I anledning af Det kongelige teaters 200-aarige jubilæum Del 1

I Anledning af

Det kgl. Teaters 200-aarige Jubilæum

Af Torben Krogh

I December 1748, altsaa for 200 Aar -siden, flyttede de danske Aktører ind i det nybyggede Komediehus paa Kongens Nytorv, der skulde blive deres fremtidige Hjem, en Begivenhed, det nok er værd at mindes ogsaa paa Grund af den Betydning, den fik i musikalsk Henseende. Ganske vist dyrkede man i Komediehusets tidligste Periode først og fremmest Skuespillet; men paa flere Maader kom Musikken alligevel til at spille en fremtrædende Rolle. For det første blev Komedierne rigt udstyret med Sangindlæg og i de Balletdivertissementer, der indlagdes i Forestillingerne, lød der mangen en yndefuld Menuet og frejdig Kontradans.

Naar de danske Forestillinger allerede fra Begyndelsen af i saa høj Grad blev udpyntede med Musik, skyldtes det sikkert først og fremmest, at den Mand, der først fungerede som Direktør for den danske Bande, C. A. Thielo, selv var en dygtig Musiker. Det var Thielo, der organiserede hele denne Side af Skuepladsens Virksomhed, og selv efter, at han havde trukket sig tilbage som Direktør, vedblev han i udstrakt Grad at være Aktørernes musikalske Raadgiver. Det var endelig ogsaa Thielo, der gennem Udgivelsen af en Række Visesamlinger sørgede for, at den Musik, der opførtes i Komediehuset, blev kendt i vide Kredse.

I en Afhandling, »Ældre dansk Teatermusik«, der findes i »Musikhistorisk Arkiv«, 1. Bd., 1931, har jeg søgt at gøre rede for de musikalske Forhold i det gamle Komediehus, ikke mindst ved Hjælp af et af Thielo skrevet Partitur, der indeholder en Del af de Viser, som blev sunget i Stykkerne ligefra Teatrets første Aar. Det stammer fra 1763 og kompletterer paa bedste Maade de trykte Samlinger. I denne Artikel skal der gøres et Forsøg paa at belyse, hvorledes hele den musikalske Side af Skuepladsens Virksomhed udviklede sig og tog Form.

Den 30. Decbr. 1746 fik den forhenværende Organist ved Kastelskirken den tyskfødte Carl August Thielo, af Fr. V et Privilegium, ifølge hvilket det blev ham tilladt at »anrette Skuespil efter den Plan, som forhen af Os elskelige Ludvig Holberg er bleven lagt,«. Han samlede i Hast et Personale, og den 14. April 1747 aabnede Selskabet Forestillingerne i Traktør Chr. Bergs kendte Forlystelsesetablissement i Læderstræde med »Den politiske Kandestøber«. I de ni Maaneder Skuespillerne havde til huse her opførtes først og f remmest Værker af Holberg og enkelte franske Dramatikere, deriblandt Moliére. At det var Thielos Hensigt at udsmykke Komedierne med Musik, kan ses af de Stykker, han selv skrev for det nye Foretagende, men som iøvrigt aldrig saa Rampelyset. Det første af dem, »Spøgelset med Klokken«, et saakaldt »Efterstykke«, der udkom i Febr. 1747, er bemærkelsesværdigt derved, at det baade er forsynet med et Sang- og et Danseindlæg. I en af Scenerne forekommer der nogle barok komiske »Skattegravere«, der skal hjælpe Komediens meget overtroiske Ægtemand til at finde en formodet skjult Skat. De er tillige Musikanter, og en af dem synger en Sang med tysk Tekst, hvad der giver en af Stykkets Hovedpersoner Lejlighed til at sige: »Vil de Folk fortiene Penge her i Landet? Hvorfor synger de Esler ikke Dansk?« En anden af de meget besynderlige Skattegravere danser efter at have kastet den Krykke, han hidtil har støttet sig til. Det hedder i den scenariske Bemærkning paa dette Sted: »En Dandsemester dandser en meget net Solo«. Om Teatret i dets tidligste Periode har raadet over en Dansemester vides ikke; men det er i hvert Fald sandsynligt, at en eller anden blandt Skuespillerne har været særlig velfunderet i Dansekunsten.

