Nye bøger

Nye bøger

Julius Rabe: »Bach« overs. at Leif Thybo. 190 s. ni. nodeeks. Kr. 7.00. Nyt Nordisk Forlag. 1948.

Serien af musikbøger fra Nyt Nordisk Forlag er nu forøget med en bog om Bach. af Julius R'abe, en i mange henseender fortræ,,ffelig skildring af den store Thomaskantors liv og værk. Med skildringen af Bachs liv som baggrund for hans kunst lægger Rabe hovedvægten på en beskrivelse af hans livsværk. Denne gennemgang henvender sig til enhver musikinteresseret, der med et vist minimum af kendskab til nodelæsning gennem eks. vil kunne få et stort udbytte af bogen, som ikke mindst kan anbefales musikstuderende instrumentalister.

Værkgennemgangen er stort set meget fin, og udmærket belyses Bachs personlighed gennem breveitater o.l., men enkelte ting forbliver uklare efter læsningen: begreber som »dobbelt-« og »tripelfuga« jongleres der med - det er uundgåeligt - men der gøres ikke klart rede for, hvilken konstruktion de dækker, tværtimod får man s. 58 forståelsen af, at »kontrasubjekt« er det samme som »2. fugatema« i en dobbeltfuga. Om »Kunst der Fuge«s opførelsesmuligheder og helt abstrakte karakter tales der kun i vage vendinger, og det hedder s. 45 om de 4 orkestersulter, at »man må regne de er opstået i K8thentiden«, medens s. 147 fortæller, at »nogle muligvis først er opstået i Leipzig«. En lidt mere systematisk opstilling af kantatetyperne var måske at foretrække fremfor den prisværdige men yderst svævende karakteristik samtidig af tekst og musik.

Et par beklagelige trykfejl i eks. burde ikke være overset i den danske udgave (s. 98 og 162), men iøvrigt er eksempelvalget godt, selvom man altid kunne have tænkt sig lidt flere, f. eks. til belysning af den ital. koncert, men dette problem er af økonomiske grunde næsten uløseligt i en,

også hvad prisen angår, populær musikbog.

Oversættelsen er god; der findes ingen tanketorsk som så ofte fra svensk til dansk. Men så har denne lille, ellers så mønstergyldige bog en usædvanlig makaber slutning med en beskrivelse af fundet af Bachs eventuelle jordiske levninger:

»På en gibsafstøbning af hjerneskallen modellerede billedhugger Senffer efter nøje anatomiske beregninger et ansigt, og det på denne måde fremstillede hoved, viser en overraskende lighed med de te» autentiske Bachportrætter, man kender.«

en beskrivelse Edgar Poe værdig.

-4(

Edwin Fischer: Johan Sebastian Bach en studie. Overs. at Jacob Paludan. 35 s. Wilh. Hansen. 1948.

Denne lille studie af den store Edwiii Fischer er nærmest en tidsskriftsartikel, upretentiøs i hele sin tilrettelægning men skrevet med den sande kunstners dybe respekt for og store kærlighed til sit emne. Efter et »Præludium«, der meget sammentrængt og summarisk giver et rids af forudsætningerne for J. S. Bach, følger et »Tempo, ordinario«, der ligeså kortfattet fortæller om Thomaskantorens liv i ydre forstand, et »Lyrisk intermezzo« og et »Postludium« afslutter denne skitse uden at bringe noget egentlig nyt, men imellem disse småkapitler står en sand perle: »Interpretation«. Hvad Fischer her får sagt på fire små sider om udførelsen af barokmusik, har mange forsøgt at give udtryk for i lange kapitler men med langt mindre held. Denne lille afhandling burde simpelthen stå som forord ved alle nye udgaver af instrumental barokmusik.

F. s. P.

Wallei- Meyer-Radon: Spænding og afspænding i klaverspillets teknik. Wilhelm Hansen.

