Aktuelt dansk musikliv

Aktuelt dansk musikliv

Referat af Gunnar Heerups foredrag ved Mp F.s møde d. 25. januar i Musikkonservatoriets sal.

Det var anerkendelsesværdigt, at Musikpædagogisk Forening tog initiativet til mødet d. 25. januar, hvor Gunnar Heerup i henved 11/2 time med paafølgende diskussion fremlagde sit syn på så godt som alle områder indenfor aktuelt dansk musikliv.

Skolemusikundervisning. Seminarieuddannelsen er aldeles utilstrækkelig. De unge lærere får i deres uddannelsestid ikke nogen erfaring for praktisk sangundervisning i en klasse. - På den anden side giver skoletimeplanen ikke megen plads til sang, så at der faktisk findes skoler, hvor dette fag helt bortfalder i de første år. Ikke alene bør der ofres mere tid under seminarieuddannelsen til undervisningspraktikken, men man, bør også give skolerne landet rundt impulser, og det skulle være en selvfølge, at der på alle skoler fandtes et klaver. Musikpædagogerne skulle ikke klumpe sig sammen på Østerbro og Frederiksberg, men bør fordeles og flyttes ud og evt. knyttes som en slags vandrelærere til forskellige skoler rundt omkring. Den musikalske opdragelse i folkeskolen bør ske ved at lade børnene aktivt beskæftige sig med musik gennem instrumentalundervisning og sang, og kommunen bør give halve fripladser til musikalske børn. Naturligvis findes der andre kulturværdier end musik, og alle børn skal ikke med vold og magt gøres musikalske; men de, der har evne, bør kompetent vejledning. Lytten til den lødige musik kræver imidlertid en anspændelse og koncentration som et barn indtil have lejlighed til at udfolde sig og få 13 års alderen slet ikke er i stand til. Den slags musikopdragelse bør vente til mellemskolen og gymnasiet.

Her er arbejdet så godt som helt overladt til lærerne som ulønnet frivillig fritidsopgave, idet de bevilgede 500 kr. som løn for fritidsbeskæftigelser skal dække både sport, sløjd og musik. Men hvorfor i alverden skulle der ikke kunne lønnes? Vor musikkultur bør ikke alene bygges på lærernes idealisme!!

Man har i de senere år prøvet at slå to fluer med et smæk ved at give arbejdsledige musikere beskæftigelse i et 60 mands orkester som anvendes til koncerter for skoleungdommen. Da der efter de nyeste bestemmelser ved ansættelsen skal tages hensyn til, hvem der 12engst har været arbejdsløse, er orkestret efterhånden af meget dårlig kvalitet, og derfor ganske uegnet til formålet. Til unge hvis interesse netop skal vækkes - må man kun give det bedste. At kunst- og fagforeningspolitik her blandes sammen er en katastrofal fejl. Løsningen af denne opgave hører hjemme under undervisningsministeriet og ikke, som det nu er tilfældet, under arbejds- og socialministeriet.

Landsdelsorkestre. G.H. er ganske uenig med udvalgets forslag. I stedet for at diktere oppefra bør man gøre landsdelsorkestrene til selvstændige institutioner med økonomisk støtte fra staten, men med eget ansvar og initiativ. At et orkester (på 60 mand) skal kunne give 335 koncerter i løbet af et år er et monstrum af et tankefoster. Desuden er der i Århus en opera-sæson på 14 dage to gange årlig. At overkomme begge dele er simpelthen ugørligt.

Hvorfor bevilger København ingen penge til musiklivet? Man læser det som en selvfølgelighed, at Århus giver 100.000 og Randers 35.000 kroner, men København giver - intet. Man har orkestrene gratis, og staten tjener ovenikøbet på dem (i skat). Men vi bør have et nyt orkester. Tivoliorkestret kan ikke overkomme det hele alene. Udover den anstrengende sommersæson. kan det allerhøjst tjene som byorkester, men til det øvrige Sjælland og Lolland-Falster, hvor der ialt findes 33 byer, der har antagelige lokaler, bør der være et orkester til.