Den omtalte Sang, der akkompagneres af »Bas-gige« og »Viol«, kaldes »Ode«, den tyske Betegnelse for en strofisk Vise, og dette er karakteristisk. Som Komponist og Arrangør ved Teatret stod Thielo nemlig først og fremmest i Gæld til den tyske Ode, hvis Hovedværk er »Sperontes Singende Muse an der Pleisse«, der fra 1733-45 udkom i ikke mindre end fire Dele. De fleste af Viserne i denne Samling gaar ind under Kategorien »Parodier«, dvs. at Melodierne ikke er skrevet til Teksterne, men laant andet Steds fra. Det er et uhyre broget Billede, vi f aar af denne Musik, der aabenbart er samlet fra mange forskellige Kanter. Adskillige af Melodierne er taget fra rene Instrumentalstykker, først og fremmest Danse som Menuetter, Marcher, Murkyer, Polonaiser-o.s.v., og man mærker ofte, hvor vanskeligt det har været, at faa. Teksterne tilpassede en saadan Musik. Forbindelsen mellem »Singende Muse« og de danske Teaterviser er ganske klar. Det drejer sig nemlig ogsaa her for en stor Del om »Parodier«, og ligesom i den berømte tyske Samlii,.g forekommer der talrige rent instrumentale Dansestykker. Det skete dog heller ikke helt sjældent, at man overdrog en og anden Tekst til en lokal Komponist, og da navnlig Thielo, som havde en bemærkelsesværdig Evne til at skrive en iørefaldende Melodi i netop den Smag, Publikum ønskede.

Thielo mente, at han som Teaterdirektør kunde forlange, at hans Skuespillere opførte hans egne Stykker; men han tog fuldstændig Fejl. De nægtede nemlig ganske simpelt at spille hans rent ud sagt meget dilettantiske Produkter, som de - ligesom Holberg - fandt ganske uværdige til at blive opførte. Uenighederne mellem Direktøren og Personalet antog . efterhaanden en meget fjendtlig Karakter og medførte endog Standsninger af Forestillingerne. Tilsidst opnaaede dog Aktørerne at sætte ham Stolen for Døren. En Aften i Midten af Juni erklærede de, at de ikke vilde optræde, med mindre han vilde forpligtige sig at gøre dem delagtige i Privilegiet, og tvunget af deres faste og bestemte Optræden maatte den uheldige Teaterdirektør gaa ind paa dette Forlangende. Skønt han som Leder var sat helt ud af Spillet, blev han dog paa forskellig Vis benyttet af Teatret, og da ikke mindst som Komponist og Arrangør, ligesom han ogsaa af og til fungerede som Klaverstemmer, Nodeafskriver og Akkompagnetør i Orkestret.

Omkring den Tid, Aktørerne begyndte at give Forestillinger i Bergs Hus, søgte flere af Københavns Forlæggere og Boghandlere sig en Fortjeneste ved at udgive Komedier - baade af dansk og udenlandsk Herkomst rimeligvis i den Tro, at Stykkerne vilde blive opført, hvad der selvfølgelig yderligere vilde stimulere Salget. Blandt de danske Originalkomedier, der netop udkom paa dette Tidspunkt, er »Den faldne og igien opreiste Salvande« langt den vigtigste, fordi den indeholder en Række Sangindlæg. Den er sandsynligvis skrevet af Poul Rogert, der i 1732 blev Kapellan i sin Fødeby, Nakskov, og den minder med sit allegoriske Persongalleri meget om en Moralitet af den Type, vi kender fra nu forlængst forældede Skolekomedier. I Juni 1747 averteres den til Salg af Udgiveren, J. P. Hald, som i Fortalen gør opmærksom. paa, at Komedien »skal for nogle Aar siden være ageret i Nachschou i Lolland, og den Berømmelse, den der har forhvervet sig, er saa stor, at jeg nu ikke uden Grund kand spaae den en almindelig Approbation«.

