Radion i januar

Radioen i januar

Ved N. B. Møller Nielsen

En meget stor del af statsradiofoniens udsendelser er musikprogrammer, repræsenterende alle mulige genrer; men trods -dette er det ingenlunde nogen let sag herfra at fremdrage væsentlige programpunkter, der har givet den forløbne måned karakter. Alt for ofte er det almindeligheder, ja, til tider kedsommeligheder, -radiofonien spreder over landet. I mange lilfælde har musikudsendelserne ingen bestemt adresse, og deres opgave indskrænkes derfor oftest til blot at danne musikalsk baggrund for dansk familieliv. Torsdagskoncerterne, den ældre dansemusik, swingmusikken eller kammermusikudsendelserne henvender sig til ganske bestemte lyttergrupper, her er der tale om lyttere, der i radioprogrammet seetter kryds ved disse udsendelser og ser -hen til dem som personlige radiofoniske ,,opmærksomheder. Men f. eks. orkester-udsendelser som: populær orkesterkoncert, romantiske klange, populær operamusik eller en gang nordisk musik har meget ondt ved at finde lyttere; man har -i høj grad på fornemmelsen, at det for musikafdelingen er et spørgsmål om at 'udfylde så og så megen tid. I stedet for at sige: vi skal udfylde så og så megen - tid, hvad kan vi hitte på! - burde man vende det om og sige: har vi nogle gode idéer, og derefter: hvormegen sendetid skal vi bruge? På denne måde var det muligt at undgå disse mere eller mindre ligegyldige udsendelser, der ikke har noget publikum.

Men vi har altså torsdagskoncerterne. ,Og her har den musikinteresserede lytter ~da også i den forløbne måned kunnet hente smukke og værdifulde oplevelser; men blot endnu et hjertesuk: hvorfor skulle vi snydes for den fjerde torsdagskoncert i januar? Vi havde dog løfte om stor symfonikoncert hver torsdag aften i «Ienne sæson.

Månedens to første koncerter blev meget smukke og fængslende. Den franske dirigent Wolf fremførte her et levende og karakteristisk udsnit af sit lands tonekunst. Især bør fremhæves Albert Roussels, fjerde symfoni, der var et kærkominent og tiltrængt radiofonisk bidrag til

øget kendskab omkring fransk symfonisk kunst, når den er bedst; og så Wolfs stærke og gribende gengivelser af César Francks oratorium »les béatitudes«. Disse to koncerter blev levende vidnesbyrd om den særegne styrke fransk musik besidder. Albert Wolf fremtrådte for det danske publikum som en overordentlig kyndig og levende kunstner. Dette gælder først og fremmest orkesterlederen Wolf, medens komponisten virker ret svag og temmelig uinteressant; dette kom til udtryk i hans koncert for fløjte og orkester, der var med til at repræsentere, den nye f ranske musik.

Med månedens tredie, og altså også sidste torsdagskoncert, var vi atter på hjemlig grund. Denne koncert var udelukkende viet værker af en af vore store romantikere, Niels W. Gade. Efter en ouverture og symfonien i g-moll fremførtes elverskud i en meget smuk udførelse; korets indsats her var glimrende, det sang sin del af det så friske og ægte nationale værk så dygtigt og dejligt, som dette sikkert kan gøres. Launy Grøndahl bestred med vanlig dygtighed hvervet som dirigent for det store opbud af både kor og orkester.

Onsdag d. 26. januar stod den danske radiofoni for arrangementet af en fællesnordisk udsendelse. Her bragtes et udsnit af den nye danske musik, repræse~nteret ved navne som Schultz, Holmboe, Høffding og Bangert. Tyngdepunktet i denne koncert var Holmboes concerto nr. 9 for violin, bratsch og orkester, fint udført af Else Marie Bruun og Julius Koppel. Dette værk bekræfter atter indtrykket af Holmboes betydelige kompositoriske sikkerhed og hans stærkt personligt arbejdende fantasi, men bærer tillige præg af hans manglende trang til ydre artistisk udfoldelse, et forhold der besværliggør tilegnelsen af hans kunst.

I januar har radioen bragt nogle få solistafdelinger optaget på stålbånd; disse optagelser har været af en så ringe kvalitet, at -det så indtrængende som muligt må henstilles til musikafdelingen at forskåne sine lyttere for flere af den slags.