Runde aar

Af
| DMT Årgang 23 (1948) nr. 12 - side 282-287

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Runde ar

Kristian Sandby

Som kunstner og menneske har kgl. kapelmusikus Kristian Sandby, der søndag den 21. november fyldte 80 år, både inden og udenfor orkesterbarrieren i ordets videst mulige forstand altid været den fuldendte kapelkavaler! Når det gjaldt om at forfægte sine kunstneriske standpunkter og meninger, var han hele livet parat til at drage sin åndelige kårde. Som den stilfærdige, elegante fægtemester forårsagede han aldrig under en ordduel uorden, støj og bulder, men han nøjedes med at give »sine forvorpne modstandere« en lille påmindelsesskramme til advarsel i form af et elskværdigt overbærende smil eller et nølende adviserende svar, og denne hans gennemførte afvæbnende optræden har altså i tidens løb vist sig at være lige det, der skulle til for at sikre ham agtelse o-, en harmonisk, smuk kunstnertilværelse, han har altid kvalifikationsmæssigt været udrustet således,at han kunstnerisk set har vist sig usårlig og menneskelig bedømt endog uden akillesh2c1.

Den første jeg interviewede i kapellet, da jeg som nyansat i 1916 entrerede i orkestergrayen, var afdøde kammermusikus Ernst Høeberg; jeg måtte simpelt hen have tilfredsstillet min eksplosionsmodne nysgerrighed angående min ældre, ridderlige og hjertevindende kollega Kristian Sandby, og jeg ville i særdeleshed gerne nærmere høre en samtidsdom! Efter *min dagbog lyder Ernst Høebergs begejstrede svar således: »Sandby er en af de største violinbegavelser, vi har haft her hjemme, hvad enten han spillede solo eller førte an i kammermusik, var det altid en nydelse at være hans tilhører; for slet ikke at tale om den f ryd det var at dyrke kammermusik sammen med ham, han vidste og kunne alt, og jeg synes hans smagssikkerhed var ufejlbarlig; det var en meget berigende og fornøjelig tid! Men på grund af en overanstrengelse i højre arm, blev han desværre temmelig tidligt tvunget til at indstille sin solistoptræden og indskrænke sig til kun at passe sin orkestertjeneste, og om den behøver jeg vel ikke at sige hoget, da De jo selv har anledning til at følge ham.« - Og jeg har så sandelig også været på vagt over for ham. I ikke så få sæsoner havde jeg rig lejlighed til at lytte til og studere ham som orkesterkunstner, og han var excellent! hans snarrådighed til at finde praktiske fingersætninger og tålmodighed til tid efter anden at udpensle og forfine disse var usædvanlig, endnu finder man i de forskellige prinioviolinstemmer vanskelige passager med de Sandbyske ypperlige fingersætninger (f. eks. i La Bohéme, tredie aktl Tannhquser an ' den akt o. m. a.), og efterfølgerne har ikke alene pietetsfuldt ikke dristet sig til at ændre disse, men også »af praktiske, gode grunde holdt hævd* over dem.« Og du himmel! han var samtidig beskedenheden selv og øste med rundhåndet glæde af sin erfaring og viden til os, der den gang var purunge og undertiden ikke sålidt indbildsk højhælede, han var et næsten enestående eksempel på en god kollega og kammerat.

Ramt af sin tragiske skæbne, skulle man jo have formodet, at Sandby åndelig var gået i dok og endog tilgiveligt efterhånden var blevet vranten og umedgørlig, men også i denne alvorlige situation dokumenterede han, at han var et mandfolk og fuldtud kampberedt, idet han levende energisk tog ivrigt del i alt, hvad der kunstnerisk rørte sig i tiden, og hele hans senere - til held for vor musiks trivsel - lange liv forblev han en fremtidens og udviklingens stridsmand. Gang på gang har man set eksempler herpå.

