Et glasspil

Af
| DMT Årgang 24 (1949) nr. 04 - side 84-87

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Glasspil

Af Godtfred Skjerne

Det hændte en Dag ovre i Aarhus, at en ung Mand paa Hotel Royal overværede en lidt usædvanlig »Koncert«, idet en Dame paa nogle Drikkeglas demonstrerede disses Evne til ved Strygning paa den slebne Kant at bringes til at klinge. Denne Erfaring, som han jo iøvrigt deler med adskillige, betog ham saa stærkt, at han paabegyndte et indgaaende Studium af Mulighederne for at udnytte den musikalsk, ialfald til mere end en blot og bar artistisk Kuriositet. Ogsaa denne Idé er jo faldet andre ind før ham, men i nyeste Tid er lian dog en temmelig ensom Svale, ialfald her i Landet. Han gennemgik hele den kendte Udviklingsskala, inden han omsider kunde optræde offentligt med sine klokkerene, sfæriske Toner, og i dette Øjeblik er den tinge Aarhusianer, Ejnar Hansen, der forlængst er velkendt indenfor interesserede Kredse, og som endog under et Studieophold i Wien adskillige Gange har optraadt for Donaustadens musikforvænte Publikum, nu naaet til det Stadium, hvor han med Hæder nævnes blandt Glasspillets »Navne«. Hans Debut foregik engang under Besættelsen, da han ved en Amatørkonkurrence i Radioen kom ind som en flot Nr. 2 efter Sigvald Michelsen, der med sin Violin tog Førsteprisen hjem. Senere gik der stærkt Ry af hans Udførelse i et forrygende Tempo af den kendte Cancan fra Offenbachs »Orfeus i Underverdenen«, som han i Apolloteatret spillede til Ledsagelse af et 8 Mands Strygeorkester.

Det Instrument, han spiller paa, er saare simpelt men kræver en Teknik, der ikke læres paa en Dag, ialfald ikke med fuld Beherskelse. Ellers var der ogsaa mange flere, der forsøgte sig. Selve »Instrumentet« ser saaledes ud: Paa et Underlag, beklædt med Klæde, opstilles i to Rækker en Del Vinglas, i dette Tilfælde 21, og disse fungerer fuldstændig som Tangenterne paa et Klaver, idet den lange Række svarer til Heltonerne, medens de faa i anden Række udgør Glasspillets sorte Tangenter: Ved at komme Vand i Glassene efter en successivt tiltagende Maalestok stemmer man Tonerækken, ligesom man ved at regulere Vandmængden til enhver Tid kan rette den mindste Fejl i Stemningen, hvilket er af saa meget større Betydning, som den sarte og æteriske Glastone er fri for uharmoniske Overtoner. Men Ejnar Hansen, hvis Øre er trænet op gennem Violinen, behandler ogsaa i denne henseende sit Instrument med Mesterskab. - Selve Spillet foregaar ved Hjælp af begge Hænders Pegefinger, der ved en Bevægelse, som altid gaar højre om, øver et let Tryk paa Glassets Rand, hvorved det kommer i Svingning. Grove Arbejdshænder med haard Hud er absolut ubrugbare, da Nuancering og anden musikalsk Indgriben i Spillet forudsætter yderst følsomme Fingerspidser, der tillige maa være fuldt affedtede, hvorfor forskellige Hjælpemidler som kogende Vand, Crepepapir etc. er nødvendige. Selvfølgelig kan der spilles flerstemmigt ogsaa paa Glasspil, men det er temmeli,, vanskeligt, og Musiken maa da være indstillet paa de her forekommende Muligheder.