Det synes i det hele taget at have været en Tradition, at Skoledisciplene i Nakskov opførte Komedier, rigt udstyret med Sang og Instrumentalmusik. Dette er f. Eks. Tilfældet med et bibelsk Spil, hvis Handling hviler paa Beretningen om Esther. Det blev spillet paa Raadstuen i Nakskov baade i 1712 og 1724, og i et Manuskript, der er tilknyttet den sidstnævnte Opførelse, findes saavel Sangstemmerne som Orkesterakkompagnementet til »Arierne« nedskrevet. I »Salvande« har de musikalske Indlæg en ganske lignende Karakter, idet de væsentligt bestaar af »Arier« med enstrofede Tekster. Musikken kendes ikke; men til Gengæld er de scenariske Bemærkninger ganske lærerige, som f. Eks.: »Hun [a: Salvande] falder ned at kysse hans Kiortel-Fliig, da, han tager hende under Armene og reiser hende op igien, hvorpaa strax en douce Musique af mange Stemmer og Instrumenter høres, som musicere denne Aria«. Et andet Sted hedder det: »Scotarches kommer ud ved en anden Siide, end hand kom ind, masquerer sig i en Hast som en Cavallier, og begynder Choret som Bassist«. Og endelig kan anføres følgende Bemærkning, der forekommer umiddelbart efter den omtalte Korstrofe: »Derpaa raaber de A! A! A! og Musiquen skriger«.

Det er tydeligt at se, at de danske Forfattere, der nu optraadte med originale, Stykker i Regelen sørgede for at skrive en Rolle for Thielos Datter, den charmerende Caroline. Hun -,,ar ganske vist kun 12 Aar, da Teatret i Bergs Hus aabnede; men hun ejede et betydeligt dramatisk Talent og har aabenbart tillige været et Slags musikalsk Vidunderbarn, i hvilken Egenskab hun sikkert vakte Københavnernes Opmærksomhed. I en af Thielos egne Komedier, »Fruentimmerhusholdning«, er Husets Datter, en halvvoksen Pige paa 14 Aar, der i en af Scenerne giver et Klaverstykke til bedste, en Rolle, som utvivlsomt var tiltænkt den smaa Caroline. I en anonym Komedie, »Den af Kiærlighed overvundne Giærrihed«, der er tilegnet Holberg, forekommer der en ganske ung, meget giftesyg Pige, som udfører en Arieparodi. Trods sin unge Alder udviklede den pikante jfr. Thielo sig hurtigt til at blive Skuespillerselskabets tilbedte Primadonna, der netop paa Grund af sine musikalske Kvaliteter fik den største Betydning for Vokalmusikkens Trivsel i Teatrets tidligste Aar. Endeligt skal det nævnes, at i et andet anonymt dansk Stykke, »De ugudelige Kortespilleres tiilige Anfang«, ligeledes fra 1747, er Slutningsscenerne helt igennem skrevet paa Vers, der synges til Melodien: »Skal Venus med sin Søn«. Teknikken stammer utvivlsomt fra de udenlandske Skuespillertrupper, der gæstede Danmark.

Til at begynde med spillede, Skuespillerne udelukkende Holberg, og de tænkte iøvrigt slet ikke paa at opføre de ret middelmaadige danske Produkter, som her er omtalt, hvad de gav utvetydigt Udtryk for i en offentlig Erklæring til Publikum. I Holbergs Komedier var der nu imidlertid ingen »Oder«, som Aktørerne kunde brillere med. Første Gang vi træffer et Sangindlæg af denne Art er i den lille Enakter, »Den undseelige Hyrde«, der opførtes d. 24. Juli 1747 som Efterstykke til »Maskerade«, og som var det første Værk af udenlandsk Herkomst, der blev givet af de danske Aktører. I »Biblioteca danica« er Stykket, der i den danske Oversættelse optræder anonymt, indført under fransk dramatisk Litteratur;. men i Virkeligheden skyldes det den tyske Digter J. W. L. Gleim og hedder i Originalen: »Der blöde Schäfer«. I Tyskland var det blevet Mode at skrive Hyrdestykker paa fransk Maner, og Gleims lille ubetydelige Pastorale er med sine kun fire Personer en overordentlig typisk Repræsentant for Genren. Melodien til den indlagte Sang: »Udi de Skyggefulde Dale«, til hvilken der ikke findes noget Forbillede i Gleims Original, er aftrykt i Thielos Samlinger og bærer her den karakteristiske Overskrift: »Pastorelle«.

