Nye bøger

Af
| Årgang 24 (1949) nr. 05 - side 115-117

Nye bøger

IL C. Br011011n, W. P. Larsen, G. Skjerne: The Lures of the Bronze Age. Gyldendal 1949, 4-to, 129 sider + ill. Kr. 50.00.

Om de ganile bronzelurer, hvoraf størsteparten er fund-et lier i landet og nu findes på Nationalmuseet, er nylig udkommet ovennævnte værk. Museumsinspektør, dr. Broholm. beretter om selve fundene af lurerne og de arkæologiske undersøgelser af dem, billedhuggeren William P. Larsen skriver om deres kunsttekniske side, og Musikhistorisk museums energiske leder, forfatteren Godtfred Skjerne har øst af sin store viden om vore musikalske fortidsminder og, i fortsættelse af Angul Hammerichs arbejder over samme tema, søgt at kaste så meget lys, der nu lod sig fremskaffe, ind over den i musikalsk henseende iøvrigt. totalt

inørkelagte bronzealder. Det eneste faktiske, der foreligger, er instrumentfundene, i alle andre henseender er vi musikalsk set henvist til analogislutninger og rene hypoteser. Som den redelige og trænede forfatter, Godtfred Skjerne er, forstår han i de afsnit, der ikke blot refererer målinger, instrumenternes udseende etc., men .hvor der tillige skal drages slutninger, at balancere mellem de to farer, der er ved et sådant arbejde: på den ene side en overdreven forsigtighed og deraf følgende tørhed i fremstillingen, og på den anden side det modsatte, en for vidtgående fantasi, der lader konklusioner opstå udfra imaginære præmisser.

Et fortrinligt udsyn giver Skjernes afsnit of bronzealderens instrumentale verden i almindelighed (»The instrumental aspect«), hvor han omtaler fundene af de cældste trommer og beskriver deres udvikling fra det rent støjmæssige henimod det mere tonebestemte og drager sammenligning mellem forskellige kulturer, hedengangne såvel som stadig existerende.

n

De følgende afsnit, fremstillingen af hovedemnet, lurerne, er klart oversigtsmæssigt delt op i, hvad man kunne kalde en exakt og en humanistisk del. Den første er ifølge sagens natur langt den største og omfatter en beskrivelse af de toner (naturtoner), lurerne indeholder, en beskrivelse af deres materiale, længde, tykkelse, mensurer o. s. v. og afbildninger af deres forskellige mundstykker, alt særdeles grundigt og udtømmende.

Den »humanistiske« del (»Further problems«) er, trods sin kortfattethed, nok så interessantl fordi forfatteren her sætter æstetiske og musikalske problemer under debat, dels spørgsmålet hvordan lurerne har lydt, dels hvornår, d. v. s. ved hvilke lejligheder de har lydt. Skjerne betoner i dette afsnit, stærkere end det tidligere er gjort, lurernes betydning i kulten og deres rituelle symbolik og søger, med stadigt sideblik til andre kulturer, at ramme en pæl igennem de romantiserede teorier om, at der har existeret en eller anden form for musikkultur, sågar tostemmighed, fordi man overvejende har fundet lurerne parvis. Den parvise forekomst har, efter Skjerne, intet med det musikalske at gøre, men skyldes en nedarvet symbolik og tradition fra den tid, hvor de hellige oxer spillede en rolle i kulten, og hvor to primitive oxehorn blæstes i spidsen for den kultiske procession, og, i tilknytning dertil, en dekorativ symmetrisk symbolik.

Et værk. som det foreliggende, det hidtil største monument over bronzelurerne, har selvsagt større berøringsflader med arkæologien og etnologien end med den egentlige musikhistorie. Alligevel har det også en plads indenfor dansk musikhistorisk litteratur, fordi det sætter disse ældgamle blæseinstrumentér ind i den rette kulturhistoriske sammenhæng. Bronzelurerne er, trods al deres arkæologiske interesse, dog i første række toner fra en svunden tid, et nationalt klenodie, som vi bør værne om, »en storladen ouverture til Danmarks musikhistorie, der festligt og stolt gjalder os imøde fra en længst, forsvunden old« (Angul Hammerich). Der er grund til at lykønske forlag og forfattere med denne indsats i nordisk kultur~ historie.

Søren Sørensen.

Elisabeth Schumann: German Song. Londort 1948. 72 s., 6 s.

I denne lille bog har den berømte lieder-

sangerinde nedla-,t hele sin kærlighed til

tysk sang. Hun har forsøgt en analyse af

det poetiske og musikalske i en række af

mesterværkerne i tysk sanglitteratur og

visse karaktertræk hos dens vigtigste skik-

kelser og slutter med nogle stærkt, person-

lige betragtninger over den kunstneriske

fortolkning. Bogen er rigt illustreret med

gamle og nyere træsnit, portrætter, farve-

plancher og nodefacsimiler. Denne engel-

ske udgave er bogens førsteudgave, over-

sat direkte efter Elisabeth Schumanns

manuskript*). B.

Kajsa Rootzén: »Claude Debussy«. 229 s., ill. + 'nodeeks. Pris: sv. kr. 7,50. Forlag: Wahlst~ & Widstrand, Sthlm. 1948.

