Professor Erik Abrahamsen 1893-1949

Professor Erik Abrahamsen

*1893 - + 1949

Dansk musikliv har mistet en af sine ledende skikkelser. Den 17. februar døde professor, dr. phil. Erik Abrahamsen, 55 år gammel, efter en langvarig infektionssygdom, der i de sidste fem år gradvis havde udmattet hans konstitution og arbejdskraft.

Erik Abrahamsen var Danmarks første egentlige professor i musikvidenskab, et fag, som i andre lande efterhånden havde vundet borgerret side om side med de, øvrige humanistiske fag. Hans disputats (1923) »Eléments, romans et allemands, dans le chant grégorien et la chanson populaire en Danemark« - holdt ved det gregorianske akademi i Freiburg under prof. Peter Wagners ledelse - behandler en af de ældste perioder i dansk musikhistorie, og Abrahamsen har i dette betydningsfulde værk indsamlet en mængde værdifuldt stof levnet os fra den grå middelalder. Den danske liturgiske musik, satte han et litterært minde i en lille afhandling »Liturgisk Musik i den danske Kirke efter Reformationen« (1919), et arbejde, der på mange punkter er en forløber for disputatsen. I 1924 blev Abrahamsen docent ved universitetet og to år senere professor.

Der har ofte været rejst kritik mod Erik Abrahamsens universitetsarbejde; man har ment, at han forsømte sine studenter til fordel for et folkeoplysende arbejde udenfor universitetet, men denne kritik har skudt langt over målet. Ganske vist nåede Erik Abrahamsen ikke væsentlig videre med sin egen rent videnskabelige forskning; hans arbejdsmark lå på et ganske andet område: det pædagogiske. Det skyldes således hans utrættelige arbejde, at vi idag besidder et musikvidenskabeligt laboratorium; de studerende har vist ikke altid været klar over, hvad det egentlig vil sige at sætte et sådant foretagende igang. Tillige forstod han med sit fine, lidt tilbageholdende væsen altid at hjælpe de unge studerende på gled allerede i begyndelsen af dette studium, der ofte kunne synes uden faste holdepunkter, og man kunne altid hente hjælp, hos ham, hvis man havde nået et dødt punkt i sit studium, om man nu var »cand. mag.« eller »magister«. De øvrige lærestole ved vort universitet kan næppe opvise magen til sammenhold mellem lærer og elev, som faget musik, hvilket tydeligt fremgik af det fortrolige forhold, der rådede mellem Abrahamsen og hans studenter. Det siger sig selv, at et så indgående og opofrende arbejde for de studerende og deres sag har opslugt meget af den tid, som ellers af andre professorer udnyttes i et bogfyldt studerekammer.

I dansk musikliv var Erik Abrahamsen en ledende skikkelse, der udenfor sin universitetsgerning energisk gik ind for et storstilet musikpædagogisk arbejde. Det var næsten symbolsk, at Musikpædagogisk Forening fornylig ønskede at opstille ham som formand efter Thorvald Nielsens tilbagetræden.

Endvidere har fagfolk kritiseret, at Abrahamsen på bekostning af universitetsarbejdet gik stærkt op i den folkemusikalske gerning; men når man har set den ildhu og glæde, hvormed han omfattede dette kald, og den magt, hans ord havde over sindene, må man bøje sig i ærbødighed. Det er ikke enhver videnskabsmand beskåret at få menigmand til at lytte, men Abrahamsen forstod dette, og for ham var det en hjertesag at bringe musikforståelse ud til de mange, dels gennem radioen og dels gennem de talrige foredrag, han holdt landet over.

De universitetsstuderende, der i årenes løb lærte Abrahamsen at kende, blev klar over, at de stod overfor en mand, der virkelig følte sin opgave som et kald og samtidig forstod at bibringe dem den opfattelse, at det hele egentlig var meget nemmere, end man i begyndelsen troede. Savnet af Abrahamsens personlighed vil føles smerteligt for alle kredse, der kendte ham, og særligt for de studerende, der nærede en sjælden hengivenhed og et venskab for læreren, professoren.

Bengt Johnsson.