Under indstuderinger af nye hyper-moderne operaer følte Sandby sig -på trods af alle forhånds-færdigstrikkede meninger - tilsyneladende som en springlvsten lax

i fossestrid modstrøm og holdt På, at nye

mesterværker også har leveberettigelse og

bør høres grundigt, før man dømmer. Så-

ledes kunne han ofte se ikke så lidt fri-

skere og åbenbart mere intellektuelt end

mangen kollega på

tingene, og han fik

for det meste ret!

Ret tidligt beslut' tede Sandby at forlade kapellet for udelukkende at hellige sig sin lærervirksomhed på Konservatoriet og privat, og man kan vel tænke sig, hvil-. ket aktiv dette hans friske tidsfølgendesyn har været for ham som pædagog, og hvilken betydning det har haft for hans legioelevskare netop at møde en kunstnerisk sjælesørger, der i deres mest gærende og påvirkelige år, har kunnet forstå og »følge dem på færden uden at protestere for alverden«, - han docerede kampråb for det nye og ærefrygt o-g kærlighed til det bestående og udviklede deres sans, og evne til at finde ind til ekstrakten i al værdifuld toneskaben. Derfor er Sandbys, elever bl. a. gunstigt renommeret for altid at beherske et alsidigt repertoire. Hans evne til at informere og udklække unge fremragende violinister har uden diskussion været forbløffende. Hvis en ung ukendt dygtighed fra spinde- eller mandssiden overrasker og imponerer ved koncerter og kapelkonkurrencer, hedder det gerne mellem kolleger: »kommer vedkommende fra den Kristian Sandbyske violinistfabrik?« - De ældre af »vore hjemlige violinhelte« husker ganske sikkert noget analogt hermed fra første verdenskrig, når man da, hørte en tilrejsende ukendt førsteklasses violinvirtuos, spurgtes der: »kommer hun eller han fra den Leopold Auerske violinistfabrik?«

Når vi nu føler steerk trang til at hylde den ungdommelige, spændstige, gamle kapelkavaler Kristian Sandby, i anledning af hans 80-års fødselsdag, bliver det således først og fremmest for hans store kunstneriske indsats som violinpædagog, og som sådan gratulerer vi med stolthed og i største begejstring vor danske Leopold Auer.

Victor Gandrup.

Johannes Schiørring

Vor elskede koncertmester Johannes Schiørring 80 - utroligt! Hans evig unge smil lyser fremdeles i mit sind. Han var kammeratlig mod os unge og livet i kapellet sammen med ham var en oplevelse! Jeg glemmer aldrig hans hjertelige håndtryk og hans opmuntrende ord, da jeg havde fået pladsen ved konkurrencen i 1916. Og så tænk, at han i sin tid var med til at sige sin stilling op i kapellet for at stå last og brast med os revolutionære, og pa det tidspunkt var Schiørring dog ikke helt ung, og sandt og sige var han absolut heller ikke begejstret ved tanken, men han hørte os til, han var vor mand. Aldrig har jeg hørt Schiørring i en ubehagelig diskussion eller mærket, at han har vist sig affejende overfor nogen i kapellet; med fornemhed sagde han sine meninger, der aftvang respekt, og med sit stilfærdige væsen og sin medfødte noblesse skabte han en selvfølgelig fin atniosfære om sig. -

Når Schiørring som koncertmester spillede sine meget vanskelige soloer - ofte fuldkomne virtuosnumre, f. eks. »En Nat i .3Egypten« (ballet) og mange andre ---følte man straks hans overlegenhed overfor disse opgaver. Eller hvor ofte har ham ikke lynsnart grebet ind og udført en eller anden manglende blæserindsats? i et nu reddede han situationen, og spillet fortsatte ubemærket sin gang. Nål, vi så efter tæppets fald i pausen gik hen til ham for at trykke hans hånd, smilte han glad beskedent med sit elskelige, uforglemmelige smil. Da jeg ikke har gået på konservatoriet, kender jeg ikke Johannes Schiørring som lærer, men mange af hans elever kender jeg, og de er alle opfyldt af beundring for ham. Også min far, der var ven med Schiørring, satte ham meget højt og nærede stor agtelse for ham både som mu~ siker og menneske!

