Musik I Ruinbyer, 2

Musik i ruinbyer, 2

Af Guido Waldmann

I denne artikel, der afslutter beretningen. om musiklivet i Tyskland efter 1945, fortsætter Guido, Waldmann. sin beskrivelse af de vanskeligheder, der er forbundet med at skaffe nodemateriale. Artiklens første del står i DM, 1949 nr. 1, s. 18.

Gennem de fire besættelsesmagters musikofficerer blev der i tre rum på det forhenværende preussiske statsbibliotek Unter den Linden samlet ca. 6000 bind, fortrinsvis værker af samtidige komponister, og disse kunne udlånes dér. Efter at dette bibliotek havde gjort megen nytte, selvom det kun kunne virke i og omkring Berlin og den sovjettiske zone, liar det som følge af de voksende spændinger mellem besættelsesmagterne fundet en alt for tidlig afslutning. Først trak franskniændene deres andel tilbage og bragte den til deres zone, de fulgtes af amerikanerne, som også knyttede musikafdelinger til deres forbilledligt indrettede »Amerikahuse«, som tildels er rigt forsynet med grammofonplader. Dermed blev hovedvægten. af dette arbejde fordelt til de enkelte zoner. Det fortjener at blive omtalt i denne sammenhæng, at Tysklands zoneinddeling, så skadelig den end kan være, i kulturel henseende ikke altid har haft en dårlig indflydelse. Ikke alene blev Berlin til et kraftcentrum, da alle besættelsesmagter også i kulturelle ting kappedes om forrangen, men musiklivet i de enkelte zoner udviklede sig også tildels under ret eftertrykkelig indflydelse af den respektive besættelsesmagt. Således kunne man i den sovjettiske zone høre russiske operaer i mønstergyldige opførelser, Hamborg bragte Brittens »Peter Grimes« til opførelse, i den franske zone kan man selv i de mindste byer høre de bedste franske solister, og i den amerikanske zone udfolder »Amerikahusene« en bemærkelsesværdig aktivitet for udbredelsen af den nye musik.

Efter 1945 strømmede den nye musik i overmål til Tyskland. Ikke altid skete det psykologisk behændigt, man . ge steder troede man, at man blot igen kunne begynde der, hvor man var ophørt i 1933 uden at beniærke, at også udlandet ikke niere skrev år 1933. Genoptagelsen af »Dreigroschenoper« og Fortners kantate efter en tekst af Brecht »An die Nachgeborenen« hører til her. Senere benyttede man en niere alsidig fremgangsmåde. Hindemith spilles inest. Hans »Mathis«, cellokoncerten, metamorfoserne hører til hans oftest hørte værker'; med en nyopførelse af »Cardillac« gjorde Essen sig fortjent. Af Stravinsky spilles ved siden af ældre værker frem for alt hans kortspilsuite, Dumbaton Oaks og symphonien i C. Sjostakovitch er for det meste repræsenteret med sin femte og niende symplioni, Bartók med violinkoncerten og den tredie klaverkoncert, som gjorde et stærkt indtryk. Forbavsende lidt hører man af Sehånberg, medens Alban Bergs violinkoncert i mange byer, ikke mindst ved Tibor Vargas mønstergyldige gengivelse, var af stor virkning. Af nye værker af tyske komponister skal frem for alt nævnes Werner Egks faustballet »Abraxas«, som blev opført i Milnelien, Orffs »Agnes Bernauerin« og Einenis opera »Dantons død«, soni efter deres uropførelse i Salzburg nu også spilles i Hamborg; videre Fortners violinkoncert og Boris Blachers opera »Die Flut« og hans oratorium »Storinkvisitoren«.*).

(Note:*): Se DM, 1948, s. 255-59. Red.)

En anselig andel i udbredelsen af ny musik har radioen, især senderne Baden Baden, hvor der planmæssigt lyder ny musik under ledelse af Heinrich Strobel, og den nordvesttyske radios sendergruppe (Köln, Hamborg, Hannover), medens senderen Frankfurt hvert år foranstalter en »Uge for ny musik«. Af den mangfoldiglied af musikfester, møder, studiekredse, som beskæftiger sig med samtidens musik, skal især fremhæves to foranstaltninger: for det første de »Internationale feriekursus for ny musik«, som nu for tredie gang finder sted i det idylliske slot Kranichstein ved Darmstadt, og som forrige år modtog stærke impulser fra Hermann Scherchen; hertil knyttedes i 1948: René Leibowitz, Paris, og Peter Stadlen, London. For det andet kongressen i Bayreuth, som fik særlig stor betydning derved, at førende musikopdragere her i fællesskab med repræsentanter for den unge komponistgeneration opkastede spørgsmålet om, hvordan ungdommen kunne komme i kontakt med samtidens musik. Således blev denne kongres' egentlige gevinst ikke den kunstneriske gengivelse af ny musik men derimod foredrag som f.eks. Hens Mermanns dybtfølte ord om »Ungdom og ny musik«, dr. Dofleins klare og af personlig oplevelse prægede referat over Béla Bartóks pædagogiske værk, den levende og umiddelbare musiceren i et sydtysk landopdragelseshjem, skolen »Slot Salem«, ol. Fritz Jödes temperamentfulde ord om den aktuelle situation.

