I Morfei arme. En kritisk indsprøjtning i anledning af årsskiftet

Af
| DMT Årgang 24 (1949) nr. 01 - side 12-17

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

I Morfei arme

En kritisk indsprøjtning i anledning af årsskiftet

Af Frede Schandorf Petersen

Ingen Stat kan bestaae uden frie eller ufrie Trælle. Derfor skulde de, som lykken befriede fra at bearbeide Materien ved Ploven eller den kopierende Pen, stræbe efter, at deres hele Liv kunde saaledes gjennemtrænges af Ideerne, at disse stedse lyste i deres Daad og Tale. Det skulde de gjøre ikke alene for deres egen Skyld, men for Trællenes Skyld, for at Straalerne af den usynlige, men dog nære Sol kunde falde ind i disses Synskreds. Selv den finere Nydelse af de upopulære Kunstværker, der ligger over Folkets Synskreds, Gulturens ædlere Epicureismus, den esoteriske Poesie, vil virke saaledes paa dem, at det høiere Liv vil, skjøndt i en anden Skikkelse, dale til de ringere. Den til Døren lænkede Janitor vil dog kunne høre fjerne Toner af Kilharen i Patricierens Hal, og nynne efter.

Poul M. Møller. (Strøtanker 1. 1819-1821).

Visse tegn, som uden større kendskab til den højere astrologi lader sig tyde udaf den danske statsradiofonis musikprogrammer, giver let en fornemmelse af, at musikafdelingen altfor længe ad gangen tilbringer sin tid i Morfei arme. Men hos denne for menneskeheden uundværlige guddom for søvn og drøm synes det væsentligst kun at være søvnen, der har tiltrækning; drømmen ville jo indeholde den mulighed at kunne inspirere til dåd, når søvnen engang imellem ophører men d'herr musikchefer og programsekretærer, hvor er dåden?

Bevares - vi har jo torsdagskoncerterne (musikafdelingens hovedpude i Morfei favn), og vi har da også om samme emne et kvarters indledning dagen i forvejen (en lille blonde på hovedpuden, mere eller mindre velstrikket), vi op-, sågar uropfører danske værker (uforbeholden anerkendelse af kampen mod Morfeus)!! Men - - vi har jo ladet samtalerne om vor tids musik udgå (et dådfyldt drømmebillede, der opslugtes af søvnen), og unægteligt henlægger vi mange af de bedste kammermusikudsendelser til kl. 2220 (konsekvent forsinket opvågnen af slummeren), vi bringer jo også ofte på de bedste sendetider en del musikunderholdninger, der i kvalitet svarer til. de »kulørte hefter«, som selv ikke den dramatiske afdeling vil ødelægge programmerne med (et Morfeus'sk mareridt), og med hensyn til at holde lytterne orienterede med, hvad der sker musikalsk ude i den store verden, så - nå ja, så må vi vist hellere tie.

Men her, d'herrer, må en saltvandsindsprøjtning og ikke en morfininjektion til for at gøre den fornødne virkning. Findes der en musikdoktor i Rosenørnsallé, som er i stand til at foretage denne beskedne operation? Ja-ja man har måske kun en morfin-sprøjte, men også på æterens vinger i Morfei favn kan man have skønne og fantasifulde drømme, der vil kunne inspirere til dåd. Selv har jeg glimtvis i Morfei arme anet drømmens betydning for et inspirerende, kulturelt og ovenikøbet underholdende musikopdragende arbejde i radioen, men drøm har blandet sig med virkelighed på en sådan mere nøgtern måde, som her skal meddeles:

Drøm og virkelighed

1) I oktober 1948 afholdtes der i Oslo »Nordiske musikdage«; radioen havde repræsentanter deroppe, men i den danske radio har man (bortset fra opførelsen af et par iøvrigt udmærkede norske værker ved en »Norgesaften« d. 1/12 1948) ikke mærket nogle spor af dette besøg. Man behøvede dog ikke at sende to mennesker afsted for sligt, da de efter alt at dømme meeppe har givet andet end utransmitterbare kulinariske referater til den højeste myndighed.