Radioorkestret er altfor overbelastet Torsdagskoncerterne - radiohusets hovedpude - burde spredes over hver 14. dag hele året rundt. Desuden kunne det aflaste musikerne, hvis man gav andre orkestre lov til at koncertere gennem radioen. Radioen har brug for endnu et orkester, der kunne medvirke ved operaforestillinger, som hidtil fuldstændig forsømmes. Man har nu startet et lille kammerorkester, fortrinsvis til barokmusik - men hvordan kan man til sådan en post gå udenom specialister som Mogens Wö1dike og Lavard Friisholm? Frem for alt bør alt, hvad der sendes ud, være kvalitet, og man bør være ubarmhjertig med hensyn til dette krav. Som det nu er, undermineres kvaliteten, ligesom man hæmmer al initiativtagen. Musikafdelingen er til dato den mest beskedne i hele huset, men ganske planløs i sit arbejde. Defi burde i højere grad transmittere koncerter og skulle selv give opgaver til kunstnere på alle felter og burde anvende sine medarbejdere på de rigtige steder. Hvorfor bruger man ikke Schepelern til operaindstuderinger og -ledelse? Der bør også optages et nordisk samarbejde, så at man i det mindste fik opnået, at man gensidig kan høre hverandre( som det nu er, kan Stockholm ikke høre København og København ikke Oslo).

Musikanmelderne. De fejder, som Frede Schandorf Petersen optager i DM, bør udkæmpes af kritikerne ved de store dagblade. G.H. efterlyser principielle kroniker og indlæg vedrørende dansk musikliv. Evt. må kritikerne gå i fællesskab for at give udtryk for en mening. Og hvorfor findes der ingen anmeldelse af radiomusiken? Offentligheden må følge med og kritikerne kan jo evt. fordele arbejdet og skiftevis påtage sig en måneds stroppetur. Det ville måske fremme radioudsendelsernes kvalitet.

Operaen -- Det Kongelige Theater var engang, omkring 1890, en enorm institution, som bragte alt hvad der kom af nyt. Det var en kulturfaktor og nu - -? Den så meget roste dublering af rollerne tager altfor megen, nemlig næsten dobbelt, prøvetid. Derfor hellere kun een besætning og lidt større repertoire. I Sverige er det muligt at sende operaer ud i provinsen foruden at der spilles i Stockholm. Hos os er der kun et enten-eller. Og hvorfor er eksaminerne på operaskolen ikke offentlige, så at man kunne følge med? Hvorfor arbejdes der ikke med almindelig dramatik på operaskolen? Den stiliserede operasangdramatik alene er en for ringe skoling.

Der bør tænkes, på, at kunstnerne, som før krigen havde mange muligheder udenlands - ikke mindst i Tyskland -, nu må løbe rundt herhjemme. Radioen og provinsen bør være opmærksomme på dette spild af talent, idet de må tage denne opgave op og udnytte dem til fælles gavn.

Konservaloriet gik fri for angreb, fordi det ligger i støbeskeen for tiden. Men G. H. udtrykte håbet og ønsket om, at det måtte blive et inspirationscentrum og at forholdene måtte skabe en større enhed i arbejdet til fremme for musikkulturen herhjemme.

Til sidst kom G. H. med nogle ønskedrømme af internationale dimensioner: Staten bør give kunsten og kunstneren en sådan støtte, at vi kan gøre os gældende i udlandet, idet et lille land nok kvalitativ kan stå mål med de store, men ikke har mulighed til at slå igennem uden hjælp. Vort propagandaarbejde i denne henseende er i dag ganske utilstrækkeligt, og man skulle koncentrere sin indsats på USA istedet for på England. (Evt. kunne man gøre propagandaarbejdet i samarbejde med de andre nordiske lande.) Komponistforeningen tager desværre ikke dette arbejde op; her savnes en personlighed, der tør tage ansvaret.

På den anden side vises der en vis frygt for at knytte udenlandske kunstnere til dansk musikliv. Sådan en podning kunne netop virke som et frugtbart incitament.

Efter at Thorvald Nielsen som formand for Mp F. havde takket foredragsholderen fulgte en række indlæg fra sanginspektør Boesen, teatersekretær Henning Rolide, pædagogen. Anna Veibel Dauer, kapelmester Felumb, Sverre Forchhammer, Torben Eriksson (ARTE), folketingsmand Alsing Andersen og lektor Viggo Forchhammer; sidstnævnte var tillige diskussionsleder. Radioen derimod dokumenterede sin manglende interesse, idet ingen af de fire indbudte lierrer - Peder Gram, Kai Åge Bruun, Karl Bjarnhof og Vagn Kappel - havde vovet at lade sig forstyrre i deres tornerosenørnssøvn, for at komme tilstede.

Ilse Meyer.

