Tilfældet Furtwängler

Tilfældet Furtwängler

Af Knudåge Riisager

Det er ikke så seert, at sindene, i hvert fald indenfor musikinteresserede kredse, blev sat i bevægelse, da det kom f rem, at Det kgl. Kapels påtænkte koncert under ledelse af Wilhelm Furtwängler var blevet opgivet, efter at en tydelig modvilje mod dette besøg var kommet til orde fra forskellig side.

Man stod her overfor valget mellem at tage rent kunstneriske hensyn og at lade følelsesbetonede fornemmelser være afgørende. Tilmed var forholdet så meget mere compliceret som Furtwängler, efter hvad man har læst i aviserne, forlængst var erklæret afnazificeret og har givet koncerter under stor tilslutning i selve det tidligere fjendeland England. Endelig er spørgsmålet om, i hvor høj grad Furtwängler i virkeligheden kan siges at have været, hvad vi i daglig tale forstår ved egentlig Nazist, i høj grad tvivlsomt, - i hvert fald hvis man kan tro Bertha von Geismars bog, som er omtalt i D.M.s nr. 3, 1948 s. 55. Og hertil kommer så til slut det store problem, i hvilken grad det nu påhviler alle os andre at vise det fornødne højsind ved betragtningen af alle den slags tilfælde, ikke mindst for derved at bidrage til påny at oparbejde en fordragelighedens og fornuftens, atmosfære folkene imellem.

Der er ingen tvivl om, at Kapellet har handlet udfra en berettiget kunstnerisk overbevisning; på den anden side kan Musikrådet ikke opkaste sig til dommer i nationale spørgsmål af denne art, især ikke når det drejer sig om en udlænding. En sådan særlig »dansk dom« over Furtwängler måtte forudsætte at det var muligt at tilvejebringe alle sagens akter og selve manden til afhøring og selvforsvar. Spørgsmålet om, hvorvidt det er rigtigt at foretage et sådant engagement må derfor afgøres af hver enkelt, efter egen fornemmelse, af, hvad der er rigtigt og passende. Den omstændighed, at så vide kredse ikke vilde ynde at se F. i spidsen for det kgl. Kapel just nu, rokker intet ved opfattelsen af hans kunstneriske kvalitet, ej heller ved anerkendelsen af den fældede afnazificeringsdom og endnu mindre ved erkendelsen af, at det i det hele taget er yderst tvivlsomt om man kan påstå at' F. har været på den gale side. Jeg skal her nøjes med at henvise til den før nævnte artikel om Bertha Geismars bog. Det er en kendt sag, at F. gik ind for Hindemith, hvilket i sin tid vakte meget glæde. Endvidere kan man ikke på forhånd benægte at det er rigtigt, at han indtog det standpunkt at forsøge at kæmpe på selve pladsen, selv om resultatet heraf blev en infiltration i nazismen, som ham næppe havde forudset og som, udefra set, måtte stille ham i et dårligt lys. Jeg nævner alt dette, for på forhånd at give F. så mange points som muligt.

At F., som den betydelige kunstner han er, uvilkårligt vilde blive applauderet efter en koncert her i landet, er kun naturligt. Men det sørgelige er, at en sådan applaus tillige vilde opfattes som en politisk tilkendegivelse, i hvert fald ikke vilde kunne udskilles fra en sådan og det er denne utålelige situation som mange ikke kunde bære.

Sagen er jo nemlig den, at F. for os under besættelsen blev et symbol på den åndelige tvang, som vi ikke uden videre kunde tåle at mindes om i former, der uvægerligt vilde kvæle den fuldt forståelige modvilje der samtidig med hans optræden i en dansk koncertsal.vilde komme frem i manges følelser. Da F. under besættelsen optrådte her blev der gjort, hvad der dengang var muligt for at f å publikum til at holde sig borte.

Dengang kom han som officiel udsending fra propagandaministeriet. Hans besøg i Sverige gav senere anledning til den pinlige Atterberg-affære, der fik temmelig vide konsekventser. Vilde det ikke have set besynderligt ud, dersom dansk musikliv nu tog imod ham, somom. intet var hændt, når vi dengang reagerede overfor Atterbergaffæren?

Så meget om selve Furtw.-tilfældet. Tilbage bliver det principielle, nemlig: hvordan skal vi i det hele taget fremtidig forholde os overfor dette spørgsmål? Det er nødvendigt at vi gør os det klart, og for mig synes det såre enkelt. Det hele er nemlig et spørgsmål om varsomhed, om rimelig hensyntagen til de følelser, der hos mange reagerer så stærkt overfor disse ting. Og hertil kommer - men i anden række - hensynet til den pågældende kunstner selv. Alle kan således sikkert være enige om, at det heldigste vilde have været, om hele denne sag slet ikke var opstået.

Det må alene påhvile den, der tænker på at iværksætte slige foranstaltninger, at udvise den fornødne forsigtighed. Det kan ikke falde ind under Musikrådets virksomhed, med mindre rådet forud bliver anmodet om at ville fremsætte sit skøn over reaktionen. Situationen bør ikke kunne blive akut, som denne blev det og offentlige demonstrationer bagefter er kun af det onde. Det tavse sprog fra Ryparken har en ret, der - sålænge begivenhederne virker stærkt i manges sind - bør gå forud for en kunstnerisk opjevelse.

At nå frem til den dag, hvor kunsten alene er det bestemmende hensyn, er noget vi alle må længes imod.