Radion i februar

Radioen i februar

Ved N. B. Møller Nielsen

Februar måneds største radiofoniske ,oplevelse var så afgjort Arthur Honeggers besøg; med komponisten selv i spidsen for radiosymfoniorkestret. blev lytterne ved månedens sidste torsdagskoncert konfronteret med et repræsentativt udsnit af Honeggers symfoniske kunst. Koncerten gav et overmåde stærkt indtryk at denne kunstners personlighed, og viste tydeligt af hvilke kilder den nye musik henter næring. At dirigenten Honegger ikke virkede så overbevisende noteres kun for fuldstændighedens skyld, idet denne omstændighed ikke på nogen måde formåede at svække det indtryk, koncerten bibragte sine lyttere. Stærkest virkede de~i liturgi,ske symfoni, et af Honeggers seneste værker. Den er inspireret af den katolske sjælemesses alvorlige ord, og de tre satser bærer titlerne diæs iræ, de profundis og dona nobis pacem; især i sidste-satsens kontrastvirkning mellem den hjerteskærende anråbelse om fred og det sted hvor freden kommer har Honegger skabt et indtryk af uforglemmelig virkning.

. Ole Willumsen var solist i Honeggers lille herlige concertino for klaver og orkester; her gjorde komponistens svigtende formåen som orkesterleder sig stærkest. gældende; koncertinoens fine og elegante spil kom kun momentvis til sin ret.

Programmet omfattede foruden de her nævnte ting ouverturen til Shakespeares »Stormen«, den mimiske symfoni »Horace Victorieux« og den stærke levende skildring af ekspreslokomotivet »Pacific 231«.

Foruden denne koncert, der som helhed var en nyhed herhjemme, gav torsdagskoncerterne os to andre nyheder, nemlig ved månedens første koncert Ebbe Ham

meriks sinfonia. breve, cantus firmus III, hvis strenge form sætter snævre grænser for fantasien; værkets tematiske grundlag og dets klanglige indhold gør det ikke til noget gyldigt udtryk for vor egen tid, det indskrænker sig til at være et højst specielt Udtryk for sin autors musikalske personlighed. Ved den anden torsdagskoncert fremførte Tor Mann og violinisten Otto Kyndel landsnianden Dag Wiréns koncert for violin og orkester, et frit og levende stykke der med virkelig heldig hånd var blevet valgt til at repræsentere vor nabos nutidige tonekunst.

Vi blev også i denne måned snydt for den sidste torsdagskoncert; men som en slags erstatning udsendtes i serien »Vor tids danske komponister« et program med værker af Finn Høffding. En udmærket. koncert, hvor man især kunne glæde sig over den så sjælden hørte Sinfonia concertante opus 23 i en glimrende udførelse, et levende og fængslende eksempel på Høffdings personlige skaben.

I den seneste tid har radioens musikalske virksomhed skudt et nyt og værdifuldt skud, nemlig kammerkoncerterne, der af og til optræder på programmet søndag eftermiddag. Disse små koncerter, der varer en timestid, er en virkelig gevinst for musikprogrammet, blot må man håbe, at grundlaget for kammerkoncerterne, det ny kammerorkester, må få så gode arbejdsforhold, at det i klanglig henseende virkeligt bliver et »kammerorkester«, og ikke blot et formindsket orkester.

Ved en udsendelse d. 21. blev lytterne gjort bekendt med resultatet af et rundspørge, foretaget af Arbejdernes radioforbund, »Hvad mener De om radioprogrammet?« Det må dog bemærkes, at interessen for at give en mening tilkende hos denne store kreds af lyttere ikke var større, end at ca. 1,2Z.000 af godt 90.000 havde fundet det umagen værd at besvare de udsendte spørgeskemaer, men til geng,æld fremgik det af denne minoritets - knapt 1 % af Danmarks lyttere - besvarelser med al ønskelig tydelighed, at man ikke levnede den såkaldte »højere« musik ret megen plads. I slutningen af udsendelsen benyttede formanden for forbundet, Ib Nørlund, sig af lejligheden til at fremkomme med et angreb mod de kredse, der, ifølge forbundsformanden, ville overfylde

programmerne med den højere musik, og som kun har overbærende medlidenhed tilovers for dem, der sætter pris på Lum1)ye, Strauss o. s. v. Hvilke kredse Ib Nørlund her sigter til, er det ikke nemt at se. Den kritik, der gang på gang rettes mod radioen f. eks. fra DM, går ikke ud på, at radioen ikke spiller tilstrækkeligt af den lødige musik. Nej, det vi ønsker er, sagt med få ord, plan og kvalitet i musikprogrammerne. og et rationelt oplysningsarbejde, der rigtigt grebet an, ville være i stand til på afgørende måde at udvikle og forme dansk musikliv.