Svagheden ved Kajsa Rootzéns bog om Claude Debussy - den første på et nordisk sprog om denne epokeskabende komponist - ligger i dens pretentiøse opdeling af stoffet i to afsnit omhandlende henholdsvis »mennesket« og »musikeren«. Dette at behandle det biografiske og det stilistiske hver for sig er ret farligt, hvis man ikke har noget væsentligt at sige om begge dele. Således bevæger anden del af Kajsa Rootzéns bog, værkgennemgangen, sig, hvad reelle oplysninger om »stoff och stil« angår, stort set i de samme baner som første'del, den biografiske, og kun i yderst forsigtige og vage vendinger strejfes de utallige problemer, (Jer knytter sig til det ejendommelige stilbegreb vi kalder den musikalske impressionisme. Der gives dog eksempler på,- at man, selv indenfor rammerne af et populært anlagt, let læst værk, kan tillade sig adskillg mere saglighed.

Sin force har Kajsa Rootzén så afgjort i

den biografiske skildring, der i kraft af

det sikkert opfattede milieu og sin rigdom

på betydningsfulde detailler giver bogen

sin værdi. L. Th.

Naomi Jacob og James G. Roberlson: Opera in Italy. 234 s., 19 ill., 21 sh. Forlag: Hutchinson & Co., Ltd., London 1948.

To operaenthusiaster, forfatterinden Naomi og James C. Robertson, der var bogholder i sin fars firma, men som blev

*) Vort omslagsbillede er hentet fra denne bog og forestiller salmesang i kirken; træsnit fra d. 16. årh.

dræbt i begyndelsen af den 2. verdenskrig, fortæller i denne bog ganske uprætentiøst om deres kærlighed til den italienske opera, nærmest i form af en række rejsebreve. De korte kapitler vidner om, hvor stor en viden, musikamatøren ofte er i besiddelse af, uden dog at nå til bunds i stoffet. Bogen er delt i 3 afsnit, et om operahusene, et om forestillingerne og endelig en afsluttende samling biografier om komponisterne. Af størst musikinteresse er reportagestoffet, der indeholder udmærkede oplysninger om operabygningernes indretning og referater af individuelle operafremførelser. Med sin smittende forelskelse i emnet er det en bog for det store operapublikuni som for musikelskere i det hele taget. v. i.Janies Jeans: Musik og fysik. Oversat af Iver Gudme. Gyldendal 1947. Kr. 9,75.

Den nu afdøde engelske videnskabsmand og popularisator James Jeans har med dette værk søgt at skildre væsentlige grundtræk af de grene af naturvidenskaben, der har forbindelse med musiken og dens problemer. Som hans andre værker er det ikke noget selvstændigt arbejde, hvad forfatteren heller ikke leegger skjul på, men en mere populær end saglig fremstilling af videnskabens hidtidige resultater. De simpleste forhold forklares også i denne bog med henrivende akkuratesse hvorefter i reglen nogle mellemled, som formodes at ligge uden for læserens horisont, udskydes, og resultatet forelægges. Bogen handler ikke om musik, men om lydens opståen, forplantning, opfattelse etc. Det vrimler med grafiske fremstillinger og tabeller, og man mærker sig også adskillige kendsgerninger af interesse.

Når imidlertid Jeans ved at sammenligne lydkurver for en tone på et klaver frembragt dels af en verdensberømt pianist, dels ved at lade et lod falde på tangenten, hævder, at virtuosen ikke kan

frembringe større virkning, end man kan opnå ad mekanisk vej, må en musiker dog protestere. Kraftigt. Den pianistiske erfaring, at anslaget betinger klangen, kan selvfølgelig forklaires ad videnskabelig vej, ligesom den til enhver tid vil kunne høres i koncertsalen (hvorfor man undrer sig over, at ikke én musikanmelder tid~ ligere har været opmærksom på Jeans ka~ tastrofale fejltagelse). Sagen er, at Jeans kun regner med kraften (hastigheden) som indgribende faktor. »Hvis tonen f. ex. slås meget hårdt an«, skriver han, »og det relative forhold af de højere overtoner forøges, bliver tonen skarp og grel, samtidig med, at den også bliver kraftig. Det falder naturligt at forbinde den lyd, der opstår, med vrede, skuffelse eller fortvivlelse. Men det er ubestrideligt, at de schatteringer i klangen, som pianisten kan få ud af en og samme tone, danner en lineær række, der svarer til den forskellige hastighed, hvormed hammeren træffer strengen, og det er ganske givet, at de menneskelige følelser ikke kan indordnes i en sådan rækkefølge. Det forekommer også klart, at den største virtuos, sålænge han begrænser sig til enkelte toner, ikke råder over nogen større skala af effekter end et barn, der klimprer løs med sine fingerøvelser.«

Nu teenker vist ingen moderne pianist på at give udtryk for vrede, skuffelse eller fortvivlelse fra tribunen (oh, hvor sag~ ligt!), og de erfaringer, han som formidler gør brug af, reduceres næppe, fordi man i en grafisk fremstilling viser ham, at en tone bevarer sine svingningsforhold. Jeans' måling, som er opfundet af ikke mindre end 3 amerikanske videnskabsmænd, udviser en højst uvidenskabelig forenkling og en forbløffende naivitet. Læst med kritik har hans bog imidlertid værdi som en populær indføring i Helinholtz' »Tonempfindungen« og D. C. Millers »The Science of Musical Sound«. For den, der holder ud ...

Oversættelsesarbejdet har ikke været let. v. L