Nye bøger

Af
| DMT Årgang 24 (1949) nr. 04 - side 93-94

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Nye bøger

C. M. Girdlestone: »Mozart's Piano Concertos«, 511 s. m. nodeeks., 25 sh. Forlag: Cassell &- Co. Ltd., London 1948.

Denne engelske udgave af Girdlestones værk. er en oversættelse af den franske, der blev publiceret 1940, blot er der gjort enkelte forkortelser i teksten og foretaget revision af bogens mange nodeeks. Bogen indeholder en forbilledlig gennemgang af .samtlige Mozarts 23 klaverkoncerter, kronologisk ordnet. To indledende kapitler behandler generelt dels formen i Mozarts koncerter og dels forholdet mellem klaveret og orkestret. Forf. gør ikke alene rede for opbygningen og giver en fortræffelig karakteristik af hvert værks egenart, men - og det er måske værkets største fortjeneste - ved citater af breve o.l., redegørelser for de omstændigheder, hvorunder et værk er komponeret og opført, ved at sammenligne med andre værker fra samme periode tegner bogen, der er bygget på indgående historiske og musikalske undersøgelser, et uforglemmeligt billede både af mennesket og kunstneren Mozart. Til trods for de mange facts er beskrivelsen intet øjeblik tør eller magistrøs; over

alt mærker inan forf.s kærlighed til sit emne, og det præger hans stil. Det er en

'r,

håndbog, som ingen pianist og, elsker af

Mozarts kunst bør være foruden.

4(

Adam Carse: »The Orcliestra from Beethoven to Berlioz«, 514 s., ill. 30 sli. Forlag: W. Heffer & Son Ltd., Cambridge 1948.

I fortsættelse af sit tidligere værk »The Orchestra in the 18th Century« har den engelske musikhistoriker, medlem af »Royal Academy of Music« Adam Carse udgivet dette nye storværk, der giver den bedst tænkelige oversigt over orkestrets udvikling fra slutningen af det 18. til midten af det 19. århundrede. Fremstillingen af dette interessante emne er dog ikke gjort afhængig af kendskab til hans førstnævnte værk (udg. 1940), hvorfor de historiske linier kort trækkes op til omkring 1800. Hans beretning, der bygger på minutiøse undersøgelser med utallige henvisninger til gamle kilder, følger man med den mest levende interesse, og det er også ganske utroligt, hvad han har fundet frem til belysning af sit emne. Lidt over halvdelen af værket. er helliget en indgående redegørelse for de store orkestre i datidens Europa; man får nøje besked om de forhold, hvorunder de virkede, og af fremtrædende musikere er han i stand til at give en rammende karakteristik. På 18 sider bringes oversigtsskemaer, som nøje viser diverse orkestres besætninger ved opførelser af forskellige storværker, og fra side til side byder den på overraskelser af enhver art. Af ikke ringe interesse er det således med nøgne tal at se, at f. eks. Gewandhaus-orkestret i perioden 1830-39 spillede 638 orkesterværker, hvoraf de 560 eller ca. 88 pct. var skrevet af samtidens komponister. Til belysning af dette forhold, der dengang var almindeligt overalt i Europas musikcentrer, fortæller Carse, at den nu helt glemte Wienerkomponist Franz Krommer's (1760-1831) symfonier i perioden 1815-30 blev opført hyppigere i »Gesellschaft, der Musikfreunde« i Wien end Haydns, hvilket selvfølgelig ikke betød, at de var bedre; men Krommer var ikke alene Wiener, han havde den fordel fremfor Haydn, at han levede, medens gamle papa H. var død!

Man kan på den lille redegørelse for datidens 'danske orkesterforhold i Dan

mark mærke, at forf. som englænder ikke har haft meget sprogligt tilgængeligt kildemateriale; han beretter dog om, at Weber erklærede aldrig at have hørt »Cosi fan tutte«-ouverturen spillet bedre end her, men fortæller ikke det mere nærliggende, at »Jægerbrud«-ouverturen fik sin uropførelse i København d. 8. april 1820 under Claus Schalls ledelse og til komponistens store tilfredshed.

Bogens sidste ca. 200 sider giver en forbilledlig fremstilling af direktionskunstens betydelige udvikling i begyndelsen af 1800, en karakteristik af Beethoven, Weber, Spontini, Mendelssohn og Wagner m. fl. som dirigenter samt en indtil tekniske enkeltheder fortræffelig beskrivelse af orkesterinstrumenternes udvikling og partiturets, stemmernes og orkestrets arrangement. Endvidere bringes lister over medlemmerne af de store orkestre, og bogen, der trods den strenge saglighed er skrevet meget charmerende, indeholder et væld af vidunderligt billedstof. For enhver, der interesserer sig for dette emne, er værket, en guldgrube, og for dirigenter i almindelighed og for konservatoriets direktionsstuderende i særdeleshed burde det være. en obligatorisk lekture.

F. S. P.

Årgang 24/1949, nr. 04