Pædagogerne og amatørerne

I nedenstående indlæg, indsendt af Bj. Gamborg, fremdrages et aktuelt dansk musikproblem, som indsenderen mener, Gunnar Heerup ikke har været opmærksom på.

Den 25. januar efterkom jeg med glæde en indbydelse fra Musikpædagogisk Forening til et diskussionsmøde om aktuelle problemer i dansk musikliv. Jeg var indbudt i min egenskab af bestyrelsesmedlem i det nystiftede »Danske Amatør- Orkestres Samvirke«, men i mit stille sind indfandt jeg mig som medlem af bestyrelsen for »Akademisk Orkester og Kor«.

Både magister Heerups foredrag og den efterfølgende diskussion var interessant at følge, men hvad der for mig, ud fra mit særlige synspunkt, var det interessanteste, var, at amatørerne i almindelighed og Akademisk Orkester og Kor i særdeleshed end ikke strejfedes i aftenens løb.

Hvad er da amatørerne, hovedparten af eleverne? Hånden på hjertet: er de en slags affald fra den egentlige produktion af musikere og kunstnere? Amatørerne har selv en del af skylden for en sådan indstilling, fordi de jo praktisk talt alle er løbet af lære, men alligevel går de dog ud i livet med en aktiv indstilling til musik, som giver dem en særstilling indenfor musikkens publikum. Omend magister Heerup udtrykkelig talte musikkens sag, var det dog musikken som erhverv, der prægede aftenens forløb, og som for den tilstedeværende forsamling var det naturlige emne. Den »fattige kunstner«, som ud af sit idealistiske sind giver af sin musikalske overflod, er jo heldigvis en saga blot, men sætter erhvervsbetoningen og den faglige betoning alligevel ikke et alt for dybt skel mellem grupper, for hvilke musikken er et fælles, livsindhold? Vel er amatørerne forskellige og aftvinger ikke alle samme respekt, men det samme er tilfældet for musikernes vedkommende, og i omsorgen for musikken som etisk værd! skulle det erlivervsmæssige fællesskab jo ikke gå forud for åndsfællesskabet.

I et kortfattet ønske for statens musikkonservatoriums fremtid udtalte magister Heerup håbet orn, at det måtte lykkes at skabe en fælles ånd, et musikalsk og menneskeligt kammeratskab, i stedet for den personlige stræbens isolation. Omend de enorme krav, som i vore dage stilles til de unge musikere, nødvendigvis må fremme den enkeltes egocentriske indstilling over for arbejdet, tror jeg alligevel, at den lier opstillede vejviser peger i den rigtige retning. Hvis det kunne lykkes at fremkalde en ånd, hvori musikken indtog sin plads foran personen, ville man nå et langt stykke fremad mod en tilstand, hvori også amatørerne fandt deres naturlige plads. De kunstnere, musikere og pædagoger, der udgik fra konservatoriet, ville da bane vejen for et fællesskab mellem alle aktivt musikinteresserede, som ville tjene musikkens sag bedre, end den - i hvert fald på dette fællesmenneskelige område - urimelige faglige isolation.

Karakteristisk nok fandt ethvert indlæg fra ikke-musikalsk faglig side sin naturlige plads i diskussionen; en amatør, som kun kunne tale ud fra sin kærlighed til musikken, ville have virket som en hund i et spil kegler.

Magister Heerup glemte i en gennemgang af den indsats, som i de sidste 25. år er gjort for musiklivet, intet - undtagen det arbejde, der er udført for og af musikamatørerne, som jeg specielt kender det fra Akademisk Orkester og Kor. Det er så meget mere betegnende, som magister Heerup og mange andre musikfolk med ham udmærket kender foreningens virksomhed og under fire øjne yder den venlig respekt; men den falder udenfor rammerne og glemmes ganske simpelt, når det gælder. Hvorfor?

Der præsteres megen dårlig musik i Danmark og også megen dårlig amatørmusik. Og det er naturligt at kæmpe for en højnelse af det musikalske niveau. hvorfor da ikke også på amatørmusikkens område? Er ikke amatørernes musikdyrkelse også en værdifuld målestok for vort lands musikkultur, et aktiv af virkelig betydning i det musikkulturelle arbejde? Det skulle synes så!