Man forbigik her den enestående lejlighed, der var til en reportage? Ved et samarbejde med norsk radio havde man sikkert gerne fået stillet en optagervogn (el. hvad en sådan nu hedder) til disposition. For orkesterværkernes vedkommende kunne man orientere sig ved prøverne om, hvad der burde optages, ved de andre koncerter måtte man handle pr. intuition - tage en prøve af hvert stykke, bryde af, hvis det ikke havde betydning for helheden o. s. v. Man kunne optage nogle samtaler med komponister, musikere, publikum'ere, kritikere m. fl.; man kunne give høreglimt af Oslo by, fra Aulaen m. m., og sidst: man kunne af dette materiale lave en glimrende feature, hvori en kritisk bedømmelse med tonende eksempler også skulle indgå. Grebet rigtigt an ville en sådan udsendelse med rod i det aktuelle musikliv kunne interessere en talrig lytterskare. At musikdagene ikke var af særlig høj kvalitet, har ingen betydning i denne sammenhæng, det måtte det netop blive den »radiokritiske« medarbejders sag at gøre rede for.

I denne henseende er Sverige nogle hanefjed videre end vi; dels havde de en sådan feature-agtig udsendelse om Bartokfestspillene i Budapest (!), og dels var svenskerne vågne til også at føre lytterne til musikfest i Amsterdam. Hvad med de store musikfester i Edinburgh og Wien? (et par københavnske dagblade har dog haft råd til at have medarbejdere tilstede ved slige begivenheder). Når svensk radio kan have en repræsentant i Budapest, skulle så ikke dansk radio have råd til noget lignende, eller er det bare musikfolkene i Rosenørnsallé, der mangler gåpå-humør til sådanne opgaver? En forudsætning er, at det gøres godt, men til et sådant stykke arbejde findes der vel også mænd.

2) Feature-idéen kunne også anvendes til en anden ting: månedlige radiokroniker i lighed med de filinkroniker, der allerede bringes i radioen. I sådanne kroniker, der selvfølgelig skulle behandle musik- og koncertlivet også udenfor radioens mure, kunne kronikøren indflette smagsprøver af uropførelser f. eks. til yderligere belysning af sin karakteristik. Han måtte selvfølgelig være besjælet af en tilpas musikalsk nysgerrighed (en egenskab, som tilsyneladende kun kapelmester Erik Tuxen er i besiddelse af: opførelsen af Coplands 3-symfoni d. 16/12 48 f. eks.), og han burde have carte blanche til at lade en hel koncert båndoptage for senere udsendelse, når det virkelig er en ekstraordinær begivenhed i dansk, ja endog nordisk musikliv: Collegium musieun2s Bartok-Bentzon-koncert d. 3/12 48.

En sådan mand skal selvfølgelig have en »fin næse« for, hvor der skal slås ned, men findes der mon ikke »fine næser« i landet? Måske ikke indenfor radioens musikafdeling, der i mange henseender synes at være i besiddelse af en åndelig braktud. Det er muligt, at der indenfor musikafdelingen findes medarbejdere, hvis opgave det er at følge med i, hvad der sker i dansk musikliv udenfor radioen; det er muligt, at man følger med i de større udenlandske musiktidsskrifter, at man aflytter udenlandske stationer, når de byder på interessante nyheder; det er muligt, men det er i betragtning af de ringe resultater ikke meget sandsynligt.

Den føromtalte kronikør skulle tillige kunne tage forskellige aktuelle musikspørgsmål op til kritisk belysning eller vide, hvor folk til en forhåndenværende opgave er at finde, og ligeledes give reportager af forskellige rørelser i provinsens musikliv.