Pædagogen og pianisten Walter Meyer Radon har på Wilhelm Hansens Musikforlag udgivet en lille bog om visse tekniske grundelementer for klaverspillet. Udgangspunktet danner den afdøde pianist Georg Bertrams metode. Hvad enten man hylder det ene eller det andet tekniske princip, udgør afspændingen det centrale problem for alle instrumentalister, og Bertrams system og øvelser indeholder som sådan intet særligt nyt indenfor klaverteknikkens historie. Derimod er det af stor betydning, at vi på dansk har fået en bog om klaverteknikkens almene principper, og Meyer- Radons lille bog rummer mange udmærkede synspunkter, som en klaverelev og lærer må have interesse i at stifte bekendtskab med. Selve beskrivelsen er dog nu og da lidt uklar og famlende, et udtryk som »svæ-vende let« er simpelt hen ikke dansk. Ofte læser man en sætning flere gange uden at forstå meningen, og da selve det tekniske problem ikke altid er- let at opfatte, bliver dette jo ingenlunde nemmere, når det rent sproglige stiller sig i vejen for læseren. Forøvrigt burde bogens to sidste afsnit om pedal og hukommelse ikke stå i sammenhæng med det rent elementære tekniske. Selve hukommelsesteknikken er et vigtigt afsnit for sig, der ikke bør blandes sammen med de rent fysiologiske faktorer ved klaverspillet. Til trods for de nævnte indvendinger er den lille bog dog særdeles nyttig gennem påvisningen af flere interessante problemer, og en del af de mange råd og vink er sikkert gavnlige for den vordende pianist.

Bengt Johnsson.

-4K

Hans Eppstein: Brahms. 223 s., ill. og m. nodeeks. Lindfors Bokfårlag, Stockholm. 1948.

Brahms hører ikke til de komponister, hvis private liv fængsler så meget, at der skrives bøger i stort tal om hans person og hans kunst, netop derfor er det så meget mere prisværdigt, at Hans Eppstein nu møder med en overordentlig velskrevet bog på svensk om den store romantiker Brahms. Det er en mesterlig skildringl hvorigennem forf. først og fremmest søger at give et så fyldigt, sandt og levende billede af Brahms som muligt, nien samtidig formår han at tegne Brahms' karakter med hans mange pudsige sær

lieder og stærke, ja ubønhørlige krav orn kunstnerisk kvalitet i sin egen skaben så interessant, at man ikke keder sig et øjeblik i selskab med Eppsteins Brahmsskikkelse. Denne glimrende karaktertegning bygger ikke på anekdoter, men forekommer der endelig i det righoldige stof anekdotiske fragmenter, så er de alle stillet i menneskeskildringens tjeneste, som blandt mange eksempler denne lille karakteristik af Brahms' uvilje mod at rette sig efter lægernes diæt-forskrifter, da han blev angrebet af den leverkræft, der snart skulle gøre ende på hans liv: »Han havde jo hele sit liv været meget madk.,~- ,r, og endnu for blot et halvt år siden ved et besøg hos maleren Adolf Menzel i Berlin spist »frokost« fra kl. 10 om morgenen til mørkets frembrud, da han kom i tanker om, at han var indbudt til middag ... «

Er i modsætning til Rabes Bach-skildring hovedvægten lagt på karaktertegningen, så er selve den musikalske fremstilling dog ikke undgået, tværtimod er der mange (55) fyldige og velvalgte eks. med udmærkede omend. ifølge sagens natur meget summariske men ofte psykologisk interessante beskrivelser af Brahnis' kompositioner.

En bog, der fortjener udbredelse også i Danmark.

-4(

Niels L. Wa ZIffi: Romantiska symfonier. 263 s. m. eks. Hugo Gebers Fårlag, Siockholm. 1947.

Denne bog, der indeholder musikalsk gennemgang af 11 romantiske symfonier ill. m. nodeeks., er helt igennem en opslagsbog for musikelskeren, der inden en koncert som vejledning ved selvstudium eller i studiekredse med partituret ønsker at få et ordnet og rent musikalsk forhåndsindtryk af værket. Der behandles symfonier af Dvorak (2), César Franck (I), Mendelssolin (2), Schubert (2) og Schumann (4); når Brahms' symfonier er udeladt af denne sammenhæng, skyldes det den omstændighed, at forf. vil behandle dem i en anden bog.