Forinden Ejnar Hansen, der har paatænkt at forlægge sin Virksomhed til Amerika, forlader København, vil den danske Statsradiofoni give ham Lejlighed til overf or det store Lytterpublikum at demonstrere sit Glasspil endda til Orkesterledsagelse. Dette sidste skal nu tages cum grano salis, da Glasspillet selvfølgelig ikke taaler for stærke konkurrerende Klangvirkninger. For at undgaa ethvert Skin af Artistnummer har Elof Nielsen for Strygekvartet og Glasspil arrangeret en Menuet af Mozart, Schuberts Litani og Temaet af Mozarts Sonate Nr. 11 i A-Dur, hvortil slutter sig som Solo en Gavotte af Gossee.

Der er Grund til i denne Anledning at mindes hans tidligste Forgænger her i Landet, der forøvrigt ikke var nogen ringere end selveste C. W. Gluck. Det var i Frederik den Femtes Tid, da det dengang yderst velmeriterede Mingotti'ske Operaselskab i Aaret 1750 optraadte paa Charlottenborg. Ved denne Lejlighed, i Ensemblets anden Sæson, gav den unge Kapelmester »en af Vocal- og Instrumental Musique bestaaende meget kjøn og applausible Concert, udi hvilken han i Synderlighed til Auditorii største Contentement, paa et af lutter Glas bestaaende og ei her forhen bekjendt værende Instrument lod sig høre«. Man har her væ- ret i Tvivl om, hvorledes dette Glasinstrument har været beskaffent, men det er nu godtgjort, at det har været Ejnar Hansens ligt som to Draaber Vand. Heller ikke er det opfundet af ham, da det notorisk er »opfundet« mange Gange baade før og siden.

Nu maa man ikke tro, at Begrebet Glasspil alle Dage har dækket noget saa primitivt som det her omhandlede. I Virkeligheden har man allerede tidligt søgt at udnytte Glasklangen musikalsk og instrumentalt. Ganske bortset fra, at man allerede i Middelalderen har forsøgt at erstatte Metalklokker med Klokker af Glas, har man i altf ald saa tidligt som paa 1500-tallet et Eksempel paa Indretningen af en Slags Glasklokkeklaver i det Erkehertug Ferdinand af Tirol tilhørende berømte Instrument, der fra Ambraser Kunstkammeret er gaaet over i Wiener Museet, hvor det endnu præsenterer sig med Spillemekanisme og Klaviatur, medens Glasklokkerne nu mangler. Paa et lignende Princip, nemlig at Klokken slaas med Kølle eller Knebel, hviler ogsaa et af Athanasius Kircher i 1650 anført- Eksempel saavelsom det berømte Klokkespil, Zar Peter den Anden lod indrette i det kejserlige Lystslot i Peterhof, hvor Spillet blev drevet ved Vand, og Glasklokkerne ansloges, saalænge Vandhjulet løb rundt. Ogsaa i de saakaldte Schwarzwälderspilleure er der Glasklokkespil, men det berømteste af denne Art er det, Meissnerporcelænsfabriken lod indrette i det Japanske Palæ i Dresden, bestaaende af et Klokkeklaver med 51 Porcelænsklokker hver med to Hammere og med to Manualer.

Glas som tonegivende Materiale (Krystallofoner) er herhjemme ogsaa kendt i mere fordringsfuld Sammenhælig, idet man i det 19. Aarhundrede i Det kgl. Kapel benyttede et saadant Instrument, indrettet med Hammermekanik og Klaviatur. Det findes nu i Musikhistorisk Museum.

