Operaen og de musikstuderende

Operaen og de musikstuderende

Da Det kgl. danske Musikkonservatoriums elevforening blev stiftet i nov. 1942, så den daværende bestyrelse det som sin opgave bl. a. at søge tilvejebragt en ordning med Det kgl. teater, så det for den musikstuderende kunne blive muligt at komplettere den musikalske uddannelse med højst ,nødvendige og helst hyppige besøg i operaen, om ikke den musikalske skoling på dette så betydelige område skulle forblive en temmelig gold bogviden uden rod i den levende kunst. De studerende anmodede indtrængende teatret om støtte i form af fribilletter men blev holdt hen med vage løfter, eller der blev givet direkte afslag begrundet med, at den enorme teatertilstrømning ikke tillod ordninger af den art. De musikstuderende, af hvilke hovedparten ikke er i stand til at købe billetter, måtte nøjes med som eneste mulighed for i praksis at blive opera-orienteret at overvwre generalprøverne, hvortil de altid har fået de dårligste pladser (galleri C yderst tv. o. l!) -

De musikstuderende har i marts 1946, apr. 1947, aug. 1948 og sidst i feb. 1949 sendt anmodning til teatret om en ordning, på hvilken elevrådet har modtaget det telefoniske svar, at alle fribilletordninger ligger i finansministeriet. Nu, hvor begge kulturanstalter er statsinstitutioner indenfor samme fag, kan man derfor forvente, at der ihvertfald ikke kan opstå administrative vanskeligheder, eftersom det dog må være i statens egen interesse at koordinere sine virksomheder, hvor det er til gavn for begge parter. Man bør nemlig på Kongens Nytorv have i erindring, at hovedparten af operaens musikalsk udøvende personale er rekrutteret blandt konservatoriets elever, men paradoksalt nok har man ikke hidtil vist dem den mindste imødekommenhed. Man bør heller ikke være blind for, at størstedelen af eleverne er landets vordende musiklærere, som skal vejlede og opdrage operaens kommende publikum.

Et lands musikliv er i alle sine vidt forgrenede detailler nøje knyttet sammen og fungerer som et hele, hvis bestanddele udvikler sig proportionalt med mulighederne for et indbyrdes sammenspil. Det er dette sammenspil, Det kgl. Teater hidtil fra sin høje Olymp har søgt at unddrage sig i himmelsk uvidenhed om, at Terpsichore og Polyhymnia således er godt på vej til at lukke luften ud af den sky, de selv svæver på. Kunne det f. eks. tænkes at universitetets medicinske studerende blev nægtet adgang til landets statsdrevne hospitaler under deres studietid, eller kunne det tænkes, at man kun gav medicinere adgang hertil i samme omfang som jurister og teologer? Det er nemlig sådan fremgangsmåden har været for de musikstuderende, der knap nok har de muligheder for operabesøg som elever på kommunale fortsættelseskursus o. l. - Vel vidende, at Stockholms opera ikke som den danske må dele scene med Thalia og Melpomene skal det til oplysning og evt. inspiration for teaterledelsen meddeles:

- at Sthlm.-operaen stiller et ubegrænset antal billetter til disposition for Musikhögskolans elever til de såkaldte »Højskoleforestillinger«, der finder sted 2 à 3 gange om ugen, og

- at eleverne i solosang og operaklasserne har fri adgang til samtlige forestillinger (NB. på de bedste pladser i parkettet!!).

Før prof. Hartvig Frisch blev undervisningsminister anmodede eletyrådet ham i 1947 om at tage emnet op og støtte det i rigsdagen; når han siden som minister bl. a. har kunnet gennemføre oprettelsen af et Villumsen- museum og en retskrivningsreform, må det vel være ham en smal sag at føre de musikstuderendes berettigede krav til sejr i den kommende rigsdagssamling.