Til ovennævnte formål er bogen anbefalelsesværdig; inden det om symfonien, musikalsk faglige afsnit gives der en kort og klar biografisk skildring af komponisten, og gennemgangen, der er strengt saglig uden at være videnskabelig tynget, følges ofte af psykologiske bemærkninger, der afrunder indtrykket af komponistens personlighed. Man kan være lidt uenig med forf. om enkelte detailler, og f.eks. synes det mig, at der er gået altfor let henover en karakteristik af de betydningsfulde melodiske, harmoniske og tonale elementer hos Franck, medens derimod den enkle og klare melodik hos Mendelssohn bliver beskrevet med mønsterværdig akkuratesse, men til sit specielle formål er det trods alt en bog af stor værdi.

-~K

Dr- Rudolf Frans Brauner: ósterreiehs neue Musik - Ein Wegweiser und Vberblick fiir den Musikfreund. Verlag: Briider Hollinek, Wien. 1948. 168 s., ill.

Der findes næppe nogen musikinteresseret, som ikke ved ' hvad begrebet »Wienerklassicisme« dækker, men sammensætter vi ordet lidt anderledes og danner et begreb »Wiener-skolen«, så er det vist kun ganske få herhjemme, der føler så fast grund under fødderne, at de vil vide på forsvarlig måde at kunne gøre rede for dette begreb.

I anledning af DUT's 25 års jubilæum i :april 1945 udgav selskabet et særhefte af DM med tre foredrag, hvor bl. a. Niels Viggo,Bentzon som en af de første (måske den første) her i Danmark kort gjorde rede for »Schónberg-skolen«, som »Wiener-skolen« også er blevet døbt. Selvom visse slutninger i hans fremstilling var meget subjektivt farvet, så var det dog en betydelig omend ikke udtømmende beskrivelse, han gav af den bevægelse, der i dette århundredes første snes år opstod i Wien omkring foregangsmanden Arnold Sch8nberg (f. 1874). Ovennævnte bog af dr. Brauner giver ikke nogen højvidenskabelig fremstilling af samme emne, men som en mand, der har levet midt i begivenhederne, giver han en storartet skildring af. atonalismens opståen og udvikling. Nogen teoretisk kunnen fordrer den dog, men for den, der interesserer sig for denne uomgængelige periode i den nyere tids musik, vil den være en - som han selv kalder det - »vejviser« af over

ordentlig værdi, en beskrivelse, der - til trods for den ofte meget eksakte og nøgterne fremstilling - er præget af forfatterens store kærlighed til og brændende interesse for sit emne.

Bogens første ca. 100 sider er helliget atonalismens »klassiske« mestre: Sch6nberg, Anton v. Webern, Alban Berg, J. M. Hauer m.fl. I korte rids optrækkes det miljø, hvori disse kunstnere voksede op, o-, derefter giver dr. Brauner en klar

-C,

redegørelse for den' udvikling, der via Wagners »Tristan« naturnødvendigt måtte føre til de gamle tonearters forfald. Men fremfor alt betoner forf., at der her ikke er tale om et radikalt brud men om en kontinuerlig udvikling, og han bliver ikke ved sit postulat men fører meget logisk ad ordets vej beviser i marken for sine påstande. I denne sammenhæng kan det derfor beklages, at forf. ikke anvender nodeeks. til belysning af stoffet, det ville for den uindviede læser have lettet hans beskrivelser, men givet er det også, at en sådan fremstilling ville have krævet en bog af et ganske andet format, end det har været forlaget muligt at sende på markedet.

Klogt disponerer han sit stof ved først at gøre rede for »den nye kunstvilje«, for derfra at føre læseren ind i »udviklingen«s gang, hvor han ligeledes forbilledligt gør rede for forholdet mellem im- og expressionismens mål og midler, for som glimrende slutsten på denne del at belyse selve begrebet »atonalitet«. På de følgende 50 sider giver forf. ganske korte, af og til helt leksikalske oplysninger om vor tids Wiener-komponister (ca. 70 ialt), der således forøger værkets værdi som opslagsbog. Mod dette kan der kun indvendes, at karakteristikens længde ikke altid - for en dansk læser at se - står i rimeligt forhold til komponistens betydning, men disse få indvendinger til trods er det et værk, man kan give de bedste anbefalinger med på sin vej forhåbentlig også til mange danske læsere. F. S. P.