Egisto Tango. De første aar i Danmark

Egisto Tango

De første Aar i Danmark

Af Emil Holm

Da jeg fra Redaktionen af »Dansk Musiktidsskrift« modtog Opfordring til at skrive en Artikel i Anledning af Maestro Egisto Tango's nyligt stedfundne 75-aars Fødselsdag, idet det jo var mig, som fra første Færd fik ham interesseret i at komme til Danmark, indvilgede jeg med Glæde heri.

Det skete i Aaret 1927 paa et Tidspunkt i den danske Radiofonis Historie, da vi ganske vist ved et energisk Arbejde var kommet igennem Radiofoniens bundfattige Kaar. Men der opstod nu andre nye Vanskeligheder paa Grund af en for Musikens Kunst svigtende Publikums-Interesse, ligesom det egentlige Musikpublikum ikke viste Radiofonien nogen særlig Interesse, men neermest stillede sig afvisende.

For nu at faa Liv i dette Dødvande besluttede jeg, efter indhentet Bevilling, at slaa et stort Slag for Radiofonien indenfor den store Offentlighed.

Først foranstaltede jeg 3 Orkesterkoncerter af usædvanlig stort Format i Odd Fellow Palæet under Medvirken af fremragende inden- og udenlandske Dirigenter op, Solister, og dernæst Et italiensk Operagæstspil.

Egisto Tango, hvis fremragende Dirigentevner jeg kendte fra mit Virke paa Kontinentet ' befandt sig paa en Turné i Tyskland, og jeg var omgaaende klar over, at det vilde være af ineget stor Betydning at gribe denne Chance for et Engagement af Tango og hans Stab.

Jeg lagde nu Kortene paa Bordet for ham, og gjorde ham opmærksorn paa de Vanskeligheder han vilde komme ud for paa »Det ny Teater«.

Jeg tør sige, at jeg hos Tango mødte en umiddelbar og 'absolut Forstaaelse, ikke alene for det planlagte Gæstespil, men ogsaa i det hele taget for mine Idéer, der i det væsentligste gik ud paa, at Musikens ædle Kunst ikke skulde være forbeholdt enkelte Samfundsklasser, men gennem Radiofonien blive hele Folkets Eje.

Jeg kan derfor sige, at der allerede dengang opstod det mest ideale kunstneriske Samarbejde mellem os, et Samarbejde, som har bestaaet gennem Aarene, og som jeg den Dag i Dag siger ham en oprigtig personlig Tak for.

Den italienske Uge fandt altsaa Sted paa »Det ny Teater« under Tango's Ledelse; i Ensemblet var der saa fortrinlige Kunstnere som Viorica Tango og Fernando Autori.

Ideen med det italienske Gæstespil var ikke saa lidt af et Vovestykke; men det gik saa godt, at det ovenikøbet blev prolongeret. Folk var henrykte navnlig for Enseniblenumrene, flere af disse maatte gives da capo, og man morede sig kosteligt, naar Italienerne gav sig til at bukke midt i Akten. Det var ikke blot en afgjort Sejr, men en fuldkommen Italiener-Begejstring!

At det straalende Resultat først og sidst var Maestro Tango's Værk behøver ikke nærmere at præciseres.

Vort Orkester havde sin Debut som Operakapel, og det holdt sig bravt, skønt det kom ud for, at nogle af Musikerne paa Grund af Pladsmangel maatte placeres i Sidelogerne! Men »Troldmanden« Tango fik ogsaa dette til at glide. For Lytterne virkede det pudsigt, naar Tango, forglemmende Mikrofonens Nærhed, hviskede som han troede - sit italienske p-i-a-n-o. Og nu vendte Bladet sig. Man begyndte virkelig i de førnævnte Kredse at interessere sig for Radiofonien.

Som et ganske muntert Eksempel herpaa fortaltes det saaledes, at 4 københavnske Familier, der skiftevis en Gang ugentlig samledes til musikalske Aftener i de respektive Hjem, havde anskaffet sig Radiomodtagere, men holdt det hemmeligt for hinanden og derfor skjulte Apparaterne ved deres musikalske Soiréer, indtil det en Aften ved et Tilfælde blev opdaget, og de altsaa maatte gaa til Bekendelse for hinanden om, at alle fire Familier alligevel havde indladt sig med dette »Radio Tøjeri«!

Mine Tanker kredsede nu om at faa et italiensk Gæstespil i Stand paa Det kgl. Teater med Tango, skjønt jeg var klar over Vanskelighederne. Det lykkedes nu alligevel i 1928.

Af de medvirkende Vokalkunstnere bør nævnes den charmerende lyriske Tenor Roberto d'Alessio, Viorica Tango og den vidunderlige Barytonist Carlo Morelli.

