En 'anmeldelse'

En »anmeldelse«

En af de fornemste forpligtelser for et -tidsskrift af DM's karakter må være at give ,godt orienterende og sagligt kritiske anmeldelser af fremkommen ny literatur. Så meget mere beklageligt er det at konstatere, at det udenfor al tvivl hidtil mest omfattende værk i dansk klaverpædagogiks historie, Alexander Stoffregensnyeklaver.skole, i en anmeldelse af Bengt Johnsson (DM 1949 nr. 3) udsættes for en kritik, der på afgørende punkter virker utillade.lig fordrejet.

Til indledning yder Bengt Johnsson forfatteren af den nye klaverskole opmun-trende anerkendelse for den måde, på hvilken Stoffregen har evnet systematisk .og pædagogisk at give en indføring i musikkens elementer. Den karakteriseres som »noget af en pædagogisk bedrift«. Som kritiker må man jo nøje passe på, at de .smukke ord ikke helt skal tage magten fra en. Nu er det ikke, fordi anmelderen løber nogen risiko her, men han beslutter dog -- trods nogen anfægtelse - at fremføre et par ikke uvæsentlige indvendinger mod ,Stoffregens klaverskole.

Går man herefter de første troskyldigt kamouflerede indvendinger nærmere efter, forekommer de i deres konsekvenser

at være intet mindre end et grundskud mod klaverskolens hele anlæg og ide. Ud fra den kendsgerning, at klaverskolen ikke som andre foreliggende danske klaverskoler bringer praktiske musikstykker til indøvelse, tillader Johnsson sig at karakterisere værket ikke blot som »en torso«, men tillige som et bagstræverisk arbejde, »en reaktion indenfor nyere dansk klaverpædagogik«.

Det turde være en kritikers vigtigste opgave at give saglig orientering om det foreliggende arbejdes grundide og udformning og derudfra at øve sund kritik. Hvis Johnsson havde tænkt over dette, ville han i stedet for at drage irrelevante sammenligninger med en foreliggende klaverskole, have oplyst læseren om, at Stoffregen netop med fuld hensigt overlader valget af spillestykker til den enkelte klaverpædagog. Hvis det stof, som Johnsson her efterlyser, var indført i værket, ville det præg af objektiv enhed, som Stoffregen har tilsigtet, være brudt, og klaverskolens karakter af almindelfg, d.v.s. almen Musiklære for pianister i videste forstand væsentlig forringet. Denne indvending fra anmelderen svarer derfor til, om en kritiker bebrejder en komponist, at han havde komponeret en symfoni og ikke en klaverkoncert.

Den foretagne sammenligning mellem Stoffregens og en anden nærmere angiven klaverskole virker således principielt vildledende. Men den uddybende fortsættelse af denne sammenligning nærmer sig i betænkelig grad det perfide: overfor Stoffregens fremhæves den overvejende på praktiske musikstykker baserede klaverskole, fordi den gennem »tonica-do- metodens øreopdragende system« ... »med det samme sætter eleven i stand til at lære smånielodier. Herved spares en mængde stof af mere eller mindre kedsommelig og rent teknisk karakter, og langt de fleste elever, der ikke viser særlig tegn på formidable musikerevner (sic!), vil foretrække* denne metode. Jo hurtigere man slipper begrebet skole i form af »systematisk slavearbejde« des bedre«. (udli.mine)

Indirekte rummer disse linjer nogle særdeles skarpe anklager mod den nye klaverskole. Hos læseren efterlades nemlig det indtryk, at Stoffregens værk som helhed, set fra pædagogens synspunkt, er mindre brugbart, fordi det er mere teoretisk- teknisk betonet end anlagt på at opdrage elevens øre. Og paa »den spilleglade« elev vil skolen virke som kedsommeligt »systematisk slavearbejde«. (Hvorfor iøvrigt citationstegn? Skal det ikke tages alvorligt?)

Selvom Johnsson søger at dække disse hårde anklager bag den indirekte form, står de der, og må opfattes som anmeldelsens centrale punkt, fordi klaverskolens praktiske anvendelighed overhovedet står og falder med, om disse anklager er retfærdige eller ej. Lad mig lier blot stille et enkelt spørgsmål: hvorfor nævner Johnsson ikke med eet ord, at Stoffregen netop gennem talrige høreøvelser og særlige opgaver i hvert afsnit tilsigter en stadig udvikling af elevens musikalske gehør og formsans? Det er dog et kardinalpunkt i klaverskolens ide, og mig bekendt har ingen tidligere med tilsvarende konsekvens forsøgt at tilrettekægge en indføring i musikkens elementer, således at eleven kan blive aktivt engageret. Det er rigtigt, at klaverskolen mindre tager sigte på den kategori af elever, som vil udenom vanskelighederne og ikke igennem (jvf. forordets pædagogiske betragtninger), men det er et groft stykke, når Johnsson, samtidig med at han helt går udenom dette arbejdes vigtigste perspektiver, søger at stemple det som en art »systematisk slavearbejde«. Man behøver ikke at være klaverpæ-dagog for at se, at hovedformålet

