Fra grammofonens verden

Af
| DMT Årgang 24 (1949) nr. 03 - side 70-72

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Fra grammolonens verden

Danske indspilninger af høj kunstnerisk kvalitet

Carl Nielsen: Kvartet nr. 3, Es-dur op. 14. - H.M.V.: D.B. 20100-03. 4 plader.

Erling Bloch-Kvartetten, der tidligere på H.M.V. har indspillet Carl Nielsens Fdur kvartet, har med denne nyindspilning yderligere befæstet sit ry som interpret for vor store danske komponists kammermusik. Deres sammenspil er egalt og klangen er stort set meget fin, men det kan ikke nægtes, at man nogen steder mærker en smule urenhed, så lidt ganske vist, at det kun fornemmes, som om visse melodibærende stemmer bliver en smule presset og lidt »nasale« i klangen. Derimod er karakteren i den henrivende tredjesats, allegretto pastorale, ramt lige i centrum, det er herigennem man stærkest mærker ensemblets dybe indlevelse i Carl Nielsens kunst. Kvartetten er skrevet i årene 1897 -98 og hører til den periode, i hvilken C.N. vokser frem til større selvstændighed i sin skaben. Mest karakteristisk for hans egenart er de to midtersatser: andanten med dens roligt bårne melodi, den markerede, lidt livligere mellemdel, der afsluttes af førstedelens mixolydisk prægede tema i celloen omgivet af lange kontrapunkterede melodilinjer i violinerne og så den yndefulde »allegretto, pastorale« der rummer meget af C.N.s så karakteristiske »hønsegårdshumor«, som i »Maskarade« skulle åbenbares i sin mest charmerende skikkelse. Finalen er ligesom den tilsvarende sats i g-moll symfonien

noget svag, medens den stærkt. gennemarbejdede førstesats ligesom »falder med døren ind i huset«. Denne sats stiller ikke ringe krav til lytterens koncentration, men det lønner sig at forsøge at honorere dem.

Peder Gram: »Poéme lyrique«. Polyphon H.M. 80011.

Radioens musikchef ' Peder Gram, er som kunstner retrospektiv og ikke fremadrettet; han har taget senromantiken i arv, og denne forvalter han med megen nidkærhed, men han har - i modsætning til flere af sine jævnaldrende kolleger - undgået den stærke afhængighed af Carl Nielsen ved at bygge videre på eller kredse omkring forbillederne Cesar Franck, Rich. Strauss o. a. Den foreliggende indspilning af »Poéme lyrique«, der både teknisk og musikalsk er meget vellykket (Radio-Symfoniorkestret. med Erik Tuxen), viser ham som fuldblods lyrisk romantiker fra en - isoleret betragtet

meget sympatisk side. I~an søger virkelig til bunds i den stemning af poetisk meditation, som straks anslås, så meget desto mere som han formår at udnytte de romantisk-orkestrale virkemidler med teknisk fuldkommenhed og musikalsk finfølelse, der ikke var almindelig for datidens danske komponister. Værket pr skrevet 1911.

Me.n alligevel forekommer det mig, at ouverturen i C ville have været et vægtigere værk at forevige på plader.

Vagn Holmboe: »Notturno« f. blæserkvintet. - H.M.V.: D.A. 525859. Edition Balzer.

Det er et lykkeligt valg, der har ført til, at Vagn Holmboes »Notturno,« er blevet indspillet på grammofon. Førstesatsen »tranquillo« har en fri fantaserende form; gennem et 'stærkt polyfont og imitatorisk satsarbejde er der tilstræbt den størst mulige individualisering af stemmerne, der ~overalt har en meget smuk melodisk karakter i slægt med de langsomme satser .af Høffdings blæserdialoger. Samme støbning har tredjesatsen »improvisazione« med dens frie fabulerende melodilinjer ,om midterdelenes mere energiske fugato. Som modstykker til disse melodisk bårne satser står 2. og 4. sats, hvor Holmboes sunde musikalske humor fejrer sande triumfer. Uden tvivl har H. fået fat i noget folkemusikalsk stof måske endda et par gadeviser, ihvertfald tyder visse, steder herpå, og i begge satser har han opnået ,en imærkværdig »pariser-gade-stemning«, smukt balancerende mellem karakteren i finalen af F. Weis' »Serenade uden reelle hensigter« og Stravinskys oktet. Den eneste lille svaghed synes mig at være mangelen på mellemsatser: her er to »præludier« og to »finaler«, altså en del af stoffet til to serenader! Blæserkvintetten af 1932 yder smukt arbejde i dette værk.