At denne mand, der som en af de inest markante skikkelser i den tyske ungdomsmusikbevægelse i en dominerende grad prægede tiden før 1933, nu igen kan tage del i genopbygningen af et nyt musikliv, er et af de mest glædelige tidens tegn. Gennem sit hverv i centralen for ungdomsmusik i byen Hamborg har han nu mulighed for at medvirke afgørende i tilrettelægningen af amatørmusiken - og i ungdomslejren Barsbilttel ved Hamborg har han fundet et ideelt hjemsted for sanguger og sammenkomster. Også den fra Walther Hensel hidrørende gren i ungdomsmusikbeveegelsen har samlet sig igen og løfter sangbevægelsens arv med en statelig række af sanguger. Når man desuden henviser til den livlige virksomhed i de forskellige kor- og sangforeninger, så afrundes billedet af den tyske amatørmusiks nuværende stade på den glædeligste måde.

En ikke uvæsentlig andel i musiklivets genopbygning har tidsskrifterne, som i Tyskland igen dukker op i en forbavsende mængde. »Melos«, indtil forbudet i 1933 det førende blad i kampen for den moderne musik, er opstået påny og har i »Musikleben« fundet en suppleant. Også »Musik und Kirche« er påny udkommet på Bärenreiter-forlaget som det første tidsskrift efter krigen, medens det af Fred. Harnel klogt og med udsyn redigerede »Musica« repræsenterer »det store musiktidsskrift«. Josef Rufer og H. Stuckenschmidt udgiver i Berlin »Stimmen«, et af efterkrigstidens bedste tidsskrifter, som blandt deres medarbejdere kan tælle navne som Schönberg, Scherchen, Mersmann, Hàba, Krenek. Hertil kommer flere mindre tidsskrifter; dog er det påfaldende, at der endnu mangler et publikationsorgan for den musikvidenskabelige forskning. Som meddelt ved kongressen i Rothenburg i maj dette år, den første store sammenkomst mellem tyske musikvidenskabsmænd, skal nu også denne inangel, snart afhjælpes.

Nogle væsentlige forskydelser er fremkommet på læreanstalternes område. De gamle store læreanstalter som f. eks. Berlin og Leipzig har mistet en del betydning, medens tyngdepunktet mere opmere har forskudt sig til Syd- og Vesttyskland, til læreanstalterne i Stuttgart og Köln samt til det ny grundlagte Freiburg, Detmold og Trossingen. Dette må ses som et tegn på, at den middelstore og den lille by mere og mere gør sig gældende ved siden af den store. Denne omlægning kan ikke alene forklares derved, at de små byer er mindre ødelagt, og at det idag er lettere at leve i en lille by. Opblomstringen af den lille by synes mig at være et væsentlig tegn på, at hele Tysklands musikliv, trods Berlins stadig ubestridelige overvægt, tydeligt lejrer sig i vest og syd. Vest- og Sydtyskland har imidlertid altid i modsætning til østen været præget af de små byers udprægede kultur. Således er, det næppe tilfældigt, når de tre nye læreanstalter alle er opstået i små byer, vel næppe heller en tilfældighed, at musiklivet netop i mindre byer er af en forbavsende mangfoldighed og kvalitet.

Forsøger vi nu at få en samlet - oversigt ,over, hvad der er sket i Tysklands musikliv siden 1945, så er det første indtryk utvivlsomt mere broget end alsidigt; for meget var improvisation, for meget er endnu idag labilt, uafklaret, i mangt og meget hersker stadig endnu kvantitet i stedet for kvalitet. De bange anelser, der knyttede sig til valutareformen, viser sig allerede nu, efter at det første chok er overstået, som overdrevne. Naturligvis vil den ikke forblive uden indflydelse på den videre udvikling, den vil tvinge til en koncentration af det væsentlige, måske nu og da også forlede til i stedet for det kunstnerisk værdifulde at bringe publikumsnumre. Trods alt synes det, som om musiklivet i Tyskland netop i disse hårdeste år har opvist. så meget livskraft hvilket alene fremgik af den kendsgerning, at Bruckners e-moll messe kom til opførelse midt i Aachens rygende ruiner - at vi med nogen ro kan imødese den kommende udvikling.