Det er desværre såre sjældent. at vor herlige gamle ven Johannes Schiørring viser sig i teatret, men når han endelig kommer, besøger han os gerne i sin gamle foyer, og den enkelte gang det sker, mærker vi - og sikkert også han - den op

rigtige gensynsglæde, der ganske naturligt melder sig i erindringen om . den dejlige tid, vi for år tilbage har haft sammen. nied ham i kapellet.

Johan Henriques.

N. 0. Raasted

Komponisten, domorganist N. 0. Raasted fyldte d. 26. nov. 60 år. Raasted er oprindelig uddannet ved Musikkonservatoriet, fortsatte senere sine studier hos Max Reger og Karl Straube og har været organist ved Domkirken siden 1924. Han er tillige formand for »Koda« og næstformand i Dansk komponistforening. Selve fødselsdagen fejrede Raasted ved en kirkekoncert i domkirken, hvor en række af hans egne værker stod på programmet. Hans kompositoriske produktion er omfattende og alsidig; han har ikke blot skrevet kirkemusik, men også kammermusik og større instrumentalværker. Som pædagog har han haft stor betydning for den yngre generation. Også uden for landets grænser er han påskønnet. F. ex. har selve Thomanerkoret uropført hans messe for kor a capella.

Raasted er ikke blot kirkemusiker af profession, men også af hjertet; det er hans overbevisning, at salmesangen, liturgien og orgelspillet er en ligeså væsentlig del af gudstjenesten som prædikenen. Han er iøvrigt. en alsidigt interesseret mand, der ikke alene passer sin kirkemusik, men med stor energi varetager sine andre, tidligere nævnte, officielle hverv. Han er tillige levende interesseret i litteratur og kunst - og en passioneret havedyrker, livad der som bekendt holder både sindet og legemet ungt.

Red.

Svend Chr. Felumb

Oboisten, kapelmesteren, inusikchefen, cand. phil. Svend Chr. Felunib, som bliver 50 år 1. juledag, kan se tilbage på en indholdsrig løbebane, siden han i 1918, da ham iøvrigt også blev cand. phil., første gang optrådte som solist med sin obo.

En ganske overordentlig virketrang og et initiativ uden sidestykke har præget hele hans karriere. Han blev tidligt medlem af »Tivolis Koncertsals Orkester«, og han startede foreningen »Ny Musik«, som han dog snart efter sammensluttede med »Det unge Tonekunstnerselskab«.

Medens han var medlem af ledelsen her oprettede han »Unge Tonekunstneres Orkester« og var dettes initiativrige leder i en årrække.

1 1924 blev han solooboist i »Det kgl. Kapel«, og placerede sig dermed i topklassen.

Det blev en dejlig tid for os andre, vi frydede os hver gang vi kom i operaen og hørte Felumbs vidunderlige obospil, hans slanke skønne og elegante tone, og hans fremragende musikalske frasering, der iøvrigt kom endnu bedre til sin ret i den berømmelige blæserkvintet, som han var medstifter af.

1 1932 blev han 2. kapelmester i Tivoli, hvor musiklivet ligesom var gået i stå, og her satte han straks sit præg på programmerne ved, i langt højere grad end det tidligere havde været tilfældet under Schnedler-Petersen, at spille ældre og nyere operettemusik i form af potpourrier o-, enkelte af de mest populære schlagere fra disse.

Det skabte unægtelig fart over feltet; publikum, som tidligere havde svigtet, indfandt sig nu igen, og han skabte hurtigt en trofast tilhørerskare, som i årenes løb øgedes støt. Felumb spillede dog ikke altid den lette operettemusik, nej, han var sine musikidealer tro og puttede altid et rigtig godt stykke musik ind til 3. af d.tilhørerne, og bidrog derved til Tivolipublikummets forståelse af god musik hvilket han uden tvivl følte som en mission.

