfindertalent og foretagsomhed synes at have været uden grænser. Foruden trompetspilleren og den store panharmonikon var hans raritetssamling rig på effekter. En elektricermaskine og en talende dukke var en tid lang hans bedste publikumsnumre. Talemaskinen kunne med klar og tydelig stemme udtale mange forskellige ord. Har den været lige så dygtig som den, en af Mälzels forgængere, von Kempelen konstruerede, har den kunnet klare selv indviklede ting, ord som Constantinopolis, Monomotapa, Astrakan og Anastasius.

Opfinderi og Taskenspillertrick lå ikke så langt fra hinanden dengang. Mälzels sidste store sensation lå på grænsen mellem de to områder. Det var en automatisk skakspiller i skikkelse af en tænksom udseende tyrk. Figuren var lavet af den før omtalte Wolfgang von Kempelen. Tyrken, der var noget over naturlig størrelse, var anbragt ved en aflang kasse, 120 em lang og 80 em bred, på hvilken skakbrættet var anbragt. Kassen under brættet var nederst forsynet med en skuffe til brikkerne, og desuden med små skabsdøre, der kunne lukkes op og viste ind til et kompliceret maskineri med mange tandhjul, akser og vægtstangsarme, der snurrede rundt og arbejdede under tilpas og flatterende støj.

Ved begyndelsen af hver forestilling trådte von Kempelen frem, åbnede først den ene og så den anden dør til maskineriet og bad derefter den, der turde indlade sig i dyst med tyrken, om at tage plads ved brættet.

Hemmeligheden ved den mystiske skakautomat var ganske lige til. I skabet under brættet var der anbragt en mand, der skyndsomst flyttede sig fra side til side, når von Kempelen viste maskineriet frem. Han fyldte kun ganske lidt plads op - efter sigende var det en polsk officer, Worousky, der var blevet såret i krigen og havde fået begge ben amputerede.

Den skakspillende tyrk var uovervindelig, og hans ry bredte sig over Europa. En historie fortæller, at også Katharina den II hørte om von Kempelens nye opfindelse og inviterede tyrken til Moskva. Kort efter ankomsten blev skakautomaten installeret på slottet, og partiet tog sin begyndelse. Efter nogle træks forløb truedes Katharina af en uundgåelig skakmat, og for at manøvrere sig ud af den skæbnesvangre situation forsøgte hun at klare sig ved snyderi. Tyrken reagerede ved at flytte brikken tilbage, og da kejserinden gentog sit forsøg, væltede han med sin mekaniske arm spillet over ende.

Katharina fattede med god grund mistanke, og forlangte at beholde automaten på slottet. I nattens mulm og mørke måtte von Kempelen smugle den stakkels Worousky ud fra hans gemmested under skakbrættet og forbi vagtposterne.

Tyrken oplevede en lang og glorværdig karriere, før den til sidst havnede i et museum i Philadelphia og der ødelagdes under en ildebrand i året 1854. 1 1820erne købtes automaten af Mälzel, som bragte den med sig 'på en tourné til Amerika.

Edgar Poe har flere gange set, når Mälzel gav forestilling med sin skakspiller. Mälzel har ikke holdt sig den for en enhver tryllekunstner og illusionist så afgørende grundregel efterrettelig, aldrig at vise en kunst mere end een gang, og det gav anledning til, at Poe kunne afsløre automaten som svindel. Bevismaterialet har han samlet i en af sine Essays »Mälzel's chess-player«. Det består af 17 punkter, en række iagttagelser gjort med Poes verdensberømte skarpsindighed.

