Buxtehude

Af
| DMT Årgang 24 (1949) nr. 02 - side 42-42

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Buxtehude

Man kan ikke beskylde Georg Krarup, organisten i Frederiksberg kirke, for på nogen måde at have nedgravet det ansvar, der blev ham betroet, da kirken for to år siden fik sit nye Marcussen-orgel. Tværtimod - sidste år foranstaltede han i al beskedenhed, med bistand af fire udmærkede kolleger, en opførelse af Johann Sebastian Bachs samtlige orgelværker, og i år har han besluttet at forfølge succes'en - hvis man da tør bruge et så profant klingende udtryk i denne forbindelse - med i løbet af forårssæsonen at afholde ti Buxtehude-aftener. Sammen med de fremragende orgelspillere Finn Viderø og Søren Sørensen spiller han mesterens samtlige orgelværker, og desuden fremføres under medvirken af flere af vore fornemste vokal- og instrumentalsolister otte solokantater og fire triosonater. Koncerterne, der foregår en række onsdage, begynder den 2. marts og er arrangeret i samarbejde med Berlingske Tidende og Wilhelm Hansens musikforlag.

Patriam agnoscit Daniam, »Han anerkendte Danmark som sit fædreland«, hedder det i en Lübecker dødsannonce (1707), som prof. Knud Jeppesen har gjort opmærksom på i et foredrag i anledning af 300-årsfesten for Buxtehudes fødsel. Anerkendte han også Danmark som sit musikalske fædreland? En eksakt besvarelse vil, som Knud Jeppesen videre påpeger, ikke kunne gives, førend det syttende århundredes danske musikhistorie er blevet mere klarlagt, og en eventuel fornemmelse af en vis danskhed i den intense atmosfære, der navnlig omgiver orgelværkerne, er og bliver jo en privatsag. Hvad der derimod helst ikke skulle være en privatsag mellem flere eller færre indviede er, at Buxtehude er en komponist af internationalt format; han præges ikke af en vis national svaghed, vi vel er tilbøjelige til at overse, og som måske selv de bedste af andre danske komponister ikke kan sige sig helt fri for: manglen på den sidste afslibning af det formelle, på den afgørende prægnans. Buxtehude råder ikke blot over inderligheden, dybden og fantasiens dristighed og sikkerhed, men han giver også det hele den almengyldige formulering, som kun den store ånd formår det.

En fejl vilde det være, hvis man blot anså Buxtehude for den betydeligste gennemgangsstation på vejen til Bach. Der er ting, som den unge mester fra Arnstadt ikke fik med sig hjem fra Lübeck. Dertil hører vel først og fremmest Buxtehudes. helt ejendommelige harmonik, overfor hvilken analytiske metoder undertiden forslår så lidt, at man med stille undren må spørge om ikke Lübeckmesteren på visse punkter har været den mest fremsynede af de to.

Uden tvivl vil disse Buxtehude-aftener virke som et frisk pust ind over vort musikliv, og en særlig interesse vil opførelsen af de nyopdagede værker naturligvis have.

Leif Thybo.

Årgang 24/1949, nr. 02