Og i 1929 kom det andet Gæstespil paa Det kgl. Teater i Stand. Det blev en Sukces af hidtil ukendte Dimensioner, med Program:

»Aida«, »Barberen i Sevilla«, »Troubaduren«, »Rigoletto« og »Tosca« med en hel Række første Rangs Vokalkunstnere: Eva Turner, Francesco Merli, Viorica Tango, Roberto d'Alessio, Riccardo Stracciari, Angeles Ottein. og Fernando Autori.

Og nu skete der det, at Egisto Tango efter personlige Gæstespil i Aarene 1930 og 1931 i Begyndelsen af 1932 fik Tilbud orn fast Ansættelse som kgl. Kapelmester. Hvilken Betydning, dette Engagement har faaet for den kgl. danske Operascene, er det ikke nødvendigt at komme nærmere ind paa. Det taler for sig selv.

Men dermed slap jeg ikke Egisto, Tango af Syne, tværtimod: i mine Fremtidstanker haabede jeg paa, at han vilde yde mig sin værdifulde Hjælp til Fremme af en vigtig Del af Radiofoniens videre Opbygning; men der var endnu meget, der først skulde udrettes.

Allerførst skulde Radioorkestret udvides til et Symfoniorkester, hvilket skete efter en offentlig Konkurrence. Men selvfølgelig blev dette udmærkede Musikermateriale ikke pludselig et første Rangs Orkester. Det gjaldt derfor om blandt vore Gæstedirigenter at fremfinde de bedste som Instruktører for det unge Orkester.

Der herskede Enighed om, at det maatte blive Nicolai Malko og Fritz Busch.

Dernæst skulde Orkestret forsynes med første Klasses Instrumenter: Strygergruppen med gamle italienske Mesterinstrumenter; de øvrige Instrumenter købte vi i Frankrig, Tyskland og Amerika.

Da alt dette var i Gang, vilde jeg nu gøre et Forsøg paa at realisere min Plan: i Forening med Skabelsen af et Symfoniorkester at faa dannet et stort Elite-Kor for Udsendelser af Verdenslitteraturens store Veerker, og jeg spurgte derfor Egisto Tango, om han vilde hjælpe mig sorn Instruktør ved Planens Realisation.

Tanken gik ud paa, at Koret skulde sammensættes efter ret revolutionerende Principper. Jeg var hurtig paa det rene med, at Medlemmerne i dette Kor for det første maatte udsøges blandt danske Sangere og Sangerinder, der havde gjort Sangen til Erhverv, og for det andet, at hver enkelt Stemme skulde prøves ikke alene med Hensyn til Kvalitet og musikalske Evner i al Almindelighed, men tillige for at faa, konstateret i hvilket Stemmeleje Røstens bedste Toner laa, for at Indehaveren derefter kunde finde sin Plads i Koret, altsaa. uanset i hvilken Stemmekategori Vedkomniende hidtil havde været placeret.

Vi paatog os dette Arbejde, idet jeg dog gjorde Aspiranterne opmærksom paa, at det indtil videre drejede sig om et Forsøg. Koret fik derfor foreløbig Betegnelsen »Et blandet Kor«.

Tango gjorde et overordentligt stort Arbejde. Ved sin enestaaende Klangsans fik han disse Vokalister bibragt en virkelig sanglig Linie, der udstraalede Velklang og Skønhed.

Den 1. April 1932 udsendtes fra Odd Fellow Palæet Verdi's Requiem under Ledelse af Egisto Tango med fremragende Kunstnere i Solopartierne, Radio-Symfoniorkestret og det nye Kor.

Denne Opførelse blev en saadan Begivenhed, at den fra alle Sider blev betegnet som en Mærkepæl i dansk Musikhistorie, og dermed var Vejen banet for et stort Elite-Koncertkor(*), som Danmark havde længtes efter i lange Tider.

Imidlertid havde de udmærkede Instruktører Malko og Busch fortsat Arbejdet med Radio-Symfoniorkestret samtidig med, at danske og udenlandske Værker under deres Ledelse blev udsendt, senere hen ogsaa under Ledelse af andre Dirigenter.

Disse Koncerter kaldtes endnu ikke »Torsdagskoncerter«; dette Æresnavn i Ind- og Udland skulde der gøres endnu et Stykke Arbejde for at naa hen til.

Det skete først deri 28. September 1933, da Torsdags-Koncerterne officielt tog deres Begyndelse.

Blandt de Torsdags-Koncerter, der blev udsendt dengang, og som fik banebrydende Betydning for Orkestrets og Korets Samvirken kan n2evnes: Berlioz: »Fausts Fordømmelse« under Egisto Tango's Ledelse, og under Medvirken af første Kunstnere fra Den store Opera i Paris.

Fodnote:
(*) Store Kor 120 Medleninier, mindre Kor 50.