I anledning af Det kgl. Teaters 200-aarige jubilæum, 2

Af
| DMT Årgang 24 (1949) nr. 01 - side 2-5

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Percussion Pulse 2020

Annonce

Njord Biennale 2020

I Anledning af

Det kgl. Teaters 200-aarige Jubilæum, 2

Af Torben Krogh

Sangindlægene krævede naturligvis Orkesterakkompagnement, og da Aktørerne blev eneraadende, henvendte de sig til Hoboisterne af Fodgarden og Grenaderkorpset med en Opfordring til dem om at spille ved Forestillingerne. De blev nemlig betragtet som ikke saa lidt fornemmere end Stadsmusikantens Svende, der egentlig var selvskrevne til denne Tjeneste. Stadsmusikant Andreas Berg, ikke at forveksle med Traktør Chr. Berg, mente da ogsaa, at dette betød et groft Indgreb i hans Rettigheder. Han protesterede kraftigt, og Sagen gik til Autoriteterne. Da man ikke kunde blive enig, henvendte man sig til selve Majestæten, der d. 27. Okt. 1747 sendte Magistraten en Skrivelse, hvori han bestemte, »at det skal være Stads-Musicanten i Kiøbenhavn. tilladt, saalænge ikkun et Skuespill. der præsenteres samme med Musique at betiene, men naar, fleere Skuespill der blive opførdte maa Hautboisterne med Musique betiene et af dem, naar det maatte forlanges.« For den kongelige Vilje maatte man naturligvis bøje sig, og Stadsmusikanten beholdt sin Rettighed med Hensyn til at spille for de danske Aktører. Teatrets Orkester lededes af Bergs Stedsøn og første Svend, Ditlev Bechstedt, der ogsaa optraadte som Komponist og Arrangør. Stort har dette Orkester næppe været, for Stadsmusikanten underholdt kun syv Svende og tre Drenge.

De omtalte Hyrdestykker var de eneste Knæfald, Aktørerne gjorde for tysk Dramatik. Foruden Holbergs Komedier bestod Repertoiret udelukkende af franske Skuespil, der, som vi skal se, ofte gav rig Anledning til musikalske Indlæg. De mangelfulde Pladsforhold i Bergs Hus var højst utilfredsstillende, og de efterhaanden velansete Skuespillere ansøgte derfor hos Kongen, om han ikke vilde skænke dem en Grund, paa hvilken de kunde faa. »et retskaffent Comedie-Huss opbygged.« De fik nu overdraget »Tjærehuset« eller »Det lille Giethus« ved Enden af Holmens Kanal, omtrent paa det Sted, hvor den nuværende Teaterbygning ligger, og her gav de deres første Forestilling d. 19. December 1747 i Overværelse af den kongelige Familie.

Af Betydning blev det, at de danske Aktører under Tjærehusperioden fik en Konkurrent i en Trup, der spillede paa et Teater i St. Kongensgade. Den blev ledet af Julius Henrik von Quoten, en Søn af den fra Holbergs Komedier velkendte tyske Ekvilibrist og Teaterdirektør Salomon von Quoten, ogsaa kaldet »den stærke Mand«. Han havde f aaet Tilladelse til at »lade repræsentere danske og tyske Komedier med levende Personer«, og Forestillingerne, der tog deres Begyndelse d. 20. November 1747, blev da ogsaa. gennemført vekselvis paa dansk og tysk. Paa det musikalske lagde von Quoten den allerstørste Vægt, og der er i denne Henseende særlig Grund til at nævne det »lystige Naekspiel«: »Harlequins Bryllup«, fordi vi her staar overfor et Sangspil af den Art, vi kender fra Vandretruppernes brogede Repertoire. Stykket blev ofte spillet i Tyskland og inspirerede endnu i 1774 Goethe til hans satiriske Drama, »Hans Wursts Hvikzeit«. Det kan konstateres, at den grove Harlekinade allerede 1694 opførtes paa flere fyrstelige Scener, og det varede ikke længe, før det gik over i Vandretruppernes Repertoire. Den drøje Farce fik iøvrigt ogsaa, en Fortsættelse, og begge Stykker udkom i 1730 i dansk Oversættelse under Titlen: »Hr. Harlequins Bryllups- og Barselgilde. Sangvis forestillet«. Der er vel næppe Tvivl om, at det er denne Oversættelse, der blev benyttet i Teatret i St. Kongensgade. Særlig interessante er de af Sangene, der har folkelig Oprindelse. Ved det meget animerede Barselgilde forlyster man sig ved Sanglege og ved at synge en »Runda«, ligesom der ogsaa i en af Scenerne høres et Vægtervers. -

