P.S. Rung-Keller

Af
| DMT Årgang 24 (1949) nr. 02 - side 39-40

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

P. S. Rung-Keller

En af de mest markante skikkelser blandt vore kirkemusikere, organist P. S. Rung-Keller, fylder den 11. marts 70 år. I denne anledning vil der være god grund til, også i dette blads spalter, at bringe ham en lykøiiskning og en tak for den betydelige indsats han har ydet i vort hjemlige musikliv.

Som elev af orgelmesteren Gottfred Matthison-Hansen blev Rung-Keller 1903 ansat som organist og kantor ved Vor Frelsers Kirke paa Christianshavn, en stilling han endnu røgter med forbavsende vitalitet, trods det han således har virket her i over 45 år.

Efter sin ansættelse fik Rung-Keller, som den energiske og initiativrige natur han er, snart organiseret nogle månedlige frikoncerter i kirken. Disse månedlige »torsdagskoncerter«, der afholdtes vinteren igennem, blev en fast institution, og var i det første par decennier af århundredet en væsentlig og højst skattet faktor i det københavnske musikliv. Indtil radioen begyndte at gøre sig gældende som musikspreder og - p. gr. a. det nye og spændende moment den indebar - bortførte mange fra den »levende« musik, var der altid stor tilstrømning til disse fremførelser af kirkelig tonekunst, og den musikkulturelle værdi og musikopdragende betydning af disse aftener kan næppe vurderes for højt. Foruden Rung-Kellers eget fortræffelige orgelspil var der som regel altid anden udmærket solist-medvirkning af vokal eller instrumental art, og den musik der blev bragt til udførelse omfattede praktisk talt alle perioder inden for musikkens historie.

I denne forbindelse kan nævnes, at Rung-Keller for første gang herhjemme bl. a. også indførte Buxtehudes orgelværker på sine programmer. At der både skulle megen idealisme og arbejdsevne til for at kunne gennemføre et sådant uegennyttigt foretagende er indlysende, ikke mindst når man hører, at der har været givet omkring et par hundrede af disse koncerter.

Også som fortolker af kirkelig musik i større stil har Rung-Keller gjort sig gældende i vort musikliv, idet han 1912 blev dirigent i Cæciliaforeningen, en post han overtog efter sin onkel, kgl. kapelmester Frederik Rung, og som han beklædte til 1931. Det er et betydeligt arbejde, Rung-Keller også her har nedlagt i indstuderingen og fremførelsen af talrige af musiklitteraturens storværker.

Med sine rige evner har Rung-Keller også som skabende musiker ydet noget værdifuldt, en side af hans kunstneriske virke der er mindre kendt af den simple grund, at hovedparten af hans kompositioner kun eksisterer i manuskript. Som naturligt er, har han navnlig skrevet værker for orgel, og der foreligger fra hans hånd en hel række kompositioner for dette instrument, tildels af ret store dimensioner og med interessante idé-grundlag, som f. eks. den symfoniske suite »Dødsdansen«, med de bekendte allegoriske billedfremstillinger som inspirationskilde, eller variationskæden over legendefolkevisen »Skøn Jomfru ganger i Rosenlund« o. s. v. I efteråret 1948 kunne Rung Keller fejre sit 45-års organist-jubilæum, ved Vor Frelsers Kirke, og dette gav bl. a. :anledning til, at en kreds af elever og venner - for på denne måde at være med til at hædre ham - arrangerede fire koncerter i kirken udelukkende med Rung-Kellers egne kompositioner på programmet. Foruden forskellige andre ting spilledes ved denne lejlighed ikke færre end tyve, mere eller mindre omfangsrige, af de nævnte orgelværker, og det var i høj .grad interessant at høre disse meget forskelligartede kompositioner, hvis tilblivelsestid strakte sig lige fra 1908 til 1947, og følge den meget betydelige stilistiske udvikling der så klart afspejlede sig deri. Af de her spillede 20 værker for orgel er kun de 4 - fire - trykt, hvilket må beklages, da flere af dem betyder en værdifuld forøgelse af vor i forvejen ikke særlig righoldige orgellitteratur.

Af andre kirkelige kompositioner skal her også nævnes det virkningsfulde »Adventsspil«, der er skrevet specielt med Vor Frelsers Kirkes særlige pulpiturforhold for øje, og som delvis kræver »scenisk« fremstilling. -

Som en søgt pædagog har Rung-Keller øvet en betydelig indflydelse på de yngre slægtled af vore orgelspillere og kirkemusikere, og han har, med sin store praktiske indsigt og kunnen på orgelspillets og musikteoriens område, været en storartet vejleder for de talrige elever han har uddannet gennem årene, dels privat, dels på Det kgl. danske Musikkonservatorium, hvor han har virket som lærer siden 1917. At Rung-Keller er elsket og beundret af sine elever kan vist siges uden overdrivelse, og det er ikke mærkeligt, da han, foruden de færdigheder og kundskaber han formår at bibringe dem og den sjældne, evne han ejer til at kunne sige en ting på en så rammende måde, at den ikke glemmes, tillige er i besiddelse af de rent menneskelige kvaliteter, der er af så stor betydning for kontakten mellem lærer og elev.

Med hvilken alvor og grundighed Rung Keller arbejder i sit »fag«, kan man få en lille idé om ved at høre, at han som ungt menneske, for til bunds at kende det komplicerede instrument han spillede på, også lærte sig praktisk orgelbygningskunst, et område på hvilket han endog dygtiggjorde sig sådan, at han kunne påtage sig at bygge orglet i en af vore købstadkirker!

Men også på anden måde indenfor tonernes verden har Rung-Kellers energi og virketrang, der næsten synes uden grænser, fundet afløb, idet hans store interesse for klokker og klokkespil har ført ham ind i dybtgående studier af klokkernes akustik, et område på hvilket han er ekspert. Som bekendt er Rung-Keller en fortræffelig klokkespiller - eller »klokkenist«, som han også ynder at kalde sig - men det var ham hellerikke på dette felt nok at kunne »spille« på instrumentet, han ville, ligesom på Orglets område, kende det til bunds. Hans store indsigt og faglige viden i orgelbygningskunst og klokkevidenskab førte 1931 til, at kirkeministeriet overdrog ham hvervet som konsulent i klokke- og orgelsager.

På Rung-Kellers altid vågne initiativ lykkedes det 1928 at få oprettet et klokkespil af betydelig størrelse i Vor Frelsers Kirkes tårn, og hver torsdag aften sommeren igennem er der »klokkesangs-tid«, hvor de tonende malme »røres« af Rung-Keller selv og de medhjælpere han efterhånden har fået uddannet. Så fyldes luften af de både magtfulde, klingre og sprøde klokketoner gengivende ikke alene folkelige og kirkelige melodier, men også kompositioner skrevet specielt for klokkespil.

Nogle ualmindelig rige og frugtbare arbejdsår er det således, Rung-Keller har lagt bag sig, og selvom 70-årsdagen markerer et ydre skel, er der ikke tvivl om, at han med den vitalitet, han stadig er i besiddelse af og med sin idérige og energiske natur, også nok skal vide at få noget ud af de kommende år.

Valdemar Hansen.

Årgang 24/1949, nr. 02