Nye bøger

Nye bøger

Georg Sehaeffner: »~~7*olfgaiiq Amadezis .,Ilozart« (173 s.) og »Claude Debussy und das Poetische« (419 s.). Verlag A. Francke. A. G. Bern.

For den der vil skrive en musikbiografi er der mange veje at gå. Biografier kan være saglige som knastørre benrader behængte med guirlander af facts og årstal og de kan, uden at tilsætte sagligheden, være henrivende og yndefulde som f. eks. Walter Reichs lille bog om Haydn.

Musikforfatteren Georg Schaeffner går en anden vej. I sine bøger om Mozart og Debussy benytter han den poetiske form og søger dermed at nå bagom kendsgerningerne indtil tingenes kerne. For at belyse genstanden for betragtningerne så mangfoldigt som muligt lader han i begge bøger de samme to personer, Gabriel og Igor, føre subtile samtaler, der - når det kniber - suppleres med fru Masches og mester Dominikus' bemærkninger. Der anvendes megen tid og plads på at give disse personer og deres omgivelser et selvstændigt liv, - men hvortil dog dette ydre rankeværk, der til syvende og sidst siger så lidt om sagens kerne?

Alligevel f år man højst interessante glimt af Mozarts og Debussys personliglied og værk; de to komponister er ofte betragtet under nye og forbløffende vinkler, der drages kulturhistoriske og kunstneriske paralleller med slående virkning uden på nogen måde at antaste de fakti,ske kendsgerninger. Bogen om Debussy og det poetiske er vanskeligst tilgængelig og kræver egentlig et ret nøje forkendskab til franske digtere som Jammes, Comtesse de Noailles og Mallarmé på originalsproget. Mozart-bogen, en række musik-Psykologiske dybdeboringer, er lettere læst, hvilket ikke hindrer, at man også lægger den tilside med nogen ærgrelse over det stemningsmaleri, der alt for ofte er meningsløst og overflødigt.

Om forfatteren dog blot havde udgivet disse bøger som essays, som nødder uden smukt dekorerede skaller; men i så fald måtte han jo sige farvel til sine dyrebare talerør Gabriel og Igor.

17agn Holmboe.

4(

Eivind Groven: Temperering og Rensteming. 87 s. Oslo 1948. Dreyers forlag.

Lige siden Zarlinos og Vicentinos tid har man gjort forsøg på at anvende den rene stemning på tangentinstrumenter. I

museer kan endnu ses gamle klavikorder med dublerede tangenter og. andre ejendommeligheder, som gjorde det muligt at frembringe adskilligt flere toner indenfor oktaven end i den ligesvævende temperatur. Den tekniske vanskelighed bestod dengang i at fremstille et spilleligt klaviatur. I vore dage foretrækker man at bevare den en gang fastslåede form for tangenter og indrette det sådan, at den enkelte tangent ad mekanisk vej sættes i forbindelse med forskellige strenge (eller piber). Men et sådant instrument er alligevel sveert at traktere, fordi den spillende samtidig skal betjene diverse udtræk, knæpedaler m. in.

Komponisten Eivind Groven, som har eksperimenteret i 20 år, er opfinder af en elektrisk »omskjaltningsautomat«, der aflaster eksekutøren for alt ekstraarbejde: »de rene toneforhold kommer inn av seg selv under spillets gang.«

Dette beskrives nærmere i Grovens bog, hvis fremstilling er let læst for den, der forud kender noget til sagen. Men interessen fanges måske mest af forfatterens, æstetiske og teoretiske betragtninger. Hvad opnår man nemlig kunstnerisk ved den rene stemning? Vi får at vide, at forskellen mellem konsonans og dissonans træder tydeligere frem i renstemning og derved vinder fornyet aktualitet; og dog er selv den skarpeste samklang mere velklingende end i 12-tempereringen. De falske klange, vi er vant til, nivellerer de harmoniske kontraster. Navnlig i den moderne musik, som opdynger tykke klangmasser ' udviskes farverne, »en har bare igien en kold, grå masse hvor motsetningene uteblir.« Han konkluderer således: »Det er ingen tvivl om at musikken før eller senere vil komme til å betjene seg av det renstemte tonesystem i tastaturininstrumenter.«

Groven har kritisk studeret alle tænke-

lige samklange. Han skelner mellem 19

forskellige treklange, 43 firkla * nge og 67

femklange, alle på samme grundtone, og

deler dem efter hårdhedsgrad i kategori-

erne: særlig skarp, skarp, middelskarp,

blød og særlig blød. Den særlig skarpe

træffes naturligvis mest hos nyere kom-

ponister. Således figurerer de hos Bach

kun med 1 %, hos Mozart og Beethoven

med 0 %, hos Debussy med 2 %, medens

forfatterens landsmand Fartein Valen

kommer ind som en flot nr. 1 med 11 %.'

Grovens renstemte harmonium blev bygget i 1936 for,Norsk Rikskringkastning og

er benyttet ved en række udsendelser.