Béla Bartók: Kvartet nr. 6. -

H.M.V.: D.B. 20104-06. 3 plader, aut.

Som Haydns kvartetterl blev grundlæg-

gende for wienerklassicismens kammer-

musik og fik afgørende indflydelse på

kammermusiken helt frem til vore dage,

sådan vil uden tvivl Bartóks 6 strygekvar-

tetter, som afspejler hele hans kunstneri-

.ske udvikling fra 1908 til 1939 ' blive af

afgørende betydning for fremtidens kom-

ponister. Ingen alvorligt arbejdende kom-

ponist vil kunne komme uden om disse

værker uden at have et »hul« i sin musi-

kalske udvikling, og som man i dag af

,den musikstuderende fordrer et alminde-

ligt kendskab til Haydn og hans efter-

følgere, sådan må man i fremtiden ihvert-

fald på landets højeste læreanstalt for mu-

musikudøvelse i

sik og ndføre den stude-

rende i denne musik, der - uden at sige

for meget - er den portal, hvorigennem

man må gå for at komme ind til det essen-

tielle i vor tids kammermusik.

Det er dog ikke så ligetil, for man spiller ikke Bartók med samme selvfølgelighed som gamle Haydn; hans artistisk

krævende kunst stiller interpreterne overfor svært løselige opgaver, og det er derfor en meget betydelig indsats, H.M.V. har ydet ved nu at bringe en dansk optagelse af 6. kvartet på markedet, fornemt indspillet af danske kunstnere. Når man tilmed tager i betragtning, at der ikke er marked herhjemme for at gøre en sådan optagelse rentabel, er initiativet så meget mere anerkendelsesværdigt, og det tjener de danske kunstnere til stor ære, at deres musikalske indsats er af så høj kvalitet, at indspilningen har store afsætningsmuligheder i udlandet.

Karakteristisk for værkopbygningen er det, at Bartók indleder hver sats med et prologmotiv: foran første sats er det eenstemmigt-et meget udtryksfuldt tema ' foran anden tostemmigt, og det gennemarbejdes meget espressivt til en lille trestemmig sats før tredje sats for så til slut selvstændigt. at blomstre op i fuldeste flor som en retrospektiv fjerde sats, hvori hoved- og sidetemastof fra første sats optages. Men at »hjertets varmende ild kun kommer sparsomt til udbrud - om overhovedet nogensinde«, som en musikforfatter påstår i et dansk storværk. om musik, det turde være en misvisende påstand. Let er denne kvartet ganske vist ikke at gå til, men hvis man klogt spiller prologsatserne igennem og lader deres rige indhold virke på sindet, inden man - hvilket. tilrådes - måske i omvendt orden tilegner sig de øvrige satser, da vil man finde en varme og en uendelig musikalsk rigdom, på -hvis baggrund de artistiske raffinementer tegner sig som et uundværligt men ikke primært musikalsk krydderi. Man vil finde den Bartók, hvis strenge musikalske arhejde det alene er en æstetisk nydelse at opleve, den Bartók, der til trods for sin trang til at udnytte expressionistisk differentierede udtryksmidler arbejder med stof, som har rod i folkemusiken, og som derfor virker på sindet med en ejendommelig primitiv kraft, forstærket. af de espressive virkninger.

Erling Bloch-Kvartetten har evnet helt at indleve sig i veerkets karakter, og kun i ganske få tilfælde kunne man have ønsket sig en mere klar eller utvungen formulering af musikalske enkeltheder. Teknisk er indspilningen excellent.

Giovcuini Gabrieli: »Jubilate Deo«. - Columbia DDX 20.

Claudio Merulos efterfølger som organist og kapelmester ved Markusdomen, Giovanni Gabrieli (1557-1612), var en af sin tids betydeligste mestre, der med forkærlighed skrev for korbesætninger, som var særlig egnede til at give stor og iniponerende virkning i Markuskirkens vældige rum, derfor foreligger der fra hans hånd mange kompositioner for dobbelt- og tripelkor. En af disse »Jubilate Deo« har radioens madrigalkor under fremragende ledelse af Mogens Wöldike nu indsunget på »Columbia«. Det er en i alle henseender smuk og vellykket optagelse, der viser madrigalkorets høje vokale standard og Wb Idikes enestående evne til at levendegøre renaissancens århundredgamle kunst.