3) Vort naboland hinsidan kunne også fortælle »rosenørnene«, hvordan man samler musikfolk i studierne til diskussioner eller samtaler om vor tids musik, kritik og musikskaben; det er, som om man på den anden side sundet har mere føling med, hvad der er aktuelt i musiklivet. Man er ikke spor bange for at bringe timelange, hede diskussioner, og forsøget er jo gjort i den danske radio på andre områder (samtalen om Lo Johanssons store roman »Geniet«. Glemmes skal ikke Karl Bjarnhofs, samtale ined Knudåge Riisager, Poul Henningsen og Ole Willumsen, men dette isolerede tilfælde behandlede det kunstpolitiske, hvorfor ikke gå til selve det tonende materiale?). 4) Foruden den spredte nye musik ved torsdagskoncerterne og enkelte kammermusikudsendelser, var det da ikke værd at tage under overvejelse een gang om ugen at bringe eet evt. flere af de virkelig store nutidige eller for den samtidige musik betydningsfulde og banebrydende værker til opførelse? I direkte forbindelse hermed burde der gives en historisk-musikalsk redegørelse for de opførte værker; det lille klingende eksempel er også her af stor betydning for enhver lytter. Er opgaven for stor for det udvidede orkester, så er der jo grammofonen at ty til. Denne spøg kender vort naboland lidt til, rnen opgaven kan løses endnu mere konsekvent og absolut ikke kedeligt.

Hvad med Schönbergs store værker (har vi mon hørt andet end »Gurrelieder«?). På grund af uvidenhed og snæversyn herhjemme går der sagn om hans musiks »komplette uforståelighed«, men kan vi virkelig være så hovmodige i ånden, at vi trøstigt går udenom ham og den af ham udviklede stil, om hvilken den engelske komponist Wilfred Mellers i en artikel om »Stilproblemer i moderne engelsk musik« i det svenske tidsskrift »Prisma« skriver:

»Ingen tonsättare som söker efter en stil kan undgå at dra nytta av studierne av tolvtonssystemet, han må sedan ge det sin fulla anslutning eller ej. Det är troligt att utvecklingen, i riktning mot denne högeligen sofistikerade stil som är mer europeisk och internationell än nationell kommer att fortsätta. En sträng disciplin kommer nog att uppmuntras snarare än rapsodiska uttrycksmedel. Intet socialt problem er oberoende av personliga problem. Varje konstverk är eller borde vara en akt av samverkan. Och nu mer än någonsin förr måste tonsättaren finna en stilkonst som är logisk och övertygande för honom själv, innan han kan hoppas övertyga en eventuell publik. Anhängarna av tolvtonssystemet har i varje fall den goda egenskaben, att de tar sakerna i rätt ordning: de försöker redbart att bringa ordning i sitt eget hus. Man kan inte bortse från möjligheten att de kan komma att förse oss med, om inte det i inre mening mest betydelsefulla, så inte desto mindre det historiskt sett mest fruktbärande elementet i denna genomgångsfas i utvicklingen av vår musikkultur.«

For at blive ved den forkætrede »Wienerskolen«, hvad så med Alban Bergs violinkoncert, eller hans opera »Wozzeck« (i uddrag), de findes på plader, det er begge hovedværker fra den tid. Vejen til de mange andre er ikke lang, men det er samtidig den virkelig kyndiges interessante redegørelse i forbindelse med fremførelsen, der har stor betydning.

I denne sammenhæng melder der sig sørgelige kendsgerninger: radioen har kun i få tilfælde og uden nogen musikkulturel plan bragt de sidste 25 års storværker på f.eks. operaens (i uddrag) og oratoriets område til opførelse. Der er således fremkommet et vacuum, et svælg mellem værker fra perioden før 1914-18 til værker fra og efter perioden 1939-45. Hos publikum (lyttere) må man ikke alene skabe almenmusikalske forudsætninger for med udbytte at kunne lytte til musikens kunst men i direkte parallel tilknytning hertil vise kontinuiteten i og dermed skabe forudsætningen for at forstå samtidens musik. Dette gøres ikke bare ved at stange et nyt værk ud (3: Coplands 3. symfoni), for med sligt »vovemod« får man i reglen blot bekræftelse på berettigelsen af det angstkompleks, musikafdelingen lider af som følge af dens temmelig misforståede opfattelse af lytterbreve + demokrati.

Man skaber ikke muligheder for at forstå den nyeste tids musikalske kunst og de kunstpolitiske rørelser, der følger i dens spor (se DM 1948 nr. 3 og 4, s. 59 og 88: Centralkomitéens bandstråle mod de russiske komponister), ved helt at negligere 20'ernes og 30'ernes udenlandske storværker.