Bogen er udgivet med støtte af kirkede-

partementet, Nansensfondet og Tono. No-

get lignende kunne vel næppe tænkes i

Danmark, men var en radiotransmission

fra Norge af denne musik ikke umagen

værd? Kai Kroman.

4(

Sohlmans. Musiklexikon L Sohlmans förlag. Sth. 1948. 656 s. Sv. k-r. 40,00 (biblioteksbind) - sv. kr. 44,00 (pragtbind).

Udsendelsen af 1. bind af Sohlmans 4binds musiklexikon er en af de helt store begivenheder i vor tids musiklitteratur. Allerede nu er det ikke til at forstå, at man nogensinde har kunnet undvære det. Denne håndbog bliver det største arbejde i sin art, som er udgivet i Norden - og iøvrigt et af de største i verden. Hovedredaktør er bibliotekar ved Kungliga Musikaliska Akademiens bibliotek Gösta Morin, - og over 60 musikforfattere, udvalgt blandt de mest ansete, er medarbejdere, deriblandt. som hovedredaktør for det danske stof Nils Schiørring, bistået af Henrik Glahn og Svend Kragh-Jacobsen. For os danske samler hovedinteressen sig naturligt om dette danske stof, især fordi vi ikke her i Danmark har haft noget tilfredsstillende musikleksikon, siden H. V. Schytte for et halvt hundrede år siden udgav »Nordisk Musiklexikon«, der iøvrigt var et udmærket værk og indenfor sin begrænsning fuldt anvendeligt, ja påvisse punkter uerstatteligt den dag idag,. Panun2 og Behrends leksikon er merealment end specielt nordisk, og der er næppe, udsigt til, at noget dansk forlag tør gå i gang med et specielt dansk musikleksikon. Det er derfor i høj grad betydningsfuldt, at det danske stof i Sohlman er behandlet så fyldigt. En oversigtsartikel, på 10 spalter behandler danske musikforhold i fortid og nutid med ret omfattende litteraturhenvisninger (Panum og Behrend har overhovedet ingen sådan artikel), - og selv mindre kendte danske musikpersonligheder er behandlet langt fyldigere hos Sohlman end i det danske leksikon, hvor man ofte forgæves har søgt biografier f.eks. over mindre kendte afdøde personer, der med al ønskelig respekt er medtaget hos Sohlman. For os danske er der derfor grund til idel glæde.

Et moderne musikleksikon må imidlertid tage omfattende hensyn, og efter dette foreliggende 1. bind at dømme vil værket blive så alsidigt og up to date, som man med rimelighed kan forlange. Det ser ud,

som om den rent kvantitative afbalancering af de enkelte biografier er særdeles vel gennemtænkt og - hvad der er af stor vigtighed - der er indrømmet rigelig plads til det aktuelle stof, hvortil man jo i reglen savner opslagsmuligheder. Benjami R Britten f. eks. har fået 1:14 spalte, Chatjaturian over «'/.2 spalte, Copland 2 spalter osv. De store kanoner [de 3 store Be'r] optager ifølge sagens natur en væsentlig del af bindet: Bach med 20 spalter og 6 billeder, Beethoven med 36 spalter og 12 billeder og Brahnis med 38 spalter og 7 billeder. Det ses heraf, at redaktionen ikke kan beskyldes for smålighed. I det hele taget er billedstoffet rigt og - hvad der er bedre endnu - ukonventionelt.

Efterhånden som de andre bind foreligger, vil vi bringe en mere detailleret omtale af værket. Når det engang er færdigt - ja, allerede inden den tid, - vil de fleste tvivlsspørgsmål på musikkens område blive efterfulgt af den samme bemærkning: Hvad siger Sohlman?

Helge Bonnén: P. E. Lange-Milller. Jespersen & Pio. 1946. 160 s. Kr. 10,00.

Man har undret sig over, at der kunne være behov for et nyt værk om Lange Milller kun 8 år efter Julius Clausens fine og fyldestgørende bog, der endnu ingenlunde -er udsolgt. Helge Bonnén har imidlertid ment, at nogle hidtil upublicerede breve og papirer i familiens eje kunne påkalde offentlighedens interesse -og har på grundlag af disse - samt på Julius Clausens bog - sammenskrevet sin bog, men - som det synes - uden nogen ind-re nødvendighed og uden at have ændret det udmærkede billede af komponisten, som Julius Clausens bog giver. Desværre skæmmes Bonnéns arbejde af stor sproglig ubehjælpsomhed og af en mængde ligegyldigheder og banaliteter.

Bogen har imidlertid den fortjeneste, at den (hvad Julius Clausen ikke har gjort) bringer en fortegnelse over Lange- Milllers kompositioner. Men man må bebrejde forfatteren, at han ikke har gjort forsøg på at få kompositionerne helt igennem tidsfæstede. Værkerne er ganske vist forsynet med opus-tal, som dog ikke giver nogen rettesnor for tilblivelsestiden, idet forfatteren udtrykkelig gør opmærksom på, at »Op Ustallet ikke er. identisk(!) med Tidspunktet for Værkets Komposition«. -

Guderne må vide, hvorledes dette skulle

kunne tænkes. S. B.

