Finn Høffding

Af
| DMT Årgang 24 (1949) nr. 02 - side 40-41

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Finn Høffding

I anledning af Finn Høff dings 50 års fødselsdag d. 10. marts offentliggør vi nedenfor et åbent brev til Høffding fra komponisten Vagn Holmboe.

Kære Finn!

Det står mig fuldstændig klart, at denne offentliggørelse af et privat brev (som du først får at læser, når DM bumper ind gennem brevsprækken) er ganske ukonventionel for ikke at sige krænkende for brevhemmeligheden. Men jeg benytter mig af det noget sofistiske argument, at din 50-årsdag ikke blot er et privat anliggende, - dertil er du blevet rodet ind i alt for meget, der har den musikalske offentligheds interesse og dertil betyder du for meget i vort lands musikliv.

Jeg ved meget vel, at der er mange, der har god grund til at takke dig. Man behøver blot at tænke på, hvad din indsats har betydet for folke-musikskolen, for musikpædagogerne og for konservatoriet. Jeg kender jo også noget til dit sunde omdømme, din dybe faglige indsigt og din besindige handlekraft, der er til så stor gavn for de råd og bestyrelser, hvori du sidder. Og vi er heldigvis mange der ved, at du, trods den tid dine mange pligter har røvet fra dig som komponist, dog står som skaber af en vægtig og alsidig produktion: Operaer, symfoniske værker, kammermusik, korværker og meget mere; men dette her skal hverken være en nekrolog eller anden officiel hyldest, blot et par ord fra en ven og hvad han har at takke dig f or.

Første gang jeg mødte dig - det ligger nu mere end tyve år tilbage - kom du som lærer-vikar på konservatoriet og skulle undervise mig i teori og komposition, og uden alle talemåder kan jeg sige, at den betydning du fik for mig slet ikke kan måles og egentlig heller ikke forklares. De elever du idag arbejder med vil bekræfte mine ord, og jeg er sikker på, at de føler den samme tryghed som jeg ved at have dig til fører ind gennem musikens uudforskede labyrinter. Du har den sjældne gave at kunne lytte dig til og forstå elevens mangeartede problemer og at gøre noget for at f å dem løst. Det er ikke mindst derfor jeg synes, at du er så strålende en pædagog.

Men du er også en inciterende lærer, den fineste og skarpeste kritiker, jeg har kendt. Når man kommer til dig med et nyt udødeligt mesterværk, har du en nederdrægtig evne til at sætte fingeren på de bløde punkter; og du er ikke bange for at trykke til, så flosklerne, fyldekalken, de billige vitser og overdimensionerede åndrigheder vælter frem for dagens lys, hvor deres usundhed eller banalitet blir klar for enhver. Uden at du et øjeblik behøver at prædike, lærer man hos dig at skelne mellem sundt og sygt mellem godt og dårligt, man lærer at de musikalske værdier ikke skal søges i denne eller hin modretning, men udelukkende i kvaliteten.

Det er forresten ikke helt rigtigt, at mit tidligste møde med dig var på konservatoriet; for endnu tidligere (vistnok i 1924) gjorde jeg bekendtskab med din første symfoni, sinfonia impetuosa, den hvorom Kai Flor skrev noget i retning af, at du frejdigt sparkede til bolden. Den beskrivelse fandt jeg uhyre træffende, for jeg havde en udpræget fornemmelse af at få din musikalske fodbold lige i hovedet. Når man kom fra sine guder Tartini og Corelli var det et chok man fik, men hvor var det forfriskende - bagefter. I en noget mere moden alder hørte jeg din kvartet for obo, sang og tostemmigt klaver, og det stykke musik gav mig en musikalsk oplevelse som lever i mig den dag i dag. Den kvartet er så direkte; den er klar i linierne, overskuelig, men alligevel stærk i spændingen og vidunderlig afbalanceret i formen, - og det generede mig ikke spor, at din »tekst« satte kritikerne grå hår i hovedet og gav anledning til de vildeste spekulationer.

Sidenhen mødte jeg jo mange af dine værker. I operaen »Pasteur« og »Kilderejsen« er der en tone, som jeg vil kalde specifik dansk, hvis dette ord ikke var blevet misbrugt i tide og utide. Disse to operaer rummer noget af den ædleste lyriske musik, der er skrevet herhjemme, og de viser - ligesom al din vokalmusik - dit mesterskab i behandlingen af sproget, af diktionen.

Et af mine yndlingsstykker er dine herlige dialoger for obo og klarinet, der forekommer mig i en nøddeskal at sige noget ret væsentligt om dig som komponist, om din evne til at karakterisere, til at fastholde og gennemføre en idé, din underfundige og ægte humor og din usvigelige sans for kunstnerisk balance. De samme egenskaber finder jeg nemlig såvel i din tidlige kammermusik og i operaen »Kejserens nye klæder«, som i dit seneste større orkesterværk, den symfoniske fantasi »Det er ganske vist«.

Det er med tonerne af denne din overdådige hønsegårds-fantasi i hovedet, jeg slutter dette lille brev, og jeg vil slutte med det ønske, som jeg ved mange nærer: at din rige lærergerning og dine mange krævende, hverv i dansk musikliv dog vil' levne lidt tid til komponisten, så du også i fremtiden kan give os din sunde og klare musik.

Din hengivne

Vagn.

Årgang 24/1949, nr. 02