Men man glemmer altså ganske roligt dette aktiv, endog i en kreds, hvor det skulle være af særlig betydning at huske amatørernes foretagender, fordi det er af både direkte og indirekte interesse for musikpædagogernes arbejde og - skal det endelig være - deres erhverv. Den animositet, som indenfor visse dele af musikerfaget hersker imod amatørerne, og som har sin oprindelse i en illoyal konkurrence, som i periferien af amatørernes musikdyrkelse påføres underholdningsmusikerne, men som er uden nogensomhelst betydning på koncertmusikens områder, vedkommer ikke pædagogerne Disse har netop den direkte interesse i amatørernes store skare som elever, og den indirekte, i den betydning amatørernes musikinteresse har for musiklivet. Skulle det da ikke være naturligt, at pædagogerne gjorde deres for at støtte det amatørliv, som på sin måde gør så stor en indsats for den fælles sag?

I løbet af en snes år har jeg haft føling med ca. 3000 amatørmusikere og -sangere, og jeg har derfor set, med hvilke indstillinger og forudsætninger disse går til deres opgaver i helheden, men jeg har herigennem også erfaret, hvad musikpædagogerne kunne gøre, men ikke gør, for at forberede dem til en opgave indenfor amatørmusiklivet og for at gøre det til en selvfølge, at de søgte sig en sådan opgave med det rette sindelag.

Det er jo naturligt, at pædagogernes .største interesse er at fremelske musikere eller endog kunstnere, hvor de tilstrækkelige evner og den rette trang og indstilling er til stede. Men hvor disse forudsætninger mangler, er den »solistiske« opdragelse for så vidt forfejlet, som den giver den rene amatør en forkert indstilling og en forkert udviklingslinie i forhold til hans virkelige chancer på musikkens område. Jeg skal ikke uden videre underkende betydningen af musik og sang i familiens skød, men jeg har oplevet så megen begejstring over præstationer, der var uden al værdi, og så megen musikalsk stagnation og bornerthed på et teknisk højere plan, at jeg tør mene, at det ikke er ad denne vej, musikkulturen skal udvikles, og musikinteressen øges.

I mangfoldige tilfælde ville det være det rigtige, at pædagogen forudbestemte en elev for et amatørorkester eller -kor, anlagde sin undervisning derefter og på ,et vist tidspunkt henviste den pågældende til et sådant ensemble. Der ville endda være et tidspunkt, hvor svigtende interesse ville kunne stimuleres ad denne vej, til gavn og glæde for både lærer og elev. Det første pædagogen i sådanne tilfælde havde at gøre, var at indstille eleven rent psykisk på denne opgave. Man møder alt for ofte mennesker, som på grund af solistisk selvovervurdering er ude af stand til at finde sin naturlige plads i ensemblet, eller måske endda føler sig hævet over det ensemblemæssige fællesskab, som ikke giver dem lejlighed til at gøre sig tilstrækkeligt gældende. Men man møder også mennesker, som i første omgang føler sig ukvalificerede eller måske endda blot »generte« ved at virke sammen med andre. (Sagt i denne forbindelse ville jeg tro, at korenes alvorlige problemer på mandsstemmerne ville kunne løses gennem den rette psykologiske påvirkning af de unge mennesker, som ganske givet føler sig »flove« ved at synge. Det synes, som om skolens indsats på dette punkt lader vente noget læenge på sig.)

En anden opgave for pædagogen dikteres af orkestrets og korets specielle teknik. Selvfølgelig skal eleven glæde sig selv og sin kreds med solospil eller -sang, så langt evnerne rækker, men på basis af den udelukkende »solistisk« udviklede teknik er han ude af stand til i egentlig forstand at tilpasse sig efter orkestrets eller korets krav, ol, han må derfor også kende den teknik, som ensemblerne kræver, og hvis tilstedeværelse ville gøre amatørernes ydelser så i-neget, meget bedre. For sangernes vedkommende kunne man også ønske sig, at de - i stedet for det kategoriske forbud mod at synge i kor, som nu er det almindelige - lærte, hvordan de skal synge i kor uden overlast for stemmen. Jeg ved meget vel, at jeg her rører ved et vanskeligt punkt, men dog vel næppe vanskeligere, end at det for det store flertals vedkommende kunne klares.

I alle parters interesse er det altså en opgave for pædagogerne at forsyne såvel amatørorkestrene som -korene med musikinteresserede elever, en opgave, som kun altfor få i øjeblikket tager på sig.

At kravene til ensemblerne, når det rette gensidighedsforhold blev oprettet, måtte vokse, ville kun være en glædelig stimulans for det musikkulturelle arbejde blandt amatørerne.

Bj. Gamborg.