Nye bøger

Nye bøger

»Grieg«. A Symposium edited by Gerald Abraham. 184 s. m. nodeeks. Lindsag Drummond Ltd. London. 1948.

Af serien Music of the Masters, der redigeres af den alsidige og initiativrige Gerald Abraham, kendt som specialist i russisk rqusik, foreligger her en bog om Grieg. Dens form, symposium kaldet, forekommer mig at være den mest økonomiske udnyttelse af pladsen, når man indenfor et forholdsvis beskedent sideantal øn

sker at give et præ-cist og overskueligt billede af en komponist og hans produktion. De forskellige problemer (biografi, genrer o. s. v.) behandles i ni kapitler af ligeså mange medarbejdere. Det vil være uretfærdigt at fremhæve den ene artikel på bekostning af den anden; alle bærer de præg af forfatternes dybe indsigt, først og fremmest selvfølgelig i deres specielle emne, men også i hele Griegs musik og de musikalske og kulturelle tilstande på hans tid overhovedet. Hovedvægten er så af gjort lagt på musiken (det biografiske optager kun ca. fire sider), og holdningen overfor emnet viser en naturlig respekt for den store komponist: ingen liggen på maven for geniet, som f. eks. afsnittet om sangene kunne friste til, men ej heller nogen bedrevidende nedsabling på de områder, hvor vi alle véd, at Grieg havde sine svagheder, som f. eks. afsnittet om kammermusiken kunne opfordre til.

Hvad der imidlertid gør denne musikbog særlig værdifuld er dens velsignede mangel på tendens, her er ikke, som så ofte, tale om noget dogme, der med vold og magt skal bevises. Ingen ensretning; ofte giver de forskellige deltagere i sym~ posiet udtryk. for stikmodsatte meninger. Kvaliteten af denne frit og utvunget skrevne bog understreges yderligere af et tillæg med 104 nodeeksempler samt af manglen på stavefejl i det danske og i hvert fald i det norske, som almindelige dødelige kan kontrollere.

4(

Donald Brook: »Six Great Russian Coinposers«. 193 s., ill. Rockliff. London. 1947.

De seks komponister er Glinka, Borodin, Mussorgsky, Tchaikovsky, Rimsky Korsakov og Scriabin. Nogen saglig- musikalsk gennemgang i stil med ovennævnte Grieg-bog er der ikke tale om, forfatteren understreger udtrykkeligt, at han vil nøje sig med den biografiske skildring, hvilket man fotsåvidt kan beklage, som netop de ovennævnte komponister jo har haft en ganske særlig betydning for en stor del af den nyere musik, f. eks. Debussy, Ravel, Strawinsky m.fl. Resultatet er blevet mere underholdende end egentlig interessant, men til at »12egge bunden« med har den rene biografi altid en vis berettigelse.

Leif Thybo.

4K

Niels Friis: Det kongelige Kapel. P. Haase &- Søn. 1948. 350 s. Kr. 28,50.

Man har hidtil savnet e n fremstilling af Det kgl. kapels historie i de sidste hundrede år. Carl Thranes udmærkede værk »Fra Hofviolonernes Tid«, der udkom i 1908, går som bekendt ikke længere frem end til ca. 1850. Tiden forud er omhyggeligt helyst både af Thrane og andre, især af Angul Hammerich i hans doktordisputats »Musiken ved Christian d. 4.s Hof« og Niels Friis i »Det danske Hoftrompeterkorps«. - Niels Friis' nu foreliggende værk har for den ældre tids vedkommen

de i det væsentlige kunnet bygge på de nævnte arbejder, men har ellers måttet støtte sig til nye undersøgelser. Arbejdet har utvivlsomt været vanskeligt. For den nyeste tids vedkommende synes det som om hensynet til den størst mulige historiske sandhed har måttet vige for andre hensyn, først og fremmest til bogens karakter som festskrift men også til en række nulevende personer. Resultatet er en øjensynlig slagside, og fremstillingen af kapellets historie i den sidste menneskealder kan i denne form ikke betragtes som den endelige. Bogen er derfor ikke blevet helt det, som man havde ventet og håbet. Det synes også som om forfatteren har arbejdet under et staerkt pres for at få sit arbejde færdigt til teaterjubila,-et. i december. Man havde hellere set, at der var givet ham bedre tid til at udfolde sin sæ-dvanlige omhu og indtrængende forskerevne også i dette værk, selv om det var fremkommet 'med forsinkelse. -

Imidlertid bringer bogen i sin helhed et sådant væld af oplysninger, at den vil blive stående som et meget benyttet værk i dansk musiklitteratur. Af stor betydning er listerne over kapellets medlemmer fra 1770 til 1948 samt bogens noteapparat, der vejleder i videre studium af enkelthederne. (I noterne til kapitlet om Franz Glæser er der desværre sket en upåagtet forskydning, hvorved tallene fra 18-25 henviser til forkerte noter.) - Men af størst interesse er det 65 sider store kapitel om Johan Svendsen, som egentlig aldrig har været behandlet fyldestgørende. Den betydning, som Johan Svendsen har haft for kapellet og for dansk musikliv i det hele taget, gør dette kapitel til bogens egentlige tyngdepunkt * Portrætterne af Svendsen er mindre velvalgte. På det ene ligner han en vaskeægte »sprechstallmester«; det andet er et særdeles karakterløst portræt (malet af Achen). Der findes langt bedre billeder, som burde være benyttet.

Udstyrelsen er et festskrift værdig, fornemt papir, smuk typografi og et overdådigt billedstof, hvoraf en del er hidtil ukendt. - Det er en bog, som man

trods principielle indvendinger - nødig ville have undværet.

4(

Vagn Kappel: Musik i Æteren. Jul. Gjellerups Forlag. 1948. 126 s. Kr. 8,50.

Radiofoniens populære musikcausør, Vagn Kappel, har i 9 kapitler forsøgt at give det lyttende publikum begreb om, hvad der egentlig foregår indenfor radiohusets vægge. Både de tekniske og de æstetiske problemer er taget op til behandling, - og da det åbenbart ikke har været forfatterens hensigt at se disse problemer under en altfor stor synsvinkel, men at beskæftige sig med de foreliggende realiteter, må man indrømme, at bogen opfylder sin mission. Forfatteren hævder udtrykkeligt, at han har omtalt problemerne som de tager sig ud set fra radioens side.

Bogens første halvdel bringer historiske

og tekniske strejflys, - dens sidste halvdel overvejende æstetiske og pædagogiske, betragtninger og redegørelser. En noget større slagkraft kunne man have ønsket i omtalen af de dårlige lyttervaner, et emne, hvis nærmere undersøgelse dog kunne være blevet prekeer for radioen selv (se DM, 1949, nr. 1, s. 16). - Det må siges, at Vagn Kappel. iøvrigt med stor redelighed har udleveret sit stof. Han har lagt kortene på bordet uden bagtanker. Enhver kan nu tænke sit. Bolden er givet op, - spillet kan begynde!

S. B.