Henri Wieniawski: Violinkoncert .rir. ~9, d-moll. - Polyphon H.M. 80015-17, autom.

En uforlignelig præstation! Denne eller en hvilkensomhelst lignende overskrift kunne man bruge til en anmeldelse af Wandy Tworeks fortolkning af Wieniawskis d-moll. koncert, som han har indspillet med Radiosymfoniorkestret og Erik Tuxen. Den samme koncert findes i en ny amerikansk indspilning med den fornemme violinist Isac Stern, og det er derfor nærliggende at sammenligne disse to meget forskellige opfattelser: Medens Stern heltigennem. er den eksklusive kunstner, der ikke lader sig lede at andet end rent musikalske faktorer og derfor overalt er yderst behersket i sine virkemidler, så viser Tworek en i dette tilfælde meget lykkelig forening af kunstner- og gøglernatur, der forlener hans gengivelse med en uimodstaåelig charme. Mon ikke Tworek ved sine »friheder« kommer værkets sande ånd nærmere end den musikalsk ulastelige Stern? Det er idel fryd at lytte til denne optagelse, der lige er klar til også at henrykke den musikalske verden udenfor Danmark. -På 6. pladeside står W.s 2. mazurka »Kuyawiak«.

Chopiri: Fantasi impromptu op. 86. - Polyphon H.M. 80024.

France Ellegaards indspilning af dette værk er af høj karat; der er en meget fin klanglig duft over hendes gengivelse og de elegante arabesker former hun med krystalklar 'gennemsigtighed, kun er der visse steder, hvor den ret store rumklang dækker og slører hendes spil lidt for meget, men alt i alt er det en fin optagelse på linie med de største udenlandske solisters.

Sergei Rachmaninoff: Preludes i gogcis-moll. - Polyphon H.M.80003.

Galina Werschenskas indspilning af disse to lækkebidskener fra Rachmaninoffs godtepose er gjort med så megen diskretion og finfølelse, at det ofte ikke altfor behagelige stof ihvertfald ikke understreges med generende tydelighed.

P. E. Lange-Måller: Af »Der var engang«.. - Polyphon Z 60121.

Den foreliggende indspilning er foretaget af Det kgl. Kapel med Georg Høeberg som dirigent og omfatter Taffelmusik, Serenade, Bryllupsmusik og Midsommervise. Optagelsen er teknisk vellykket og på sine steder stærkt præget af Høe-bergs karakteristiske bredde i den musikalske opfattelse. Svagheden ligger i, at man har valgt at lade serenaden og inidsommervisen udføre rent instrumentalt, hhv. som obo- og basunsolo; 'det kan ikke. nægtes, at den poetiske duft over disse så ægte danske sange derved går noget tabt

J.P.E.Hartniann: »Liden Kirsten«, ouverture. - Polyphon Z 60126.

Denne ouverture, en af dansk romantiksperler, er fortræffeligt indspillet af Erik Tuxen og Radosymfoniorkestret; ikke alene er klangen fyldig og velafbalanceret, hvad man bl. a. kan tilskrive dels rummet og dels de nye optagemetoder, men Tuxen har tillige den lykkelige evne at kunne forene præcision med en fin fornemmelse for egenarten i denne musik.

Fr. Kuhlau: Musiken til »Elverhøj«. - Polyphon Z 60123-25. 3 plader.

Indspilningen, der ligeledes er foretaget med Radiosymfoniorkestret og Erik Tuxen, omfatter ouverturen og ball~etmusiken, medens kor og sange er udeladt. Der er lys og festivitas over den festlige ouverture, en klassisk- romantisk tone, der kommer smukt til sin ret i den rytmisk/ stringente og musikalsk klare, man fristes til at sige, plastiske udførelse. I enkelte af dansene synes det, som om orkesterbesætningen er lidt for stor, sådan at kontrasten mellem »tutti«- dansene og de instrumentale solostykker bliver for voldsom; det majestætiske i menuetten f. eks. er musikalsk stofligt mere end dynamisk bestemt, men virkningen er selvfølgelig besnærende.

F. S. P.

Årgang 24/1949, nr. 03