Skønt Grundprincipet for alle Arter af Glasspil er det samme, de afstemte Glas eller Skaale, har Udviklingen dog taget forskellige Retninger. Medens de nævnte alle blev slaaet med Knebel, er der andre, der ligesom Einar Hansens hviler paa en Strygning af Glassene med fugtige Fingre. Denne Form synes at stamme fra England, hvor i 1743 en Irlænder, Richard Puckeridge, med stort Held lancerede disse musical glasses, som blev til en hel Mode, der ogsaa omtales i Goldsmitlis berømte Roman »The vicar of Wakefield«. Man mener, det er fra Puckeridge, Gluck fik Idéen. Allerede før han kom til København, havde han paa Haymarket Teatret i London optraadt med en Koncert paa 26 Drikkeglas med fuldt Orkester, og han tilbød at spille »whatever may be done on a violin or harpsichord« paa det nye Instrument »of his own. invention«. Men vigtigere for Glasspillets Udvikling var det, at Benjamin Franklin herigennem fik Idéen til sin i 1762 opfundne Glasharmonika, en delvis mekaniseret Form, der bestod af en Art Trug, i hvilket en Række Glasskaale af aftagende Dimensioner, indsatte paa en Fællesakse ved Hjælp af en Fodpedal sættes i roterende Bevægelse. Vandet i Truget vil da stadig holde Skaalene fugtede, og Tonen frembringes ved med Fingeren at berøre Skaalens Rand. Ogsaa dette Instrument kan opvise sine Virtuoser, saaledes Marianne Davies, der spillede paa Franklins, eget Eksemplar, og den bøhmiske Klaverspiller Joh.Ludv.Dussek. Selv Mozart komponerede for dette Instrument en Kvintet for Strygere og Blæsere(*) der under Mendelssolin opførtes i Gewandhaus i Leipzig med den blinde Virtuosinde Marianne Kircligässner som Solist i Glasharmonikapartiet.

(Note (*): Adagio og Rondo f. fl., ob., vla., og glasharmonika, K. V. 617. Red.s anm.)

Men det gamle primitive Princip med Drikkeglassene har overlevet alle sine sindrige Konkurrenter, tiltrods for, at det for sine Dyrkere menes at have den ubehagelige Virkning, at Nervesystemet udsættes for direkte Beskadigelse gennem Fingrenes Nerveender, foruden at Hørenerverne paavirkes nedbrydende af Glasklangens høje Overtoner. Man har da ogsaa søgt at undgaa disse Ulemper ved Anvendelse af Violinbue, men dette synes at hindre den fulde Beherskelse af Glassene. Det er da ogsaa den gamle Form, vi her i Landet fortrinsvis har haft Lejlighed til at høre. I anden Halvdel af forrige Aarhundrede var det i en Aarrække en yndet Fornøjelse for Københavnerne, naar de tog paa Frederiksberg, at kigge ind paa Alléenberg, hvor den romerske Artist Raffaele Variali trakterede sit Glasspil. Det var paa 27 Glas og opbevares nu i Musikhistorisk Museum. Det var stemt i Es-Dut af Hensyn til, at Variali akkompagneredes af Hustruen paa Harpe, der var stemt i Es-Dur. Som et Kuriosum kan anføres, at i et Billedværk, udgivet i Anledning af Tivolis 100-aars Fødselsdag, og i hvilket det oplyses, at Variali en Tid var Vært paa Tivoli Øen, er ogsaa det ovenstaaende Billede gengivet men med den pudsige Underskrift: »I fem Aar var Signor Rafael Variali Vært paa »Øen«. Her ses han fotograferet foran Udskænkningen i 1865«. Det maa paa Læseren gøre et mærkeligt Indtryk at se ham stikke Fingrene i Glassene.

Vil nu Glasspillet, selv med fremragende Eksekutører kunne faa nogen videregaaende Betydning i Musiklivet? Næppe. Dets æteriske, fløjtelignende Toner kræver uhyre Hensyntagen fra akkompagnerende Instrumenter. Selv Klaveret er for drabeligt; det slaar det helt i Stykker. Med Strygere kan det altsaa høres, men enhver Form for Medklingen maa være af dæmpet. Dets eget Omfang og Muligheder er ogsaa bejgrænset. Dermed er det, trods store Komponistnavnes gentagne Haandsrækninger, dømt til at være et periferisk Fænomen. Derimod kan Overtroen om Glasspillets nervenedbrydende Virksomhed næppe opretholdes; Ejnar Hansen kender den ikke.

Årgang 24/1949, nr. 04