Felumbs fortrin som dirigent kendetegner sig først og fremmest ved et overordentligt koncentreret forarbejde med partituret og dernæst ved - i instruktionen af orkesteret - at sætte alle detailler i smukt relief. Her kommer hans store forarbejde og gode musikeregenskaber ham tilgode. Felumbs respekt for opgaverne er næsten grænseløs; der har været tilfælde, hvor han i lang tid har udskudt et værk, som han ikke har ment sig kompetent til at fremføre, men hans glæde når det så endelig lykkedes og hans tak til orkestret viser et overordentlig sympatisk træk hos ham.

Dirigentvirksomheden tog mere og mere tid, så det blev nødvendigt gentagne gange at søge orlov fra kapellet, og -i begyndelsen af indeværende år tog han sin afsked og lagde definitivt oboen på hylden til stor forundring og sorg i musikerkredse.

Årsagen er sikkert den, at der af be-:,,ivenheder i udviklingen skabtes et ultimatum, som han måtte tage sit standpunkt til: stillingen som musikchef i Tivoli blev oprettet og tildelt ham, og her kom helt andre sider af hans mangeartede evner til deres ret.

kdministrationen af musiklivet i Tivoli

er ikke noget lille stykke arbejde, men sidste saison har vist, at han er den rette mand på denne post. Hans demokratiske indstilling, forhandlingsevne, imødekommenhed overfor medarbejdere og ikke mindst hans utrættelige stræben efter at lette arbejdet for musikerne i orkestret har gjort ham afholdt i alle kredse.

Talrige opførelser af udenlandske værker og uropførelser af danske kompositioner viser, at hans indstilling overfor ny musik er absolut positiv, og det værdsættes da også i højeste grad ikke mindst af unge danske komponister.

De fleste af vore unge oboister har studeret hos Felumb, så på-det'pædagogiske område har han også, bl. a. som, lærer på Det kgl. danske Musikkonservatorium hvis orkesterskole han tillige en tid var leder ,if, gjort en værdifuld indsats.

I fremtiden venter der sikkert Felumb store opgaver; bl. a. tænker man uvilkårligt på landsdelsorkestersagen som et arbejdsfelt passende for en mand med hans alsidige egenskaber.

Vi gratulerer på 50-års fødselsdagen og ønsker held og lykke med fremtidens arbejde i almindelighed og med de specielle store fremtidige opgaver i særdeleshed.

I Holger Valbjørn.

Thomas Jensen

Thomas Jensens egenskaber som dirigent er - en stiveræn teknik - et glimrende musikøre - en fornem musikalitet - levende, inspirerende, parret med et intensivt og samvittighedsfuldt arbejde. - Disse fremragende egenskaber er gang på gang stillet i ny dansk musiks tjeneste. Derfor skal der på 50-årsdagen først og fremmest lyde en tak for netop denne indsats, som ikke kan vurderes højt nok.

Men, Thomas Jensens gerninger er mangfoldige. Hans koncerter med Det kgl. Kapel og Radio-Symfoniorkestret har år efter år hørt til sæsonens begivenheder. - Også Mozart, Beethoven, Brahms, Tchaikowsky, Cesar Franck, Strawinsky og Bart6k må hylde ham.Hans evne til helt at trænge ind til et værks kærne - til fuldstændig at afsløre en komponists intentioner er en egenskab, som kun er de meget få beskåret.

En særlig opgave er det faldet i Thomas Jensens lod at løse - måske hans stærkeste og mest vidtrækkende indsats - Aarhus Byorkester (Jydsk Symfonisk Orkester) og senest den jyske opera. Hans virke gennem 15 år i de jyske og sønderjyske byer har skabt et inusikliv så stort en musiktrang så stærk at en af statens vigtige opgaver må være nu at gi provinsens musikliv den økonomiske støtte, den har berettiget krav på.

Thomas Jensens trofasthed over for Århus og det jyske musikliv afslører hos ham karakteregenskaber, som den gamle kine

siske vismand - Kung-fu-tse har udtrykt i følgende linier:

»Den ædle forstår sig på pligten, den uædle forstår sig på vinding«.

Thomas Jensen har forstået sin pligt overfor dansk musikliv.

Lavard Friisholm.

Årgang 23/1948, nr. 12