I Anledning Af Det Kongelige Teaters 200-årige Jubilæum, 3

I Anledning af

Det kgl. Teaters 200-aarige Jubilæum, 3*)

*) Med denne artikel afslutter dr. phil. Torben Krogh sin historiske redegørelsefor de kår, hvorunder musiken indførtes på Det kgl. Teater. De to foregåendeartikler findes i DM 1948, nr. 12,
s. 271, og DM 1949, nr. 1, s. 2. Red.

Af Torben Krogh

De bedre Pladsforhold i »Tjærehuset« gjorde, at Aktørerne kunde sætte virkelige »Komedieballetter« paa Repertoiret. De franske Værker, man valgte, maatte imidlertid bearbejdes, for selvfølgelig kunde man ikke paa den danske Skueplads opføre dem paa den storslaaede Maade, som egentlig forlangtes; dertil hørte et velbesat Orkester, et stort Operakor og et dygtigt Balletkorps, og intet af dette ejede Teatret paa dette Tidspunkt. Det er iøvrigt ganske typisk, at man saa at sige aldrig benyttede sig af den originale franske Musik, men lagde denne Sag i Hænderne paa Thielo og andre lokale Komponister og musikalske Bearbejdere.

Vi har set, at det var Moliére, der i Samarbejde med Lully havde skabt »Komedieballetten« med dens mange musikalske »Entréer«. Men ogsaa Moliéres Efterfølgere skrev Skuespil, rigt forsynede med Sang og Dans, blandt hvilke vi finder Regnards »Serenaden« (La Sérénade), der opførtes i »Tjærehuset« den 1. Marts 1748, som Efterstykke til »Scapins Skalkestykker«, og som gjorde stor Lykke. I den muntre, farceagtige Komedie optræder ligesom i »Pernilles korte Frøkenstand« en Fader som Rival til sin Søn. Et Sted i Stykket agter han at bringe sin Elskede en Serenade, som Tjeneren Scapin hjælper ham at bringe i Stand. Den rent vokale Del fremføres af »un vénétien« og »une vénétienne«, endvidere af Scapin og »une musicienne« samt Kor. Ved den danske Opførelse blev nu hele dette Apparat stærkt forenklet.

Alt det sanglige overlod man til Tjeneren og Kammerpigen, der her blev omdøbt til Henrik og Pernille. De giver hver sin Vise til bedste, og navnlig er Pernilles Sang »En Ugle fordum Tid, som gammel var og grim« bernærkelsesværdig, fordi der i Orkesterakkompagnementet er benyttet et ejendommeligt Instrument, som i Partituret kaldes en »Kuk kuk i F«. Med sin Terts efterligner den paa drastisk Maade Gøgens Kukken. Mod Slutningen af denne barokke Scene bliver Stykkets komiske gamle, Mr. Bærhid, som han benævnes paa Dansk, plyndret og ilde tilredt af nogle Musikanter, en Handling, der dog er rent Komediespil, og som hører med i den snilde Tjeners Plan. Det hedder her i Tekstbogen: »Der spilles en Arie, Fruentimmerne dantser, og idet de dantser, holder de Pistoler for Næsen af Mr. Bærhid og af Henric«. Denne Parodi paa en Serenade med den efterfølgende barok komiske Dans maa siges at have været højst karakteristisk for hele Genren.

Den sidste Nyhed, Aktørerne bragte frem i »Tjærehuset«, var Moliéres »Den adelige Borgerrnand« eller, som Stykket senere kom til at hedde, »Den adelsgale Borger« (Le Bourgeois Gentil-homme), der opførtes første Gang d. 24. Maj 1748. Komedien var, som det fremgaar af Annoncen i »Kiøbenhavns Postrytter« »paa ny oversat«, og Fordanskningen skyldtes den meget benyttede Oversætter J. B. Lodde, en ganske kvik Versemager, hvis Visetekster ikke er uden Slagkraft. Samarbejdet mellem Moliére og Lully naaede sit Højdepunkt med denne virkningsfulde Komedieballet. I den franske Original er der da ogsaa lagt op til en hel Række musikalske Situationer, blandt hvilke man ganske særligt, bemærker Scenen, hvor den adelsgale Borger, Monsieur Jourdain, skal lære at danse Sarabande, Galliarde og Cannaries, Skrædderdrengenes muntre Optog, Taffelscenen, hvor Jourdain og hans Gæster diverteres med Sang og Spil, og f remf or alt den store, parodiske Tyrkerceremoni, under hvilken den smigrede Borgermand paa Skrømt bliver udnævnt til tyrkisk Ridder. I sin komiske Kraft, som understreges af Tekstens ejendommelige Sprogblanding af Italiensk og Tyrkisk, er denne Scene i Lullys Fortolkning noget nær enestaaende i det 17. Aarhundredes musikdramatiske Litteratur. Forbindelsen med Hofballetten understreges yderligere gennem den »Ballet des Nations«, som følger umiddelbart efter Komedien.

