Musik i ruinbyer, 1

Af
| DMT Årgang 24 (1949) nr. 01 - side 18-20

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Musik i ruinbyer, I

Om genopbygningen af musiklivet i Tyskland

Af Guido Waldmann

Endnu røg det af ruinerne i den ødelagte by, endnu rullede tordenen fra skytset ovre fra Rhinens bredder, da domkapelmesteren samlede mænd og kvinder om sig og opførte e-moll messen af Bruckner i Mariedomkirken, Karl den Stores gamle kapel. Fjernt fra alt koncertmæssigt klang her menneskets bitre nød frem af »Kyrie«, »Gloria« blev til en inderlig tak for redningen fra den store fare, og »Dona nobis pacem« blev til en brændende bøn fra en gennem krig og brutal magt pint menneskehed.

Hvad der skete her i Aachen, gentog sig på mangfoldige måder mange steder i Tyskland, og da endelig våbnenes larm tav og ønsket »Dona nobis pacem« syntes at gå i opfyldelse, da var det især musiken, der hurtigere end alt andet, hurtigere end den nedbrudte økonomi, ja endog hurtigere end det, der syntes uundværligt for den blotte eksistens, generobrede sin plads i menneskets liv. Som tidligere lød om fredagen og lørdagen til den sædvanlige tid Thomanernes lyse drengestemmer i motetsangen på Bachs hellige sted i det udbrændte Leipzig; - Berliner- philharmonikerne, Gewandhaus i Leipzig, Gürzenichorkestret i Köln genoptog deres koncerter og et ved sin mangfoldighed overraskende og forvirrende teater- og koncertliv blomstrede op midt i ruinbyerne.

I slutningen af 1945 spilledes der allerede på 12 operascener, deriblandt så betydelige som Frankfurt, Kassel, Mfinchen, Stuttgart og Wiesbaden. I begyndelsen af 1946 kom yderligere fem til. Hvad det betyder, fremgår alene deraf1 at kun tre statsoperaer i den amerikanske zone, der dog omfatter den største del af Sydtyskland, har overlevet krigen således, at de har kunnet gennemføre et tilnærmelsesvis førkrigs repertoire: Prinzregentteatret i Miinchen, operaen i Stuttgart og »Das Grosse Haus« i Wiesbaden. Således fandt i Stuttgart den tyske førsteopførelse af Hindemith: »Mathis der Maler« sted (efter Zilrich den anden sceniske opførelse af værket overhovedet), »Agnes Bernauerin« af Orff, en udmærket opførelse af Debussys »Pelleas og Melisande« (45 år efter Pariser-opførelsen den første opførelse i Tyskland overhovedet), Stravinsky's »Historien om en soldat« og balletter af Falla. Berlin bragte Honegger'& »Jeanne d'Arc au bficher«, som efter sin sceniske opførelse i Rouen 1935 endnu kun var blevet opført ved koncerter. Berliner-opførelsen af »Tristan« med Furtwångler på podiet og med Erna Schlilter som Isolde, (hun fik på grund af denne præstation kontrakt med Metropolitan i. New York), var på førkrigshøjde. Hvad denne udvikling betyder, kan vi kun for-stå ved at forestille os, hvordan det så ud for operaen i foråret 1945.

Af 90 operahuse, som fandtes i hele Tyskland før 1939, var 62 ødelagt, udslettet i-ned hele materiellet: rekvisitter, kostumer og noder. Hurtig og behændig improvisation var nødvendig, hvis man ville genoptage operavirksomheden. I de byer, hvor besættelsesmagten havde beslaglagt de ikke ødelagte teaterhuse til indkvartering af deres tropper, blev forestillingerne henlagt til de tidlige eftermiddagstimer. Der, hvor selve huset var ødelagt, ledte man efter sale, som var egnet til et passende husly. Dresdener operaen, som havde mistet sin smukke Semper-bygning, begyndte at spille i en sal i »Tonhalle«,. selv om denne sal med dens intime karakter ikke strækker til for store operaopførelser. Leipzig flyttede ud i forstaden Lindenau. Først senere kunne man tænke på at sætte teaterbygninger !stand igen, således som f.eks. Berlin gjorde det med Metropolteatret i Beerenstrasse, hvor nu den komiske opera og operetten holder til.

Ikke meget anderledes så det ud med koncertsalene. Også her drejede det sig i første række om at skaffe lokaler. Leipzigs Gewandhaus-orkester genoptog sine koncerter i kongreshallen i zoologisk have. Berlinerfilharmonikerne spiller i biografen eller i radiohuset. Dresdener Staatskapelle flytter ud i det afsides kurhus Buhlau, hvor et besøg nærmest kan sidestilles med en skovtur. I en by som Essen findes der i hele byens sporvognsområde overhovedet ikke en eneste sal. Vil man besøge en koncert, må man bekvemme sig til banegården og køre med jernbanen til Werden, hvor byorkestrets, koncerter finder sted; det er dog en vej på halvanden time. Men det drejer sig jo -ikke alene om afstandene: mange af disse nødsale er ganske uegnet til koncertbrug.

Således musiceres der f. eks. i Darmstadt i bysygehusets sal, et spartansk rum, møbleret med jern-havestole og hvis cementgulv ikke just virker gunstigt på klangen. Men der opstår også allerede nye, bedre sale. Et typisk eksempel herpå er Stuttgart. Da krigen var slut, stod der her ikke ,en eneste af de gamle koncertsale tilbage, idag har kunstneren igen valget mellem tre gode sale i byens centrum og nogle mindre sale i periferien.