Det kan her med triste perspektiver noteres: at radioen aldrig på den stærkt forsømte moderne operas område har foranstaltet fremførelser og gentagne fremførelser af Hindemiths »Cardillac« (1926) og »Mathis der Maler« (1938) eller Milhauds »Les Malheurs d'Orphée« (1926), »Christophe Colomb« (1930) og »Maximilien« (1932) eller f. eks. uddrag af musiken til Bartoks »Der holzgeschnitzte Prinz«; et værk, som selveste Egisto Tango med held bragte til uropførelse på operaen i Budapest 1917, altså en musik, som herhjemme kunne få en autentisk udførelse under Tangos ledelse. På oratoriets område står det ligeså dårligt til: Af Honeggers mange prægtige oratorier har vi kun hørt eet men aldrig - for at nævne nogle stykker: »Judith« (1925), »Jeanne d'Arc au Bâcher« (1938) eller »La danse des morts« (det sidstnæYnte fremført med fyldige kommentarer i svensk radio i efteråret 1948!). Hindemiths »Das Unaufhörliche« (1931) og Bartoks »Cantata profana« (solo, kor, ork.) er ligeledes undgået, en skæbne, der også har ramt Strawinskys storladne opera-oratorium »Oedipus Rex« (1927), som vort naboland d. 22 A2 48 kl. 20-50 (!) bragte en fremragende retransmission af fra Bryssel. På alle andre områder end musikens synes det dog, som om radioen betragter det som en selvfølge, at man for at forstå en begivenhed i-nå se den i sammenhæng med det, der er dens forudsætning. Dertil kommer yderligere, at radioen har et af kammersanger Holm skabt fortræffeligt. kor, hvilket man aldrig byder sådanne opgaver, som det er selvskrevet - måske som det eneste i Danmark - til at løse.

5) Engang imellem byder radioen på nogle musikalske foredrag, men det er som oftest en mærkelig spredt fægtning, isolerede fænomener, der, selvom nogle stykker kædes sammen, ikke har store linjer. Hvorfor har man ikke regelmæssige udsendelsesrækker i foredragsform, med demonstrationer, hvori man kontinuerligt behandler forskellige emner. For at nævne nogle i flæng: »Opera- og teatermusik gennem tiderne« (Bjørn Hjelmborg og dr. Torben Krogh f. eks. er fortræffelige til at behandle slige emner, det må jo dog være radioens opgave udfra stort sete linier at henvende sig til de egnede foredragsholdere om at behandle bestemte emner, for der kan jo ikke blive mening i galskaben,. når man bare lader tingene skøtte sig selv og tager, hvad der sådan kommer ind ad døren). Og hvad med emner som »Symfonien før og nu«, »Kammermusik - den intime kunstform«, (mekanisk musik): »Fra spilleure over fonograf til grammofon og radio«, (filmmusik): »Fra det opretståendes biografmusik til »Carnegie Hall««, (jazz): »Jazzmusikens indflydelse på vor tids musik«, og hvad med et emne som »Dansk musik gennem tiderne set i forhold til udlandets, samtidige musikalske strømninger«.

Og regelmæssigt. burde der være orientering om et f remmed lands gamle og nye musik med demonstrationer! Hvad Frankrig gør på dette område, skal omtales senere. Man behøver blot at tage »His Masters Voice«s »Edition Balzer« som eksempel og i udlandet efterlyse lignende serier (de stilles til disposition omgående!), der giver foredragsholdere et fint materiale til belysning af og overblik over et lands musikalske udvikling gennem århundreder. På mange af de områder, hvor folkeskolen overfor børnenes musikkulturelle opdragelse svigter katastrofalt, kunne radioen stå som et lysende forbillede både for børn og voksne, sådan at m. an ikke - .som det virkelig sker - skulle kunne komme ud for forældre, der nægter deres større børn at lytte til torsdagskoncer-terne med motiveringen: »det er ikke musik for fattigfolk!«.

Ovennævnte foredragsemner - der selvfølgelig kun er et udpluk af utallige muligheder - burde koordineres med de daglige musikudsendelser, sådan at man gør opmærksom. på, hvor i den kommen,de uges eller måneds udsendelser man kan lytte til musik, der har relation til det givne emne, og hvorfor ikke, hvor det er muligt, tage udlandet med i betragtning? Et stykke arbejde ganske vist, men utvivlsomt lønnende.