Naturligvis kunde de danske Aktører langtfra honorere de Krav, som det i musikalsk Henseende saa vanskelige Værk stillede. For det første strøg man Slutningsballetten, som heller ikke har nogen egentlig Forbindelse med Stykket, og endvidere var det nødvendigt at forenkle de mere komplicerede Numre. Komedien begynder med, at en Musikant sidder og komponerer en Arie, som han senere foredrager for Mr. Jourdain, en Sang, som Thielo havde komponeret en smægtende Melodi til. I Originalen underholder tre Sangere ,den gavmilde Vært og hans Gæster med et operalignende Nummer, en »Dialogue en Musique«. Dette Nummer erstattede man med en Drikkevise paa to Strofer: »Naar jeg den ædle Druesaft i Glasset seer at spille« - en frejdig Menuetmelodi. Hovedscenen er nu imidlertid den store Tyrkereeremoni i 4. Akt, hos Moliére en ren og skær Operascene, der udføres af en Mufti (et større Soloparti) samt nogle Dervisher og en Gruppe syngende og dansende Tyrkere. Hvor meget af denne Scene der paa den danske Skueplads har været udført med Musik, kan vanskeligt fastslaas. I hvert Fald har man næppe, kunnet undvære nogen Dans og en højtidelig Indgangs- og Udgangsmarch.

Omtrent paa denne Tid begyndte et fransk Skuespillerselskab, der fik kongelig Understøttelse, at give Forestillinger paa et Teater i Nørregade. Det blev ledet af en Skuespiller ved Navn de Launy, som i August 1748 modtog »Zu einem allergnädigsten Geschenck« 241 Rdlr. af Kongens Kasse, og som yderligere i Løbet af Aaret fik udbetalt 1000 Rdlr. De fornemme og Hoffet modtog naturligvis, Truppen med aabne Arme, og de mange fransksværmende petits maltres, var i den syvende Himmel over at høre det franske Sprog paa Scenen. Repertoiret bestod af Tragedier af Voltaire og Racine, Komedier af Moliére og Regnard og Mariveaux, Farcer af Boissy og Poisson og endelig Harlekinader. De sidste hentede Aktørerne ikke mindst fra den af Gherardi udgivne Samling, »Le Théâtre Italien«, der indeholder de stærkt farceagtige Stykker, som Ludvig XIV's italienskfranske Hoftrup havde opført i Hotel du Bourgogne i Aarene 1682-97. Det københavnske Publikum kunde nu rigtig faa deres Tørst efter scenisk Musik stillet, for flere af Harlekinaderne er rigt udstyret med Viser, skrevet til populære Melodier. Man opførte ogsaa virkelige Vaudeviller, og da navnlig af Favart, Mesteren indenfor denne Genre.

»Tjærehusets« Tid som Teater blev ikke lang. Det var Meningen, at det skulle rives ned for at give Plads for en ny og pragtfuld Teaterbygning. Aktørerne blev altsaa nu husvilde; men til alt Held stod den Scene i St. Kongensgade, som von Quoten havde forladt, nu ledig, og her rykkede de saa ind, medens de spændt ventede paa den Dag, da de kunde indvi den nye Bygning paa Kongens Nytorv. Ogsaa i St. Kongensgadeteatret gjorde man sit bedste for at komme Publikums Smag imøde med Hensyn til Sang, Dans o. l..

En meget betydelig Sukees fik man med den franske Farce »Merlin Dragon« (»Merlin Dragon ou la Dragonne«), der stammede fra 1686 og skyldes Desmaires. Særlig Lykke gjorde Slutningsscenen, hvori der forekom en grov Parodi paa Militæreksercits. Hertil havde Stykkets Oversætter, Lodde, skrevet en morsom ikke helt anstændig Vise, der blev sunget til Tappenstregens raske Toner (Forgangen Nat vor sultne Kat) en Melodi, der muligvis er af engelsk Oprindelse. I hvert Fald forekommer den i John Gay's muntre Parodisangspil »The Beggar's. Opera« fra 1728.