En Maaneds Tid efter, at von Quoten var begyndt at give sine Forestillinger i St. Kongensgade, fik de danske Aktører en ny Konkurrent i en italiensk Operatrup, som blev ledet af den kendte og velanskrevne Impressario Pietro Mingotti. Der blev i Hast indrettet et Teater paa Charlottenborg, og her gav Truppen sin første Forestilling d. 18. December 1747 i Overværelse af et udvalgt Publikum. Begivenheden omtales i »Extraordinaire Relationer«, en af Datidens Aviser, hvor det hedder, at Dronningens »23de Fødselsfest« blev med »stor Pragt ved Hove og under almindelige Fryds-Bevisninger celebreret«. Da Klokken var »henved 5 Slet« begav Kongen, Dronningen og Prinsesse Lovise sig »til Slottet Charlottenborg, hvor Høisamme allernaadigst, behagede at anhøre en Italiensk Opera, som da første Gang blev opført, og var betitlet: Nero, hvilken med Fornøyelse blev anhørt af det Høy-Kongel. Herskab og andre tilstædeværende, som vare til største Delen Hof-Cavalerer og Rangs-Personer indtil Justitz-Raader«. Kl. 7 »retournerede det Høy-Kongel. Herskab igien til Christiansborg, og satte sig til det Kongel. Tafel«. Mærkelig nok synes ingen af de Historikere, der har beskæftiget. sig med dette Emne, at have nogensomhelst Kendskab til denne Opera.

Den italienske Trups musikalske Leder var Paolo Scalabrini, som raadede over et Orkester, der bestod af de ti Hofvioloner, forstærket med en Del Hoboister og et Par enkelte andre Musikere, deriblandt Holbergs gode Ven, Kantor Iversen, som spillede anden Violin. Det fornemme Selskab blev straks hensat i en sand Begejstringsrus over de fremragende Sanger s Triller og Koloraturer. Men Foretagendet fik ogsaa ivrige Modstandere. Holberg var saaledes en erklæret Uven af hele den italienske Operaform, som han fandt latterlig, og den indvandrede Franskmand de la Beaumelle kom med stærke Udfald mod Italienerne i sit Tidsskrift »La Speetatrice Danoise«, hvor han fremhævede den franske Opera paa Bekostning af den italienske. Begge var i Grunden lige ensidige, for i Virkeligheden rummede Truppen flere vokale Kræfter med evropæisk Ry. Baade for von Quoten og for de danske Aktører resulterede denne i Grunden højst ubehagelige Konkurrence i, at de søgte at lægge større Vægt paa det musikalske. Det er saaledes, ganske betegnende, at von Quoten reklamerer med, at der ved Forestillingen d. 29. Januar 1748 synges en Arie imellem hver Akt. At han d. 27. Februar satte »Kilderejsen« paa sit Repertoire var sikkert ikke uden Hensigt. Holberg havde jo formet en af Scenerne som en løssluppen Operaparodi under Indtrykket af et tysk Operaselskab, der spillede i København fra 1721-23. Denne Parodi, som udføres af den syngesyge Leonora, var nu atter bleven aktuel. Der optraadte nu imidlertid ogsaa andre paa den »Tydske Skue-Plads udi St. Kongensgade« end von Quotens Trup. Det bekendtgøres saaledes, at der d. 2. Januar 1748 bliver af nogle »udi Musiquen, velerfarne og forstandige Studiosis, en paa Hendes Kongel. Majestæts vores Allern. Dronning Lovises Høye Geburths-Dag, nye forfærdigede Tydske Opretgen eller Siunge-Spill, die gekrönke Tugend kaldet, opført«. Vi erfarer endvidere, at der »for en Loge gives den Dag 2 rdlr., paa Parterre hver Person 2 mk. og Galleriet 1 mk. 8 sk.«.

De mangelfulde Pladsforhold i Bergs Hus var naturligvis højst utilfredsstillende, og de efterhaanden velansete Skuespillere ansøgte derfor hos Kongen, om han ikke vilde skænke dem en Grund, paa hvilken de kunde f aa et »retskaffent Comoedie-Huus opbygged«. Efter at have set dem spille to af Holbergs Komedier ved en Privatforestilling hos Grev Reventlow paa Holtegaard i August 1747 blev Majestæten virkelig ogsaa saa velvillig stemt, at han overlod dem den Grund, de ønskede, Tjærepladsen for Enden af Giethuset ved Holmens Kanal. Paa denne Plads stod Tjærehuset eller »Det lille Giethus«, som Bygningen ogsaa, kaldtes, og her aabnede Aktørerne deres Forestillinger d. 19. December 1747 med »Den politiske Kandestøber«.

Repertoiret i Tjærehuset bestod for det første af de Komedier, man havde givet i Bergs Hus; men det fik dog betydelige Forøgelser, og det er bemærkelsesværdigt, at man her under de ikke saa lidt rummeligere Forhold valgte Stykker, der krævede større scenisk Udfoldelse, hvad der i høj Grad indvirkede paa det rent musikalske. Aktørerne søgte nemlig med Flid saadanne Værker, der gav Anledning til rig Udfoldelse af Sang, Dans, Optog m. m., og her kom først og fremmest en Række franske Værker af en bestemt Art i Betragtning, ikke mindst af Moliére. Den navnkundige Digter havde sammen med den store franske Operakom Ponist Jean Baptiste Lully, Ludvig XIV's Hofkapelmester, skabt en ny Genre, »Komedieballetten«, der kan karakteriseres som en broget og fantasifuld Forening af den Moliérske Karakterkomedie og Hofballettens Pomp og Pragt. Typiske Répræsentanter for denne Genre træffer vi i Værker som »La Princesse d'Elide«, »Le Bourgeois gentilhomme« og »La Malade imaginaire«, der alle er rigt forsynede med Sang- og Dansescener, saakaldte »Entréer«. Ogsaa Moliéres Efterfølgere, som f. Eks. Regnard skrev ikke sjældent Komedieballetter, hvor de lagde større eller mindre Vægt paa det musikalske. Der var med andre Ord nok at vælge imellem.