Ved en fornuftig og fremsynet tilrettelægning af musikudsendelserne vil noget i retning af det her skitserede slet ikke behøve at tage mere tid end de - musikudsendelser, man byder på idag, og fremfor alt må det være en hovedopgave for radioen at gøre vor tids musik til en også radiofonisk naturlig kunstudfoldelse og -ydelse, og ikke blot ved undtagelsesudsendelser give lytteren bekraeftelse på hans lille småborgerlige patentmeningom, at det er vor tids musik, der er støj, og den kulørte musik, som er den virkelig »lødige« kunst. Men det kræver mod, initiativ, fantasi, arbejde - ja kort sagt og på ægte bomholtsk

- en farlig radio

»Folk (radioen) ere ikke det, Naluren bestemte dem (den) til, da det stramt organiserede Borgersamfund udsletter Individualiteten. Den, der vil gjøre Lykke, maa intet Fremstikkende have, uagtet Dygtighed egentlig bestaaer i det Fremstikkende. Der maa egentlig slet intet kunne siges om ham.«

Poul M. Møller. (Strøtanker II. 1822-26).

Hvor var det beskæmmende gennem dagspressen i efteråret at følge den regelmæssigt tilbagevendende diskussion om torsdagskoncerterne med den dermed følgende procentvise udregning af »pro et contra« disse koncerter. Det blev, som det desværre var at vente i dette musikkulturelt dårligt oplyste land, et eklatant nederlag for torsdagslytterne. »Man« vil have mere underholdningsmusik og refrainsang til restaurantmusiken!

Og med »demokratisk storsind« efterkommer man ofte disse ønsker i stedet for med fast karakter at fordømme den store mængde billig musik, der fyldes i mikrofonerne. Den er kun egnet til åndeligt at lulle lytterne i søvn, og det er den, der mere end noget andet har skabt det skrækkelige begreb, »obligatorisk radiofonisk baggrundsstøj«, som plager titusinder af hjem og et tilsvarende antal naboer, en radiofonisk videreførelse af begrebet restaurationsmusik ofte formidlet af restauranterne selv! Ved presse, hørespil, foredrag og oplæsning lader man ikke radioen gå uden at »lytte«, da den »uvedkommende tale« i så fald for stærkt ville genere de i hjemmene talende, men når det alligevel er tilfældet mange steder, skyldes det simpelthen, at radioen selv har opdraget lytterne dertil ved at servere den for et te-, bridge- eller fødselsdagsselskab mere passable »baggrundsstøj«. Man glemmer at lukke for det næste, og den »obligatoriske baggrundsstøj«s, snigende pest har dermed inficeret sit offer.

Det er vel ikke kulturinstitutionen »Den danske statsradiofoni«s opgave at spilde kostbare lyttetimer som støjleverandør? Det kan da vel heller ikke veere meningen, at en million lyttere fortsat daglig skal gå til ro, akkompagneret af restaurationstransmissionernes tallerkenklirren1 småpludren og hyperbanale, klangligt oversex'ede radbrækninger af et tålmodigt og til alting villigt tonemateriale? Til trøst for nogle erstattes dette et par gange om tigen med undervisninr-, i russisk.

Det er endnu ikke set, at man fylder »trommesalskunst« ind på vore maleri.samlinger eller ud på arbejdspladsens spisesale eller opholdsrum for gennem dette kulturelt og menneskeligt nedbrydende makværk at ville »højne« smagen; det er endnu ikke set, at statens repræsentanter indkøber. »isenkræmmerskulptur« til vore byers forskønnelse;

det er endnu ikke set, at vore folkebiblioteker indkøber og udlåner de talrige »kulørte« hefter, »Sorte maske«, »Betjent 0le Ny«, Romanbladet« o.s.v., o.s.v., selv,om, det ganske givet er den litteratur, der trykkes og sælges i de største million- oplag og sluges råt af en stor del af landets befolkning;

det er endnu ikke hørt, at kulturens vogtere i statsradiofonien bringer oplæsninger af den samme underlødige litteratur, selvom det er denne lekture, en meget stor del af danskerne foretrækker - -

men det er derimod daglig hørt, at statens kulturs Predere i Rosenørnsallé udsender toner, sammensat på en sådan måde og med et sådant indhold eller niangel på indhold, at kvaliteten ikke når højere end i de »kulørte« hefter, en musik, om hvilken Carl Nielsen et halvt år før sin død netop med radiofoniske tanker har skrevet, at hvis den kunne oversættes i ord, ville den blive forbudt af sædelighedspolitiet som stridende mod den offentlige velanstændighed.