Den sidste Nyhed, der bragtes frem paa Scenen i St. Kongensgade, var »Vulcani Kiep«, der er averteret første Gang til d. 13. November 1748, og om hvilken det udtrykkelig hedder i Annoncen, at den er »oversat af Gherardis »Théâtre Italien«, en Tilføjelse, der viser, hvilken Interesse der var for den berømte Samling, som man vel netop havde lært at kende gennem de franske Skuespillere. Denne meget drøje Harlekinade, skrevet af Regnard og Dufresny i Forening,'er overordentlig rigt forsynet med Viser, og det er højst betegnende, at den danske Bearbejder, Lodde, har bibeholdt alle disse muntre Sangindlæg, af hvilke adskillige er lagt i Munden paa Harlekin, der blev udført af den geniale Komiker Gert Londemann, som nok forstod at servere en vovet Tekst paa den rette Maade. De originale franske Melodier var lette at finde i Nodebilagene til »Théâtre Italien«, men kun i et enkelt Tilfælde søgte man til denne Kilde. Det drejer sig om Melodien til Visen: »La verte jeunesse qui tourne à tous vents«, der gentages flere Gange i Stykket, og som blandt andet bruges til Slutningssang. Den skønne Moll-Melodi slog iøvrigt godt an herhjemme, for den blev ofte anvendt, blandt andet af Graah til »Phyllis' Trøste-Svar til Damon«. Den øvrige Musik til »Vulcani Kiep« er øjensynligt stærkt Blandingsgods. En Del af Viserne skyldes Thielo og den fortræffelige Komponist J. H. Freithof, et enkelt Nummer er laant fra Pergoleses berømte komiske Intermezzo, »La serva, padrona«, medens Resten synes at være hentet fra populære Danse og Viser. Vi staar altsaa her overfor et Værk, der i sin musikalske Form meget minder om en Vaudeville.

Det nye Komediehus paa Kongens Nytorv, der rejstes i en utrolig Fart, var allerede færdig i December 1748. Eigtved havde skabt en statelig Bygning, der blev højt beundret af Københavnerne. Inde i selve Teaterrummet var der sørget godt for Musikanterne, for de var jo nemlig vigtige; i Orkestret stod der 10 Nodepulte og 9 med rødt Klæde betrukne Bænke. Ogsaa under de nye Forhold blev det Stadsmusikantens Svende, der kom til at danne Orkestret, om hvilket de la Beaumelle beretter, at man i Almindelighed fandt det særdeles godt; men til Gengæld klager han over de lange Mellemakter, »qu'elle m'a, toujours considérablement ennuyé«. At Leder Ditlev Bechstedt, Stadsmusikant Bergs Svigersøn, selv maa have været en udmærket Instrumentalist, kan ses deraf, at han blev benyttet, naar Hofvioloner skulde have Forstærkning ved de italienske Operaopførelser.

Den 18. December 1748 indviede de danske Aktører den nye Bygning med en Forestilling, der bestod af en Festprolog, Regnards »Dobleren« og Lufonds »De tre Rivaler«. I den ganske korte Saison, der kun varede nogle faa Maaneder, kom der ikke mere end to Nyheder frem, og typisk nok var den ene Moliéres maaske berømteste Komedieballet: »Den indbildt Syge«. I dette muntre Skuespil, til hvilket Lullys Elev, den talentfulde Charpentier havde komponeret Musikken, strøg man haardhændet de meget brede Intermezzi og Balletindlæg. Derimod bibeholdt man den afsluttende, bredt anlagte Scene (troisiéme Interméde), den saakaldte »Doctorgrad«, hvor Argan paa Skrømt udnævnes til Doktor af det medicinske Fakultet. Men medens den i Originalen er en stor gennemkomponeret Scene, hvor Sang veksler livligt med Dans, nøjedes man i den danske Bearbejdelse med lidt Dans, en March og et enkelt ganske kort Kor (Bene, bene respondare), der ligesom den i sin komiske Højtidelighed særdeles virkningsfulde March var komponeret af Bechstedt. Nødvendig for Handlingen er den Duet, som synges af Cleante og Angélique i anden Akt. Den gav da ogsaa Thielo Lejlighed til at komponere en større »Scene«, i hvilken Recitativer og Arier veksler.

Da Aktørerne flyttede ind i det smukke, nye Komediehus, havde de allerede skabt frugtbare musikalske Traditioner, som de i høj Grad byggede videre paa, Traditioner, der krævede baade Sang og Dans, og begge disse Faktorer udviklede sig saa betydeligt i Løbet af det 18. Aarhundrede, at man allerede den Gang kunde se de tre Kunstarter trives Side om Side. Lad os derfor mindes de Musikere, Skuespillere og Tekstbearbejdere, der for 200 Aar siden lagde det udmærkede Grundlag ved at skaffe Musikken Borgerret paa den danske Skueplads.