4K

Robert Bernard: Albert Roussel (Gollection Euterpe. Edition du vieux colombier. 5, Rue Roussellet, Paris 1948. 127 s.).

Henry Prunieres efterfølger som direktør for La Revue Musicale, Robert Bernard, der i december var i København og gav et par koncerter, har udgivet en lille bog om Albert Roussel, der til maeste år ville være fyldt 80 år. Da Roussel var i Danmark første gang i 1923, kendte man ikke hans navn - end mindre hans værker. Senere kom han hertil midt i 30erne, da radioen opførte hans tredie symfoni. Men hans værker har aldrig'været meget spillede i vort land, dertil er forståelsen for anden musik, end den man er vant til at høre, for ringe. En anerkendelse af officiel art fik han dog: han blev ridder af dannebrog.

. Den bog som Bernard har udgivet og som, i modsætning til Arthur Hoérées større biografi, der kom lige efter Roussels død i 1937, hovedsagelig beskæftiger sig med mennesket Roussel, den elskelige og højt værdsatte lærer for en række af nutidig musiks forreste mænd (Bohuslav Martinu, Conrad Beck, Rohozinsky, argentinerne Buchardo Lopez og José André, uruguayeren A. Broga og italieneren* Cesare Brero etc.) - giver anledning til, at man påny får lyst til at bede om, at der dog må blive lagt mærke til hans betydelige livsværker. Hvorfor skal vi altid snyde os selv, ved at lade sådanne hovedværker i vor egen tids literatur upåagtede? Det er jo rigtigt at Roussels tredie symfoni f.eks. må nævnes i samme åndedrag som Debussys »L'aprés-midi d'un Faune«, Strauss' »Till Eulenspiegel«, Ravels »Daphnis et Cloé«, Schönbergs »Pierrot Lunaire«, Alban Bergs »Wozzeck«, De Fallas »El Retablo«, Hindemiths »Mathis der Maler«, Strawinskys »Saere du printemps«, Saties »Socrate«, Milhauds »Les Choéphores«, Honeggers »Pacific« og Prokoffiefs »Pas d'acier«. Og læg her mærke til, hvor få af disse værker der virkelig kendes herhjemme!

Bernards bog er charmerende, fordi den er skrevet med utrættelig kærlighed til emnet, og den giver et smukt billede af den noble kunstner, som Roussel var.

I Frankrig står hans livsveerk naturligvis højt vurderet, som rimeligt er. Men rundt i andre lande opføres han mere og mere. Den LXXX salme, op. 37 (1928) er et af nutidig fransk musiks fornemste værker, den burde forlængst have været opført i radioen her. Man søger efter nye korværker i den monumentale stil og så

ligger der her eet lige for næsen. Operaen »Padmavati« - som vort teater ville kunne give en opførelse bedre end de fleste andre steder, fordi den kræver så megen medvirken af balletten, har man aldrig undet nogen opmærksomhed. Eller den fortryllende ballet »Le festin de l'araignée«, et af de tidligere arbejder, der stadig har bevaret sin duft og poesi. Og så symfonierne. Roussels anvendelse af polymodien (samtidig anvendelse af forskellige skalarækker) - af polytonalitet (forskellige tonearter) og af polyrytmiken er helt ny og egenartet,-hans stil er så særpræget og fremadrettet, at det med føje kan siges, at hans værk betyder en f ase ikke alene i fransk musik, men i musikens udvikling i det hele taget.

For den, der har havt den lykkelige oplevelse at kende Albert Roussel personligt gennem en lang årrække og som undertegnede har havt en omfattende og givende korrespondance med ham, er Bernards bog en kær læsning, fordi den tegner denne fornemme ånd så levende, ikke mindst gennem en række breve af stærkt personlig art. Men også enhver anden, der vil lære en betydelig moderne komponist at kende, vil glæde sig over bogen. Min hensigt med at omtale den her er imidlertid først og fremmest at prøve på at slå til lyd for, at hans værker kommer hyppigere på programmerne herhjemme

for vor egen skyld kun. For Albert Roussels musikalske arv skal nok hævde sig ud i den kommende tid.

Knudåge Riisager.

_4(

»Euterpe« nr. 4, Jacques Gardien: Jean Philippe Razneau - La Colombe,Paris. Jan. 1949. 128 s. Pris: 150 fr.

Den 2-månedlige tidsskriftserie »Euterpe« har udsendt dette, i stil mere end i format, noget encyclopædiske værk. Rameaus samtidshistorie, hans arbejder og personlige famillære forhold er trængt. sammen i en lille værdifuld studie, der åbner øjnene for hans betydning som nyskabende komponist og teoretiker. Den indeholder desuden en samlet angivelse af værker, enkelte tekstanalyser og operaresumeer. Sluttelig en bibliografi samt omtale af et nystartet »Rameau-samfund«s stræben, for at bringe glemte værker til alm. kendskab (ved Jean Rigaud). En pladeoversigt af Marcelle Benoit gør den lille studie yderligere praktisk anvendelig.

Borgsmidt.