At de danske Aktører allerede fra første Færd havde haft i Sinde at fremføre den Slags Værker kan ses af enkelte af de Oversættelser, der udkom i 1747, medens de endnu spillede i Bergs Hus. I Juni averterer saaledes, Hofbogtrykker Berling med »Den indbildt Syge« i en Oversættelse af den teologiske Kandidat, senere Notarius publicus, Christen Smith, som typisk nok havde taget hele den operalignende Slutning med, den saakaldte »Doctorgrad«. Endvidere kan nævnes, Destouches' »Det tredobbelte Giftermaal«, hvis Konflikt løses under en Maskerade, hvad der til Slut giver Anledning til en større musikalsk Scene, der bestaar af et »Divertissement«, to »Entréer« og en »Branle«, hvilket vil sige en Sang ledsaget af Dans. Foreløbig blev dog ingen af disse Stykker opført, men de viser Tendensen. »Det tredobbelte Giftermaal« fik først sin danske Premiére i det ny Komediehus paa Kongens Nytorv i April 1749, og, som det fremgaar af Thielos haandskrevne Partitur, bestod Musikken til Slutningsseenen, der i sit tekstlige Anlæg nøje følger det franske Forbillede, af en Sammensætning af fire forskellige Melodier, en Metode der ofte blev benyttet med Held.

Allerede kort efter, at Aktørerne var rykket ind i Tjærehuset, viste de, at de nu kunde tillade sig at udstyre Stykkerne med større Balletindlæg. Det skete første Gang i den franske Forfatter St. Foix' Enakter »Oraelet«, der d. 17. Januar 1748 blev opført i en Oversættelse af den lige omtalte Christen Smith. Naar man til Holbergs Ærgrelse valgte dette Stykke, skyldtes det sikkert den Omstændighed, at det ligefrem var Coutume at pynte det op med »smukke Præsentationer« som Dans, Sang o. l., hvad der ikke mindst havde skabt det en solid Succes over saa at sige hele Europa. I det egentlig ganske charmerende lille Skuespil forekommer der kun tre Personer, og den ene af dem var en mægtig Troldkvinde eller Fe, som nok holder af at vise sine Kunster. I en af Scenerne berører hun med en Stav nogle Statuer, som bliver levende. Den ene danser en Sarabande, medens de to andre spiller henholdsvis paa Blokfløjte og Gige. Efter Sarabanden »forener det gandske Orchester sig med Fløften og Gigen med dæmpede Instrumenter, som spille en lystig og flydende Music, hvorpaa Statuen efterhaanden opmuntrer sig, og dandser en lystig Dans«. At Københavnerne har henrykte for denne Scene, ved vi fra den meget misfornøjede Holberg, der siger, at naar man spørger de Tilskuere, der finder Smag i »Oraelet«, hvorfor de er saa begejstrede for dette Stykke, som »de aldrig kiedes ved at see, svare de, eller rettere ikke kand svare andet: end at det er saa behageligt at see de Støtter, som præsenteres.« Der var altid Mulighed for at byde paa noget nyt i denne Tryllekomedie, og til Forestillingen d. 12. Februar averterer Aktørerne da ogsaa med, at de har »forbedret« »Oraelet«.

Det er muligt, at denne »Forbedring« blandt andet bestod i, at man forsynede Stykket med en Slutningssang eller »Vaudeville«, som den Slags Viser ogsaa. kaldtes. Den findes aftrykt i Thielos Samlinger; men derimod ikke i Tekstbogen, saa det er altsaa højst sandsynligt, at den er indlagt efter Premiéren. For første Gang staar vi her overfor en Slutningssang af den Type, som skulde blive saa populær. I Regelen er disse Viser efter fransk Mønster formet paa samme Maade som Slutningssangen i Heibergs Vaudeviller, idet hver af de optrædende udfører en Strofe, der hentyder til den Udgang, Stykket har haft for Vedkommende, og denne Rundsang sluttes saa med en almindelig Henvendelse til Spectatores. Melodien til den omtalte Vise i »Oraelet« (»I unge Herrer giver Agt«) skyldes typisk nok Thielo, der her for første Gang fik Lejlighed til at vise sine Evner for denne specielle Genre. Endelig var det musikalske Grundlag lagt, som Aktørerne roligt kunde bygge videre paa.

(Fortsættes i næste nr.)

Årgang 24/1949, nr. 01