Københavnerne fandt aabenbart Behag i Genren, for d. 27. Septbr. vovede man sig f rem med et nyt Stykke af samme Art, »Den sladderagtige Hyrde«, hvori der ligeledes findes et Sangindlæg: »Før jeg min Cloris saae«. Melodien har Thielo utvivlsomt fundet i Gräfes »Samlung verschiedener und auserlesener Oden« fra 1741. Endelig gav man d. 1. Decbr. endnu en Pastorale, »Den pralende Hyrde«, der ligesom den foregaaende sikkert nok var af tysk Oprindelse. Denne Formodning bestyrkes ikke blot af hele Formen; men ogsaa af en Udtalelse af den indvandrede Tysker, J. E. Schlegel, Sekretær hos den sachsiske Gesandt og stærkt teaterinteresseret. I en af sine Afhandlinger roser han det danske Publikums Smag og paastaar, at det virkelig glæder sig over »witzigen und angenehmen Stilcken«, hvad der ikke alene kan ses af det Bifald, hvormed Holbergs Komedier er blevet modtaget, men i endnu højere Grad af den Omstændighed, at de tyske Hyrdestykker, der egentlig ikke indeholder noget, som i særlig Grad »belustigen oder einehmen konnte«, blev modtaget med saa stor Opmærksomhed. Tekstbogen til »Den pralende Hyrde« synes ikke at eksistere; men det er muligvis herfra den lille yndefulde Sang: »Ach! du stille Ensomhed« stammer, en Vise, der er aftrykt i Thielos Samlinger, som hørende til et »Schäfer- Stykke«, og som iøvrigt ogsaa bærer Betegnelsen »Pastorelle«. Melodien er karakteristisk nok taget fra »Singende Muse an der Pleisse«. Denne Samling var i det hele taget godt kendt her i Norden. Det er saaledes typisk, at da Prinsesse Lovises 21 Aars Fødselsdag højtideligholdtes d. 19. Oktober 1747 i Skien i Norge, blev der »udi Kirke-Taarnet af 8 a 10 Studenter« sunget nogle Strofer, »af hvilke imellem Sangen hver Repetition blev igientaget med Hautbois og Waldhorn«, til en Melodi fra en af de mest yndede Viser i »Singende Muse«: »Ihr Schönen höret an«. Strofen har den samme Struktur som Ambrosius Stubs »Du deylig Rosen- Knop«:

Vaagn op
Udsørget Krop
Læg af dit Sørge-Klæde,
Bereed dig til Din Glæde,
Tids-Glasset er nu vendt
Og Landets Sorg er endt o.s.v

Der hentydes naturligvis her til Chr. VI's Død i 1746.

I Tekstbøgerne til de tyske Hyrdestykker er Musikken trykt som Bilag, hvad der i det hele taget blev ret almindelig i denne tidlige Periode, og Boghandlerne gør da ogsaa i deres Annoncer i Aviserne udtrykkelig opmærksom paa, at Liebhaverne samtidig med Teksten kan faa Melodierne. I Fortalen til sin første Samling af Komediemusik, der udkom 1751, siger Thielo typisk nok: »Efter adskilliges Begiering haver jeg samlet disse Oder, endskiønd de f leste deraf ere trykte og for meget billig Pris er at faa«.

(Fortsættes i næste Nr.)