De vanskeligheder, der måtte overvindes, gjaldt imidlertid ikke alene rummet, i hvilket der blev musiceret, men også ,dem, som skulle musicere der. En stor del af kunstnerne var i fangenskab, en anden, deriblandt mange af de mest kendte, var beheftet med beskæftigelsesforbud. Vi behøver blot at mindes »tilfældet Furtvängler«, Gieseking og Karajan. Først langsomt bedredes situationen, den ene efter ,den anden vendte hjem fra krigsfangen.skab, den ene kunstner efter den anden blev strøget på »den sorte liste«. I mellemtiden havde imidlertid mange fremadstræbende begavelser haft mulighed for at vise deres evner. En mængde pianister, violinister, sangerinder, om hvilke man aldrig tidligere havde hørt, stormede koncertpodierne i de tyske byer. Konkurrencen med »de store« eksisterede ikke; udlandet lod sig ikke se, og således gik det til, at først og fremmest middelmådighederne beherskede koncertsalen. Dog med tiden og med den genopvågnende konkurrence sigtedes den brogede skare, og valutareformen vil definitivt forvise alle ,dem fra koncertpodiet, hvis ydelser højst når et godt gennemsnit. Imidlertid var der en hel række store begavelser, som i de forløbne år havde gjort sig gældende, :af hvilke først og fremmest skal nævnes rumæneren Celibidache som leder af Berliner-philharmonikerne, Solti som Münchens og Leitner som Stuttgarts operadirektør.

Også orkestrene genvandt med tiden deres gamle styrke og ydeevne. I München spiller ved siden af statskapellet philharmonikerne (indtil for kort tid siden ledet af Rosbaud), i Leipzig har det fuldt udbyggede og dygtige radioorkester ved siden af Gewandhaus-orkestret sikret sig en fremtrædende plads i det offentlige koncertliv, i Stuttgart er et kammerorkester under ledelse af den flittige og begavede Karl Münchinger trådt til de tre gamle orkestre. Ganske vist er mange af disse orkestre endnu under genopbygning, og i musiktidsskrifterne, undertiden endog i dagspressen, finder vi annoncer, hvor store orkestre af internationalt ry opslår ledige stillinger, som aldrig før ville være blevet besat ad denne vej.

Koncertprogrammerne er frem for alt baseret på den musikalske tradition f ra Bach til Strauss. Franskmændene er fortrinsvis repræsenteret af Debussy og Ravel, russerne af Tjajkovsky og Sjostakovitch. Naturligvis mangler de store korværker ikke, Bach-passioner, Beethovens Missa, Verdis Requiem. Den nye musiks andel vil senere blive omtalt særskilt.

Hvad der er blevet ydet af kunstnerne i de forløbne år, må værdsættes, så meget højere, som ernæringskrisen. netop har virket stærkest på musikernes arbejde, idet der ikke - med undtagelse af østzonen - blev tildelt dem noget som helst tillæg. Svigtende hukommelse, sammenbrud på åben scene, sultestrejker viste i dette forår tilstrækkeligt, hvor uholdbar situationen var blevet. Men også alle det daglige livs andre vanskeligheder måtte få indflydelse på kunstnerens ydelsesevne. Hvad skal man sige til det, når en pianist, som om aftenen skal spille en stor klaverkoncert med orkester, den samme dags morgen må hugge brænde for at opvarme sit kolde værelse; når en violinist i timevis med sin violin under armen må køre på trinbrædtet i en overfyldt jernbanevogn, for at nå sit bestemmelsessted; når en sangerinde på en åben lastbil kører fra den ene by til den anden, fordi hun med jernbanen ikke ville kunne nå sin koncert. Ganske vist er dette ting, som idag tildels hører fortiden til, men de har i væsentlig grad vanskeliggjort og forsinket musiklivets genopbygning.

Men der er stadig stor mangel på musikinstrumenter og noder. I de brændende operahuse og koncertsale blev meget tilintetgjort. Således gik på een nat syv af de bedste koncertflygler tabt i »Liederhalle«, den største koncertsal i Stuttgart, en anden nat brændte fjorten flygler i højskolen for musik. Mange musikere havde mistet deres instrumenter ved bombeangreb eller måtte efterlade dem i østen, hvorfra de blev udvist. Det er tab, som kun langsomt lader sig erstatte. Men medens erstatningen af et instrument selv idag endnu kun lykkes ved et lykkeligt tilfælde, kommer - skønt langsomt - forlagsvirksomheden igang igen. De største forlag som f. eks. Peters Schott, Bärenreiter har fået deres licens, andre slutter sig til. Allerede begynder enkelte værker at udkomme påny, studieværker for enkelte instrumenter, korlitteratur i form af løse blade, sangbøger, alt i små oplag, som mæppe strækker til for at afhjælpe det mest nødvendige behov, men dog en begyndelse. Fremstillingen er i høj grad vanskeliggjort ved papirmangel, ved tilintetgørelse af trykkerier (hyppigt med alle trykplader), ved demontage af virksomheder i østzonen. Leipzig, der engang var musikaliehandelens midtpunkt, træder idag langt i baggrunden; produktionsapparatet arbejder overvejende for besættelsesmagten. Man hjælper sig ved afskrivning og fotokopier og Möseler-forlaget i Wolfenbilttel (forlaget Georg Kallmeyers efterfølgere) har oprettet en central for bytte af noder.

(Fortsættes.)

Årgang 24/1949, nr. 01