Det undrer ham, at tyrken ikke flytter sine brikker i et bestemt tempo, med bestemt tidsafstand mellem de enkelte træk - det vilde en maskine gøre; og desuden den kendsgerning, at den ikke altid vinder (Poe har set den tabe to gange). Tyrken har for vane af og til under spillet at rulle med øjnene, at ryste på hovedet eller at tromme utålmodigt med fingrene på bordet. Det er bemærkelsesværdigt, siger Poe, at alle disse bevægelser altid kommer, når spillet ikke byder på problemer. I prekære situationer er nemlig den, der dirigerer tyrken fra sit skjulested inde i apparatet fuldt optaget af positionen på brættet - en maskine derimod ville lige så let kunne klare begge dele på en gang.

Poe har, under Mälzels forevisninger af skakautomaten inden spillenes begyndelse, opdaget, at den oplukkelige kasse indvendig er forsynet med spejle. Genspejlingerne bevirker, at de forskellige hjul og akser i maskineriet synes talrigere, end de i virkeligheden er. Var maskineriet ægte, slutter Poe, skulle disse spejle synes overflødige. Hvorfor denne tilstræbte komplicerthed? Det vilde dog kun være et plus mere, om et apparat, der kunne præstere så enestående ydelser, også var enkelt af konstruktion.

At tyrken har noget tilstræbt mekanisk over sig vækker også Poes mistanke. Mälzel har lavet figurer af imponerende livagtighed, en linedanser f. eks~, men tyrken synes med vilje at være gjort maskinagtig, med stive og kantede bevægelser. Mon ikke det er gjort, for netop at lede tanken bort fra den idé, at det kan være et menneske, der dirigerer apparatet?

Måden, Mälzel fremviser automaten på, er altid nøjagtig den samme. Først åbner han af de tre skabsdøre under spillebrættet den længst til venstre, så en tilsvarende dør på bagsiden, der gør det muligt at se tværs igennem den venstre trediedel af kassen. NåV tilskuerne har forvisset sig om, at dette rum helt er f yldt op af maskindele, lukkes bagdøren i, den forreste dør forbliver derimod åben. Mälzel lukker igen i for sin kasse, men stadig i en bestemt rækkefølge: først de to højre skabsdøre plus tilsvarende bagdøre, så til slut døren længst til venstre.

Hvordan manden, der dirigerer tyrken, holder sig skjult, trods denne minutiøse ransagelse, er let at regne ud af Poes indgående skildring. Venstre trediedel af kassen, der kun et øjeblik ses i transparent, skjuler hans overkrop bag et virvar af hjul og maskindele.

Endnu en iagttagelse fra Poes bevismateriale skal nævnes, den kendsgerning at skakbrættet under spillet ligger badet i lys fra hele seks stager. Denne kraftige belysning kan umulig være nødvendig af hensyn til tilskuerne og har ikke nogen rimelig forklaring, hvis man går ud fra, at spillet føres mekanisk. Der hører derimod stærkt lys til, hvis et menneskeligt øje tværs igennem et stykke tyndt stof skal danne sig et fuldkommen sikkert billede af positionen på brættet.

Nettet trækker sig langsomt sammen, som i enhver god detektivhistorie - i tilfældet her om en mystisk herre ved navn Sch1urnberger. Denne Schlumberger synes ikke at have nogen anden påviselig beskæftigelse end at hjælpe til, når automaterne skal pakkes ned eller pakkes ud. Han er af middelhøjde og en smule krumbøjet. Han ses aldrig, mens den skakspillende tyrk er i funktion, men derimod ofte lige inden og lige efter forestillingerne. Under skakautomatens besøg i Richmond blev Schlumberger pludselig syg, og i den tid sygdommen varede aflystes alle tyrkens skakpartier.

Det tjener til Mälzels ære, at han aldrig direkte har søgt at bilde folk ind, at hans skakspiller var en virkelig maskine, han har altid konsekvent nægtet at udtale sig om spørgsmålet.

Min metronom, med sin talskala, sin vægtstangsarm og sin lille blykugle, passer ikke synderlig harmonisk ind i musikens ellers så fantasifulde rige. Men den er altså af ganske morsom familie, og på den konto skal meget være den tilgivet.

Årgang 23/1948, nr. 12