nied klaverskolen er at lede den frivilligt arbejdende og aktivt interesserede elev, og at den således henvender sig til den modsatte kategori af »slaver«! Derved får Stoffregens klaverskole efter min mening yderligere et perspektiv, nenilig som en positiv og praktisk indsats for løsningen af vor tids største musiksociologiske probleni: den musikalske halvdannelse.

Når anmelderen derefter øver kritik overfor detaljer i skolen, er han naturligvis i sin gode ret, og udover at jeg gerne vil vide, hvorledes de samme øvelser på een gang kan betegnes som »storartede« og samtidig pædagogisk forfejle deres mål som »for komplicerede«, skal jeg afholde nlig fra kommentarer til denne side af sagen. Det afgørende har været overfor dette tidsskrifts læsere at gøre opmærksom på, rent principielt, at Johnssons anmeldelse på særdeles vigtige punkter er skæv og perfid. Jeg ved, at det er hårde ord, men når man fremstiller et arbejde af vægt så vildledende, har man kompromitteret sig som anmelder og kritiker.

Henrik Glahn.

4(

Et svar

Det ,synes efterhånden at være god latin lier i landet, at stemple en kritik eller kritiker, hvis synspunkter ikke falder sammen med ens egne, som perfid ja endog kompromitteret. Det er ' som Hr. Glahn selv bemærker det, hårde ord, og lidet urbane.

Den måde, hvorpå Hr. Glahn har tolket min anmeldelse af Alex. Stoffregens klaverskole i DM's forrige nummer har forbavset mig; måske skyldes det i nogen grad manglende praktisk kendskab til emnet, klaverundervisning, hvilket man måske heller ikke kan forvente.

Jeg har tilladt mig at kalde skolen en »Torso«, fordi den ifølge forordet henvender sig til både fagligt uddannede pædagoger og almindelige musiklærere. De sidstnævnte vil stå hiæ-lpeløseoverforbrugen af det omfangsrige værk, da de hverken får besked om, hvorledes de skal kombinere den »objektive enhed«, som Hr. Glahn gør stor ståhej af, med den levende praktiske musik, eller henvises til højst nødvendigt supplerende materiale. »Man behøver ikke at være klaverpædagog for at se«, at fremgangsmåden i Stoffregens skole, dens mange ypperlige egenskaber til trods, netop her savner noget afgørende. Det er langtfra alle, der er i stand til på egen hånd at finde passende stof, som supplerer skolen. Når jeg har tilladt mig at betegne skolen som reaktionær, er det udfra et nøje kendskab ikke blot til ny dansk klaverpædagogik, men også til de tendenser, der møder os udenfor landets grænser. På ingen måde har jeg ønsket at gøre mig til talsmand for Tonica-do metoden, men jeg har med velberåd hu draget, efter Hr. Glahns mening, »irrelevante« sammenligninger, netop fordi Stoffregens arbejde må forekomme klaverpædagoger for omstændelig til den almene undervisning.

Stoffregens idé med sit værk: at bekæmpe den »musikalske halvdannelse« er højst prisværdig, det er derfor heller ikke denne idé, jeg har villet kritisere, men metoden.

Det glæder mig, at jeg som anmelder er »i min gode ret« til at øve kritik overfor »detaljer« i skolen, detaljer som i virkeligheden er det mest fundamentale for klaverspillet: de lekniske. Her afstår Hr.

Glahn (af gode grunde) fra at ville kommentere på sin velfunderede magistermaner. Den musiker, der har sat sig ind i Bart Us klaverskole, der ikke sværger til det ene eller andet system men blot fremstiller de musikalske og tekniske problemer på en klar og samtidig kunstnerisk måde, er klar over, at det egentlig er underordnet, hvor mange detaljer af den ene eller den anden art, der medtages i en skole, når blot det centrale, selve musikken ikke forsvinder til fordel for et princip.

Stoffregens værk har ikke givet os det, vi måske mest af alt savner; en skole, der systematisk opdrager og vejleder eleverne, også i vor egen tids tonekunst.

Hvis man vil modgå en saglig kritik i et fagligt skrift, så virker det kun kompromitterende at støtte sig til uartige personligheder.

Bengt Johnsson.