Og hvis man spørger: hvorfor!, bliver svaret:

Fordi hr. X-sen, der går for at være en sand demokrat, ymter om, at når man fortsætter i disse spor trods flertallets - ønske om en ændring til det mere »underholdende«, så er det udtryk for rent kulturdiktatur og ikke demokrati!

Men her er det, man må råbe vagt i gevær: hvis dette skulle være demokrati, så ville det lille ord altså betyde flertallets ret til at hindre enhver i at få del i de største kulturelle goder, altså noget afvigende fra den definition, der tolker »demokrati« bl. a. som retten for enhver til :at få del i de største kulturelle goder.

Lad os få »en farlig radio«, hvor ikke ledelsens mekanisme er bygget så snedigt op, at ansvaret forflygtiges, fordi enhver kan dække sig bag en anden og sådan i en uendelighed (har man ikke fået en lærestreg i denne retning med naziregimets, stadige ansvarsforflygtigelse?). Man har ganske vist forskellige afdelinger, hver med sin chef, men hvad kan han¨trumfe igennem, hvordan kan hans evt. fantasi, vovemod og initiativ få frit løb, når der i forretningsordenens § 7 står: »Programledelsen er underkastet programudvalgets bestemmelser«. Hvad sker der egentlig så: man forsøger at lade f antasien spille men render mod en mur så mange gange, at man til sidst - som Carl Nielsen siger - bliver hængende i klistret, og leegger sig om på siden og æder og lever af det, man helst vil ud af. Radioen er ganske vist farlig, men det synes for musikens vedkommende nærmest at være på grund af den ansvarsforflygtigelse, der hersker indenfor de ledendes kredse, hvilket med al ønskelig tydelighed fremgik af en artikel i »Politiken« fra lørdag d. 7. august 1948: »Hvem har ansvaret i statsradiofonien?«.

I hvilken retning man kunne tænke sig musikafdelingens arbejde, fik man anvisning på i en kronik i »Berlingske Aftenavis« d. 22. juli 1948, hvor den franske musikskribent Paul le Flem i korte træk fortalte om fransk radios virksomhed siden 1945. Det hed heri:

»I bevidstheden om at tilhøre vor tid, og med opmærksomheden på ikke at vrage den indsats, der gøres af vore dages tonekunstnere, satte radioen på sine programmer de samtidige komponister, uden at beskæftige sig med deres tendens og uden at overveje, om deres vovemod og dristighed kunne krænke eller chokere smagen hos en skare lyttere, der var slået med rædsel. Men det har altid været en kampens atmosfære, en stridens ånd, projiceret i et andet plan.«

Iøvrigt gennemfører den franske radio foredrag om de forskellige landes nye musik; således kunne man i efteråret høre Ingeb. Hógstedt holde tre foredrag om dansk musik med bl.a. udsnit af Tarps klaverkoncert, Holmboes serenade for blæsere og Grams (den danske radios musikchef) »Poéme lyrique«, og d. 7. dec. 1948 kl. 23 var der en fortræffelig udsendelse med dansk musik (Weis og Carl Nielsen), fremragende udført af franske kunstnere. Endvidere indgår i de franske programmer »Tribune des jeunes compositeurs«s koncerter, der gennemføres efter det princip, som DUT har overført til Danmark under betegnelsen »Musik-Tribunal« (se DM 1948, nr. 10, s. 231).

Det synes, som om faren her er af mere kulturel, værdifuld art end faren ved det danske kompromis. Det er muligt, at musikafdelingen med tiden vil blive smittet af så meget mod, initiativ, fantasi og arbejde, som der skal til for at bidrage med en ringe skærv til at skabe »en farlig radio«, men hvornår?

Årgang 24/1949, nr. 01